Hidindtil have vi kun betragtet Domainerne i Forhold til
Budgettet, ved hvilket man i dette Langsomhedens Land maaskee
ikke kunde gjøre andet, end holde sig til Tingene, accurat som 
de nu engang vare. Vilde man derimod ved Siden deraf
opstille et Normalreglement, som skulde have mere, end
Navnet af et saadant, da var det Første, der burde gjøres,
med som aabenbart ikke er gjort, at undersøge, hvad der skal
forstaaes ved Domaine, hvad der altsaa skal regnes herhen,
hvad ikke. Vi have saa stor Høiagtelse for Statsraad Uns-
gaard, at det gjør os ikke lidet ondt at maatte udtale den
Overbevisning, at hvad han her har forelagt Hs. Majestæt som
et Normalreglement for de danske Dominal-Intrader, mangler
alt Fundament og Princip - er værdiløst.
     Spørger man da, om der her findes opført Noget, som 
ikke hører herhen, da have vi forsaavidt alt besvaret Spørgs-
maalet, som vi have protesteret imod, at de kongelige Slotte
forøges under Domainernes Firma. Dette gjelder bestemt
om Frederiksgave, hvorved vi til det derom allerede Anførte
kun skulle føie, at det ved kongelig Resolution ligefrem er be-
stemt, at Udgifterne til sammes Istandsættelse og Indretning
til vor naadigste Kronprindses Sommerfornøielse skal afholdes
af Jordebogskassen. Dette vedkommer ene Civillisten, og skal
derfor hiin Hovedgaard endelig gjøres til Slot, saa skal den 
ogsaa opføres som saadan, ikke som usynlig Tara paa Do-
mainecontoen. Med hensyn til Silkeborg have vi udtrykt
os tvivlsomt, fordi vi vel vidste, at der har været taget Be-
stemmelse om at istandsætte det for Jordebogskassens Regning,
men tillige havde Grund til at antage, at dette indtil videre
er contremanderet [afbestilt]. Her maae vi altsaa hyppothetisk gjentage
det nys Sagte. Endelig er det bekjendt, at der paa Jægers-
pris Gods findes et Slags Slot, et Fasaneri og en Mængde
Mindesmærker, hvilket alt ikke vedkommer Domainevæsenet,
men desuagtet [alligevel] maa antages at koste meget, da hele Godset
næsten intet Overskud giver. Vil man derfor ikke flytte Fa-
saneriet og Monumenterne til Fredensborg - hvor alt dette
henhører - og dernæst fra et reent finantsielt Stanspunkt
behandle Godset - helst ved at sælge Hovedgaarden, vil 
man altsaa endelig conservere dette som Slot, uagtet de
Minder, der knytte sig dertil, just ikke give det stor Adkomst
til den nationale Pietet og uagtet her er Guds Velsignelse 
paa Slotte, saa bør det overføres paa Slottenes Conto, saa
bør det kaldes for det, det er, saa bør det vides, at Udgif-
terne dertil ikke høre til Administrationen af Landets Domai-
ner, men til Omkostningerne i Anledning af Kongehuset.
