III.
Vende vi os, efter i det foregaaende at have udtalt os paa det be-
stemteste mod ethvert konstigt Forsøg paa at danne flere af de saa-
kaldte Kjøbstæder, til Byrde og Besvær for Omsætning og Vind-
skibelighed [driftighed], og efter at have anbefalet Regering og Folk endelig engang
at lade den nødvendige Frihed indtræde i Udviklingen af disse For-
hold; vende vi os, sige vi, nu til det den allerhøieste Resolution og
Anlæget af Silkeborg Handelsplads og Kjøbstad i "Ny Colligial-
tidende" forudskikkede Udtog af den i Anledning af samme Anlæg
nedsatte Commissions Forhandlinger, saa paatrænger sig først den
Formodning, at Commissionen har havt det Hverv, at skulle skaffe
en Kjøbstad, og at den kun halvt imod sin Villie har ladet sig bevæge
til at gjøre Forslag herom. Commissionen finder det nemlig "ikke
usansynligt, at det paatænkte Etablissement ved Sil-
keborg vilde udvikle sig til en saadan Betydenhed, at 
der omsider kunde findes Anledning til at organisere
samme som Kjøbstad, men at man, for ikke i denne Hen-
seende at gjøre noget Misgreb, og for ikke uden 
Nytte at forøge det allerede for store Antal af ubety-
lelige Kjøbstæder i Landet, havde troet, under For-
ventning af, hvorledes Forholdene i Løbet af nogle
Aar maatte udvikle sig, foreløbig at burde indskrænke
sig til de foranførte Forslag". Det er ganske aabenbart, at 
uhildede [upartiske] Mænd, som frit vilde udtale deres Overbevisning, efter denne
Indledning, hvor man kun finder den kommende Kjøbstad Silkeborgs
Udvikling ikke usandsynlig, og hvori man saa bestemt erklærer
sig mod Forøgelsen af det allerede for store Antal af 
ubetydelige Kjøbstæder i Landet, snarere maatte være komne
til de Resultat, at tilraade Kongen at opgive Planen om et saa lidet
lovende, man kunde næsten sige, haabløst Foretagende, en at fore-
slaae Qvasioprettelsen [uægte] af en ubetydelig Kjøbstad mere. Hvad kan 
Commissionen have ment andet ved det allerede for store An-
tal af ubetydelige Kjøbstæder, end at de indskrænkende Be-
tingelser, hvori Vindskibeligheden [driftigheden] holdes her i Landet til fordel for
Kjøbstæderne, ere for mange i Forhold til den ringe Udvikling, Kjøb-
stæderne have vundet; thi som simpel Kjendsgerning, som samling 
af Huse og Beboere, kan Kjøbstædernes Tilstedeværelse jo ikke skade;
i denne henseende er det ligegyldigt, om de ere store eller smaa, mange
eller faa. Som Samqvemsmidtpuncter kan man endvidere ingenlunde
sige, at de ere for mange; tvertimod maa Mangfoldiggjørelsen af dem,
naar de fremstaae uden konstig Tvang og uden hemmende Byrder
paa den omboende Befolkning, snarere være gavnlig end skadelig.
Maaske vil man sige, at denne Beklagelse over de altfor talrige ube-
tydelige Kjøbstæder hidrører fra de Misforhold, som ved disse frem-
staaer mellem Bestyrelsesomkostningerne og Statsindtægterne; men fra 
hvilket Synspunct man saa end er kommen til at fordømme de smaa
priviligerede Kjøbstæder,  saa bliver det endelige Resultat det samme,
nemlig Forkastelse af den systematiske Kjøbstaddannelse, af den foræl-
dede Skik, ved visse Former og Begunstigelser at samle Omsætning
og Rørelse paa færre Steder, for bedre at kunne bevogte og be-
skatte den.
     At Commissionen, som bemærket, har befundet sig i høi Grad
tvivlraadig, saavel med Hensyn til Silkeborgs Fremtid som Kjøbstad,
som om Kjøbstadsvæsenets Nytte i det Hele taget, fremlyser paa flere
Steder af denne Betænkning. Saaledes siger den strax i Begyndel-
sen, efter at have fremhævet alle de gunstige Betingelser for Anlæget
af en Kjøbstad, som findes ved Silkeborg: "Men uagtet [selvom] de saa 
heldige locale Forhold, lod det sig dog naturligvis ikke med Sikkerhed
forudsige, om Pladsen vilde opnaae nogen særdeles Betydenhed" *).
