Hr. Redacteur! Jeg er voxet op med en af landets største gamle
Ruiner daglig for Øie, Synet af sammenstyrtende hundredaarige Mure,
hvorover Tidsler og Græs skyde frem, og som gjenlyde af Allikers og
Uglers Skrig, har derfor intet ræddeligt for mig; men jeg kan ikke
Andet end gribes af en bitter og uhyggelig Følelse ved at se endnu
nye Bygninger mærkede af Ødelæggelsens Spor, ved at se nylig
udførte, aldrig benyttede Anlæg synke sammen, enten fordi de ikke have
svaret til deres Hensigt, eller fordi stivsindet Fordom har modsat sig
deres nyttige Brug. En saadan kun 10 Aar gammel Ruin er jeg 
under min jydske Reise uventt stødt paa ved den 2 Mile Vest for 
Viborg liggende venlige Landsby Daugberg. Det er bekjendt, at her
og i Nabosognet Mønsted findes betydelige Kalklag; Beboerne bear-
beide disse paa deres egen Vis, uden al anden Kundskab om Reg-
lerne for slig Bedrift, end den, de have nedarvet fra deres Fædre;
enhver Bonde, som finder Kalk paa sin Mark, graver sig selv en
Grube, som han lader bearbeide af Husmænd eller sine Tjenestefolk,
og disse hugge sig frem gjennem høist uregelmæssige Gange, saalænge
indtil de støde paa Vand; da holde de op og begynde paa et nyt
Sted. Hvad der ligger under Vandet, om nye endnu bedre og
rigere Kalklag, eller Stenkul eller hvilketsomhelst andet Mineral, det
veed Ingen, thi Grubernes Eiere have ikke Raad til at foretage
Udpumpning eller til at bore sig dybere ned. Det var, synes mig,
altsaa Regeringen, der her skulde være kommet til Hjælp, og have
foranstaltet de fornødne Undersøgelser, men man fortalte mig paa
Stedet — skjønt jeg næsten ikke kan troe det forholder sig rigtigt —
at ingen Undersøgelse nogensinde har fundet Sted, ja at Gruberne
aldrig have været besøgte af nogen Geolog. Jeg skulde dog troe, at
det maatte interessere det Offentlige lige saa meget at komme til Kund-
skab om disse Egnes mineralske Beskaffenhed, som det har været det
magtpaaliggende at undersøge Islands og Færøernes. Kalken fra
Daugbjerg og Mønsted er i en viid Omegn bekjendt og søgt for sin
Godhed, den vil vistnok blive det end mere, naar Landeveienes For-
bedring tillader dens Transport længere bort, og ifald man virkelig
ikke kjender enten Lagenes Udstrækning, eller hvad der ligger under
dem, saa var det jo altid muligt, at disse Gruber engang i Tiden
kunde bringe et rigere Udbytte, end nu. Dog, jeg maa ikke sige, at
Regeringen Intet har gjort; den har i det mindste havt Villien der-
til, og Resultatet deraf er, som alt antyder, — en ny Ruin. Nord
for Byen Daugbjerg i en Huling mellem Bakkerne og i Randen af
et Egekrat, reiser sig en Bygning, der i det Fjerne seer ret impo-
sant ud, og som, naar man kommer til Stedet, viser sig at være en
sexkantet 3 Etager høi Kalkovn, efter et nyere System, opført for
en halv Snes Aar siden for Regeringens Regning af Hr. Kammer-
raad Kabell, for at træde i Stedet for de ufuldkomne brændselspil-
dende Ovne, Bønderne opføre sig selv. Men enten det nu forholder
sig, som disse paastaae, at Hr. Kabells Ovn er ubrugelig, fordi den
ikke vil trække, eller det kun er Vane og Fordom, som har for-
hindret dens Tagen i Brug, saa er det vist, at den kun staaer der
til Pynt for Egnen og til Spot for den gode Villie, der har spildt
8 à 10,000 Rbd. paa den. Lugerne hænge løse og klappre for Vin-
den, forsaavidt de ikke ere bortstjaalne til Brændsel eller nedfaldne
paa Jorden, fordi Hængslerne ere afbrækkede, Stormen river Tag-
stenene af og det indre Træværk vil snart raadne bort eller bortstjæ-
