– Man skulde ikke troe, at siden Danmarks Riges
Grundlov er traadt i Kraft, og efter at dens §§ 76–78,
85 og 86 have villet reise stærke Værn om den personlige
Retssikkerhed, tyrkisk Justits skulde kunne udøves her i
Landet; man skulde ikke troe, at saadanne Misbrug af
Dommermyndigheden, som endog i en tidligere Tid vare
temmelig sjeldne, saasom Mishandling af Inquisiter [person] og
Anvendelse af Tortur, længer kunde finde Sted, aller-
mindst i Sager, hvis Beskaffenhed ikke kan afgive den
ringeste Undskyldning for Vedkommende; man skulde
troe, at Tiden stedse stigende Cultur og Humanitet
maatte afgive en Betryggelse herimod, næsten ligesaa stærk
som den, Grundlovens udtrykkelige Bestemmelser maae
synes at indeholde. Ikke destomindre ere vi af en jydsk
Sagfører velvillig blevne satte i Kundskab om, at en Sag
af en saadan oprørende Beskaffenhed nylig var bleven
paakjendt ved Viborg Landsoverret; men Meddeleren,
som selv ikke havde havt Noget med den at gjøre, var
ikke istand til at oplyse os om dens factiske Sammen-
hæng. Vi have da selv henvendt os til Overretten om
en Udskrift af Dommen. Denne, der er afsagt den
14de April d. A. i Sagen Procurator Holm Actor
mod Tiltalte Jens Skorup, er saalydende:
     »Da Tiltalte, Tømrer Jens Skorup af Silkeborg, den 4de
Januar sidstl. var gaaet fra sit Hjem for et Sted paa Landet at
hente en tilgodehavende Pengesum, men ikke fik denne udbe-
talt, og han til Forskjellige var Penge skyldig, som han ikke
strax kunde betale, fik han paa Hjemveien det Indfald at fore-
give, at han var overfaldet og plyndret af Røvere, for ved
dette Foregivende at vække Deltagelse og skaffe sig Henstand
med Betalingen af sin Gjæld, og denne Plan udførte han ogsaa,
idet han ved Tilbagekomsten fortalte sin Kone og Andre, om
at det almindelige rygtedes, at han havde været Gjenstand for
Overfald og Plyndring, hvilket han havde søgt at gjøre sand-
synligt ved selv at tilføie sig nogle ubetydelige Saar, ligesom
han og hos 2 Mænd, hvem han skyldte Pengesummer, fik Hen-
stand ved at forebringe den anførte Historie, og han gjorde
endog Anmeldelse herom for vedkommende Retstbetjent, som
derefter paabegyndte en Undersøgelse til Oplysning om, af hvem
Overfaldet maatte være forøvet.
     I Anledning af det saaledes udviste Forhold har Under-
dommeren, der har ment, at Tiltaltes Benyttelse af hint Fore-
givende til at skaffe sig Henstand med Betalingen af Gjæld maa
betragtes som Betleri, herfor idømt ham efter Frdn. 21de Aug.
1829 § 4 en Straf af 3 Dages Fængsel paa Vand og Brød,
hvormed Tiltalte har erklæret sig tilfreds, men Sagen er af
Amtet paa det Offentliges Vegne indanket for Overretten.
     Sagens Realitet vil imidlertid ikke kunne tages under Paa-
kjendelse af Overretten, idet der er den Mangel ved Behand-
lingen, at det ikke, inden Sagen paadømtes ved Politiretten,
enten ved formelig Stævning eller paa anden Maade har været
Tiltalte tilkjendegivet, hvad han egentlig sigtedes for og navnlig
at han sigtedes for Betleri, ligesom og det hele af Tiltalte ud-
viste Forhold findes at være af den Beskaffenhed, at Spørgs-
maalet om, hvorvidt det skulde paatales, burde have været Gjen-
stand for Afgjørelse af Amtet. Politiretsdommen vil derfor
være at kjende ueffterretlig, og Sagens Omkostninger for Over-
retten, hvorunder Salarierne til Sagførerne bestemmes til 5 Rdl.
for hver, blive at udrede af det Offentlige.
