Ikke langt fra Silkeborgs's ligger en liden Landsby:
Kjærsgaard er dens navn. En af dens Beboere havde ud-
mærket sig saaledes i Krigen mod Venderne, at Erik Ejegod
gav ham Tilladelse til at anlægge en Mølle ved den Bæk,
som rinder forbi Kjærsgaard ud i Søen. Møllen byggede og
indrettede han selv, ved hjælp af sine Sønner; thi Beboerne
i Balle Sogn have fra utænkelige Tider været kløgtige i Træ-
arbejde. Imellem denne Mølle og Kjærsgaard er Egnen vild:
paa den ene Side sees Intet, uden en sort Lyngbakke, og 
paa den anden Side spor af Ødelæggelser, Bækken ved Tøbrud og
Regnskyl har efterladt sig. Men desto skjønnere er Udsigten
ved Møllen selv. Den fiskerige Sø, hvorved den ligger, for-
lyster Øjet, idet man skuer den muntre Odder at boltre sig i
Vandfladen, Gjedder og Brasen at staae op over samme, og
Hejren at forfølge de mindre Fisk i Landkanten. Hist sidder
Jægeren i sit Knagskib, for at lure paa Vildandens Yngel;
her beskjæftige Hjulmænd sig med at føre vinterfældede Træ-
kjevler over Vandet. En Lystbaad farer dem forbi og Fløjte-
toner lyde fra dens Stavn. I en smilende Krog ved Søens
søndre Bredde ligger Silkeborg: yndige Skove omgive den.
Røgen, som af Kulmilerne opstiger mellem Træernes Toppe,
kalder Forfædrenes Offerlunde tilbage i Beskuerens Erindring.
De unge Ørne øve sig i deres høje Flugt, medens Tørsten lok-
ker de frygtsomme Daadyr til Søen. Fuglesang høres fra 
Buskene, og Faar og Lam græsse i deres Skygge. Borgen 
var i den katholske Old et Bispesæde: sit Navn bekom den af
en Silkekalot, hvilken den første Prælat, da han sejlede paa
Søen, satte i vandet, meldende derhos: "Hvor Kalotten lan-
der bygger jeg mit Fæste. " I det Fjærne standse Lyngs
begroede Høje Synet: Skovklædte Dale skjule sig bag dem.
For mange Tider siden, tildrog det sig, at tvende Smaakonger
strede der i Nærheden med en mægtig Avindsmand. Denne
maatte flygte, og Dalen, som modtog ham, bevarer indtil
denne Dag, ved sit Navn, mindet om hans Uheld. Skjal-
den, som besang denne Sværdeleg, skal hvile i en af Højene.
Af hans Kvad synge Egnens Piger endnu følgende Vers:
          Lave vender sin Ganger brat;
          ad Skoven lader han stande
          Grene finge i Hatten fat:
          den faldt af svedige Pande.

          Standse ej tør den Drot sin Blæs,
          for Hatten atter at tage,
          Skoven kaldte han Hattenæs,
          hvor det sig monne tildrage.

Saaledes saa jeg Eder! I skjønne maleriske Egne! men tvende 
Aarti have forandret eders Udseende. Bøgen spejler sig ikke
længere i Søen; dens Aske er solgt i Randers. Sangfug-
lene ere forsvundne og golde bakker Staae, som sørgelige Vid-
ner paa Nutidens Ødelæggelser. Vilde dog en kjærlig Haand
igjen tage sig af eder og give Naturen det Smykke tilbage,
som vindesyge Pramme have berøvet den!
     Lige overfor Kjærsgaard-Mølle, hvor Blaabærene plukkes,
laa en Gaard, Søgaard kaldet, af hvilken man nu ingen 
anden Lævning seer, end nogle mosbegroede Kampesteen, Han-
del med forarbejdede Trævare og de Silkeborg Bispers yndest
gjorde dens Beboere rige. Om deres Daab og Samfærdsel
med Møllefolkene og Bønderne i Kjærsgaard og Balle har
gamle Niels Petersen fortalt mig adskillelige Sagn, hvilke jeg
med Fornøjelse meddelte Læserne, naar jeg kunde blive enig
med mig selv om Dragten, hvori jeg bør lade dem træde frem.