Commisionen ansaae det derfor betænkeligt, strax at organisere Plad-
sen som egentlig Kjøbstad, hvorimod den troede, "at man heller burde
følge en, saavidt skjønnedes, sikkrere og naturligere Vei, idet
Kjøbstadanlæget foreløbig kun forberedtes, ved paa den ene Side at 
anvende de Midler, som kunde befordre Opnaaelsen af Øiemedet [formålet], me-
dens paa den anden Side de Hindringer, som maatte findes at stille
sig derimod, søgtes fjernede".
     Dog stadig synes denne Forpligtelse til at skaffe en Kjøbstad
tilveie, hvorunder Commissionen har troet at befinde sig, at stille sig 
frem for den igjen; saaledes siger den: "at der i den af Brødrene
Drewsen etablerede Papirfabrik allerede haves et støttepunct for den 
vordende [kommende] By, og i de ved denne beskæftigede Arbeidere og det øvrige
derved ansatte Personale de første Elementer til Pladsens tilkommende
Befolkning". Her spørges mere om, hvorvidt den nye Papirfabrik
kan hjælpe til at danne en Kjøbstad, end hvorledes Kjøbstaden kan 
hjælpe Papirfrabrikken; og dog er det Sidste vistnok foreløbig den
væsentligste Side af Sagen, thi Fabrikken er Kjendsgjerning og Kjøb-
staden kun Drøm og Anelse. At Fabrikken i og om sig maa have 
Handelsrørelse [-bevægelse] for at trives, det er vist; hertil behøves imidlertid
ingen Kjøbstad, men blot at de nu bestaaende, Kjøbstæderne i Landet
saa haardt trykkende Eneberettigheder ikke udstrækkes hertil; det er ingen
Privilegier, men det er Frihed her trænges til. Hvad mon Fabrikken
kunde vinde ved, at Levnetsmidlerne til Arbeiderne maatte udrede Af-
gifter til at lønne en Consumtionsforvalter [toldassistent] og 2 a 3 Portbetjente?
Hvad mon den vandt ved at indlemmes i Kjøbstadliv og savne Ad-
gang og Frihed til Beskæftigelse for Arbeiderne i de arbeidsløse Mel-
lemtider, - paa saadanne kan enhver Fabrik regne - i stedet for 
at udbrede sig frit i det omgivende Land og støtte sig paa smaa Have-
brug og Jordbrug samt paa en fuldkommen Arbeidsfrihed? Fa-
brikken trænger, som hele Landet, til et efter Omstændighederne pas-
sende Politi; den trænger til en Skole, der udvikles i Forhold til
Befolkningen. Flodveien trænger til et passende Toldopsyn, for 
at lette Expeditionerne i Havnestæderne; hele Egnen trænger til et
Postcontoir og til en Dagvognsbefordring; men for at forskaffe alt
dette behøves der ingen Kjøbstad. I en Fløi af Silkeborg Hoved-
bygning lod sig indrette et Capel, der om Søgnedagene [hverdagene] kunde bruges
til Skole, hvorved der kunde ansættes en Katheket; med en eller anden
paa Stedet boende Mand kunde Postvæsenet slutte Contract om Be-
sørgelsen af Postbefordringen; en Overbetjent kunde ansættes paa
Toldvæsenets Vegne for Vandløbet fra Ands til Mossøen; en 
lignende Betjent paa Politiets Vegne i den samme Egn, og hermed
havde det Offentlige foreløbig fyldestgjort alle Fornødenheder. Næ-
ringsfriheden vilde nok sørge for Resten.
     Commissionen negter vi heller Frihedens heldbringende Virkninger;
den siger selv: "Uagtet Commissionen ingenlunde miskjender de For-
dele, som en ubunden Frihed til at nedsætte sig og drive de Kjøbstæ-
derne forbeholdte Næringsveie vilde kunde medføre, saa fandt den dog
fra andre Sider Betænkeligheder". Medlemmerne i Commissionen
anerkjende altsaa Frihedens Princip, de vide paa Fingrene, at de 
Stater, i hvis Fodspor vi krybe med Sneglefjed, have vundet For-
springet for os ved den Udviklingsfrihed, de have nydt eller tiltaget
sig; men de tør ikke bekræfte deres Erkjendelse i Gjerningen, i en
isoleret Gjerning, der da kom til at staae som en Kritik over de 
Baand, hvilke Regeringen ikke har kunnet beslutte sig til at løse. Een
af de Grunde, som standser Commissionen paa Frihedens vei, er
Ønsket om, at den oprindelige Stamme af Pladsens Beboere maatte
komme til at bestaae af dygtige og nogenlunde vederhæftige Folk.
