(sluttet.) Efterat en Sang af Lemke, "Modersmaa-
let", var afsungen, holdt Landindspekteur Boisen fra 
Gjedved Høiskole et humoristisk Foredrag. Han var Land-
inspekteur, paa Dansk: Landmaaler, og som saadan vidste
han af Erfaring, hvor vanskelig det var at sætte Skjæl,
naar dette var i Uorden. Imod Nord havde Danmark
et godt Skjæl, nemlig "Den bølge Vove, som førte de 
Danske til Roes og Seir", men kom vi ned imod Syd,
der vidste ingen rigtig Besked; nogle meente at Skjæl
let stod ved Elben, andre ved Eideren, og de slemme
"Schleswigholsteinere" meente endog at dette stod
ved Kongeaaen. Spurgte man den Hall'ske Regjering om 
denne Sag, saa fik man naturligviis kun et "hal"
svar: at Skjældet efter Omstændighederne enten skulde
staae ved Elben, Eideren eller Kongeaaen. Der taltes
fortiden meget om en Kongres (en Kongres det er saa-
dant et "Spøgelse"), kom den, saa frygtede han for
at Skjællet kom til at staae ved Kongeaaen, thi Tyd-
skerne havde en Landmaaler dernede, som han kaldte
"tydske Mikkel"; denne Mand tog det ikke saa nøie, da 
han havde Syvmiilsstøvler, som han benyttede sig af 
naar det kneb - det havde vi seet i Krigen - og ham
kunde vi ikke følge med "Kjæben". - Taleren foreslog 
nu at vi tog os en Landmaaler, der kunde hamle op
med "tydske Mikkel" og sætte vort Skjæl i Orden samt
vedligeholde det; thi der er en gammel Forordning, der 
paalægger enhver Lodseier ikke alene at sætte Skjæl men
ogsaa at vedligeholde det. Holger Danske, som 
havde været med at sætte Skjællet i 1848 - 50, var vel
nærmest til denne Post, men der var en Feil ved Man-
den; thi efterat han havde faaet Skjællet sat i 1850,
passede han det ikke, men lagde sig til at sove, og
nu have vore Naboer i "das Große deutsche Vaterland"
atter glemt hvor Skjællet stod - thi de have nu een-
gang en svag Hukommelse. Desuden var Holger Danske
en gammel Mand og havde flere Børn, deriblandt
Grundloven; han vilde derfor have ham sat paa Pen-
sion og foreslog i han Sted "Stærkodder", som var født
med tre Par Arme (de tre nordiske Stammer). - Over-
for de Store (Stormagterne) kunde den "tydske Mikkel"
meget godt huske Skjællet, men ikke over for vi Smaa;
naar vi ved en nordisk Forbindelse blev til en Stormagt,
vilde han ogsaa nok kunne huske Skjællet imod Nord,
og saa fik vi Fred, hvoraf vi jo igrunden holdt saa 
meget. Han tillod sig derfor at udbringe et Leve for 
"Stærkodder", for den nordiske Aand og for de tre 
nordiske Riger.
     Justitsraad Møller fra Aarhuus fik nu Ordet.
Fremtraadt for en talrig Forsamling vilde han tillade
sig at sige nogle Ord med hensyn til det, der var 
bleven talt. En Taler talte smukt og varmt om Stri-
den med Tydskland; men vi vare ikke berettigede til at
føre en saadant Sprog, thi vi vare kun Faa imod den 
mægtige Fjende. Ja, vare vi ti, tolv og tyve Millioner,
da havde vi Ret til at tale og handle energisk. Dan-
marks Alderdom var ikke kommen endnu; nei, vi havde
faaet vor Ungdom igjen med Friheden, og de Gjernin-
ger, der skete i 1848-1850, vidnede og Manddommens 
fuldeste Kraft. Her vare vist mange Mænd tilstede,
der befrygtede, at vi skulde tabe vor Frihed og at der 
skulde fravristes os en Deel af Slesvig, men det skulde
aldrig skee; det vilde hverken Kongen eller Folket. Lad
os aldrig glemme, at værne om vor Frihed og lad denne 
Kreds udtale som sin bestemte Mening, at Eideren er 
Danmarks rette Grændse. Kongressen var intet Spø-
gelseL den vilde gjøre Ret og Skjæl. Men skulde en 
Kongres ville fravrite os en Deel af Slesvig, da hel-
lere en Kamp paa Liv og Død end at vi lade dette 
skee. Jyderne skulle ikke være tydske Trælle; nei, vi
staae som et hædret Folk og vi ville ikke lade et stykke
af Slesvig fare. Et Leve for Slesvig!
