— Da Hr. Kammerjunker Drechsel selv i sit In-
serat [læserbrev] i Gaarsnummeret har appelleret til de Folks Mening,
med hvem han tidligere har staaet i Forhold, troe vi ikke
at burde forholde vore Læsere følgende Bidrag til hans
„vita anteacta“ [levnedsbeskrivelse], som indeholdes i „Lollands-Falsters
Stiftstidende“:
„Forhenværende Toldinspecteur Drechsel som
                                     Birkedommer.
„Fædrelandets“ Meddelelse om Hr. Kammerjunker Drech-
sels Fremgangsmaade i en given Sag ovre i Silkeborg, hvilken
man ligesaa meget maa undres over at „Dagbladet“ ikke har
værdiget en eneste Linie i sine Spalter, som man finder den
samme Taushed let begribelig hos den gamle „Berlinger“, er
her i Stiftet bleven læst med størst mulig Interesse, skjønt den,
navnlig i Nakskov, ikke fremkaldte videre Overraskelse, med
mindre det skulde være, fordi det har varet saalænge, forinden
Kammerjunkeren forløb sig saaledes. For at godtgjøre denne
sidste, for alle Uindviede tilsyneladende forunderlige Paastand,
maae vi bemærke, at Hr. Kammerjunkeren under sit Ophold
i Nakskov ei alene udmærkede sig som hensynsløs Agitator for
at fremme sin Velynder Grev Sponnecks politiske Ønsker,
men ogsaa ved sin ubesindige Fremfærd næsten i alle de For-
hold, han kom i Berørelse med, og ved den Gave, hvormed
han vidste at skaffe sig Alverden til Uvenner, efterlod den For-
mening hos Alle, da han tog bort fra Byen, at Ingen var
mindre skikket til at være Politimester end han, hvad en-
ten man saae hen til hans Fremfusenhed [uovervejede] eller den totale Uvi-
denhed om de simpleste Retsformer, som han i givne Tilfælde
lagde for Dagen, og at der altsaa ikke kunde gaae lang Tid hen,
før han maatte prostituere sig og den hæderlige Stand, hvortil
han hører, paa en ligesaa paafaldende, som for ham selv meget
betænkelig Maade. For at bevise disse Ords Sandhed skulle vi
tillade os blot at anføre trende Exempler, hentede omtrent fra
Begyndelsen, Midten og Slutningen af hans Ophold her i Byen.
Vi kunne fremhæve endnu flere, men dels ere disse de mest
iøinefaldende, navnlig med Hensyn til hans juridiske Indsigter,
og dernæst øse vi dem af paalidelige Kilder. Hr. Kammerjun-
kerens første Bedrift i Byen skriver sig næsten fra den Time,
han holdt sit Indtog her. Da han som Reisende endnu laa
paa Hotellet „Skandinavien“, savnede han en Morgen sin Tegne-
bog med deriværende Penge, som han, uden i Forveien at tale
til Eieren, Hr. Holm, derom, sigtede nogle af hans Folk for
at have taget, idet han truede dem med Politiet, saafremt det
Savnede ikke bragtes tilveie inden en given Frist. Saasnart
Hr. Holm af Folkenes Mund erfarede, hvad der forestod, bad
han Hr. Drechsel om at see nøie efter, fordi han havde uind-
skrænket Tillid til sine Folk og ikke kunde tiltroe nogen af
dem en saadan Uredelighed; men forgjæves! Hr. Drechsel ved-
blev at larme, idet han navnlig kastede al sin Mistanke paa den
ene Opvarter og vilde sikkerligen ogsaa have ladet denne an-
holde af Politiet, saafremt han ikke, heldigvis endnu forinden
Fristen var udløben, havde fundet det Savnede i en Frakke-
lomme. Den forurettede Karl vilde imidlertid ikke lade Sagen
døe hen dermed, men ved hans Husbondes Mægling lod han
sig dog tilsidst nøie med en Undskyldning af Hr. Drechsel og
en passende Pengegave. Den anden Historie bærer et mere
comisk Præg. Hr. Drechsel havde faaet en hvid, toppet Høne-
kylling forærende, hvilken han elskede som sit eget Kjød og
Blod. Hvad enten nu samme Hønekylling ikke forstod at vur-
dere Toldinspecteurens store Kjærlighed, eller han fulgte slige
ungdommelige Herrers mindre roesværdige Skik, naar de see
deres Snit, nok sagt, en skjønne Dag var Hønekyllingen for-
svunden! Kort efter erfarer imidlertid Hr. Toldinspecteuren,
at den gaaer i en Gjenboes Gaard, men da Folkene paastode,
at den Kylling, som der er, tilhører dem selv, og derfor ikke
vil udlevere det kostbare Dyr til Budet, som skal have den,
gaaer Hr. Drechsel i høist egen Person selv ind i Huset, hvor
han med opløftet Stok overøser alle derværende med de mest
krænkende Ord og truer efter gammel Vane med Politiet, hvis
Kyllingen ikke efter en given Frist bliver bragt tilbage. Saa-
snart Huusfaderen, en Vognmand Hansen, kom hjem og er-
farede, hvad der var passeret i hans Fraværelse, indstævnede
han strax Urostifteren for den Tort, han havde tilføiet hans
Familie og Tyende, idet han tillige beviste, hvorfra han havde
faaet sin Kylling, som forøvrigt aldeles lignede den bortkomne
paa det nær, at Hr. Hansens var en ung Jomfru og ingen
Herre. Man fortalte rigtignok dengang, thi Sagen vakte en vis
Opsigt og megen Munterhed baade i og udenfor Retssalen, at
Hr. Drechsel benægtede Rigtigheden med Hensyn til hiin Kjøns-
forskjel, idet han søgte at skaffe Vidnesbyrd for, at den Kylling,
hvorom Striden dreiede sig, og som burde være fodret paa
offentlig Bekostning, saalænge denne vigtige Sag stod paa, lige-
som dens mere lærde Stamfædre i det gamle Rom — havde
galet som den bedste, og altsaa maatte være en Hane; men
da man havde Exempler paa, at Qvindekjønnets Emancipation
var trængt saa langt ned, at ligesom der findes Damer, som
give sig af med Mændenes Forretninger, saaledes have ogsaa
Hønekyllinger begyndt at fuske Hanerne i Haandværket med
at gale, kunde der ikke tages noget videre Hensyn til denne
Paastand. Det sikkreste Bevis havde jo været, at lade Dyret
bøde for sit Kjøns Ære, idet man under Iagttagelsen af alle
retslige Former havde skaaret Hovedet af den, men dertil havde
neppe nogen af Parterne Lyst, og den hele forunderlige Strid
endtes atter uheldig for Hr. Drechsel, hvem man vil sige siden-
efter erholdt det første Æg, Kyllingen lagde som ung Kone, til
en passende Foræring og uomstødeligt Bevis paa, at hin Høne
ikke var hans Hane. Forresten vinder et Punkt i denne Sag
Interesse ved Kammerjunkerens senere Optræden i Silkeborg;
thi for at undgaae Sigtelsen for at have truet med Stokken, er-
klærede han, at det var hans Vane at tale med opløftet Stok,
naar han blev ivrig af en eller anden Grund. Den sidste, i en
vis Henseende mærkeligste, Sag fik Hr. Kammerjunkeren med
Hr. Procurator Barfoed, som havde en Gjældsfordring paa
ham fra en anden Mand, tidligere endog en af hans Venner.
Paa given Anledning udlaante Hr. Barfoed ham et af sin Man-
dants Breve til Gjennemlæsning, hvilket indeholdt Udtryk, som
Hr. Drechsel troede at kunne benytte sig af sidenhen, og næg-
tede derfor at tilbagelevere Brevet, idet han ligefrem erklærede,
at han vilde benytte det i Retten, saa Hr. Barfoed fik den Tak
for sin Artighed og Tillid til ham, at han maatte stævne Kam-
merjunkeren, først til Forligelsescommissionen og siden til Ret-
ten, før han kunde faae sin lovlige Eiendom, Brevet, udleveret,
og havde neppe endda faaet det uden en Dom, hvis han ikke
formelig havde protesteret imod ethvert retsligt Brug deraf, og
en tredie Mand, af Hensyn til Kammerjunkeren og den ilde
Omtale, dennes Opførsel fremkaldte, frivillig havde lagt sig der-
imellem. Ved samme Mands Mægling blev ogsaa Gjældsfor-
dringen sidenefter afgjort til sædvanligt Uheld for den Sagsøgte.