Det troer Commissionen nu at kunne opnaae ved at gaae Bevil-
lingsveien, det vil sige den positive Begrændsningsvei, i Stedet for
ved at følge den negative Begrændsningsvei, naar man nemlig intet
Andet gjorde for at tromme en Befolkning sammen til et vist Punct,
end solgte Grundstykker paa passende Vilkaar og gav enhver ny Virk-
somhed Frihed i disse Aar for enhver anden Afgift en dem, som nu
udredes af Jorden i dens nærværende Skikkelse. Vi troe tvertimod, 
at den sidste Begrændsning er baade den naturligste og den virksomste.
Ingen ydre Vidnesbyrd kunne med nogenlunde Sikkerhed angive
hvor den al Modstand og alle Vanskeligheder overvindende Vindskibelig-
hed [driftighed] boer. Havde man sigtet Ryberger, Saabyer, Holmer og Hambroer
og saa mange andre, som fra den simpleste Stilling have arbeidet sig 
op til den største Betydning i Handel og Omsætning, gjennem Be-
villingernes Sold, dengang de begyndte deres Løbebane, saa vare de 
formodentlig aldrig komne til at udvikle de Kræfter og den Dygtig-
hed, som boede i dem. Havde man forlangt, at Drewsenerne, Fader
og Sønner, og flere af de Mænd, som de bruge i deres Fag, skulde
have aflagt Prøver som praktiske Papirarbeidere eller som lærde
Polytechnikere, inden de turde forsøge paa at udvikle deres Fabrik,
som den nu er, saa var ikke Strandmøllen, end mindre Silkeborg,
kommen i Stand. De Fag, som have naaet størst Udvikling, ere ud-
øvede af Mænd, som ikke vare oplærte deri, og som næsten ingen
Capital havde. Jernstøber Meldal var Murer, Lunde Artilleriunder-
officier, Løvener Snedker, Bock Modellerer. De og flere andre i 
samme Fag ere nu dygtige Fabrikanter, fra hvis Værksteder der udgaaer
meget smukke og brugbare Gjenstande og nyttige Opfindelser. Vælg
den bedste Skomager i Kjøbenhavn, send ham til Silkeborg, og han 
vil maaske komme i større Forlegenhed for at leve og ernære sig paa 
dette Sted, end en god Landsbyskomager, der forstaaer at forfærdige
lige saa simpelt og billig Skotøi, som de Træskoe, Egnens beboere 
forarbeide. Forstand paa Anvendelsen af Tid og Capital er den 
Hovedegenskab, som udkræves, for at bringe Vindskibelighed [driftighed] tilveie; 
men om den er tilstede eller ei, det kan en Bevillingscommission ikke 
bedømme. Den kan have viist sig hos en Mand i Randers eller Aar-
huus, hvor han forstod og beherskede Forholdene, og svigte ham i 
Silkeborg, hvor han er fremmed. I Egnen af Tilburg i Holland
findes der Landsbyer, hvor der syes Skotøi i stor Mængde til For-
handling over hele Landet, ja til Salg til Colonierne; her findes
Skomagere, som neppe selv kunne sy en Sko, ja som maaske aldrig
have prøvet derpaa, men som beskæftige mange Hænder hermed, an-
skaffe eller berede Læderet og afsætte Skoene. Efter Silkeborgs Be-
villingssystem kan denne Art Folk aldrig komme til Virksomhed;
thi de falde udenfor enhver Landsbetingelse, og ingen uden de selv
kunne have den ringeste Forudfølelse af, om de ere skikkede til at ud-
føre en Forretning af dene Art.
     Forunderligt er det at se, hvorledes Commissionen efter theore-
tiserende at have opplantet Frihedens Fane, stedse vender tilbage til
Ledebaands [styring] og Forsorgsystemet, naar det gjelder om at handle, ret
som om den stedse havde havt en Cancellivægter tilstede for at
minde den om dens medfødte Forpligtelser. Det hedder saaledes:
"Uagtet det derhos [desuden] vistnok ikke burde bestemmes, hvormange Nærings-
brugere af enhver Art der kunde tilstedes, saa antages det dog at
burde udtales som Hovedprincip, at, saalænge Næringsdriften endnu
ikke paa Pladsen er ordnet paa samme Maade som i Kjøbstæderne,
ikke flere bevilliges end Egnens og Pladsens Tarv til enhver Tid
tilsteder. Fremdeles: "Uagtet derhos [desuden] Vedkommendes Duelighed, i 
Forbindelse med hans oekonomiske Forfatning burde afgive Hovedmo-
mentet ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet om en Bevillings Medde-
lelse, saa antages det dog, at Tilladelse til at holde Svende og 
Drenge ordentligvis alene burde meddeles dem, som have gjort Mester-
prøve.