     Skolelærer, Redakteur Nielsen: Han vidste, at 
det var godt at være forsigtig, men han maatte gjentage,
hvad han før havde sagt, og atter minde Forsamlingen om
Danmarks Roes og Hæder i Fortiden og spørge, om 
vi ikke i kraft deraf vare berettigede til at føre et kraf-
tigt og energisk Sprog. Han moteverede denne hans 
Mening yderligere derved, at han viste vor Fjendes
(Preussens) Afmagt og dens Trudslers Tomhed lige-
overfor Schweiz ifjor og nu ligeoverfor Kurhessen; frem-
deles sammenlignede han Schweizer-Præsidentens kraf-
tige Optræden dengang med Hr. Halls "flæbende Pro-
kuratorindlæg", og henstille sluttelig til Forsamlingens
Omdømme, om det røbede Energie, Klogskab og 
Statsoekonomie ved vor Regjering, og bagefter dog
gjorde Indrømmelser, hvorved vi til Syvende og Sidst
vare komne til at kontribuere til vore Fjender.
     Landsthingsmand Jacobæus, der nu fik Ordet,
maatte holde sig til den næstsidste Taler; han ønskede
med ham Slesvigs Indlemmelse, men han kunde ingen-
lunde være enig i de Angreb, der idag vare blevne 
rettede imod Ministeriet, fordi det ikke inkorporerede Sles-
vig. Han fremhævede Vanskelighederne for vor Regje-
ring ved den Eventualitet, idet vi ved den sidste Freds-
slutning havde overtaget den Forpligtigelse ikke at inkor-
porere Slesvig - en Forpligtigelse, som vi ikke kunde bryde
uden at udsætte os for Uvenskab af de Magter, der havde 
garanteret Freden.  Naar Ministeriet fik en Kongres
ustand, saa vilde alene en saadan kunne fratage os den
omtalte Forpligtigele og vilde derved faae Lov til at 
indlemme Slesvig. Ved at fremføre dette haabede han 
at have gjendrevet de skete Angreb imod det hallske Mini-
sterium.
     Redakteur Nielsen troede ikke, at en Kongres
vilde tillade os at indlemme Slesvig; tvertimod, den 
vilde idetmindste berøve os en Deel deraf. Han havde 
eiheller sagt, at han vilde Slesvigs Indlemmelse, men 
han vilde at sønderjyderne fik, hvad de saa ofte havde
udtalt som deres Ønske, nemlig Frihed og en folkelig
Forsamling fælles med os; derved kunde vi ikke vaadrage
os nogen Magts Uvenskab, thi vi holdt det givne Løvte,
ikke at inkorporere Slesvig. For Hans Andersen Kry-
ger, der saa djærvt talte Sønderjydernes Sag i sidste
Rigsdagssession og som derfor fik en saa ilde Med-
fart af det Hallske Ministerium, vilde han tillade sig at
udbringe et Leve.
     Bager Thorendahl holdt nu et kort Foredrag,
hvori han forsægte at støtte Regjeringen og at gendrive
de "Løgn og Bagvadskelser", der vare blevne sagte om
det. "Blandt de tydske og danske Regjeringer" var
 - efter hans Formening - den hallske den bedste og 
frisindeste. Til Slutning opfordrede han Forsamlingen
til at istemme et Leve for - Danmark til Eideren.
     Redakteur Nielsen vilde nødig gaae over til Per-
sonligheder og skulde heller ikke gjøre det denne gang;
kun vilde han gjøre den sidste Taler opmærksom paa,
at han havde gjort sig skyldig i en slem Modsigelse, da
han paa engang vilde forsvare Ministeriet og et Dan-
mark til Eideren. At Ministeriet ikke vil en Eiderskat,
men "lader Gud raade" for, hvor Danmarks Grændse skal
være, har det tydelig viist i baade Ord og Gjerninger.
     Landsthingsmand Jacobæus paastod at Rigsraa-
det, vi have fælles med Slesvig, var en saa folkelig
Repræsentation som muligt samt at Ministeriet vilde
et Danmark Til Eideren.
