Til afbenyttelse er os velvilligen overladt neden-
staaende skjønne Sang, der, rigtignok tildeels ved
sin Vittighed udenfor Sandhedens Gebeet, nylig skal
have opbygget en udsøgt Kreds ganske kosteligen:
         

          Silkeborg Nationalsang.
        Mel. Der var engang en tapper Mand.
     O, Silkeborg! Din Priis gaar vidt,
     Saa vidt som Bølger rulle;
     Du prises høit, Du prises tidt;
     Men aldrig dog tilfulde.
     I Dalens Favn, ved Søen reen,
     Vi trygt paa Sandet bygge,
     Og kom vi ei paa grønne Green,
     Vi dog boe i dens Skygge.

     Vi har en By, en lille reen,
     Med Tage lyserøde;
     Vi har en Gade, lagt med Steen,
     og fire deilig bløde,
     Og vi har Gas og vi har Vand
     Fra hele Søens længde,
     Og naar engang der raabes Brand,
     vi Spande har i Mængde.

     Og Rygter trives deilig her,
     Ja vi har og en Presse,
     Det er en Fælled, hvor Enhver
     kan frit faae lov at græsse.
     Den opfandt nys, det mindes vi
     (Derved dens Roes skal stige)
     Det ny slags Laan, det rentefri
     Og uopsigelige.*)

     Et Huus vi har til Lov og Dom
     I purpurfarvet Kjole,
     En Kirke har vi, som faldt om,
     Og saa en huusvild Skole;
     Men det forbittrer ei vort Liv,
     Derfor vi ei tør Klage)
     Vi har to ny - i Perspektiv,
     Og de er uden Mage.

Da et af vore Savn, nemlig Savnet af en "Natio-
nalsang" for Silkeborg, herved maaske kan afhjæl-
pes, have vi ei villet undlade at give den en større
Udbredelse, især da vor Virksomhed er bleven saa
venlig omtalt deri. Sangen har endnu to Vers,
men da det ikke skader Poemet at de udelades, sy-
nes vi, at Nationalsangen kan være lang nok for
det lille Silkeborg, og den er saaledes lettere at lære
udenad til Brug ved festlige Sammenkomster. Man
gav os Visen med de Ord af en bekjendt Æventyr-
comedie: "Er det ikke lampent, Hans?" - men vi 
kunde, efterat have gjort os bekjendt med Indholdet,
ikke frakjende den Gemytlighed. Vor Færd som
Journalist ligger jo aaben for Enhver, og vi maae 
finde os i, at ikke Alle og Enhver er saa gunstig
stemt; og da vi ynde Gemytlighed, skal vi, saavidt
det er os muligt, for Forfatterens Gemytligheds
Skyld, søge at dække de slemme Insinuationer med
den dristelige Kjærligheds Kaabe. Manden har maa-
ske ikke meent noget Ondt dermed, men kun villet
gjøre sig behagelig for en formaaende Velynder og
muligen tillige more en udsøgt Kreds.