les; det for en Opsynsmand opførte Hus ved Siden af staaer lige-
saa øde; Dørene ere borttagne, Ruderne udslagne, Sprosser, Gulve
og Paneler overdragne med Skimmel og begyndte at raadne. Be-
fandt der sig en Røverbande i Nærheden, saa kunde den finde et yp-
perligt Skjul i disse Bygninger, som ligge afsides og vist saare sjel-
dent betrædes af nogen fremmed Fod. Hvorom nu Alting er, saa
forekommer det mig, at Regeringen havde gjort bedre at anvende den
Sum, denne Ovn har kostet, til at indrette et Pumpeværk for at
faae det Arbeidet hvert Øieblik standsende Vand ud af Gruberne, eller
at den, hvis den endelig vilde lære Bønderne en bedre Brændings-
methode, burde have ansat en sagkyndig Mand der, som kunde veilede
dem og praktisk overbevise dem om den nye Methodes Fortrin, men
at man har handlet meget besynderligt ved at foretage et efter Forhol-
dene ret kostbart Anlæg og saa overlade det, som man siger, til
Vind og Vove.
     Med Indtrykket af Ruinen ved Daugbjerg friskt ankom jeg til den
smilende Oase i den jydske Hedeeørk, Herregaarden Hald, der, som
bekjendt, ligger en Miilsvei Sydvest for Viborg, ved en betydelig Sø
og omgiven af Skove. Ogsaa her skulde der være en Ruin, og det
en gammel og ærværdig, af Ridder Bugges Slot; nu er den des-
værre ikke langt fra at være forsvunden, paa de mægtige Volde og
Grundvolden af et Planketaarn nær, thi de forefundne Masser af
Muursteen og tilhugne Qvadre have forlængst faaet al Slags nyttig
Anvendelse paa og om Gaarden. Jeg kan meget godt lide Driftighed
og holder af at see nye Bygninger, velholdte Gjærder og pyntelige
Terrasser, men jeg synes mindre godt om — maaskee er det en For-
dom, et Sværmeri — at Minder fra Fortiden, det være nu Lev-
ninger af gamle Bygninger, der have en Historie, eller blot Steen-
dysser paa Marken anvendes dertil. Noget er imidlertid nogenlunde
heelt, skjønt ogsaa i ramponeret Tilstand, tilovers af det gamle Slots
Minder; det er de mærkelige og i konstnerisk Henseende ikke alle vær-
diløse Portraiter af dets ældre Besiddere, som have givet Steen Bli-
cher Stoffet til en smuk Novelle. For deres Bevaring og Restaura-
tion antager jeg der nu vil blive sørget, thi nu er Hald med sit Til-
liggende af Skove, Jorder, Møller og Afbyggersteder, efter lang
Underhandling og megen Omtale, endelig bleven Regjeringens Eiendom;
Approbationen [godkendelse] paa Kjøbet ankom, just som jeg befandt mig der i Eg-
nen; Kjøbesummen er 67,000 Rbd. foruden nogle mindre Emolu-
menter [indtægter], som den forrige Eier har betinget sig. Jeg erindrer, at
denne Handel, da den første Gang var paa Bane, blev omtalt i
Deres Blad og Regjeringens Hensigt misbilliget og fraraadet, og
uagtet Eiendommen nu staaer Staten noget billigere end dengang, er
det vistnok tvivlsomt, om man ikke endnu maa give Dem Ret. Jeg
begriber vel, at Viborgs Indbyggere kunne glæde sig over, at see
Halds Skove gaae over i Regjeringens Haand og forbindes med de
Plantninger, der ere begyndte Syd for Byen, hvorved denne faaer
Udsigt til engang at see sin Hedeomgivelse forvandlet til en smuk Skov-
egn. Jeg maa ogsaa nu erkjende, at De, Hr. Redacteur! tidligere har
været mindre vel underrettet, naar De har kaldt Halds Skove for-
huggede, thi i det mindste i den sidste Snes Aar have de været saa
varsomt fredede, at de nu paa sine Steder kunne trænge til Udluft-
ning, og disse Skove, der indtage 600 Tdr. Land, ere altsaa, uagtet
Træerne ikke have nogen betydelig Størrelse, i denne skovløse Egn
