— Under 6te October er der tilstillet Redactionen
af „Loll.-Falst. Stiftst.“ følgende Brev:
     „Hr. Redacteur! I Anledning af en af Birkedommer, Kam-
merjunker Drechsel i Silkeborg i sin Tid afsagt Dom, som
i Overretten blev underkjendt og som „Fædrelandet“, ved at
sige sin Mening derom, offentliggjorde sidst i Mai Maaned, in-
deholdt Deres ærede Blad senere en Artikel, der skildrede
nævnte Hr. Drechsels Charakter, saaledes som den blev be-
kjendt, da han var Toldofficiant paa Lolland. Saa træffende den
ubekjendte Forfatter end har forstaaet at skildre denne mærk-
værdige Mand, saa har han dog gjort sig skyldig i en alvorlig
Feil ved Bedømmelsen af ham, og da det er min Overbevis-
ning, at man skylder Enhver, hvad Ret er, kan jeg ikke Andet
end i Sandhedens Navn protestere imod en Ytring i hin Arti-
kel, naar det hedder, at „i Nakskov har Hr. Kammerjunkerens
Adfærd imod Skorup ikke fremkaldt videre Overraskelse, med
mindre det skulde være fordi det har varet saa længe, for-
inden han forløb sig saaledes.“ Disse Ord indeholde en lige-
frem Usandhed imod Manden, ja jeg vilde endog kalde den „en
dundrende Løgn“, om jeg ikke frygtede for at skaffe mig en
Sag paa Halsen af Artiklens mig aldeles ubekjendte Forfatter,
som jeg imidlertid herved vil raade til lidt mere Forsigtighed
med sin Pen. Jeg skal ikke her opregne, hvormange
Gange Kammerjunkeren har forløbet sig inden hin Tid, da
dette kunde fylde en hel Bog, efterdi han med en roesværdig
Iver og sjelden Udholdenhed begyndte dermed omtrent fra sin
første Optræden i Byen, men skal kun her tillade mig at frem-
sende tvende Domme, afsagte i Overretten i Viborg den 4de
Decbr. 1854 og den 26de Febr. 1855, hvoraf førstnævnte vil
overraske enhver Jurist, endog efterat den skorupske Sag er
bleven bekjendt. Men forinden De meddeler dette Aktstykke,
maa jeg forudskikke et Par Oplysninger angaaende den tiltalte
Enke. Nærmest af Medlidenhed med hende, hvis Mand faldt i
Krigen, meddeeltes hende under 16de Septbr. 1853 Bevilling til
Høkerhandel, som senere blev noget udvidet. Skjønt jeg ikke
vil negte, at hun gik udenfor den hende givne Tilladelse, saa
var det dog kun, saavidt mig bekjendt, den første Gang, og i
ethvert Tilfælde vil vistnok endog den skrappeste Politimester
indrømme, at det havde været humanere at give hende en al-
vorlig Advarsel for det Første, og denne vilde hun vist have
lagt sig paa Hjerte. Imidlertid skete det ikke; Kammerjunkeren
var i sin strænge Ret, og da han jo skal være kommen til
Silkeborg for at gjøre Carriere, er det heller intet Under, at
han jager efter Politiovertrædelser som en vis Mand efter en
Sjæl, for at han, under Politivæsenets almindelige Slaphed, paa
den Maade kan drage den offentlige Opmærksomhed paa sig,
hvilket jo for en Del ogsaa er lykkedes ham, rigtignok noget
anderledes, end han sagtens har ønsket. Enken blev altsaa
dømt første Gang, og, da den Dom blev kjendt uefterrettelig,
ligeledes anden Gang. Kammerjunkeren dømte hende ei alene
til en Mulkt paa 10 Rdl., men ogsaa til hendes Bevillings For-
tabelse; men da Overretten ved Dom af 26de Febr. 1855 en-
delig blot stadfæstede Dommens første Del, tilskrev Kammer-
junkeren Ministeriet og erklærede sig saaledes over Enken og
hendes Forhold, at dette, uanseet Landsoverretten havde erkjendt
hende berettiget til at beholde sin Bevilling, fandt sig foranledi-
get til at give Kammerjunkeren Medhold og fratog hende saa-
ledes det eneste Middel til Erhverv for sig og sit Barn, som
hun havde. Man erindrer, med hvormeget Harme man i sin
Tid læste den ørstedske Straffeprædiken til Conferentsraad We-
gener, efterat han var bleven frifunden af Generalfiscalen, idet
man fandt det saare uhyggeligt, at et Menneske skulde have
Straf, uagtet Retten havde frifundet. Vel er denne ringe Enke
for Intet at regne imod denne store Mand; men Uretten bliver
dog her den samme, og fremstiller sig for saavidt i et grellere
Lys, fordi Conferensraaden dog slap med en Irettesættelse, men
Enken mistede sit Levebrød, som Overretten havde anseet det
for Uret at fratage hende. Hvad Hr. Kammerjunkeren angaaer,
da gjorde denne Sag et mægtigt Indtryk i hans Jurisdiction —
paa en vis Maade endnu langt større end den skorupske Sag;
thi herved bleve alle Beboerne overbeviste om, at de ikke alene
havde faaet en Øvrighed, som ikke kjendte synderligt til Med-
lidenhed, men ogsaa en Mand, der var saa formaaende i Mini-
steriet, at han kunde faae sin Mening om en Sag sat igjennem
derinde, trods en Overretsdom, og da man derfor i sin Tid
hørte, at han vilde lægge Sag an imod en hel Del Bladredac-
teurer, ventede man snart at see dem Allesammen i det mindste
paa Christiansø. Jeg forsikrer Dem, Hr. Redacteur, at, for-
maaede Hr. Kammerjunkerens fromme Ønsker Noget i den
Retning, sad De og „Fædrelandet“s og mange andre Redacteu-
rer der for længe siden, og at dette eller noget Lignende ikke
allerede er skeet — med eet Ord, at De og de andre Herrer
endnu leve og aande — har atter givet Beboerne en Forme-
ning om, at, som alle store og mægtige Mænd, saaledes har
ogsaa vor lille Birkedommer et Maal for sin Indflydelse, især
naar Vedkommende befinder sig saa langt fra ham, at han ikke
kan imponere dem „med opløftet Stok“. — Skulde De, Hr.
Redacteur, nu finde Dem foranlediget til at optage disse Linier
og saameget af Dommene, som De vil, beder jeg Dem, naar
De remitterer mig disse, at vedlægge nogle faa Exemplarer af
Deres ærede Blad, hvori Artiklen indeholdes; thi endnu er dette
ikke trængt hen til vor afsides Egn, og det er uvist, hvorvidt
„Fædrelandet“ vil finde sig foranlediget til at optage denne Sag
med, hvilket jeg dog mener det bør, dels fordi Kammerjunke-
ren ligefrem kan forlange det af Bladet som en Ret, og der-
næst fordi man Gudskelov dog ikke læser mange saadanne
Domme nutildags. — Idet jeg sluttelig maa bede at undskylde,
at jeg, ubekjendte med, fra hvem hin Artikel er udgaaet, har
tilladt mig at uleilige Dem med disse Linier, tegner jeg mig
med al Agtelse beredvilligst                           Deres — P.“