– Man skulde ikke troe, at siden Danmarks Riges
Grundlov er traadt i Kraft, og efter at dens §§ 76–78,
85 og 86 have villet reise stærke Værn om den personlige
Retssikkerhed, tyrkisk Justits skulde kunne udøves her i
Landet; man skulde ikke troe, at saadanne Misbrug af
Dommermyndigheden, som endog i en tidligere Tid vare
temmelig sjeldne, saasom Mishandling af Inquisiter [person] og
Anvendelse af Tortur, længer kunde finde Sted, aller-
mindst i Sager, hvis Beskaffenhed ikke kan afgive den
ringeste Undskyldning for Vedkommende; man skulde
troe, at Tiden stedse stigende Cultur og Humanitet
maatte afgive en Betryggelse herimod, næsten ligesaa stærk
som den, Grundlovens udtrykkelige Bestemmelser maae
synes at indeholde. Ikke destomindre ere vi af en jydsk
Sagfører velvillig blevne satte i Kundskab om, at en Sag
af en saadan oprørende Beskaffenhed nylig var bleven
paakjendt ved Viborg Landsoverret; men Meddeleren,
som selv ikke havde havt Noget med den at gjøre, var
ikke istand til at oplyse os om dens factiske Sammen-
hæng. Vi have da selv henvendt os til Overretten om
en Udskrift af Dommen. Denne, der er afsagt den
14de April d. A. i Sagen Procurator Holm Actor
mod Tiltalte Jens Skorup, er saalydende:
     »Da Tiltalte, Tømrer Jens Skorup af Silkeborg, den 4de
Januar sidstl. var gaaet fra sit Hjem for et Sted paa Landet at
hente en tilgodehavende Pengesum, men ikke fik denne udbe-
talt, og han til Forskjellige var Penge skyldig, som han ikke
strax kunde betale, fik han paa Hjemveien det Indfald at fore-
give, at han var overfaldet og plyndret af Røvere, for ved
dette Foregivende at vække Deltagelse og skaffe sig Henstand
med Betalingen af sin Gjæld, og denne Plan udførte han ogsaa,
idet han ved Tilbagekomsten fortalte sin Kone og Andre, om
at det almindelige rygtedes, at han havde været Gjenstand for
Overfald og Plyndring, hvilket han havde søgt at gjøre sand-
synligt ved selv at tilføie sig nogle ubetydelige Saar, ligesom
han og hos 2 Mænd, hvem han skyldte Pengesummer, fik Hen-
stand ved at forebringe den anførte Historie, og han gjorde
endog Anmeldelse herom for vedkommende Retstbetjent, som
derefter paabegyndte en Undersøgelse til Oplysning om, af hvem
Overfaldet maatte være forøvet.
     I Anledning af det saaledes udviste Forhold har Under-
dommeren, der har ment, at Tiltaltes Benyttelse af hint Fore-
givende til at skaffe sig Henstand med Betalingen af Gjæld maa
betragtes som Betleri, herfor idømt ham efter Frdn. 21de Aug.
1829 § 4 en Straf af 3 Dages Fængsel paa Vand og Brød,
hvormed Tiltalte har erklæret sig tilfreds, men Sagen er af
Amtet paa det Offentliges Vegne indanket for Overretten.
     Sagens Realitet vil imidlertid ikke kunne tages under Paa-
kjendelse af Overretten, idet der er den Mangel ved Behand-
lingen, at det ikke, inden Sagen paadømtes ved Politiretten,
enten ved formelig Stævning eller paa anden Maade har været
Tiltalte tilkjendegivet, hvad han egentlig sigtedes for og navnlig
at han sigtedes for Betleri, ligesom og det hele af Tiltalte ud-
viste Forhold findes at være af den Beskaffenhed, at Spørgs-
maalet om, hvorvidt det skulde paatales, burde have været Gjen-
stand for Afgjørelse af Amtet. Politiretsdommen vil derfor
være at kjende ueffterretlig, og Sagens Omkostninger for Over-
retten, hvorunder Salarierne til Sagførerne bestemmes til 5 Rdl.
for hver, blive at udrede af det Offentlige.
