-  Grundlovsfesten paa Himmelbjerget var besøgt
af henved 1000 Mennesker; af Omegnens Rigsdags-
mænd havde Dhrr. Jacobæus, N. Albertsen, L. Schø-
ler og R. Mathiesen samt Reinholdt Jensen infundet
sig. Det kan ikke nægtes, at der fra Talerstolen lød
skarpe og beaandede Ord, ligesom Forhandlingerne vid-
nede om, at man mere og mere lærer at paaskjønne det 
Gode, som Grundloven har givet og fremdeles vil give,
naar den bliver brugt saaledes, som den skal og bør;
men de bare ogsaa i høi Grad præget af, at Utilfreds-
heden med den Regjering, som ikke vil gjøre Sønder-
jyderne deelagtig i det samme Gode, som vi ere i Be-
siddelse af, var meget stor. Et glædeligt Tegn var det
at see, at de Tilstedeværende fulgte de forskjellige Talere
med den største Opmærksomhed.
     Festen aabnedes af Pastor Hostrup, i det han,
som een af Indbyderne, i smukke og hjertelige Ord bød
Gjæsterne "Velkommen"; det var ham en Glæde at 
see, at saa Mange vare fulgte Indbydelsen og han
saae deri et yderligere Beviis for, at Grundloven blev
elsket af Danmarks Sønner. Han foreslog Pastor Møl-
ler fra Seiling som Dirigent, hvilket bifaldtes af For-
samlingen. - Derefter blev nedenstaaende Sang, for-
fattet af Pastor Hostrup, afsungen:
          O Danmark, med din Blomsterkyst
               i Havet lagt!
          Hvad dækker vel dit aabne Bryst
               mod Stormens Magt?
          Hvad hegned om din Ret og Ro
               mod Fjendevold,
          Om ej du fandt i Sønner tro
               et Klippeskjold?
          Thi kjæmpe de Danske for Danmark.
          Af Hav i aarle Morgengry
               Du kaldtes frem
          til Fredens Vang, til Sangens Ly,
               Til friheds Hjem.
          Du Vaarens bedste Krandse fik
               I Mark og Skov;
          Men Fjenden med det gridske Blik
               Ret aldrig sov.
          End kjæmpe de Danske for Danmark.
          Endnu du staaer, af storme træt,
               i Aftenkjær,
          Saa lys og blød og fri en Plet,
               som Bølgen bær.
          Saa sval en Lund, saa grøn en Maj,
               saa frisk en Sø,
          Saa sød en Moder findes ej
               Paa Verdens Ø.
          Thi kjæmpe de danske for Danmark.
          Til Frihed født, du skal forvist
               Ej vorde Træl,
          Og aldrig rygges skal ved List
               Dit Grændseskjel;
          Og aldrig skal du skue Dag
               Saa mørk og kold,
          Vi give feigt vor Moders Sag
               i fremmed Vold.
          Selv kjæmpe de danske for Danmar.
     Pastor Hostrup holdt nu et Foredrag, hvori han
bl. A. sagde, at det saa ofte var bleven fremsat, at det
danske Folke ikke var moden til den os ved Grundloven
givne Frihed, men  han maatte sige, at vi først ved at 
besidde Friheden kunde blive modne til den, ligesom et 
Barn først kunde komme til at gaae, naar man slap
Ledebaandet. Nu havde vi modtaget Friheden og vi 
vare derfor blevne modne til den. Dette indsaae ogsaa
Kongen for 13 Aar siden; ham, Danmarks bedste Søn;
ham, Grundlovens trofaste Ven, ville vi derfor takke
idag og gjøre ham Ære. Taleren udbragte derpaa et 
Leve for Kong Frederik den Syvende, som besvaredes 
med et 9 gange rungende Hurra.
     Dernæst fik Landthingsmand Jacobæus Ordet.
Han var indbuden til denne Fest og det glædede ham
meget at see saa Mange forsamlede, der vilde feire Grund-
lovens Aarsdag. For ham havde denne Dag en dob-
belt og alvorligere Betydning, thi han havde for tretten
Aar siden været Medlem af grundlovgivende For-
samling og havde givet sit samtykke til denne Lov.
Dengang troede han, at Grundloven skulde bringe det 
danske Folk styrke udadtil og Udvikling indadtil; samme
Tro havde han endnu. Men vi maatte ikke være blinde
for de Farer, der vare tilstede for vor Frihed og gjøre
det til en hellig Pligt, at tilbagevise ethvert Angreb paa
den. Enkelte vare rigtignok betagne af en altfor "sy-
gelig Angst" for at vi skulde tabe vor Grundlov; han
troede ikke at det kunde skee, saalænge der fandtes
frie danske Mænd. Det var hans Overbeviisning, at 
Magten, som var given os ved Grundloven kun kunde
være gavnbringende, naar den brugtes med Maadehold
og Besindighed, to Dyder, det danske Folk var i Be-
siddelse af. Han udbragte sluttelig et Leve for Grund-
loven.
