-- Vi have modtaget nedenstaaende Forsvar fra Hr.
Kammerjunker Drechsel for hans Fremgangsmaade, ved
Stokkeprygl at aftvinge en Mand Svar i et Forhør. Sa-
gen er tilstrækkelig klar, og vi skulle ikke indlade os
paa at imødegaae Lovfortolkninger, der vistnok kunde
være værdige til „meliore informatione“ [til bedre oplysning], ligesaa lidt som
paa de fortalte „Røverhistorier“ eller paa i det Hele at
gjendrive et Forsvar for en Fremfærd, som Overretten
har charakteriseret som „ulovlig“ og straffet „efter Om-
stændighederne“ kun med 100 Rdl. Forsvaret lyder
saaledes:
     „Endskjønt den Sag, som De i Deres Blad Nr. 117 af
23de dennes har fremdraget for Offentligheden, er af mig alle-
rede under 16de ds. begjært indanket for Høiesteret, for at
der kan gives mig Leilighed til at anføre hvad jeg har at sige
til mit Forsvar — hvortil hidtil ikke er givet mig Lei-
lighed —, og Sagen saaledes vil finde en nærmere Afgjørelse,
maa det dog maaskee være mig tilladt kortelig at nævne Sa-
gens sande Sammenhæng, der ikke af Præmisserne til Overrets-
dommen i sin Helhed kan sees. Vel skinner det tydeligt nok
igjennem de haarde Bemærkninger, hvormed De ledsager Dom-
mens Offentliggjørelse, at den Omstændighed, at jeg ikke har
svoret til Deres Fane i politisk Henseende, er det væsentlige
Motiv for Dem til at søge at knuse mig, som skeet; men Be-
mærkningerne ere og blive dog de samme, og jeg tør ikke
undlade at give de af mine Medborgere, der have et Øre aabent
for Sandhed og for en mildere Dom, Leilighed til at beskue
Sagen noget nærmere.
     Jeg er gaaet ud fra, at naar Res. 28de Oct. 1795 bemyn-
diger og tilholder Forhørsdommeren at anvende Vand og Brød
continuerende (cfr. Canc. Skr. 28de Marts 1818 og 5te Marts 1833)
imod den modvillige Inqvisit [person under forhør] som negter at besvare de ham fore-
lagte Spørgsmaal, maatte jeg ogsaa være beføiet til at anvende
det i 1795 ei kjendte, men senere indførte mindre Tvangs-
middel af Fængsel eller Rottingslag [spanskrør], der efter sin Natur og
navnlig efter Frdgn. 11te April 1840 maa ansees som mindre
Onder end Vand og Brødstraf, og der efter Arrestreglementet
af 7de Mai 1846 § 12 maa anvendes imod Voxne for at til-
veiebringe Orden og Rolighed i Arresten, altsaa i et analogt
Tilfælde. Ligesaa vist som det imidlertid er, at jeg desuagtet [desuden]
vilde have holdt mig til Lovens Bogstav i det foreliggende Til-
fælde, dersom det havde staaet i min Magt, saaledes var der
en Omstændighed tilstede, der i høi Grad maatte opfordre, ja
som det forekom, forpligte mig til at anvende det eneste til
min Raadighed staaende Tvangsmiddel. Her er nemlig endnu
— og deri har jeg ingen Skyld — ikke nogen criminel Arrest
paa Silkeborg, hvori Vand- og Brødstraffen kunde udstaaes,
imendens en Hensendelse til Skanderborg eller Brædstrup Arrest
i dette Tilfælde vilde være aldeles hensigtsløs, efterdi Inqvisiten
ved at erklære at ville svare, kunde strax befrie sig for Tvan-
gen, og da, naar han efter nogle Dages Forløb kunde komme
i Retten paa Silkeborg, atter kunde fortsætte sit saa troligt be-
gyndte System at unddrage sig Undersøgelsen ved at nægte at
svare. Inqvisitens [personen] til at bekjende snart efter at der var
decreteret [udstedt] ham Arrest, var heller ingenlunde Fængslingen, som
slet ikke blev iværksat, men derimod en anden underordnet
Omstændighed.