en Gjenstand af Værdi. Jeg indrømmer endelig gjerne Priseligheden
af Regjeringens Stræben at konservere nogle større Skove i Jyl-
land og navnlig at beplante ødeliggende Sandbanker og Hedestræk-
ninger. Men med alt Dette troer jeg ikke, at det er rigtigt, at Sta-
ten anbringer betydelige Summer i nye Domainer, saalænge den har
saamange andre haardt savnede og ganske uundværlige Anlæg og Indret-
ninger at anvende sit, formedelst det stedse voxende Udgiftsbudget tarve-
lige og i Tidens Længde problematiske, Overskud til; jeg troer saa-
meget mindre dette, som det er vist, at Staten altid har mindre Ind-
tægt af sine Eiendomme, end disse i privat Besiddelse kunne yde, saa
at de i Domainer anlagte Capitaler ikke engang ere godt anlagte.
Jeg troer fremdeles, at, da de for Landmanden haarde Tider, der bevæ-
gede en stor Deel af de private Skoveiere til at slaae deres Skove
ned for Fode, forlængst ere forbi, og det tvertimod er vist, at ikke
blot de større Besiddere, men selv de mindre Lodseiere have lært, at
fornuftig bestyrede Skove ere en fordeelagtig Eiendom, og derfor baade
skaane denne Art Besiddelse og bestræbe sig for at forøge den, saa
behøver Staten nu ikke at sætte sig i Besiddelse af flere Skovstræk-
ninger, for at være vis paa deres Bevaring og fornuftig Behand-
ling; men der burde snarere være god Anledning til at bortsælge dem,
den alt er i Besiddelse af, idet Salget af de baadesgaardske Skove
paa Lolland, som er skeet for nylig, har viist, at Skove, der, saa-
længe de vare Statens, saa godt som slet Intet have indbragt i
aarlig Indtægt, af Privatmand kunne betales med c. 50,000 Rbd. Den
gjældende Lovbestemmelse — der, foreløbig bemærket, forekommer mig
at være en meget nærgaaende Indskrænkning i den private Eiendomsret
— at ingen privat Skoveier i de første 10 Aar af sin Besiddelsestid
tør hugge mere i sine Skove, end der udvises af den dertil ansatte
kgl. Forstembedsmand, en Bestemmelse, der i Jylland i det mindste,
saavidt mig bekjendt, omhyggelig overholdes, turde i alt Fald
være mere end tilstrækkelig til at forebygge Ødelæggelse af private
Skove. Jeg troer saaledes ikke, at Regjeringen burde have kjøbt
Hald; jeg troer, at man rolig kunde seet paa, at dens Skove gik
over i en privat Eiers Haand. Nu, da Kjøbet er sluttet, vil det
vel snart vise sig, om det ene er Skovene — det eneste Værdifulde
af Halds Tilliggende — man har villet sætte sig i Besiddelse af; thi
i saa Tilfælde vil det Øvrige af Eiendommen vistnok blive fraskilt og
bortsolgt igjen, samlet eller i mindre Dele. Jeg maa tilstaae, at jeg
efter flere Yttringer, jeg hørte, ikke troer ret derpaa, men er tilbøielig
til at nære den Formodning, at den bekjendte Localembedsmand, der
har været Regjeringens Commissionair ved denne Handel og har
drevet paa den med stor Iver, turde have Noget derunder. Mulig
kunde han finde det en passende Belønning for sin Tjenstiver i
denne og andre Retninger at erholde [få] Hald anvist til Sommerresidens;
thi det siges at være betydet den forrige Eier, som har betinget sig
fri Bolig for sin Levetid paa Gaarden, at han i paakommende Til-
fælde maatte finde sig i at flytte ud af Hovedbygningen og ind i et
til Bolig for ham opført nyt Hus. At nemlig enten Hs. Majestæt
selv skulde agte at indrette Hald til et kongeligt Lystslot, eller at
Staten skulde have noget andet særeget Brug for den ingenlunde
rummelige eller solide og langt fraliggende Bygning, synes uantageligt.