     Med Hensyn til Underdommerens Forhold under Behand-
lingen bemærkes, at han, da Tiltalte ved Sagens første Fore-
tagelse, som det hedder i Acten, aldeles negtede at svare, dic-
terede ham herfor en Correction af 10 Rottingslag [spanskrør], som strax
efter tildeltes Tiltalte, og da denne, som det hedder, atter neg-
tede at svare, blev der anden Gang dicteret og tildelt ham
10 Rottingslag, og dette gjentoges tredie Gang, da Tiltalte, som
det hedder, atter negtede at svare; dernæst blev i samme For-
hør afgivet Forklaring af en Politibetjent og Erklæring af Dom-
meren om, at Tiltalte udenfor Retten havde erkjendt hin For-
tælling for Opdigtelse, hvorefter Tiltalte paany fremstod og ved-
blev, at Overfaldet virkelig var passeret, men da han saa
opfordredes til at afgive Forklaring herom, men negtede at
svare, dicterede Underdommeren ham nu fjerde Gang 10 Rot-
tingslag, som ogsaa tildeltes ham. Tiltalte havde saaledes med
korte Mellemrum faaet 40 Stokkeslag, hvorefter der blev dic-
teret ham Arrest, men endnu i samme Forhør afgav han der-
næst, efterat hans Kone var bleven afhørt, den foranførte For-
klaring om sit Forhold. Af Forhøret kan det imidlertid end
ikke sees, hvorledes Tiltalte er bleven tilspurgt, da han de tre
første Gange skal have negtet at svare, men omdette negtes
end ikke har havt anden Grund end Modvilie, og om det end
ikke maatte ansees uforsvarligt efter Sagens Beskaffenhed og
paa den Tid, lige i Begyndelsen af det første Forhør, at an-
vende Tvang mod Tiltalte for at overvinde saadan Modvilie,
var Underdommeren dog uberettiget til at benytte andet Tvangs-
middel end Fængsel, cfr. Resc. 23de Octbr. 1795, og han maa
saaledes for sin ulovlige Fremfærd ved at tildele Tiltalte, der
er over 38 Aar gammel, en Mængde Rottingslag, blive at ansee
med en Mulct [bøde], der efter Omstændighederne fastsættes til 100 Rdl.,
som ville tilfalde Amtsfattigkassen.
     Forøvrigt har under Sagens Behandling i første Instans og
den befalede Sagførelse for Overretten intet ulovligt Ophold
fundet Sted.
                         Thi kjendes for Ret:
     Politiretsdommen bør ueffterretlig at være. Sagens Om-
kostninger for Overretten, hvorunder Actor og Defensor, Pro-
curatorerne Holm og Kühnel, tillægges i Salarium hver 5 Rdl.,
udredes af det Offentlige.
     Underdommeren, Kammerjunker Drechsel, bør til Am-
tets Fattigkasse bøde 100 Rdl., der udredes inden 8 Uger efter
denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.«
     Hr. Kammerjunker Drechsel, der er Offenligheden
bekjendt som en i sin Tid af Grev Sponneck fremdra-
gen Ydling, der, efter at være sprunget fra Copist i Ge-
neraltoldkammeret til Auscultant, og siden ansat som Told-
inspecteur i Nakskov, hvor han har efterladt Erindringen om
ivrige Valgagitationer til Bedste for sin Patrons Ministe-
rium, endelig blev kjed af sin Told-Virksomhed og søgte
Ansættelse som Birkedommer i Silkeborg, turde afgive et
Vidnesbyrd for, hvor misligt det er at ansætte Mænd i
Øvrigheds- og Dommer-Embeder, som ikke særligt have
uddannet sig til disse Stillinger, men under længere Tids
Beskjæftigelse med helt andre Forretninger have maattet
glemme, hvad de i sin Tid have lært til Examen. Det
forekommer os, at denne Sag, der herved er overgiven
til Offenlighedens Dom, maa medføre alvorligere Følger
for Hr. Drechsel. Det forekommer os ikke lidet besyn-
derligt, at Amtmanden over Skanderborg Amt, Baron
Bille Brahe, har undladt at foranledige en særlig Sag
reist mod Hr. Drechsel, samtidig med at han har befalet
Sagen mod Skorup indanket for Overretten; thi det er sik-
kert kun Amtmandens Undladelse heraf der har foranled-
diget, at Overretten ikke har anseet sig beføiet til at
idømme Hr. Drechsel høiere Straf end 100 Rdl.s Mulct,
idet Retten formentlig har troet sig bunden ved Frdgn.