     Men, indvender man nu — og dette er ogsaa i „Fædre-
landet“ Nr. 117 paapeget — Sagen var for ubetydelig til over-
hovedet at bringe noget Tvangsmiddel i Anvendelse; hellere
maatte man da lade den hele Undersøgelse bortfalde eller over-
give den til en uvis Fremtid. Med Hensyn til dette Punkt skal
jeg citere den paagjældende Deel af mit Andragende [ansøgning] af 16de ds.,
hvori jeg har begjært Sagen indanket for Høiesteret; det hed-
der deri:
     „Den her foreliggende Sag hører til dem, der, som den
nu er tilstede i Acterne, kan forekomme meget ubetydelig.
At bibringe sit Legeme nogle Saar og at narre Politiet, derfor
er der ingen Straf i vor Lovgivning. Anderledes maa Bedøm-
melsen af Sagens Betydenhed blive, naar man hensætter sig
paa det Tidspunkt, da den Begivenhed, der gav Anledning til
den, passerede; og da jeg troer at have en Berettigelse til at
reclamere nævnte Tid lagt til Grund for Bedømmelsen af mit
Forhold til Sagen, maa det være mig tilladt med nogle Ord at
omtale denne Tid.
     I December og Januar Maaneder sidstleden, altsaa da
Prisen paa de første Livsfornødenheder var paa sit Høieste, var
det den almindelige Tro her i Egnen, der som bekjendt ved
de store Skove, Bakker og de mange Vande frembyder det
bedste Terrain her i Landet til Stimandsfærd [landevejsrøveri], at der var en
Bande af Røvere i de omliggende Skove, og man antog, at
dens Anfører var den d. 25de Marts f. A. undvegne og den-
gang endnu ikke paagrebne farlige Forbryder Ove Andersen af
Seis*). Denne Tro var ikke blot hos de Frygtsomme, men
ogsaa hos de Oplyste, og den stadfæstedes ved Fortællinger
om Overfald paa forskjellige Steder. Uagtet jeg tør sige, at
min Jurisdictions Beboere vidste, at jeg med Iver har taget
mig af Politiets Haandhævelse siden min Ansættelse, maatte jeg
dog paa den Tid høre haarde Ord og Domme af Mange.
Følgen af disse Rygter var, at Handel og Vandel med Omlandet
saagodtsom standsede paa Silkeborg Handelsplads fra de Sider,
hvor denne kun er tilgængelig igjennem Skovene, og tildels
ogsaa fra de øvrige Egne; thi de længere fraliggende Land-
boere turde kun om Dagen passere Veien. Jeg kan fremkomme
med Beviser nok paa, at Tilstanden var en saadan, men skal
indskrænke mig til at anføre, at det her paa Pladsen vakte en
saadan Glæde, da der kom Lys i den Skorupske Sag, at de
Handlende, for igjen at føre Landboerne til Byen, indrykkede
et Avertissement i „Aarhus Stiftstidende“ om Opdagelsen, i
hvilket ogsaa Politiets Virksomhed blev anprist.
