I Søndags bivaanede Hs. Majestæt Kon-
gen med høie Gemalinde Gudstjenesten i Silke-
borg Capel, hvorefter det behagede Allerhøist-
samme at tage de forskjellige Localer i det i 
1857 opførte Thing- og Arresthuus i Øiesyn,
og udtalte sin allernaadigste Tilfredshed med
samme. - I Mandags foretog Hs. Ma-
jestæt med Gemalinde en Kjøretour til Him-
melbjerget hvor Allerhøistsamme dejeune-
rede. Under Taflet afsang Silkeborg Sang-
forening udenfor det kongelige Telt neden-
staaende af Hr. Pastor Hostrup fortattede
Sang; Hs. Majestæt lod derpaa allernaadigst
Sangerne indbyde til at deeltage i Maaltidet,
under hvilket Allerhøistsamme paa sin vante
huldrige Maade underholdt sig med de Til-
stedeværende. Efter Dejeuneren besteg Hs. 
Majestæt Himmelbjergets Top, "Kolden",
hvor Rye Sogns Beboere havde opreist en 
meget smuk Æresport, ved hvilken Sognets
Præst, Hr. Hanson, holdt en hjertelig Tale
til Allerhøistsamme og Gemalinde. Her beha-
gede det Hs. Majestæt allenaadigst at udnævne
den gamle Skolelærer i Rye, Hr. Roskov, til 
Dannebrogsmand, og egenhændig at befæste 
Hæderstegnet paa hans Bryst. Efter derpaa
i nogen Tid at have nydt Udsigten paa dette
Danmarks Høieste Punkt, begav Hs. Maje-
stæt sig til fods til Dampskibet "Hjeilen", der 
laae rede til at føre Allerhøistsamme tilbage
til Silkeborg, til hvilken Tour Hs. Majestæt
ogsaa allernaadigst havde indbudt Sangerne.
 - En talrig Menneskemasse, saavel fra Rye
som de øvrige omliggende Byer og fra Silke-
borg, havde samlet sig paa Himmelbjerget og 
tilkjendegav saavel ved Hs. Majestæts ankomst
som Bortgang dens umiskjendelige Glæde i 
jublende Hurraraab. - Ombord paa "Hjei-
len" afsang Sangerne nedenstaaende af Hr. 
Districstslæge Fibiger forfattede Sang. Ved
Landingsstedet ved Silkeborg og paa Broen
hvortil Hs. Majestæt ankom omtrent Kl. 6½
modtoges Allerhøistsamme af de talrigt der
Forsamlede med gjentagne Jubelraab. - Efter
forlydende er Hs. Majestæts Afreise herfra
nu fastsat til den 5te Juli.
Den af Pastor Hostrup forfattede sang
lyder saaledes:
   Du, som bytted Nattergalen
   med de jydske Lærkers Qvad,
   Vær velkommen Drot fra Dalen;
   Bjerget løfter Dig saa glad.
   For den skulderbrede Jette
   Er hans Byrde ret tilpas:
   "Sædet højst paa Danmarks Slette,
   Konge, det er just din Plads.

   Ja en Kongestol staaer bygget
   Her for dig, o Konning prud!
   Af de friske Bøge skygget,
   Klædt i Lyngens Fløjelsskrud
   Fast paa Fod, den ej sig dølger,
   Skraaner mildt mod Dalen ned,
   Hegnet kun af klare Bølger,
   Værnet kun af Kjærlighed.

   See dit Land det sommerfagre,
   For din Fod i Solens Glands!
   Kjæmphøie mellem Agre,
   Haab og Minder smukt i Krands!
   Oldtids Skat af Graven drog Du,
   Kraften skjult i Folkets Bryst;
   Landets Haab i pleje tog Du,
   Gylden vorde skal dets Høst.

   Nattes Taager svandt ei ganske,
   Hist i Dal det end er graat,
   Men vi veed det jo vi danske,
   Vi kan stole paa vor Drot.
   Du, der kom, som Vaaren kommer, 
   Til dit Folk med Liv og Sol,
   Hil dig, Konning, i Skjærsommer!
   Hil Dig paa din Kongeslot!

Den af Districtslæge Fibiger forfattede 
Sang lyder saaledes:
   Der er Sted, dets Plads er høit mod Norden,
   Og Gudenaaen flyder nær dets Stavn,
   Men Skjønt som det er ingen Plet paa Jorden;
   Thi Silkeborg er vor Oases Navn;
   Og lægger ud Dankongen med sit Følge,
   hvor Høien før paa røde Pæle stod,
   Da neier Løvet i den blanke Bølge,
   som ydmygt vadsker Himmelbjergets Fod.

   Ja, Frederik og hans Viv har vidst at vække
   hver Idræt, som mod Maalet stræber frem,
   Og indvie nu dertil vor skjønne Snekke;
   Som Gjæst hos Folket i dets egt Hjem;
   Kjølvandet zittrer med sin gyldne Rille,
   Saa lyste fordum Tordengudens Spor,
   Og Droslen slaaer fra Skovene sin trille,
   Den mærker godt at Kongen er ombord.

   Naar mørke Skyer om Bjerget bringe lude,
   Og dæmpe Haabets friske Vingeslag,
   Da giver "Hjeilen" Gnister, som bebude
   I Jyllands Midte blier der atter Dag;
   Thi Floden, hvor de klare Bølger skylle,
   Den ruller Guldstøv med sig i sit Sand,
   Som triller ned til os fra Rye Mølle,
   Og stænker over Mark og Agerland.

   Fladbundet Snekke, der saa stødt og sikker
   kan trodse Nøkkens kaade Bølgeslag,
   Du indseet har, endskjøndt ei dybt du stikker,
   Hvad selv en Ørken fører i sit Flag;
   Og dersom du igjennem Sorg og Glæder,
   Kan bringe Jyllands Haab i sikker Havn,
   Da skyldes det vor Konge, som betræder
   Idag med Hustru første Gang Din Stavn.