3die Juni 1796 § 35. Men hvorledes saa end Amtman-
dens Adfærd og Overrettens Dom maatte kunne forkla-
res, forekommer det os i alt Fald, at den høitagtede Ju-
stitsminister hverken vil kunne eller kan ville lade en saa
skammelig Misbrug af Dommermyndigheden hengaa uden
nærmere Undersøgelse og yderligere Revselse. Naar Ju-
stitsministeren maatte misbillige Birkedommer Møllers
Adfærd mod Kroeier Jørgen Andersen i Niverød, der dog
kun bestod i en umotiveret Anholdelse, hvad maa han
da dømme om, at Kammerjunker Drechsel har ladet en
Inqvisit [person], der kun havde begaaet en ringe Brøde, en Brøde
som han selv kun har kunnet straffe med 3 Dages Vand og
Brød, i det allerførste Forhør, uden engang at have gjort
noget Forsøg paa ved fortsatte Forestillinger og Forhører
at bevæge ham til Tilstaaelse, tildele 40 Stokkepryg!?

     -- Vi have modtaget nedenstaaende Forsvar fra Hr.
Kammerjunker Drechsel for hans Fremgangsmaade, ved
Stokkeprygl at aftvinge en Mand Svar i et Forhør. Sa-
gen er tilstrækkelig klar, og vi skulle ikke indlade os
paa at imødegaae Lovfortolkninger, der vistnok kunde
være værdige til „meliore informatione“ [til bedre oplysning], ligesaa lidt som
paa de fortalte „Røverhistorier“ eller paa i det Hele at
gjendrive et Forsvar for en Fremfærd, som Overretten
har charakteriseret som „ulovlig“ og straffet „efter Om-
stændighederne“ kun med 100 Rdl. Forsvaret lyder
saaledes:
     „Endskjønt den Sag, som De i Deres Blad Nr. 117 af
23de dennes har fremdraget for Offentligheden, er af mig alle-
rede under 16de ds. begjært indanket for Høiesteret, for at
der kan gives mig Leilighed til at anføre hvad jeg har at sige
til mit Forsvar — hvortil hidtil ikke er givet mig Lei-
lighed —, og Sagen saaledes vil finde en nærmere Afgjørelse,
maa det dog maaskee være mig tilladt kortelig at nævne Sa-
gens sande Sammenhæng, der ikke af Præmisserne til Overrets-
dommen i sin Helhed kan sees. Vel skinner det tydeligt nok
igjennem de haarde Bemærkninger, hvormed De ledsager Dom-
mens Offentliggjørelse, at den Omstændighed, at jeg ikke har
svoret til Deres Fane i politisk Henseende, er det væsentlige
Motiv for Dem til at søge at knuse mig, som skeet; men Be-
mærkningerne ere og blive dog de samme, og jeg tør ikke
undlade at give de af mine Medborgere, der have et Øre aabent
for Sandhed og for en mildere Dom, Leilighed til at beskue
Sagen noget nærmere.
     Jeg er gaaet ud fra, at naar Res. 28de Oct. 1795 bemyn-
diger og tilholder Forhørsdommeren at anvende Vand og Brød
continuerende (cfr. Canc. Skr. 28de Marts 1818 og 5te Marts 1833)
imod den modvillige Inqvisit [person under forhør] som negter at besvare de ham fore-
lagte Spørgsmaal, maatte jeg ogsaa være beføiet til at anvende
det i 1795 ei kjendte, men senere indførte mindre Tvangs-
middel af Fængsel eller Rottingslag [spanskrør], der efter sin Natur og
navnlig efter Frdgn. 11te April 1840 maa ansees som mindre
Onder end Vand og Brødstraf, og der efter Arrestreglementet
af 7de Mai 1846 § 12 maa anvendes imod Voxne for at til-
veiebringe Orden og Rolighed i Arresten, altsaa i et analogt
Tilfælde. Ligesaa vist som det imidlertid er, at jeg desuagtet [desuden]
vilde have holdt mig til Lovens Bogstav i det foreliggende Til-
fælde, dersom det havde staaet i min Magt, saaledes var der
en Omstændighed tilstede, der i høi Grad maatte opfordre, ja
som det forekom, forpligte mig til at anvende det eneste til
min Raadighed staaende Tvangsmiddel. Her er nemlig endnu
— og deri har jeg ingen Skyld — ikke nogen criminel Arrest
paa Silkeborg, hvori Vand- og Brødstraffen kunde udstaaes,
imendens en Hensendelse til Skanderborg eller Brædstrup Arrest
i dette Tilfælde vilde være aldeles hensigtsløs, efterdi Inqvisiten
ved at erklære at ville svare, kunde strax befrie sig for Tvan-
gen, og da, naar han efter nogle Dages Forløb kunde komme
i Retten paa Silkeborg, atter kunde fortsætte sit saa troligt be-
gyndte System at unddrage sig Undersøgelsen ved at nægte at
svare. Inqvisitens [personen] til at bekjende snart efter at der var
decreteret [udstedt] ham Arrest, var heller ingenlunde Fængslingen, som
slet ikke blev iværksat, men derimod en anden underordnet
Omstændighed.