     Er det urimeligt, Hs. Majestæt skulde ville holde Hof paa 
Hald, saa er det vist, at Silkeborg Hovedbygning for Tiden ind-
rettes til denne Bestemmelse. Ingen kan fortænke Hs. Majestæt i
at Allerhøiestsamme finder dette Sted Smukt og kan have lyst til at
dvæle der nogle Sommerdage; det er ogsaa vist, at Hovedbygningen,
som den var, var uendelig slet [ringe] skikket [indrettet] til at være et kongeligt Op-
holdsted, og at deres Majestæters Følge under de tidligere Ophold
her have lidt de allerføleligste Savn på Bekvemmeligheder. Men 
mon der alligevel er nogen fornuftig Grund til at anvende, det være
nu 10 eller 16000 Rbd. - thi jeg har hørt begge Summer op-
give af paalidelige Folk - paa Silkeborgs Istandsættelse? Det er 
for det Første vist [sikkert og vist], at Anlæggerne af de silkeborgske Fabriker, Brø-
drene Drewsen, have andraget paa tilligemed Gaardens Jorder og
Ladegaardsbygninger ogsaa at sættes i Besiddelse af Hovedbygningen, 
med det Tilbud, at de vilde istandsætte og udvide samme og indrømme
Hs. Majestæt og Følge Bolig der, naar Allerhøiestsamme besøgte 
Stedet. Det er dernæst vist [sikkert og vist], at Silkeborg Hovedbygning - eet een-
etages Hus med en tre Fags Qvist midt paa og en toetages Pavillon
ved hver ende - ikke blot er saa lille, at den aldrig kan blive noget
beqvemt Opholdssted for et Hof, hvordan den saa indrettes; at den
er usolid, saa at dens Vedligeholdelse altid vil koste meget, og at den 
endelig er saa uanselig og ligger saa afsides nede i en Krog mellem 
de til Fabrikarbeiderboliger og Kludemagaziner indrettede Ladebygnin-
ger, at den ikke engang synes passende til en Kongebolig. Og hvad
er det saa, Hr. Statsraad Koch - der paa een Gang er Hoffets
Bygningskyndige Raadgiver og dets Bygningsentrepreneur, og som
sikkert maa kunne give Oplysning om de høist vigtige Grunde, der 
have talt for at anvende en betydelig Sum for at skaffe Hs. Majestæt
et Logis paa nogle Dage hvert 3die eller 4de Aar, et Logis, som 
var tilbudt Hs. Majestæt gratis - har faaet ud af dette gamle Hus
for 10 eller 16000 Rbd.? Det er nogle smaaværelser, der til Nød
kunne kaldes Dagligstuer for en borgerlig Familie, det er en Række
ved høilys Dag bælmørke Qvistceller, hvori formodenlig Hofbetjenin-
gen skal kukkelure, det er endelig en lille net Bedesal i Christiansfelter
Stil. En Bedesal! udbryder De, Hr. Redacteur, kan Hoffet da ikke
opholde sig et Par Dage paa Silkeborg midt i en yndig Naturs
store Gudshus, uden at skulle sukke og bede inden fire dertil hvidtede
Vægge? De gjør imidlertid Hoffet uret; Bedesalen indrettes ikke for
dets Gudsfrygt, men for den vordende [kommende] Kjøbstad Silkeborgs; og der 
enten er allerede ansat eller skal ansættes en Capellan pro loco [residerende] i det
Landsogn, hvori samme skal ligge, til at administrere Bedesalen. De
spørger vel altsaa fremdeles: men er der da en Kjøbstad? Det kan 
man egentlig ikke sige; der er rigtignok Noget, nemlig 5 færdige Huse,
5 eller 6 under Bygning, et Stykke brolagt Gade saa langt, som 
Amagertorv er bredt, og for Enden af samme nogle Rudera [ruiner] af