     Redakteur Nielsen: Saa længe Ministeriet staaer
ved sine egne Ord, saa længe staaer det fast, at det 
ikke vil en Eiderstat. Han opfordrede derefter til 
at fremkomme med Beviser for det modsatte (hvilke Be-
viser udebleve).
     Fabrikeier Drewsen mindede om, at "uden Mad
og Drikke er helten ingen Ting", og foreslog at man
gik hen at spise og derefter fortsætte Diskussionen,
hvor man slap den, hvilket bifaldtes af Forsamlingen.
     Ved Festmaaltidet, hvori omtrent 100 Personer
deeltoge, herskede en munter og livlig Stemning;
forskjellige Skaaler bleve udbragte og Sange afsungne.
     Efter Festmaaltidet talte Skolelærer N. Hansen
fra Christianshøi. Ved at citere en Tale, Pator Birke-
dal for 11 Aar siden ved en Grundlovsfest i Fyen
havde holdet, viste han Forsamlingen at det umuligt
kunde gaae med et fælles Rigsraad, han maatte derfor
ønske Holsteens og Lauenborgs Udsondring og en fælles
Rigsforfatning for Danmark-Slesvig. Han opfordrede 
de danske Mænd til at være aarvaagne og see itide at 
afværge en Kongres; thi skulde vi overgive vor Sag
ti en saadans Afgjørelse, kunne vi ikke længere kaldtes
et frit og selvstændigt Folk.
     Fabrikeier Drewsen fortalte Historien om Ulven 
og Hunden, hvilken første ikke vilde ombytte sin Frihed
med Hundens Lænke, uagtet den kunde komme til at 
æde fra Morgen til Aften. Hr. Drewsen tog deraf
Anledning til paa en lunefuld Maade at anprise Fri-
hedens uskatterlige Goder, hvilket han især viste ved at
sammenligne Nutiden med Fortiden.
     Folkethingsmand Schøler forsøgte at vise, at vi
aldrig havde givet Tydskland noget løfte om ikke at 
inkorporere Slesvig; men derimod havde vi lovet
Stænderforsamlingen i Sønderjylland ikke at foretage
nogen Forfatningsforandring i Slesvig uden dennes
Samtykke, og det vidste Enhver, at med denne Forsam-
ling var det intet Udkomme. Han saae næsten ingen
Mulighed for at indlemme Sønderjylland; derimod be-
breidede han Regjeringen, at den ikke søgte at udvikle
Friheden der. Hans syntes ikke, at man burde dadle en 
enkelt Minister, saaledes som sket var, men derimod
hele Ministeriet - hvilket imidlertid blev imodsagt. (Hr.
Schøler tager meget Feil, dersom han troer, at vi eller
den Retning, hvortil vi nærmest maa henregnes, tænke
paa at inkorporere Slesvig. Nei ingenlunde! vi ville
kun have en folkelig Forsamling for Danmark-Slesvig
for de fælles Anliggender istedetfor det ufolkelige Rigs-
raad; iøvrigt skulde Sønderjylland beholde baade sin 
Stænderforsamling og sin særegne Lovgivning; men saa-
længe dette er Tilfældet, kan det ikke siges at det er 
inkorporeret; "vi ville favntage, men ikke voldtage Sles-
vig"; vi ville ikke give det, hvad det ikke har forlangt.
     Landinspekteur Boisen udbragte et Leve for Danne-
kvinden, efter iforveien at have prist hende som "Folke-
festernes Moder" og efter at have takket hende for hen-
des Opmærksomhed paa denne Dag; hans Tale vidnede
om, at han havde et dybt nationalt Syn.
     Red. Reinholdt-Jensen udbragte til Slutning et
Leve for den frie Valglov, hvilken han betragtede som
Grundlovens Grundsteen og hvilken han anpriste i varme
og rolige Udtryk. - For Grundtvig blev der af Gaard-
eier Andreas Nielsen fra Sinding udbragt et Leve;
ogsaa for Steen Steensen Blicher udbragtes et Leve af 
Kroeier Faaborg fra Tebstrup.
     De fleste forlode Bjerget i en glad Stemning og 
med det Ønske, at en lignende Fest snart maatte finde Sted.