Interessen for Jyllands adspredte yndige Egne synes
meer og mere at vækkes, og selv de udyrkede med Lyng
begroede Sletter findes af mange at eie noget Tiltræk-
kende, Eiendommeligt. Blandt denne betydelige Provind-
ses skjønneste Puncter har ufeilbarligt Egnen mellem 
Silkeborg, Rye og Sophiendal Fortrinet. Afvexlingerne 
ere her saa hyppige, de skovklædte Banker, vandrige Dale
saa yndige, som den varmeste Phantasie kan danne sig
dem. Alt er den rene Natur, Intet skyldes Kunsten. Og
dog, hvad ville her ikke kunne udrettes, naar Natur og 
Kunst bød hinanden Haanden! Jordens Skjød gemmer
Skatte af Jern til Efterslægten, og Kilderne vise overalt
tydelige Tegn paa deres Jernholdighed; saakaldte hellige
Kilder nævnes, og enten skylde saadanne Overtroen deres
Hellighed eller Brugen af Vandet besad helbredende 
Kraft. Ogsaa disse Kilder synes at skulle benyttes i
Tiden af kommende Slægter. At Jorden og derværende
Moser indeholde en Mængde Svovl, behøver intet Beviis.
Om Saltpartikler meddeles Vandet er ogsaa endnu uaf-
gjort. Dog! Tiden maa komme, da saadant befales un-
dersøgt af sagkyndige Mænd. En fundet Sunheds-
Brønd i denne fortryllende Egn, maatte bringe Liv og
Bevægelse i dette endnu saa mennesketomme Paradiis.
Ligesaa godt kunde her Sundheden tilbagevindes, som 
ved fremmede Bade, der for Bekostningernes Skyld ikkuns
kunne besøges af Faa, medens denne skjønne Egn, i Lan-
dets Midte, vilde blive Gjenstanden for Manges Besøg.
Gid der da snart maatte foranstaltes en chymisk Under-
søgelse af Kilderne i disse her omhandlede jernholdige
Egne. Betragter man uden Fordom den jernholdige Ahl
paa Jyllands Heder i Silkeborg og Rye Sogne, da er 
det ikke en gediegen Jernmalm, men den indeholder dog
en Rigdom af Jern; dens Ophugning, dens Transport
m. v. vilde beskjæfte mange Mennesker og give Jords-
monet [jordskorpen], der nu saa ofte ikke kan bruges fordi Ahlen er 
Jordoverfladen for nær, en dobbelt Værdi. De lettere
Communikations-Linier, deels ad de gode lige Veie, deels
ved Kanalforbindelser, paa hvilke volumineuse og tunge
Varer fra det Indre af Landet kunne bringes til Kyst-
byerne i Masser, vilde da snart vise deres Gavnlighed
saavel for den enkelte Commune som for Staten selv.
Vilde man befatte sig med at udsmelte Jernet ved Bru-
gen af Træ eller Tørv, da vilde Skovene misbrugte for-
svinde og Tørvemasserne lide alt for meget, til stor For-
dærvelse for Provindsens Beboere. Man skulde næsten
antage det rigtigst at den jernholdige Ahl førtes ad Kanal-
eller Aaveien hentil Kystbyerne, for der i anlagte Smel-
teovne at udsmeltes ved hjælp af Steenkul. Vel maa
man endnu i Danmark benytte Steenkul fra England,
fordi man endnu, saa at sige, slet ikke har søgt dette 
Brændematerial hos os selv ved Boringer; men hvad
skader det om ogsaa fremmede Steenkul skulde bruges
hertil, det vil altd være fordeelagtigere end at smelte
Jernet ved Træ eller Tørv. Tre Tønder Steenkul gjør
samme Virkning som en Favn Bøgebrænde. Man kunde
vel indvende, at Steenkullende kunde bringes ind i Landet
ad samme Vei som Ahlen bragtes til Kysten, men Jer-
net maatte dog føres til Byen, og Hænder til det meget
Arbeide vilde vist mangle inde i Landet, medens Byerne
ikke have Mangel paa disse. Ved saaledes at benytte
Jernahlen, vilde den ønskede Kanal-Forbindelse mellem
Silkeborg og Aarhuus blive af Vigtighed, endog med
Hensyn til Jernproductionen.