en Qvaderstens Bro over en Arm af Aaen, der er stillet i 
Bero, fordi man har manglet den Kalk, som man i Daugberg
ikke bryder sig om; men da jeg intetsteds har bemærket de grønt-
malede Stakitter, der, ifølge Anordningen [bekendtgørelsen] for Kjøbstadens Anlæg,
skulde udgjøre en af sammes characteriske Bestanddele, saa veed jeg
ikke rigtig, om jeg tør betragte disse Ting som dens Begyndelse. I
alt Fald, vil De svare, Hr. Red., tykkes det mig da, at man kunde
vente med Bedesal og Præst, til Byen fik Indbyggere. Fuldkommen
rigtigt, det er ogsaa min Mening: jeg vil betroe Dem, at, da jeg fra
Bedesalen gik tilbage over  nysomtalte brolagte Gade, ventede jeg der
at møde i det mindste Træskoene af en Vægter og Stokken af en Po-
litimester. Imidlertid kan der dog siges Noget for, at Bedesalens Anlæg
gaaer forud for de bedendes Ankomst, thi det er ikke usandsynligt,
at Silkeborg vil komme til at ligne Rom deri, at dens første Befolk-
ning størstendels kommer til at bestaae af Landstrygere, og saadanne
kunne naturligviis have godt af fra det første Øieblik af at vænnes
til Gudsfrygt og gode Sæder [traditioner]. Af Alt, hvad jeg saa her, glædede
kun Naturens Skjønhed og den drewsenske Fabrik mig; ved siden
af den sidste er alt en ny under Bygning, og Grunden er lagt til
en Bolig for Fabrikherren, der aldeles vil stille Kongeboligen i Skygge,
uagtet hin vel neppe koster mere at bygge end denne at indrette; men
Brødrene Drewsen have heller ikke Statsraad Koch til Bygmester.
     Hermed vil jeg, Hr. Redacteur, slutte denne Brevvexling; vel
har jeg endnu seet og hørt Et og Andet, der mulig turde være offen-
lig Meddelelse værdt, men jeg frygter for at falde deres Læsere be-
sværlig ved at udbrede mig længer over en Provinds, hvilken en stor
Del af dem ere vante til at betragte som et fjernt Siberien, eller dog
som et ligegyldigt Tilhængsel til det store kjøbenhavnske Rige. Maa-
skee hører De dog en anden Gang mere fra mig om jydske Forholde,
naar jeg tør antage denne Portion for fordøiet eller glemt. Jeg
vil endnu blot tilføie, at jeg besaae den nye Fængselsbygning ved
Horsens, men at den endnu ikke er saavidt fremmet, at jeg tør yttre
mig om dens Indretning, da Planen ikke er kommet mig for Øie;
saa vidt jeg kunde skjønne, vil den blive af behørig Soliditet, og
Stedet, der er høit og frit beliggende, synes mig godt valgt. — De
har maaskee læst i andre Blade, at Jylland i denne Tid er bleven
bereist af en Commission, bestaaende af Dhrr. Etatsraad Ussing,
Bygningsinspecteur Friis og Lægen Selmer, med det Hverv at
opsøge en beqvem Plads til Anlægget af en stor Daareanstalt. Efter
Forlydende har Commissionen fundet en saadan Plads tæt Norden
for Aarhus, og staaer nu i Underhandling om dens Erhvervelse. —
Høstberetninger vil De kunne have friskere og paalideligere fra Pro-
vindsaviserne, end fra mig. De Landmænd, jeg havde Leilighed til
at tale med, vare alle særdeles tilfredse med Rughøsten; derimod ven-
tede de mindre af Vaarkornet, navnlig af Byggen.
     Jeg har den Ære at forblive
                                                       Deres osv.