     Endnu staaer tilbage at tale om Silkeborg som Sæde 
for en tilkommende Fabrikvirksomhed, hvortil det er saa for-
trinligen skikket [egnet]. Som Fundamenter herfor anførte vi Jern,
Brænde, Tørv, Vandkraft og billig Arbeidsløn, idet vi for-
øvrigt antydede, at det endnu var uafgjort, hvorvidt Staten
skulde selv directe medvirke dertil. At saadant i Almindelighed
er urigtigt, er en afgjort og fra alle Sider anerkjendt Sag;
imidlertid have vi hørt anføre ikke uvægtige Grunde for, i 
dette Tilfælde at gjøre en Undtagelse ved at oprette og idet
mindste for en Tid at drive et Jernværk for offentlig Reg-
ning, hvilket Spørgsmaal vi her ikke kunne lade uberørt, da
da Silkeborgs Domanialqvalitet deraf er afhængig. Hvad der
anføres herfor er da væsenligen dette, at det ikke saa meget
kommer an paa at fremkalde en Smelteovn ved Silkeborg,
hvilket vilde kunne skee lige saa godt og maaskee bedre ved en 
Privatmand end ved det offentlige; men at det gjelder i det
Hele at kalde Jernproductionen tillive her i Landet. At dette
maa kunne skee, derfor taler allerede den Omstændighed, at 
det tidligere har været Tilfælde, hvilket ikke blot gamle Tra-
ditioner, f. Ex. Malmveien i Hammerum Herred, Skatte-
bøger, hvori Gaarde ere ansatte til Afgift i Jern, men frem-
for alt de tydelige Spor af Friskslagger, der findes paa for-
skjellige Steder i Jylland, uimodsigeligen [ubestridelig] bevise. At denne
Production atter maatte fremkomme, er i et Land, som ved 
sine Producters store ensartethed værgeløst er voldgivet en
eneste, tilmed af alle den mest foranderlige og lunefulde Con-
junctur, en Sag af største Vigtighed, ligesom det da overalt
er baade Pligt og egen Interesse, at benytte alle de Vel-
standskilder, Naturen frembyder. En saadan ere de Lager af 
Myremalm, der findes paa mange Steder i Jylland og Sles-
vig, lige ned til Rendsborg, det er meget let tilgængeligt,
ualmindelig let smelteligt, og indeholder indtil 50 pCt. reent
Jern. Det ene Reqvisit til Jernproduction er altsaa endog
i fortrinlig Grad tilstede; det, hvorpaa det skorter, der det an-
det, som ved Production udgjør den største Deel af Værdien,
nemlig Brændematerialet. Steenkul have vi ikke; Brænde findes
netop ikke i de Egne, hvor Malmet ligger, eller i alt Fald i
saa ringe Mængde, at det aldrig kan betale sig at anvende
Trækul; derimod findes der Tørv i Mængde, og Spørgs-
maalet er altsaa, om man kan smelte Jern ved Tørvkul - 
dette er det Problem, som endnu ikke er løst, og af hvis
Løsning Sagen er afhængig. Denne Løsning kan bedst, om
ikke ene ske paa Silkeborg, hvor der ikke blot findes Malm
og Tørv, men tillige Skove, saa at Forsøgene kunne støtte
sig til Brugen af Trækul, indtil man ved en Række af Ex-
perimenter har fundet Fremgangsmaaden ved at bruge Tørv-
kul; findes dette af en Privatmand, saa er det hans Hem-
melighed - findes det af de Offenlige, hvis Bøger natur-
ligvis maae staae aabne for Enhver, saa er det Nationens
Eiendom.
     Det er denne Omstændighed, der unegteligen taler me-
get for, at gjøre Anlægget for offentlige Regning. Om dette
Forhold bør vedvare, efterat Tingen er kommen i Gang, er
et andet Spørgsmaal; thi hvorvel Bibeholdelsen af et Møn-
sterværk til fortsatte Forsøg kunde have sine Fordele, have vi
hertillands dog endnu aldrig seet noget industrielt Foretagende
trives i Længden under offenlig Administration; men dette
Spørgsmaal vilde det i alt Fald nu være for tidligt at besvare.
Men hvad der er vist, det er, at der strax maa begyndes,
enten med at gjøre et offenlig Anlæg eller med at sælge det
Hele. Og hvad der er ikke mindre vist, det er, at Jernvær-
ket ikke er det eneste, her er at gjøre. Dette bruger nemlig kun
10 - 20 Hestes Kraft, medens Gudenaa har 120, og antages 
det, at denne kan benyttes paa 3 Steder, selv uden at for-
hindre dens Afbenyttelse som Communicationsvei, saa er her
altsaa mellem 3 og 400 Hestes Kraft, som bestandig er gaaet
og endnu hver Dag gaaer tilspilde. Her gjelder det i Ordets
egenligste Forstand: Hora ruit, hver time drukner en Hest
i Kattegattets Bølger, hver tilintetgjør et Par Hundrede
Tønder Havre. Al denne Vandkraft i Forbindelse med den
ringe Arbeidsløn gjør, at ved siden af Jernværket mange
andre industrielle Anlæg vilde kunne bestaae her, og vi ville
derfor lægge Hr. Statsraad Unsgaard det paa Hjertet, ikke
at tøve forlænge med, at tilvende den private Vindskibelighed [driftighed]
al denne ubenyttede Kraft ved portionsvis at bortarvefæste den
(f. Ex. til Bruun, Classe o. A.) - lægge ham paa Hjer-
tet, om det ikke turde være en værdig Gjenstand for hans pa-
triotiske Bestræbelser, her at kalde et lille Birmingham tillive,
at gjøre denne fattige Eng til Sæde for en indbringende in-
dustriel Virksomhed. Med en saadan Plan for Øie, der er 
noget ganske andet, end at bygge et Slot til Frokost for Med- 
lemmerne af den oldenborgske Familie, kan der ikke være noget
imod at Staten beholder Silkeborg, og det bliver da mindre
vigtigt, om det er aldeles correct at postere det paa Domai-
mernes Conto.