     At jeg maatte paavirkes af denne Stemning, og at jeg
ogsaa uden dette maatte ansee det som min Pligt at bringe Lys
i Sagen, er naturligt. Det er saa let for dem, der staae uden-
for Begivenhederne, og efterat disse ligge saa langt tilbage, at
ansee disse Opdigtelser kun som saadanne og at oversee dem;
for mig, som stod midt i dem, maatte Sagen stille sig ander-
ledes. Jeg kunde nemlig ikke vide eller kjende Øiemedet [formålet] med
nævnte Opspind; men det var formentlig min Embedspligt at
supponere [antage] det Værste, at antage, at Opdigtelserne tilsigtede at
maskere nogle virkelige Forehavender e. desl.“
     Dernæst siger man: det var paa for tidligt et Stadium af
Undersøgelsen, at Tvangsmidlet blev anvendt. Det var den 6te
Januar Kl. 9 Aften at Overfaldet blev anmeldt for mig, Kl. 10
samme Aften kjørte jeg til Linaa, 1 1/4 Mil herfra, anstillede om
Natten to Huusundersøgelser hos Uskyldige, vendte om Morge-
nen den 7de tilbage til Silkeborg, var samme Morgen med Læ-
gen hos Inqvisiten [forhørspersonen], indstævnede ham, saasnart han havde ophørt
at være sengeliggende, til Forhør, men som han unddrog sig
ved at løbe bort fra Byen; indkaldte ham atter, men igjen for-
gjæves, idet han løb bort paa flere Dage; lod ham ved Hjem-
komsten den 25de Januar afhente til Retslocalet, hvor han, for-
inden Retten blev sat, bekjendte sin Opdigtelse for mig og min
Politibetjent. Saasnart Retten var sat, negtede han at svare,
benævnede mig med „Du“, trængte ind paa mig og opførte sig
saaledes, at der hørte Overvindelse til at vedligeholde Rolighed-
den. I flere Timer blev han desuagtet [desuden] indstændig [indtrængende] bedet om at
svare, men forgjæves.
     Vil man herefter endnu kalde det det første Stadium af
Undersøgelsen, da Tvangsmidlet blev anvendt?
     Vil man endnu ansee Sagen altfor ubetydelig til at an-
vende inqvisitoriske [strengt undersøgende] Tvangsmidler?
     Vil man endnu brændemærke en Embedsmand, hvis første
Pligt det er at haandhæve Retssikkerheden i sit District, om han
end maatte have feilet i sin Bedømmelse af det rette Middel
under saa vanskelige Forhold?
     De have, Hr. Giødwad og Ploug! paa Grund af et
enkelt Tilfælde, der, som De seer, kan og bør sees fra to
Sider, stemplet mig som en Bøddel af Vane eller Natur og som
en uduelig Embedsmand, imod hvem De (sic) fra Domstolene
appellere til administrativ Justits; som en Mand, der er kry-
bende opad, bydende nedad. Jeg appellerer rolig til alle de-
res Dom, til hvilke jeg har staaet i Forhold, Høie og Lave,
om det er min Vane at krybe for Magten eller at trykke den
Svagere; om jeg fortjener at tiltales saaledes, som De have
tiltalt mig. Førende Folkets Sag i Munden, have de ringeagtet
og overseet Samfundets Krav paa Ro og Tryghed i sin daglige
Dont, og paa at Statens Tjenere tilveibringe en saadan Tryg-
hed, saavidt det staaer til dem; for at beskytte en Inqvisit [forhørsperson], der
ikke har klaget, og efter Lægeattest ingen Skade har taget, søge
De at nedbryde en Embedsmands hele Autoritet. Er det libe-
ralt og er det rigtigt?
     Silkeborg den 28de Mai 1856.                       Drechsel.
     
     *) At en saadan Bande virkelig har existeret, derom er der
          senere fremkommet adskillige Oplysninger. Foruden en
          under et Forhør ved Framlev Herred i Aarhus derom afgiven
          Forklaring, er der i den seneste Tid ved Tyrstrup Herred
          i Slesvig anholdt en i 1842 fra Nyborg Fæstning bortløben
          Slave, der har vedgaaet at være i April d. A. truffen sam-
          men i Ribe Egnen med en i 1843 fra Rendsborg Stokhuus
          undvegen Fange ved Navn Viig eller Widt, der da har for-
          talt Første, at han levede af at sælge Contrebande og Tyve-
          koster, og at han stod i Forbindelse med en Tyvebande i
          Jylland, til hvilken blandt Andet hørte en Mand ved Navn
          Ove Andersen i Egnen om Silkeborg. Viig havde et eget
          Kjøretøi og reiste i Fællesskab med 3 Mandspersoner og
          et Fruentimmer, han var nu paa Veien til Hobro Kanten. 
          —At Jens Skorup, mig vitterligt, var en gammel Bekjendt af
          nævnte Ove Andersen fra dennes tidligere Ophold i Galthen,
          bør ei heller lades ubemærket.