Anden Pintsedag Kl. omtrent 3 Eftermidd.
ankom Studentersangforeningen hertil, og modtoges
paa Torvet af en talrig Forsamling. Efterat Hr. 
Kammerjunker Drechsel havde budt Studenterne et
hjerteligt Velkommen, førte Værterne deres Gjæster
hjem. Igaar Morges Kl. omtrent 9 kjørte Stu-
denterne med deres Værter til de bekjendte smukke
Udsigter i Vesterskoven og om Eftermiddagen afholdt
de Concert heri Byen, hvorpaa de kørte til Udsig-
terne i Norskoven. Om Aftenen afholdtes en stor
Sera paa 300 - 400 Couverts for Damer og Herrer.
Vi indskrænke os til idag til at meddele nedenstaaende
to smukke Sange af C. H. (Pastor Hostrup) og F.
(Districtslæge, R. af Dbr. Fibiger).
     Idag køres over Tindebjerget til Himmelbjer-
get, hvor Studenterne Kl. 6 iaften ville tage Afsted,
for over Skanderborg at begive sig tilbage til Ho-
vedstaden.
   Nys vi skued mellem Skov og Bakke
   Aaens Slange blinkende sig Snoe,
   Nys vi krøb paa Bjergets brune Nakke,
   Nu i Dalen har vi reist vor Bo.
   Luunt vort lille Huus af Blade tækkes,
   Hyggeligt og trangt er hvert et Sted,
   Velkomstsangen, som af Frøer kvækkes,
   Brumme Tusind Oldenborrer med.

   Her vort Hjem vi fandt for denne Sinde;
   Du er hjemme! husk nu vel derpaa!
   Spiis og drik, om Munden du kan finde!
   Sæt dig ned, ifald du Plads kan faae.
   De, som fløi med Sang ad salte Vande,
   De, som gik i Tøir paa Hedens Grund,
   Broderligt og frit sig sammen blande
   I den lyse Sommeraftenstund!

   Med da Fjerkræ trives mellem Glenter,
   Gaardens Fugl hos ham bag grønne Blad?
   Travle Jyder, sværmende Studenter,
   Kan de søbe ret af samme Fad?
   Kjære Fugle, som saa liflig sjunge,
   Husk, i gjæste Danmarks yngste By!
   Jyder er vi nok, men vi er Unge, 
   Ogsaa vi os svinge kan mod Sky.

   Ei vor Ungdom jordedes paa Heden,
   I vort Bryst vi hegned den et Sted,
   nu den stiger syngende af Heden,
   Vil I flyve? - Godt! vi flyve med.
   Ja de lyse Timer, som os samle,
   Tonerne, som Ild i os har tændt,
   Har med Eet gjort Unge af de Gamle,
   Gjort hver ærlig Jyde til Student.

   Natten kom, men ei med drømme blege,
   Dunkle Skygger paa den sorte Grund,
   Intet Mulm os savner i Naaege,
   kun en lys og liflig Dæmringsstund.
   Let i den sig løfter Sangens Vinge,
   Frit i den skal Skjæmt fra Læben gaae,
   Sødt i den skal gamle Stenge klinge
   Glad i den skal unge Hjerter slaae!

   Mel. Kong Christian stod ved høien Mast.
   Hvor trætte Vandrer fordum fandt
      Naturen Kold,
   Der staaer paa Søens blanke Kant
   Den Borg, som hurtig Silke spandt,
   Da frem af Intet Livet randt
      I Ørknen gold,
   Og Hjeilen med forundring saae'  
   At der Jyllands Ryg kan staae
      et sold.

Thi skal ei snillet i sin Nød
   gaa brat tilbunds,
skal Kinden males purpurrød,
og Tanken varme, som en Glød,
os i Plilisterlivets Skjød,
   Eet mangler kuns,
Og Odur mærked, hvad det gjaldt,
Den manna, som fra Himlen faldt,
   Var Punsch.

Da Budskab hid fra Baldur kom
   Og fra hans Søn,
Hvis Sang gjør Skovens Sangfugl stum,
blev i hans tause Helligdo
Dens Kildevand fortsat med Rum
   Og smagt i Løn,
Og dybt i Vældets rene Glar
Vi skimted viddets Perle klar
   og skjøn.

Thi bliver Tanken døbt i Vaadt
   Fra Kildens Bund,
Forlader den sit sommerslot
Og reiser prunkende og flot,
Med Blinkfyr, stilt i sin Kalot,
   Fra Mund til Mund,
Og gaaer vort Bæger samme Vei,
Tro mig, Ideen driver ei
   Paa Grund.