     Men, indvender man nu — og dette er ogsaa i „Fædre-
landet“ Nr. 117 paapeget — Sagen var for ubetydelig til over-
hovedet at bringe noget Tvangsmiddel i Anvendelse; hellere
maatte man da lade den hele Undersøgelse bortfalde eller over-
give den til en uvis Fremtid. Med Hensyn til dette Punkt skal
jeg citere den paagjældende Deel af mit Andragende [ansøgning] af 16de ds.,
hvori jeg har begjært Sagen indanket for Høiesteret; det hed-
der deri:
     „Den her foreliggende Sag hører til dem, der, som den
nu er tilstede i Acterne, kan forekomme meget ubetydelig.
At bibringe sit Legeme nogle Saar og at narre Politiet, derfor
er der ingen Straf i vor Lovgivning. Anderledes maa Bedøm-
melsen af Sagens Betydenhed blive, naar man hensætter sig
paa det Tidspunkt, da den Begivenhed, der gav Anledning til
den, passerede; og da jeg troer at have en Berettigelse til at
reclamere nævnte Tid lagt til Grund for Bedømmelsen af mit
Forhold til Sagen, maa det være mig tilladt med nogle Ord at
omtale denne Tid.
     I December og Januar Maaneder sidstleden, altsaa da
Prisen paa de første Livsfornødenheder var paa sit Høieste, var
det den almindelige Tro her i Egnen, der som bekjendt ved
de store Skove, Bakker og de mange Vande frembyder det
bedste Terrain her i Landet til Stimandsfærd [landevejsrøveri], at der var en
Bande af Røvere i de omliggende Skove, og man antog, at
dens Anfører var den d. 25de Marts f. A. undvegne og den-
gang endnu ikke paagrebne farlige Forbryder Ove Andersen af
Seis*). Denne Tro var ikke blot hos de Frygtsomme, men
ogsaa hos de Oplyste, og den stadfæstedes ved Fortællinger
om Overfald paa forskjellige Steder. Uagtet jeg tør sige, at
min Jurisdictions Beboere vidste, at jeg med Iver har taget
mig af Politiets Haandhævelse siden min Ansættelse, maatte jeg
dog paa den Tid høre haarde Ord og Domme af Mange.
Følgen af disse Rygter var, at Handel og Vandel med Omlandet
saagodtsom standsede paa Silkeborg Handelsplads fra de Sider,
hvor denne kun er tilgængelig igjennem Skovene, og tildels
ogsaa fra de øvrige Egne; thi de længere fraliggende Land-
boere turde kun om Dagen passere Veien. Jeg kan fremkomme
med Beviser nok paa, at Tilstanden var en saadan, men skal
indskrænke mig til at anføre, at det her paa Pladsen vakte en
saadan Glæde, da der kom Lys i den Skorupske Sag, at de
Handlende, for igjen at føre Landboerne til Byen, indrykkede
et Avertissement i „Aarhus Stiftstidende“ om Opdagelsen, i
hvilket ogsaa Politiets Virksomhed blev anprist.
     At jeg maatte paavirkes af denne Stemning, og at jeg
ogsaa uden dette maatte ansee det som min Pligt at bringe Lys
i Sagen, er naturligt. Det er saa let for dem, der staae uden-
for Begivenhederne, og efterat disse ligge saa langt tilbage, at
ansee disse Opdigtelser kun som saadanne og at oversee dem;
for mig, som stod midt i dem, maatte Sagen stille sig ander-
ledes. Jeg kunde nemlig ikke vide eller kjende Øiemedet [formålet] med
nævnte Opspind; men det var formentlig min Embedspligt at
supponere [antage] det Værste, at antage, at Opdigtelserne tilsigtede at
maskere nogle virkelige Forehavender e. desl.“
     Dernæst siger man: det var paa for tidligt et Stadium af
Undersøgelsen, at Tvangsmidlet blev anvendt. Det var den 6te
Januar Kl. 9 Aften at Overfaldet blev anmeldt for mig, Kl. 10
samme Aften kjørte jeg til Linaa, 1 1/4 Mil herfra, anstillede om
Natten to Huusundersøgelser hos Uskyldige, vendte om Morge-
nen den 7de tilbage til Silkeborg, var samme Morgen med Læ-
gen hos Inqvisiten [forhørspersonen], indstævnede ham, saasnart han havde ophørt
at være sengeliggende, til Forhør, men som han unddrog sig
ved at løbe bort fra Byen; indkaldte ham atter, men igjen for-
gjæves, idet han løb bort paa flere Dage; lod ham ved Hjem-
komsten den 25de Januar afhente til Retslocalet, hvor han, for-
inden Retten blev sat, bekjendte sin Opdigtelse for mig og min
Politibetjent. Saasnart Retten var sat, negtede han at svare,
benævnede mig med „Du“, trængte ind paa mig og opførte sig
saaledes, at der hørte Overvindelse til at vedligeholde Rolighed-
den. I flere Timer blev han desuagtet [desuden] indstændig [indtrængende] bedet om at
svare, men forgjæves.