     Efterat Sangen "Danmarks uafhængighed", var 
afsungen, fik Skolelærer, Redakteur Nielsen Ordet,
I et længere Foredrag mindede han Forsamlingen om
Danmarks Hæder og Roes i dens Barndom og Mand-
dom. Efter hans Mening havde vi nu, da Danmarks
Alderdom var kommen, ingen Udsigt til at smykke dens
Isse med Laurbær; thi vi havde et Ministerium, som 
var alt Andet end skikket til at føre os Hæder; det
kunde gjøre Indrømmelser, men ikke tilbagevise vore
Fjenders Anmasselser; det kunde skrive 5 Depecher og
modsige disses Indhold i 5 andre. Ved at citere Mi-
nisteriets Udtalelser i Rigsraadssessionen, paaviste han,
at det ei fulgte et bestemt Maal. Det vare ikke saa-
danne Mænd, vi ønskede ved Roret; nei, vi ønskede at 
have et Ministerium, som kunde give os Udlandets Ag-
telse og give Sønderjyderne Frihed; vi ønskede ikke et Mi-
nisterium som gjorde "flæbende Prokuratorindlæg", men 
vi ønskede en Regjering, der klart og tydeligt viste den 
gridske Fjende Vinterveien, thi ny var netop Tiden gun-
stig til at handle energisk. Han udbragte derpaa et 
Leve for Ministeriet, ikke som det var, men som det 
burde være.
     Folkethingsmand R. Mathiesen, der nu besteeg
Talerstolen, mindede om de mange intelligente Bekjendt-
skaber, Himmelbjerget havde gjort, og fremhævede der-
iblandt gamle Drewsen og Peder Hjort Lorenzen; frem-
deles mindede han Forsamlingen om, at det ikke var 
første Gang, at det frie danske Ord lød her fra Bjer-
gets Top. Han sammenlignede Danmark med et Træ,
som havde skudt en Vandgreen, det tog Kraften af 
Stammen; den maatte vi kappe. Han vilde tillade sig 
at spørge Forsamlingen om Rigsraadet kunde ansees for
en folkelig Repræsentation, og han antog at de Tilstede-
værende vare med ham af den Formening, at Beslut-
ningerne i Rigsraadet ikke kunde ansees for et Udtryk
af Folkevillien, derfor maatte vi se at komme af med 
Folkeforfatningen. Ved at fremføre nogle Exempler
af Regjeringens Depescher maatte han komme til det 
Resultat, at denne neppe vilde kunne standse paa den 
Glidebane, den for Tiden befandt sig paa, og han troede
ikke, at den nuværende Regjering paa en heldig Maade
kunde føre Landet udaf Forviklingerne med Tydskland.
Han beklagede, at Regjeringen ved Depeschen af 29de
Juni  1861 havde fritaget Holstenerne for at yde Bi-
drag udover Normalbudgettet, hvorved vi vare komne
til, fra 1ste April d. A. af, hver Dag at kontribuere
1400 Rdlr. til Tydskerne; det laae derfor i vore Fjen-
ders Interesse, at trække Striden i Langdrag. Fortiden
talte Ministeriets Venner om en Kongres, men vi vilde
ikke overgive vort bo til en Skiftekommission; nei, hel-
lere en Krig en at tabe vor Selvstændighed. Han
maatte dog bede Forsamlingen udtrykkelig at bemærke,
at han ikke havde noget imod Ministeriets enkelte Med-
lemmer; tvertimod, han var overbeviist om deres Fæ-
drelandskjærlighed og Dygtighed. Fremtiden var en 
lukket bog; det var skjult for os, naar vi skulde møde
Faren; men kom den, saa var det hans Overbeviisning,
at Danmarks Sønner vilde være lige saa tappre nu, som 
i 1848-1850. Han udbragte et Leve for det danske Folk.
     Folkethingsmand N. Albertsen: Den 5te Juni
var jo en Dag, hvorpaa vor Frihed blev sikkret ved
Grundloven, den Dag, hvorpaa Kongen beseglede Pagten
imellem sig og sit Folk. Vi havde Grund til at glæde 
os, thi ved den os givne Frihed hestede der intet Blod,
ingen Suk og Taarer af Forladte. Men vi maatte
dog ei forglemme, at vor Grundlov havde mægtige
Fjender baade i Ind- og Udlandet. Han gjorde For-
samlingen opmærksom paa de mørke Skyer, der fortiden
bedækkede den politiske Horizont; men vi maatte staae
fast og see Faren i Øiet, og det maatte være vitterligt
for det danske Folk, at Danmarks Grændsesteen stod ved 
Eideren. Endvidere udviklede Taleren, at Folkeoplys-
ning var Frihedens rette Bærer og opfordrede til at 
virke baade i Skrift og Tale hen til dette Maal.
Sluttelig bragte  han et Leve for Oberst Tscherning,
som den Mand, der har virket saa overordentlig Meget
for den menige Befolkning.                   (Sluttes).