Denne Artikel er, med Undtagelse af Slutningen,
laant af "Dag. Nyh.", til hvilket Blad den er 
indsendt under Forfattermærket "H. C" (Hjal-
mar Collin?).
Det var i Aaret 1843.
Der var Folkefest paa Himmelbjerget, en
af disse store Folkefester i Absolutismens Dage,
hvortil Mænd fra alle Landets Egne strøm-
mede. Til denne Fest drog Datidens bekjendte
Frihedsmænd, og blandt disse var naturligviis
J o h a n  C h r i s t i a n  D r e w s e n  fra 
Strandmøllen. Kammerraad D r e w s e n - 
naar han nævnes saadan kjendes han bedst - 
drog imidlertid til Jylland ikke alene for Festens
Skyld; det var hans Hensigt i Selskab med
sin ældste Søn, den nuværende Eier af Strand-
møllen, C h r i s t i a n  D r e w s e n, at besee
Vandkraften ved Silkeborg, som det daværende
Kgl. Kancelli havde henledet hans Opmærksomhed
paa. Det stærkt tiltagende Forbrug af Papir
havde gjort en Udvidelse af Papirfabriken nød-
vendig, men da en saadan Udvidelse viste sig
at være uhensigtsmæssig eller omtremt umulig
paa Strandmøllen, maatte der søges andetsteds
hen i Landet, og hvor der fandtes en Vand-
kraft liig den ved Strandmøllen. En saadan,
ja en langt større, sagdes der, fandtes ved
Silkeborg.
Paa Heden midt i Jylland laae den store 
Herregaard Silkeborg, omgivet af fine Sand-
marker og tæt ved Gudenaaen, som brusende
løb forbi, ilende med at bringe sin Rigdom
af Vand ud i Kattegattet. Eensom laa den 
gamle Gaard; den havde til Nabo kun en 
lille Vandmølle, der syntes som et Legetøi,
hvormed de store Vandmasser paa deres Fart
et Øieblik morede sig. De store Staldbyg-
ninger og den mægtige Lade maatte give Fore-
stilling om, at der her herskede Liv og Travl-
hed, og at det var en stor Bedrift, som For-
pagteren af Gaarden havde; men det var slet
ikke saa. De ufrugtbare, golde Jorder gav
intet Udbytte, Staldene vare kun smaat besatte
med Heste og Kreaturer, og i Laderne kom
der i Høstens Tid kun saare Lidet. De vare
i sin Tid byggede for at modtage alt Tiende-
kornet fra Amtet, thi den Gang blev Tienden
leveret in Natura. Men den Tid var forbi,
og nu stod de store Bygninger som Minde
om en svunden Tid, ventende paa, at den 
kommende maaske skulde faa Brug for dem.
Egnen var stille og øde, ligesaa stille som 
Skovene, thi det Fugleliv, der ellers pleier at 
være i alle Skove, fandtes ikke her. Der
hørtes ingen Kviddren eller Fløiten, naar Bla-
dene grønnedes, thi kun hvor Menneskene
bygge, bygge Sangfuglene med. De enkelte
Reisende, der forvildede sig til disse Steder,
beundrede vel den store, skjønne, vilde Natur,
men Eensomheden og Stilheden overvældede
dem, og de skyndte sig bort fra denne tause og
mennesketomme Egn.
Herhen drog Kammerraad Drewsen med 
sin Søn, tillige med nuværende Professor, Ma-
ler R o e d, der for sin Fornøielses Skyld
havde gjort Touren med til Jylland. Det 
gjaldt om at se, hvorvidt Stedet egnede sig
til Anlæg af en Fabrik, og om Fortællingen
om den store Vandkraft, der løb ubenyttet
bort, ogsaa svarede til Virkeligheden. Hvad
der senere er skeet paa Silkeborg, er Beviis
nok paa, at Reisen ikke blev resultatløs. Kam-
merraad Drewsens Forventninger bleve ikke
skuffede, og opfyldt af, hvad de havde seet,
vendte Fader og Søn tilbage til Strandmøl-
len med Beretning herom til Kammerraad
Drewsens yngste Søn, M i c h a e l  D r e w s e n, 
der var den, der havde foreslaaet Faderen at 
besee Silkeborg med det Samme, han var i 
Jylland. Allerede et Par Maaneder efter, hen
i Sommeren 1843, gjorde nu Michael Drew-
sen alene en Reise til Silkeborg, og efter at 
have undersøgt Forholdene erklærede han, at 
der og intet andet Sted burde den nye Fa-
brik bygges.
Der blev nu ikke spildt Tid, men strax
lagt Haand paa Værket. Kong C h r i s t i a n
d e n  O t t e n d e havde allerede nogle Aar
tidligere udnævnt en Kommission, bestaaende 
af L a n g e,  G a r l i e b  og  U n s g a a r d,
der havde faaet det Hverv at sørge for at
Statseiendommen Silkeborg blev gjort frugt-
bringende enten i den ene eller anden Retning, 
og navnlig saaledes, at den derværende Vand-
kraft ikke gik tabt. Til denne Kommission
henvendte Michael Drewsen sig - det var
nemlig bestemmelsen, at de to Brødre skulde
gjøre Anlægget - med Forlangende om at
kunne disponere over Brugen af den paa
Silkeborg værende Vandkraft. Underhandlin-
gerne gik nogenlunde rask, og i Februar 1844
kom Unsgaard en Dag kjørende til Strand-
møllen med et Document, ifølge hvilken Vand-
kraften paa Silkeborg i Forbindelse med andre 
af Stedets Herligheder overdroges i Arvefæste
til Brødrene Christian og Michael Drewsen.