     Vil man herefter endnu kalde det det første Stadium af
Undersøgelsen, da Tvangsmidlet blev anvendt?
     Vil man endnu ansee Sagen altfor ubetydelig til at an-
vende inqvisitoriske [strengt undersøgende] Tvangsmidler?
     Vil man endnu brændemærke en Embedsmand, hvis første
Pligt det er at haandhæve Retssikkerheden i sit District, om han
end maatte have feilet i sin Bedømmelse af det rette Middel
under saa vanskelige Forhold?
     De have, Hr. Giødwad og Ploug! paa Grund af et
enkelt Tilfælde, der, som De seer, kan og bør sees fra to
Sider, stemplet mig som en Bøddel af Vane eller Natur og som
en uduelig Embedsmand, imod hvem De (sic) fra Domstolene
appellere til administrativ Justits; som en Mand, der er kry-
bende opad, bydende nedad. Jeg appellerer rolig til alle de-
res Dom, til hvilke jeg har staaet i Forhold, Høie og Lave,
om det er min Vane at krybe for Magten eller at trykke den
Svagere; om jeg fortjener at tiltales saaledes, som De have
tiltalt mig. Førende Folkets Sag i Munden, have de ringeagtet
og overseet Samfundets Krav paa Ro og Tryghed i sin daglige
Dont, og paa at Statens Tjenere tilveibringe en saadan Tryg-
hed, saavidt det staaer til dem; for at beskytte en Inqvisit [forhørsperson], der
ikke har klaget, og efter Lægeattest ingen Skade har taget, søge
De at nedbryde en Embedsmands hele Autoritet. Er det libe-
ralt og er det rigtigt?
     Silkeborg den 28de Mai 1856.                       Drechsel.
     
     *) At en saadan Bande virkelig har existeret, derom er der
          senere fremkommet adskillige Oplysninger. Foruden en
          under et Forhør ved Framlev Herred i Aarhus derom afgiven
          Forklaring, er der i den seneste Tid ved Tyrstrup Herred
          i Slesvig anholdt en i 1842 fra Nyborg Fæstning bortløben
          Slave, der har vedgaaet at være i April d. A. truffen sam-
          men i Ribe Egnen med en i 1843 fra Rendsborg Stokhuus
          undvegen Fange ved Navn Viig eller Widt, der da har for-
          talt Første, at han levede af at sælge Contrebande og Tyve-
          koster, og at han stod i Forbindelse med en Tyvebande i
          Jylland, til hvilken blandt Andet hørte en Mand ved Navn
          Ove Andersen i Egnen om Silkeborg. Viig havde et eget
          Kjøretøi og reiste i Fællesskab med 3 Mandspersoner og
          et Fruentimmer, han var nu paa Veien til Hobro Kanten. 
          —At Jens Skorup, mig vitterligt, var en gammel Bekjendt af
          nævnte Ove Andersen fra dennes tidligere Ophold i Galthen,
          bør ei heller lades ubemærket.

     — Da Hr. Kammerjunker Drechsel selv i sit In-
serat [læserbrev] i Gaarsnummeret har appelleret til de Folks Mening,
med hvem han tidligere har staaet i Forhold, troe vi ikke
at burde forholde vore Læsere følgende Bidrag til hans
„vita anteacta“ [levnedsbeskrivelse], som indeholdes i „Lollands-Falsters
Stiftstidende“:
„Forhenværende Toldinspecteur Drechsel som
                                     Birkedommer.
