(Fortsat fra Lørdags-Nummeret).
     B. Angaaende Betingelserne for Nybyggerne Ned-
     sættelse paa Pladsen.
     Uagtet Commissionen ingenlunde miskjendte de Fordele,
som en ubunden Frihed for Alle og Enhver til at ned-
sætte sig paa Pladsen, og der at drive de Kjøbstæderne
i Almindelighed forbeholdte Næringsveie, navnlig Handel
og Haandværk, vilde kunne medføre, saa fandt den dog
fra andre Sider derved ikke faa Betænkeligheder. Com-
missionen ansaae det navnlig for et væsentlig Middel til 
at sikkre Plandens heldige Fremgang, at den oprindelige
Stamme af Pladsens Beboere kom til at bestaae af dyg-
tige og nogenlunde vederhæftige Folk; det befrygtedes
at man, ved at aabne en ubunden Concurrence, vilde ud-
sætte sig for, at en Mængde Individer, der vare uden
Ressourcer, saavel fra Formuens som fra Dygtighedens Side,
strax vilde sammenstrømme til Pladsen, lokkede saavel af 
Nyhedens Interesse, som af de Fordele og navnlig den let-
tere Adgang til Grundbesiddelse, som indrømmedes Nybyg-
gerne. Med en Befolkning af slige Individer lod sig
imidlertid intet Gavnligt udrette; det var at befrygte, at 
flere af dem endog snart vilde blive nødsagede til at søge
offentlig Understøttelse, og deres Skjebne, hvis rette Aar-
sag de Færreste vilde være i stand til at erkjende, vilde
let afskrække hiin mere agtbare Klasse fra der at ned-
sætte sig, saa at altsaa hele Planen stod Fare for aldeles
at mislykkes.
     Adgangen til at nedsætte sig paa Pladsen burde der-
for, efter Commissionens Formening, være underkastet
visse Indskrænkninger, og af de flere Alternativer, blandt
hvilke man i saa Henseende havde Valget, troede Com-
missionen at burde foretrække Bevillingssystemet, som det
eneste, ved hvilket man tilbørlig vilde kunne betrygge sig
med Hensyn til Vedkommendes Personlighed, og under
hvis Anvendelse der, naar det udøvedes vel med Vaer-
somhed, men tillige med tilbørlig [passende] Liberalitet, vilde kunne
opnaaes en ønskelig og derhos [derudover] en mere betydende Concur-
rence end under en fuldkommen Frihed for Alle og En-
hver til at nedsætte sig paa Pladsen.
     Imidlertid maatte det erkjendes, at Bevillingssystemet
saafremt det ikke blev noget modificeret i Faveur af de
Beboere, som havde opført Bygninger, vilde kunne af-
holde Mange fra at nedsætte sig paa Pladsen, og der 
opføre Vaaninger [boliger], idet det nemlig maatte befrygtes, at 
disse ei kunde ventes afsatte til antagelig Priis, naar
Eieren senere ved Døden afgik eller bestemte sig til at 
forlade Pladsen, og det blev derfor bragt i Forslag, at 
der maatte gives Tilsagn om, at den, der tilforhandler
sig Bygningen af vedkommende Bevillingshaver eller den-
nes Bo, kunde erholde [få] dennes Bevilling ombyttet til 
at gjælde for sin Person eller en lignende Bevilling, naar 
han iøvrigt var qvalificeret til at udøve saadant Nærings-
brug.
     Fra Bestemmelsen om Nødvendighed af Bevilling for-
meentes dog, saalænge Pladsen ikke har faaet egentlige
Kjøbstadrettigheder, hensigtsmæssig at maatte undtages de
Haandværkere og andre Næringsbrugere, som ellers frit
kunne nedsætte sig overalt paa Landet, og indtil en saa-
dan Forandring i Pladsens Organisation foregaaer, maatte
de concessionerede [bevilgede] Landhaandværkere ogsaa frit kunne ar-
beide for Indvaanerne paa Pladsen.
     Hvad angaaer dem, der maatte attraae [ønske] at nedsætte sig
paa Pladsen uden at drive Næringsbrug, f. Ex. Capita-
lister, Pensionister, m. m., da ansaaes det som en Selv-
følge, at dette maatte staae dem aabent, og at de, naar
de opførte Bygninger, maatte erhverve de Nybyggerne
i Almindelighed indrømmede Rettigheder, uden at nogen
særlig Bestilling i denne Henseende var fornøden.
     Uagtet det derhos [derudover] vistnok ikke burde bestemmes, hvor
mange Næringsbrugere af enhver Art der kunde tilstedes,
saa antages det dog at burde udtales som Hovedprincip,
at, saalænge Næringsdriften endnu ikke paa Pladsen er
ordnet paa samme Maade som i Kjøbstæderne, ikke flere
bevilges end Egnens og Pladsens Tarv [gavn] til enhver Tid
tilsteder.
     Med Hensyn til de Data, der komme i Betragtning
ved Bedømmelsen af hvorvidt Vedkommende er qvalificeret
til at meddeles en Bevilling til Udøvelsen af et vist Næ-
ringsbrug, bemærkedes det, at den i Forordningen af 
23de Marts 1827 § 8 indeholdte Regel for Meddelelsen
at Bevillnger til Haandværksdrift paa Landet ikke in casu [i dette tilfælde]
burde være fremherskende, men at, om end duelige Land-
haandværkere ikke burde udelukkes, dog solide Haandvær-
kere, der allerede have været bosatte i Kjøbstæder, eller
i al Fald der ere oplærte, burde komme i fortrinlig
Betragtning. Uagtet derhos [derudover] Vedkommendes Duelighed
i Forbindelse med Hans oekomiske Forfatning, burde 
være Hovedmomentet ved Afgjørelsen til Spørgsmaalet
om en Bevillings Meddelelse, saa antages det dog, at
Tilladelse til at holde Svende og Drenge ordentligviis
alene burde meddeles dem, som havde gjort Mesterprøve.
Hvad Handlende betræffer, maatte der fornemmelig være
at tage Hensyn til, at de Paagjældende ere retsindige,
duelige og vederhæftige Mænd, der allerede havde dre-
vet i Særdeleshed Producthandel, hvorom der her navn-
lig vil blive Spørgsmaal, i nogenlunde Omfang.
     Med Hensyn til Spørgsmaalet om, af hvem Bevil-
lingerne burde meddeles, da formeentes det, at Bevillin-
ger til Næringsbrug, til hvis Udøvelse paa Landet
eller i Kjøbstæderne Bevillinger hidtil ere udfærdigede
gjennem vedkommende Collegier, ogsaa for Handelsplad-
sens Vedkommende derigjennem burde meddeles, men at
derimod Commissionen, saafremt det maatte bifaldes at 
den indtil videre forblev i Function, kunde, paa Grund
af Forholdenes særegne Beskaffenhed, bemyndiges til at 
udfærdige saadanne Bevillinger til Haandværks- og andre 
Næringsbrug, som ellers henhøre under den locale Øv-
righeds Ressort.
     Iøvrigt troede Commissionen at burde anbefale, at de 
omhandlede Bevillinger maatte meddeles paa ustemplet
Papir og uden Betaling, samt at de clausuleredes der-
hen, at de skulde ansees ugyldige, saafremt det Nærings-
brug, hvorpaa Bevillingen lyder, ikke var etableret inden
en nærmere bestemmende Tidsfrist.