     Det kan naturligvis ikke være vor Sag at udarbeide et 
Normalreglement, og vi skulle derfor indskrænke os til at pro-
testere imod, at Dele af Civillisten skjules under denne Con-
tos - vi gjentage det - usynlige Tara [indpakning]. Om der findes 
flere Poster, der helst maatte udgaae, for enten at gaa over
til fuldkommen Privateie (f. Ex. enkelte spredte Huse og 
Gaarde) eller paa andre Contoer (f. Ex. Brænderiafgifter
o. s. v.) er Spørgsmaal, vi her blot skulle opkaste. Heller
ikke finde vi os foranledige eller engang i Stand til, at 
gjennemgaae Statens øvarige Eiendele, for at udfinde, hvad
der har Domainecharakteer, hvad ikke. Ligesom alt dette
burde være skeet, forinden man nedskrev noget Reglement, som
man gav Navn af normalt, saaledes vil dette i alt Fald
endnu skee ved denne Omarbeidelse, Normalreglementet sikkert
vil befindes overalt at trænge til. Kun om eet Punct skulle
vi tillade os nogle yderligere Bemærkninger.
     Staten besidder endnu en Deel Godser, der henregnes
til Statsactiverne, og der, som alle Sædegaarde, bestaae af 
tvende [to] i deres Væsen aldeles forkjellige Dele, en Hovedgaard
med Hovedgaardstaxt og underliggende Bøndergods, hvoraf 
svares Indfæstning, Landgilde og andre Præstationer. I
gamle Dage havde denne Forbindelse god Mening; thi Bøn-
derne var den Gang "Herskabets" "Tjenere", der dyrkede 
Hovedgaarden for det, og i Stedet for Løn erholdt [fik] visse 
Jordstykker anviste til Brug; men efterat Hoveriet [pligtarbejde] først blev
omgjort til en mellem tvende Contrahenter [personer] ved fast Overens-
komst ansat Arbeidsløn, og efterat senere alt Naturalhoveri
er eller om føie [kort] Tid vil være afskaffet, har den Forbindelse
ikke længer nogen fornuftig Betydning. At Landet er delt i 
større og mindre Agerbrug, har vistnok baade i statsoeko-
nomisk og Landoekonomisk Henseende sine store Fordele, men at 
Eierne af de Første tillige skulde have Ret til af Eierne af 
de Sidste at oppebære visse Ydelser, der er noget, der vel
maa respecteres, hvor det er bestaaende Ret, men som med-
fører saa mange skadelige Følger for hver af Parterne og for
det Hele, at Staten vistnok bør benytte ethvert legitimt Mid-
del til at faae denne Nerus hævet. Vor Mening er derfor
i korthed, at paa de Godser, Staten eier eller paa en eller
anden Maade herefter maatte komme til at eie, Hovedgaarden
maatte sælges for sig, Bøndergodset for sig, - det Første mod
en bestemt Kjøbesum, som, forsaavidt derfor maatte gives Obli-
gation, maatte regnes til den disponible Activformue, det
sidste til selve Bønderne mod en Arvefæsteargift, som da hen-
lagdes under Domainerne. At Staten nemlig eier en betyde-
lig Domaineformue, er vistnok ønskeligt, ikke blot for Dyna-
stiet - hvorom mere paa et andet Sted, - men ogsaa for 
det hele Samfund, som deraf erholder [får] en staaende Indtægt
der sætter det istand til at bestride sine Fornødenheder med at 
saameget mindre sammenskud af Statsborgerne (igjennem
Skatterne), og som derved erhverver sig en fast Støtte for
den offenlige Credit. I begge Henseender maa den her fore-
slaaede Maade at frugtbargjøre Statens Formue paa, ansees
for hensigtsmæssig; thi Arvefæsteafgiften er i sit Væsen ikke
andet en Renten af en uopsigelig Prioritet, men til hvem
Kjøberen (her Bonden) forrenter Kjøbesummen, maa for ham