Kong Christian, der varmt havde interesseret
sig for Sagen og vel nærmest havde været
Skyld i dens hurtige Fremme, modtog deref-
ter Michael Drewsen, som kom for at bringe
Kongen sin Tak, i Audients, viste sig meget
naadig og udtalte sin Glæde over, at Silke-
borg var kommen i saadanne Hænder, som 
nok skulde bringe Liv frem paa Heden. Sa-
gen, sagde Kongen, havde i mange Aar ligget
ham paa Hjerte, og han bad Michael Drew-
sen henvende sig direkte til Ham, naar der var
Noget, han ønskede, eller som han ikke kunde
faa ordnet hurtig nok; han skulde paa enhver
Maade komme ham til hjælp. Foretagendet,
som nu var sikkret, hvad Overeenskomsten med
Staten angik, var imidlertid nærved fuldstæn-
dig at strande paa Grund af en mellem Fa-
deren og Sønnerne opstaaet Uuenighed, der
gik saa vidt, at Kammerraad Drewsen erklæ-
rede, at Silkeborg ikke skulde bygges. Michael
Drewsen vilde imidlertid ikke opgive Planen;
hans Navn, sagde han, var for første Gang
blevet draget frem, han vilde ikke træde til-
bage, og hvad enten han skulde gjøre det sam-
men med sin Fader og Broder eller alene,
Silkeborg skulle bygges. Man enedes imid-
lertid og Kammerraaden gav i den Grad efter
for sine Sønner, at han, samtidig med, at
han gav sit Minde til Silkeborgs Anlæg, som 
aftalt var, tillige overdrog Sønnerne Strand-
møllen og trak sig tilbage fra Forretningen.
Alt endte saaledes i bedste Venskabelighed.
Michael Drewsen afreiste nu med 14
Muursvende, 10 Tømmersvende og 4 Smede-
svende og ankom efter en møisommelig og be-
sværlig Reise paa de ufremkommelige Veie den 
1ste April 1844 til Silkeborg. Af de faa
Ord, vi tidligere have sagt om Forholdene paa
Silkeborg, ville Læserne kunne forstaae, hvilken
Opgave Drewsen havde at løse paa dette iso-
lerede og eensomme Sted. Det er ikke over-
drevent, naar vi sammenligne ham og hans
Ledsagere med en Trop Nybyggere, der droge
ind paa ubeboede Steder for at danne en Ko-
loni. Det første, der maatte gjøres, var at 
skaffe Huus over Hovedet og Mad og Drikke.
Ladebygningerne forvandledes til en Kaserne
for alle Haandværkerne, og i den gamle Hoved-
gaard indrettede Drewsen sig saa godt han 
kunde. En Marketender indstalleredes i en af
Længerne, og da Alt saaledes var gjort for
foreløbig at indrette sig paa et længere Op-
hold, kom det Øieblik, da der skulde tages fat
paa Fabrikens Anlæg.
Der, hvor nu den store, smukke og solide
Fabrik ligger, var der dengang kun en Sump
og næsten bundløs Mose. Grunden maatte 
derfor overalt piloteres, og alle Mand sattes
nu til at hugge Tømmer i Skovene til Pilo-
tagen. Man begyndte herpaa baade med det 
hidbragte Mandskab og med saamange "Ind-
fødte", som det var muligt at skaffe tilveie, og
Alle hang i Taillerne fra Morgen til Aften.
Arbeidet var haardt og langvarigt, thi mange
steder maatte der rammes to 12 Alens Pæle
ovenpaa hinanden, førend der fandtes Bund.
Medens dette Arbeide stod paa, modtog Drew-
sen Besøg af nuværende Konferentsraad
Drewsen og Proprietair Aron David,
og selv disse bleve, naar det kneb paa Arbeids
kraft, satte til Taillerne. De "Indfødte"
havde man ved dette Arbeide ofte mere Ulei-
lighed end Gavn af, thi de kjendte ikke Noget
til Brugen af Taillerne, og hvert Øieblik foer 
der en Bonde tilveirs, naar han i rette Øieblik
glemte at slippe sit Toug.
Mandskabet døiede i Begyndelsen meget 
Ondt, og Opholdet der paa Stedet var i det
Hele taget meget primitivt; varm Mad
kjendtes aldeles ikke, og da derfor Marketen-
deren første Gang saa sig istand til at servere
varm Oxesteg, var dette en Festdag. Alle toge
i den Grad til sig, at den Oxe, der var bleven
slagtet, fortæredes saa hurtig, at der ikke blev
Noget tilovers for Haandlangerne, som derfor
truede Marketenderen med, at "de vilde gaae
et andet sted hen", hvilket denne med grædende
Mine berettede Drewsen, der lo ham ud og 
trøstede ham med, at Haandlangerne neppe vilde
gjøre en Dagsreise til den nærmeste Kro for
at faae en Ret varm Mad. Lægen i Them
By, Doctor R y g e, erklærede, at Folkene ikke
kunde taale uafbrudt at nyde det grove Rugbrød,
og at det navnlig for de Syge var nødvendigt
at skaffe fint Brød. Drewsen lod nu Marke-
tenderen bage Hvedebrød, med da dette rygtedes
paa Egnen, blev Marketenderen indstævnet for 
Retten i Skanderborg for ulovligt Bageri og 
maatte betale Mulkt [bøde]. Ved sin Hjemkomst til 
Silkeborg spurgte Marketenderen Drewsen om,
hvad han nu skulde gjøre, og Svaret lød: