Silkeborg, den 30te April 1862.
     -- "Høiesteretstidenden" meddeler nu Præ-
misserne til den af os tidligere meddeelte Høieste-
retsdom, der stadfæstede Silkeborg Birks Extra-
retsdom over Kirsten Andreasen, som fødte i 
Dølgsmaal og ombragte Barnet, hvorfor hun 
dømtes til at miste sin Hals og Hovedet sættes
paa en Stage. Af Præmisserne hidsætte vi 
følgende:
Efterat Kirsten Andreasen, der er født i 1834, i
Marts Maaned f. A. mærkede, at hun, som hun alt
tidligere havde formodet, var bleven fruntsommelig ved en
Karl, hun havde tjent sammen med, og hun ikke troede 
sig istand til at underholde Barnet, besluttede hun at 
føde i hemmelighed og at skaffe sig af med det, naar det 
var blevet født, idet hun navnlig tænkte paa at grave
det ned i Jorden eller dog at tildække det med Jord.
Hun tænkte derfor ikke på Klæder til Barnet, men 
holdt sit Svangerskab hemmeligt for Enhver og negtede
flere Gange paa sin Madmoders Spørgsmaal at være 
frugtsommelig, hvorimod hun vil have tænkt paa at 
sende Barnefaderen Bud, men atter opgivet denne Tanke
paa Grund af, at hun ikke kunde skrive. Den 4de April
forrige Aar omtrent Kl. 1 om Natten indfandt Fødselsveerne 
sig, og Arrestantinden blev nu liggende Vaagen i Sengen.
Om Morgenen talte hun med en i samme Stue liggende
Pige, der spurgte til hendes Befindende, og da Klokken
var bleven 9, stod hun op af Sengen, idet hun efter 
sin Forklaring antog, at det endnu kunde gaa over med
Fødselen for denne Gang, naar hun stod op, og at det 
lettere vilde blive til Noget, naar hun laae i Sengen.
Snart efterat hun var kommet op af Sengen, mærkede
hun dog paa Smertens Tiltagen, og at hun nu vilde føde,
og begav sig derfor ud i Gaardens Port og Udkjørsel,
hvilken sidste, der dannes af 2 Steengjærder, fører ud
til en offentlig Bivei; her gik hun omtrent en halv Time
frem og tilbage mellem Udkjørslen og Gaardens østre
Have, idet hun tænkte paa, naar hun havde født, at
kaste Barnet i et i Haven værende, c. 7 Kvarteer dybt
Hul, i hvilket der dog ikke var Vand. Fødselen over-
kom hende nu paa Udkjørselsveien, og idet hun i Smer-
terne ikke tænkte over, paa hvilket Sted hun befandt 
sig, medens det havde været hendes Agt at føde i Haven,
satte hun sige med Ryggen imod et af de ommeldte 
Steengjærder og fødte et Barn, som faldt ud paa Veien,
og som da var levende og skreg. Arrestantinden overrev
derpaa Navlestrengen og reiste sig op, og idet den Tanke,
at hun ikke var istand til at underholde Barnet, atter 
paakom hende, tog hun det og bar det i den oven-
nævnte Have, hvor hun strax med Magt kastede det
næsegruus ned paa Bunden af Hullet i den Hensigt at 
ombringe det. Barnet skreg ikke eller gjorde nogen 
Bevægelse, da det var kommet i Hullet, men Arrestant-
inden tog nu en i Haven liggende stor Steen og kastede
den, for at Barnet strax skulde døe og ikke lide, ned
paa det med Magt og ramte det lige i Hovedet, hvor-
efter hun gik tilbage til Huset uden at se videre til 
Barnet, og kort efter gik hun tilsengs uden at aaben-
bare det Skete for Nogen. Barnet blev noget efter
fundet liggende i ommeldte Hul med en stor Steen tæt
ved sit Hoved og endnu levende, men trods anvendte
Foranstaltninger for at rede det døde det nogle faa
Timer derefter. Under Sagen er der opstaaet Spørgs-
maal om Arrestantindens Tilregnelighed, idet to af 
hendes tidligere Huusbonder have erklæret, at om hun
vel ikke var sindsforvirret, var hun derimod, hvad man
kalder fjollet, og Distriktslægen har erklæret, at hun 
har høiest indskrænkede Aandsevner, og at hun har 
aldeles ingen eller idetmindste yderst svage Begreber
om Ret og Uret, samt at de store Anstrengelser i Fød-
selsaktens sidste Øieblikke have kunnet fremkalde stærke
Kongestioner til Hovedet og en næsten bevidstløs Til-
stand, hvorved Arrestantindens allerede svage og vaklende
Begreber burde være omtaagede endnu mere og mulig
have bragt hende i en næsten utilregnelig Tilstand. Flere
andre Personers Udsagn gaae imidlertid ud paa, at hun,
skjøndt ringe begavet, ikke er fjollet eller vanvittig, og 
det kgl. Sundhedscollegium har i sin Erklæring fastholdt
Arrestantindens Tilregnelighed, idet det dog har meent
at Fjolletheden maa ansees for et formildende Moment
ved Bedømmelsen af hendes Strafskyld. Overretten
havde i Henhold hertil ikke skjønnet, at hun har befundet
sig i en Tilregneligheden udelukkende Tilstand.

Se også artikel fra Aarh. Stiftstidende 29/9 1852.