ansees for ligegyldigt; den er for Yderen altsaaa ikke trykkende,
og da Afgiften naturligvis gaaer forud for enhver senere Be-
hæftelse, maa den for Creditor (Staten) være fuldkommen sik-
kret; og Nødvendigheden af at skaffe rede Penge altsaa vilde
paalægge Staten overordentlige Offre, hvis den ikke kunde
disponere over Formuesgjenstande, der maae kunne evalueres,
saa længe ikke hele Landet er blevet værdiløst. Og se vi nu
hen til, hvad der ellers invendes mod Domainerne, nemlig
at den offenlige Forvaltning i Reglen langtfra udbringer saa
meget af sine Eiendomme, som den private Vindskibelighed [drift],
og at den derfor som oftest er uforholdsmæssig kostbar, saa
sees det let, at disse Betænkeligheder ikke kunne finde Sted
ved et Forslag, som netop gaaer ud paa at overdrage hele
Benyttelsen og Bestyrelsen til den private Frihed, og hvorved
den offenlige Administration af Statens interesse ved samme
kun giver Amtstuerne lidt forøget Arbeide, men i og for sig
aldeles intet koster. Vi skjønne derfor ikke rettere, end at 
man ved at følge dette Forslag ikke blot kraftigen vilde virke
for Bondestandens og Landbrugets Opkomst, men tillige vilde
skaffe Statskassen en Forøgelse i dens faste Formue, der i 
Fredstider vilde give en sikker og let erholdelig [opnåelig] Indtægt og
under overordenlige Omstændigheder kunde blive et fortræffe-
ligt Creditmiddel.
     Det følger af alle de her omhandlede Jordebogs- og
Forpagtnings-Indtægters Natur, at da de fleste af dem ere
bestemte engang for Alle, de ikke væsenligen kunne forhøies.
Det sees derfor ogsaa, at de enkelte Ansættelser i Budgettet
og Normalreglementet er eens, paa to Afvigelser nær, idet
nemlig i et sidste er regnet paa en Indtægt af 13,000 Rbd.
for Frederiksgave og Silkeborg, og paa en Meerindtægt af 
6,000 (egentlig kun 3646) Rbd. af Jordebogskasserne, navn-
lig for Jægerspris og Odsherreds Godser. Den første Post
er imidlertid aldeles illusorisk; thi da 13,000 Rbd. langt fra
ere tilstrækkelige til at forrente de i bemeldte Godser staaende
Prioriteter, kunne disse ved Hjelp deraf aldrig amortiseres [afbetales],
men kunne kun tilkalde Domaineintraderne, naar disse Prio-
riteter udløses ved andre Activer; det er da disse, som 
give hiin Indtægt paa 13,000 Rbd. Hvad den anden 
Post angaaer, da skulde vi meget tvivle paa, at man 
med Rette kan frigøre sig fra de Løfter, der tidligere ere 
givne Fæsterne paa de Odsherredske Godser om Arvefæste
paa allerede fastsatte Vilkaar, og om dette end ikke gjelder
om alle Fæsterne paa Krongodset, saa er det i hvert Tilfælde
dog forholdsvis ubetydeligt, hvad der paa denne Maade kan 
vindes. Derimod gives der en anden Maade, hvorpaa 
Nettoudbyttet i en meget betydelig Grad kan forøges, ved
nemlig at formindske, tildeels endog aldeles at bortskaffe Ad-
ministrationsomkostningerner, der nu sluge en stor, paa enkelte
Steder endog den største Deel af Bruttoindtægten. At dette
ikke med et Ord er berørt i hiint Budgetbilag, og at det 
herefter næsten kunde synes, som om man slette ikke engang
havde i Sinde at gjøre noget der, hvor der er mest at gjøre,
er en Omstændighed, som kunde give Anledning til velbegrun-
det og alvorlig Anke, og som vi derfor haabe, at Statsraad
Unsgaard tilstrækkeligen vil oplyse, om ikke før, saa ved Regn-
skabet for Aaret 1841.