     Med Hensyn til Underdommerens Forhold under Behand-
lingen bemærkes, at han, da Tiltalte ved Sagens første Fore-
tagelse, som det hedder i Acten, aldeles negtede at svare, dic-
terede ham herfor en Correction af 10 Rottingslag [spanskrør], som strax
efter tildeltes Tiltalte, og da denne, som det hedder, atter neg-
tede at svare, blev der anden Gang dicteret og tildelt ham
10 Rottingslag, og dette gjentoges tredie Gang, da Tiltalte, som
det hedder, atter negtede at svare; dernæst blev i samme For-
hør afgivet Forklaring af en Politibetjent og Erklæring af Dom-
meren om, at Tiltalte udenfor Retten havde erkjendt hin For-
tælling for Opdigtelse, hvorefter Tiltalte paany fremstod og ved-
blev, at Overfaldet virkelig var passeret, men da han saa
opfordredes til at afgive Forklaring herom, men negtede at
svare, dicterede Underdommeren ham nu fjerde Gang 10 Rot-
tingslag, som ogsaa tildeltes ham. Tiltalte havde saaledes med
korte Mellemrum faaet 40 Stokkeslag, hvorefter der blev dic-
teret ham Arrest, men endnu i samme Forhør afgav han der-
næst, efterat hans Kone var bleven afhørt, den foranførte For-
klaring om sit Forhold. Af Forhøret kan det imidlertid end
ikke sees, hvorledes Tiltalte er bleven tilspurgt, da han de tre
første Gange skal have negtet at svare, men omdette negtes
end ikke har havt anden Grund end Modvilie, og om det end
ikke maatte ansees uforsvarligt efter Sagens Beskaffenhed og
paa den Tid, lige i Begyndelsen af det første Forhør, at an-
vende Tvang mod Tiltalte for at overvinde saadan Modvilie,
var Underdommeren dog uberettiget til at benytte andet Tvangs-
middel end Fængsel, cfr. Resc. 23de Octbr. 1795, og han maa
saaledes for sin ulovlige Fremfærd ved at tildele Tiltalte, der
er over 38 Aar gammel, en Mængde Rottingslag, blive at ansee
med en Mulct [bøde], der efter Omstændighederne fastsættes til 100 Rdl.,
som ville tilfalde Amtsfattigkassen.
     Forøvrigt har under Sagens Behandling i første Instans og
den befalede Sagførelse for Overretten intet ulovligt Ophold
fundet Sted.
                         Thi kjendes for Ret:
     Politiretsdommen bør ueffterretlig at være. Sagens Om-
kostninger for Overretten, hvorunder Actor og Defensor, Pro-
curatorerne Holm og Kühnel, tillægges i Salarium hver 5 Rdl.,
udredes af det Offentlige.
     Underdommeren, Kammerjunker Drechsel, bør til Am-
tets Fattigkasse bøde 100 Rdl., der udredes inden 8 Uger efter
denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.«
     Hr. Kammerjunker Drechsel, der er Offenligheden
bekjendt som en i sin Tid af Grev Sponneck fremdra-
gen Ydling, der, efter at være sprunget fra Copist i Ge-
neraltoldkammeret til Auscultant, og siden ansat som Told-
inspecteur i Nakskov, hvor han har efterladt Erindringen om
ivrige Valgagitationer til Bedste for sin Patrons Ministe-
rium, endelig blev kjed af sin Told-Virksomhed og søgte
Ansættelse som Birkedommer i Silkeborg, turde afgive et
Vidnesbyrd for, hvor misligt det er at ansætte Mænd i
Øvrigheds- og Dommer-Embeder, som ikke særligt have
uddannet sig til disse Stillinger, men under længere Tids
Beskjæftigelse med helt andre Forretninger have maattet
glemme, hvad de i sin Tid have lært til Examen. Det
forekommer os, at denne Sag, der herved er overgiven
til Offenlighedens Dom, maa medføre alvorligere Følger
for Hr. Drechsel. Det forekommer os ikke lidet besyn-
derligt, at Amtmanden over Skanderborg Amt, Baron
Bille Brahe, har undladt at foranledige en særlig Sag
reist mod Hr. Drechsel, samtidig med at han har befalet
Sagen mod Skorup indanket for Overretten; thi det er sik-
kert kun Amtmandens Undladelse heraf der har foranled-
diget, at Overretten ikke har anseet sig beføiet til at
idømme Hr. Drechsel høiere Straf end 100 Rdl.s Mulct,
idet Retten formentlig har troet sig bunden ved Frdgn.
3die Juni 1796 § 35. Men hvorledes saa end Amtman-
dens Adfærd og Overrettens Dom maatte kunne forkla-
res, forekommer det os i alt Fald, at den høitagtede Ju-
stitsminister hverken vil kunne eller kan ville lade en saa
skammelig Misbrug af Dommermyndigheden hengaa uden
nærmere Undersøgelse og yderligere Revselse. Naar Ju-
stitsministeren maatte misbillige Birkedommer Møllers
Adfærd mod Kroeier Jørgen Andersen i Niverød, der dog
kun bestod i en umotiveret Anholdelse, hvad maa han
da dømme om, at Kammerjunker Drechsel har ladet en
Inqvisit [person], der kun havde begaaet en ringe Brøde, en Brøde
som han selv kun har kunnet straffe med 3 Dages Vand og
Brød, i det allerførste Forhør, uden engang at have gjort
noget Forsøg paa ved fortsatte Forestillinger og Forhører
at bevæge ham til Tilstaaelse, tildele 40 Stokkepryg!?