„Fædrelandets“ Meddelelse om Hr. Kammerjunker Drech-
sels Fremgangsmaade i en given Sag ovre i Silkeborg, hvilken
man ligesaa meget maa undres over at „Dagbladet“ ikke har
værdiget en eneste Linie i sine Spalter, som man finder den
samme Taushed let begribelig hos den gamle „Berlinger“, er
her i Stiftet bleven læst med størst mulig Interesse, skjønt den,
navnlig i Nakskov, ikke fremkaldte videre Overraskelse, med
mindre det skulde være, fordi det har varet saalænge, forinden
Kammerjunkeren forløb sig saaledes. For at godtgjøre denne
sidste, for alle Uindviede tilsyneladende forunderlige Paastand,
maae vi bemærke, at Hr. Kammerjunkeren under sit Ophold
i Nakskov ei alene udmærkede sig som hensynsløs Agitator for
at fremme sin Velynder Grev Sponnecks politiske Ønsker,
men ogsaa ved sin ubesindige Fremfærd næsten i alle de For-
hold, han kom i Berørelse med, og ved den Gave, hvormed
han vidste at skaffe sig Alverden til Uvenner, efterlod den For-
mening hos Alle, da han tog bort fra Byen, at Ingen var
mindre skikket til at være Politimester end han, hvad en-
ten man saae hen til hans Fremfusenhed [uovervejede] eller den totale Uvi-
denhed om de simpleste Retsformer, som han i givne Tilfælde
lagde for Dagen, og at der altsaa ikke kunde gaae lang Tid hen,
før han maatte prostituere sig og den hæderlige Stand, hvortil
han hører, paa en ligesaa paafaldende, som for ham selv meget
betænkelig Maade. For at bevise disse Ords Sandhed skulle vi
tillade os blot at anføre trende Exempler, hentede omtrent fra
Begyndelsen, Midten og Slutningen af hans Ophold her i Byen.
Vi kunne fremhæve endnu flere, men dels ere disse de mest
iøinefaldende, navnlig med Hensyn til hans juridiske Indsigter,
og dernæst øse vi dem af paalidelige Kilder. Hr. Kammerjun-
kerens første Bedrift i Byen skriver sig næsten fra den Time,
han holdt sit Indtog her. Da han som Reisende endnu laa
paa Hotellet „Skandinavien“, savnede han en Morgen sin Tegne-
bog med deriværende Penge, som han, uden i Forveien at tale
til Eieren, Hr. Holm, derom, sigtede nogle af hans Folk for
at have taget, idet han truede dem med Politiet, saafremt det
Savnede ikke bragtes tilveie inden en given Frist. Saasnart
Hr. Holm af Folkenes Mund erfarede, hvad der forestod, bad
han Hr. Drechsel om at see nøie efter, fordi han havde uind-
skrænket Tillid til sine Folk og ikke kunde tiltroe nogen af
dem en saadan Uredelighed; men forgjæves! Hr. Drechsel ved-
blev at larme, idet han navnlig kastede al sin Mistanke paa den
ene Opvarter og vilde sikkerligen ogsaa have ladet denne an-
holde af Politiet, saafremt han ikke, heldigvis endnu forinden
Fristen var udløben, havde fundet det Savnede i en Frakke-
lomme. Den forurettede Karl vilde imidlertid ikke lade Sagen
døe hen dermed, men ved hans Husbondes Mægling lod han
sig dog tilsidst nøie med en Undskyldning af Hr. Drechsel og
en passende Pengegave. Den anden Historie bærer et mere
comisk Præg. Hr. Drechsel havde faaet en hvid, toppet Høne-
kylling forærende, hvilken han elskede som sit eget Kjød og
Blod. Hvad enten nu samme Hønekylling ikke forstod at vur-
dere Toldinspecteurens store Kjærlighed, eller han fulgte slige
ungdommelige Herrers mindre roesværdige Skik, naar de see
deres Snit, nok sagt, en skjønne Dag var Hønekyllingen for-
svunden! Kort efter erfarer imidlertid Hr. Toldinspecteuren,