     Efter saadanne Data vil Enhver indsee, hvad Vægt man
kunde lægge paa Kammerjunkerens juridiske Kundskaber og
den Sindighed, hvormed han vilde optræde, og vi skulle uden
at spilde flere Ord herpaa gaae over til noget nøiere at drøfte
den Sag, som siden hans Valgagitationer atter har henvendt
den offentlige Opmærksomhed paa ham. Vi haabe med „Fæ-
drelandet“, at hans Fremfærd, som, efter hvad vi ovenfor have
meddelt, nu maa synes Alle let begribelig, ikke ender paa en
for Kammerjunkeren saa lempelig Maade. Efter selve Grund-
lovens § 78 bør en Dommer i sit Kald alene at rette sig
efter Loven, og det er kun i Rigsretten, at Dommeren efter
Rigsretslovens § 77 kan dømme efter egen Overbevisning
udenfor de almindelige Regler og Bevis. Vi holde os derfor
forvissede om, at Overretten under Sagens Appel vilkaarlig har
idømt Drechsel Mulkt [bøde] efter Frdn. 3die Juni 1796 § 27 eller
35, imedens han, hvis Justitiens Ret var bleven forbeholdt imod
ham og Sag derefter anlagt, ufeilbarligen vilde være bleven
dømt for den af ham imod Skorup udviste Voldsomhed under
en selvgjort Sag, som ene var støttet paa hans egen Erklæ-
ring; thi Lovene ere i saadanne Tilfælde meget strænge, i
hvilken Henseende vi blot skulle tillade os at henvise til Ch[ristian] V[s]
Hovedlovsted 1—5—3, og dette Lovsted er ikke alene ikke
bleven mildet, men endog ved den senere Lovgivning, navn-
lig ved Frdn. 23de Decbr. 1735, yderligere indskærpet. Som
bekjendt angaae disse Lovsteder imidlertid kun den Dommer,
som enten af Uvidenhed eller Uredelighed fælder en forkastelig
Dom; men nu har Kammerjunkeren ei alene fældet en Dom,
der søger sin Mage iblandt danske Domme, men efterat have
gjort en Deponent til Inqvisit med fuldt Overlæg dicteret denne
en Hoben Stokkeprygl, hvorfor han umulig kan undgaae yder-
ligere Tiltale og Straf, thi den danske Lovgivning værner saaledes
om selv en Forbryders personlige Ret ligeoverfor Forhørsdom-
meren, at et i Hidsighed uddelt Slag under Forhøret aldrig und-
lader at paadrage vedkommende Dommer en alvorlig Mulkt. Vi
kunne derfor ikke troe, at vor høitagtede Justitsminister kan tillade,
at Sagen har sit Forblivende med den afsagte Overretsdom,
hvorved Kammerjunker Drechsel ei engang for den ene af sine
Lovovertrædelser vil blive straffet saaledes som Lovens klare
Ord byder. Bliver, som det altsaa er at vente, Hr. Kammer-
junkerens Opførsel underkastet en nøiere Prøvelse, vil det for-
modentlig ogsaa blive at undersøge, hvad der egenlig har bevæg-
get Skorup til at acquiescere [affinde sig] ved en Dom som den forelig-
gende, hvor man dømmes for Betleri uden at have tigget om
Andet end om Henstand med Betalingen af sin Gjæld, især efter
en saa brutal Behandling af Dommeren selv. Det enfoldigste
Menneske maatte dog finde, at der var noget Forkert ved en
saadan Dom, og lægge vi hertil, at det er en bekjendt Sag, at Folk
i Almindelighed helst appellere deres Sag, endog om Defensor
forsikkrer dem, at der Intet derved er at vinde, er det saame-
get begribeligere, at Nakskoverne herom have dannet sig sin
egen Mening. Ligeledes vil det vist ogsaa blive nøiere under-
søgt, hvorledes de Ord „han negtede at svare“ skal fortolkes;
thi jevnførte med et andet Sted, hvor det hedder, at han i
samme Forhør endelig „afgav Forklaring over sit Forhold“,
maa det synes, som om „at svare“ og at gaae til Bekjendelse
her ere at forstaae som selvsamme Ord, og Hr. Kammerjunkeren
har altsaa, hvis denne Anskuelse er rigtig, ikke banket Depo-
nenten til „han svarede“, men til han „afgav Forklaring“, noget,
som ligner den Tortur, „Fædrelandet“ saa træffende fremhæ-
vede i sin Meddelelse. Idet vi slutteligen i Retfærdighedens Navn
takker dette agtede Blad, fordi det bragte en saadan Adfærd til
Publikums Kundskab, en Adfærd, som man kun kan tænke sig
i Jurisdictiomer, „der ligge Norden for Lov og Ret“, bede vi
det tillige, ikke at tabe denne mærkelige Sag af Sigte, thi kun
ved en alvorlig Tilrettevisning, i Tilfælde som det foreliggende,
kan man vente at see Landet befriet fra saa ukyndige Jurister
paa Dommersædet, som Hr. Kammerjunker Drechsel, eller, naar
politiske Tjenester endelig skulle belønnes med indbringende Em-
beder, til hvis Bestyrelse den Paagjældende hverken besidder
Indsigt eller Greb, at saadanne Lykkens Paddehatte heraf kunne
lære i det mindste selv at holde sig Lovene efterrettelige.
     Nakskov den 3die Juni 1856.                                  4.“