     Dersom den regel var bleven fulgt, at Bevillinger til Nærings-
brug skulde begrændses ved Stedets og Egnens Fornødenhed, saa var,
for at holde os til Silkeborg, Papirfabrikken aldrig bleven anlagt;
thi Stedet og Egnen trænger ikke til den Mængde Papir, som der
maa tilvirkes for at opholde Fabriken. Træskotilvirkningen i Egnen
maatte da indskrænkes, thi den overgaaer langt Egnens Forbrug. Skulde
denne Regel gjelde f. Ex. i Kjøbenhavn, saa maatte antallet af 
Brænderier, Sæbesyderier, Støberier, Sukkerraffinaderier, Modehand-
ler osv. strax betydelig indskrænkes. Eller forstaaes ven Egnen maaske
hele Indlandet? Men nu Frembringelser til Udførsel til Udlandet, - hvi [hvordan]
da forhindre Silkeborg fra at tilvirke dem? Det er aabenbart, at 
dersom det her omtalte Hovedprincip var blevet udtalt ned Manches-
ter, Elberfeldts, Solingens o. fls. Vugge, saa fandtes nu 
ingen af disse Virksomhedens Hovedsæder og Forbilleder i Europa.
I Henseende til Handel og Omsætning kan ingen sige, hvorvidt Eg-
nen gaaer, hvortil den kan udstrække sig, og enhver Plads trænger
til al den Virksomhed, som den menneskelige Aand og Kraft kan
tilveiebringe. Der bestaaer en Gjensidighed i Trang og Udvikling,
som der ingen Maalestok gives for, og som især den ikke kan omfatte,
hvis Syn stedse blændes af den støvede Fortid, og som troer at hans
[pulteand?] er Grænsen for fremtidens Lyksalighed.
     Mesterstykker kræves for at erholde [få] Ret til at holde Svende
og Drenge! Men seer man da ikke daglig og trindt [rundt om] i Landet Mænd
styre de største Foretagender og holde Svende og Drenge i skokkevis [stakkevis]
uden at have gjort Mesterstykke, eller uden at have til Mesterstykke
gjort et godt Gilde for de fremtidige Laugsbrødre? Begriber man
da endnu ikke, at inger Prøver kunne bevise det Mesterskab, hvorom
der er Tale, naar det gjelder om at drive Værksted? Har man 
ikke seet Haandværksenker drive store Værksteder med større Dygtig-
hed end deres afdøde vindunstende haandværkskyndige Mænd? Det
er en af de skadeligste Bestemmelser for den danske Industri, den, som
paabyder Mesterstykker; saalænge den haandhæves, vil Danmark komme
til at staae tilbage i industriel Henseende. Den bestaaer kun som en 
forældet Modsigelse i den nyere danske Lovgivning, thi de vigtigste
Fag, hvori der udlægges størst Capital, forudsætte intet Mesterstykke
saasom: Sukkerraffinering, Ølbrygning, Brændevinsbrænden, Risma-
ling, Klædetilvirkning, Kobbertilvirkning, Jernstøbning, Maskinforar-
beidning, Skibsrhedning, Landbrug, dynamiske Fabrikationer osv., hvi [hvordan]
vil man da skaffe en saadan Vildfarelse indpas paa den nye Jord-
bund ved Silkeborg?
     Een vigtig Sag overseer Commissionen ikke; det er, at Vaa-
ningshusere [boligerne] bygges af Grundmure med Facade til Gaden, og at de
aabne Pladse til Gaden "skulle indhegnes med forsvarlig
malet Stakit  eller Plankeværk"!! Førend den slutter, er 
dens gode Aand dog endnu engang trængt igjennem, ved at anbefale
det, hvorom det i denne Sag ene og alene gjelder fra Statens og det 
offenliges Side, det gudenaaske Vandløbs Seilbargjørelse og Veiens
Istandsættelse. Gid den havde gjentaget dette, og dette alene, paa hver
Side af den lange Beretning, saa havde den gjort sig fortjent af
Fædrelandet.

   *) Bladet de gunstige Betingelser, som anføres, er den, at de Omboende
        nu med betydelig Bekostning maa forsende deres Producter til Randers
        eller Aarhuus; men ophører Nødvendigheden af denne Forsending eller
        dens Bekostelighed ved at Silkeborg bliver Kjøbstad? Nei, ingenlunde.
        Bekosteligheden ophører ved, at der anlægges bedre og billigere Forsen-
        sendelsesveie, ved at Kræfter og Capitaler gives frit Spillerum, men ikke ved
        at de bindes paa deres første Udviklingstrin. Her ligger Feilslutningen.
        I Stedet for at slutte: her trænges til Omsætningsrørelse, derfor træn-
        ges der til at binde rettigheden til Rørelse [bevægelse] til et enkelt Punct, saa
        burde man have sluttet: her trænges til Rørelse [bevægelse], derfor ville vi løse
        Egnen fra alle de hæmmende Betingelser, som hindre dens Udvikling.