at den gaaer i en Gjenboes Gaard, men da Folkene paastode,
at den Kylling, som der er, tilhører dem selv, og derfor ikke
vil udlevere det kostbare Dyr til Budet, som skal have den,
gaaer Hr. Drechsel i høist egen Person selv ind i Huset, hvor
han med opløftet Stok overøser alle derværende med de mest
krænkende Ord og truer efter gammel Vane med Politiet, hvis
Kyllingen ikke efter en given Frist bliver bragt tilbage. Saa-
snart Huusfaderen, en Vognmand Hansen, kom hjem og er-
farede, hvad der var passeret i hans Fraværelse, indstævnede
han strax Urostifteren for den Tort, han havde tilføiet hans
Familie og Tyende, idet han tillige beviste, hvorfra han havde
faaet sin Kylling, som forøvrigt aldeles lignede den bortkomne
paa det nær, at Hr. Hansens var en ung Jomfru og ingen
Herre. Man fortalte rigtignok dengang, thi Sagen vakte en vis
Opsigt og megen Munterhed baade i og udenfor Retssalen, at
Hr. Drechsel benægtede Rigtigheden med Hensyn til hiin Kjøns-
forskjel, idet han søgte at skaffe Vidnesbyrd for, at den Kylling,
hvorom Striden dreiede sig, og som burde være fodret paa
offentlig Bekostning, saalænge denne vigtige Sag stod paa, lige-
som dens mere lærde Stamfædre i det gamle Rom — havde
galet som den bedste, og altsaa maatte være en Hane; men
da man havde Exempler paa, at Qvindekjønnets Emancipation
var trængt saa langt ned, at ligesom der findes Damer, som
give sig af med Mændenes Forretninger, saaledes have ogsaa
Hønekyllinger begyndt at fuske Hanerne i Haandværket med
at gale, kunde der ikke tages noget videre Hensyn til denne
Paastand. Det sikkreste Bevis havde jo været, at lade Dyret
bøde for sit Kjøns Ære, idet man under Iagttagelsen af alle
retslige Former havde skaaret Hovedet af den, men dertil havde
neppe nogen af Parterne Lyst, og den hele forunderlige Strid
endtes atter uheldig for Hr. Drechsel, hvem man vil sige siden-
efter erholdt det første Æg, Kyllingen lagde som ung Kone, til
en passende Foræring og uomstødeligt Bevis paa, at hin Høne
ikke var hans Hane. Forresten vinder et Punkt i denne Sag
Interesse ved Kammerjunkerens senere Optræden i Silkeborg;
thi for at undgaae Sigtelsen for at have truet med Stokken, er-
klærede han, at det var hans Vane at tale med opløftet Stok,
naar han blev ivrig af en eller anden Grund. Den sidste, i en
vis Henseende mærkeligste, Sag fik Hr. Kammerjunkeren med
Hr. Procurator Barfoed, som havde en Gjældsfordring paa
ham fra en anden Mand, tidligere endog en af hans Venner.
Paa given Anledning udlaante Hr. Barfoed ham et af sin Man-
dants Breve til Gjennemlæsning, hvilket indeholdt Udtryk, som
Hr. Drechsel troede at kunne benytte sig af sidenhen, og næg-
tede derfor at tilbagelevere Brevet, idet han ligefrem erklærede,
at han vilde benytte det i Retten, saa Hr. Barfoed fik den Tak
for sin Artighed og Tillid til ham, at han maatte stævne Kam-
merjunkeren, først til Forligelsescommissionen og siden til Ret-
ten, før han kunde faae sin lovlige Eiendom, Brevet, udleveret,
og havde neppe endda faaet det uden en Dom, hvis han ikke
formelig havde protesteret imod ethvert retsligt Brug deraf, og
en tredie Mand, af Hensyn til Kammerjunkeren og den ilde
Omtale, dennes Opførsel fremkaldte, frivillig havde lagt sig der-
imellem. Ved samme Mands Mægling blev ogsaa Gjældsfor-
dringen sidenefter afgjort til sædvanligt Uheld for den Sagsøgte.
     Efter saadanne Data vil Enhver indsee, hvad Vægt man
kunde lægge paa Kammerjunkerens juridiske Kundskaber og
den Sindighed, hvormed han vilde optræde, og vi skulle uden
at spilde flere Ord herpaa gaae over til noget nøiere at drøfte
den Sag, som siden hans Valgagitationer atter har henvendt
den offentlige Opmærksomhed paa ham. Vi haabe med „Fæ-
drelandet“, at hans Fremfærd, som, efter hvad vi ovenfor have
meddelt, nu maa synes Alle let begribelig, ikke ender paa en
for Kammerjunkeren saa lempelig Maade. Efter selve Grund-
lovens § 78 bør en Dommer i sit Kald alene at rette sig
efter Loven, og det er kun i Rigsretten, at Dommeren efter
Rigsretslovens § 77 kan dømme efter egen Overbevisning
udenfor de almindelige Regler og Bevis. Vi holde os derfor
forvissede om, at Overretten under Sagens Appel vilkaarlig har
idømt Drechsel Mulkt [bøde] efter Frdn. 3die Juni 1796 § 27 eller
35, imedens han, hvis Justitiens Ret var bleven forbeholdt imod
ham og Sag derefter anlagt, ufeilbarligen vilde være bleven
dømt for den af ham imod Skorup udviste Voldsomhed under
en selvgjort Sag, som ene var støttet paa hans egen Erklæ-
ring; thi Lovene ere i saadanne Tilfælde meget strænge, i
hvilken Henseende vi blot skulle tillade os at henvise til Ch[ristian] V[s]
Hovedlovsted 1—5—3, og dette Lovsted er ikke alene ikke
bleven mildet, men endog ved den senere Lovgivning, navn-
lig ved Frdn. 23de Decbr. 1735, yderligere indskærpet. Som
bekjendt angaae disse Lovsteder imidlertid kun den Dommer,
som enten af Uvidenhed eller Uredelighed fælder en forkastelig
Dom; men nu har Kammerjunkeren ei alene fældet en Dom,
der søger sin Mage iblandt danske Domme, men efterat have
gjort en Deponent til Inqvisit med fuldt Overlæg dicteret denne
en Hoben Stokkeprygl, hvorfor han umulig kan undgaae yder-
ligere Tiltale og Straf, thi den danske Lovgivning værner saaledes
om selv en Forbryders personlige Ret ligeoverfor Forhørsdom-
meren, at et i Hidsighed uddelt Slag under Forhøret aldrig und-
lader at paadrage vedkommende Dommer en alvorlig Mulkt. Vi
kunne derfor ikke troe, at vor høitagtede Justitsminister kan tillade,
at Sagen har sit Forblivende med den afsagte Overretsdom,
hvorved Kammerjunker Drechsel ei engang for den ene af sine
Lovovertrædelser vil blive straffet saaledes som Lovens klare
Ord byder. Bliver, som det altsaa er at vente, Hr. Kammer-
junkerens Opførsel underkastet en nøiere Prøvelse, vil det for-
modentlig ogsaa blive at undersøge, hvad der egenlig har bevæg-
get Skorup til at acquiescere [affinde sig] ved en Dom som den forelig-
gende, hvor man dømmes for Betleri uden at have tigget om
Andet end om Henstand med Betalingen af sin Gjæld, især efter
en saa brutal Behandling af Dommeren selv. Det enfoldigste
Menneske maatte dog finde, at der var noget Forkert ved en
saadan Dom, og lægge vi hertil, at det er en bekjendt Sag, at Folk
i Almindelighed helst appellere deres Sag, endog om Defensor
forsikkrer dem, at der Intet derved er at vinde, er det saame-
get begribeligere, at Nakskoverne herom have dannet sig sin
egen Mening. Ligeledes vil det vist ogsaa blive nøiere under-
søgt, hvorledes de Ord „han negtede at svare“ skal fortolkes;
thi jevnførte med et andet Sted, hvor det hedder, at han i
samme Forhør endelig „afgav Forklaring over sit Forhold“,
maa det synes, som om „at svare“ og at gaae til Bekjendelse
her ere at forstaae som selvsamme Ord, og Hr. Kammerjunkeren
har altsaa, hvis denne Anskuelse er rigtig, ikke banket Depo-
nenten til „han svarede“, men til han „afgav Forklaring“, noget,
som ligner den Tortur, „Fædrelandet“ saa træffende fremhæ-
vede i sin Meddelelse. Idet vi slutteligen i Retfærdighedens Navn
takker dette agtede Blad, fordi det bragte en saadan Adfærd til
Publikums Kundskab, en Adfærd, som man kun kan tænke sig
i Jurisdictiomer, „der ligge Norden for Lov og Ret“, bede vi
det tillige, ikke at tabe denne mærkelige Sag af Sigte, thi kun
ved en alvorlig Tilrettevisning, i Tilfælde som det foreliggende,
kan man vente at see Landet befriet fra saa ukyndige Jurister
paa Dommersædet, som Hr. Kammerjunker Drechsel, eller, naar
politiske Tjenester endelig skulle belønnes med indbringende Em-
beder, til hvis Bestyrelse den Paagjældende hverken besidder
Indsigt eller Greb, at saadanne Lykkens Paddehatte heraf kunne
lære i det mindste selv at holde sig Lovene efterrettelige.
     Nakskov den 3die Juni 1856.                                  4.“