- Et at de meget forunderlige Forslag, som ved de
jydske Stænder blev indgivet, var det af Koldby, hvor-
ved han vilde have, at der skulde petitioneres [anmodes] om, at Ho-
vedgaarden Silkeborg maatte forandres til en privilege-
ret Handels-, Losse- og Ladeplads. Men med 39 Stem-
mer mod 2 besluttedes det, at Andragendet ikke skulde
oplæses. For Curiositetens Skyld havde det imidlertid været
værd, at se dette Forslag noget nøiere udviklet, som maa
antages at være opført paa heel mærkelige Støttepunkter. Vist-
nok er det sandt, at en nyttig Handelsplads er for det Al-
menes Vel ulige behageligere at se etableret, end et nyt
oprettet Slot, hvoraf Landet alt forud har mange for
mange, men hellere end at oprette nye Handelspladse midt
inde i Landet maatte man dog altid foretrække, at sørge for
Handelens bedre Opkomst i de alt existerende Handelsstæ-
der, hvor Baand, Tryk  og Hindringer af tusinde Arter
stedse besvære og hæmme Handelens Flor. At en Silke-
borg Handelsplads kunde blive aabnet fri Seilads vilde og-
saa medføre ikke ubetydige Udgifter, væsentligen af den 
Grund, at Jordsmonnet [jordoverfladen] vesten for Brabrand Sø falder 
meget høit og endog forbyder Canalgravning. Det lod sig
derfor tænke, da Silkeborg-Egnen er meget høitliggende,
at et saadant Forslag, om det gik ud paa at sætte Silke-
borg Sø i Forbindelse med Kattegattet, kunde udtappe Søen
indtil den sidste Draabe, ligesom en vis Herre engang i sin 
Tid overbeviste en Cancellideputeret, som reiste om i Jyl-
land for at efterse Kasserne, at saadant vilde ske, naar
det af ham ofte paaberaabte Forslag at gjøre Skanderborg
Sø seilbar ved en Canal ud i Stranden, ubetinget vilde
have til Følge, at ikke engang Nøddeskaller, mindre Baade,
vilde kunne finde vand nok til at seile i, efter som Søens
Bund, ifølge Nivelleringsforretning, vilde befindes mange
Alen over Havfladen. Dette kraftige Modargument betog
Cancelliherren alt Mod til videre at forfølge denne Sind-
rige Idee, ihvorvel det vist ikke er at betviivle, at adskil-
lige Projectmagere, ifølge Høivelbaarenhedens Huldrige [nådige] Op-
fattelse af denne Plan, ere indgaaede med Andragender [ansøgninger] om
Canalens Udførelse; men rimeligviis have disse Andragen-
der undergaaet samme Skjæbne, som den hele øvrige Masse
af Ansøgninger, der i tusindviis indstrømmede til denne Herre
paa Grund af hans fagre Ord og store Nedladenhed; ja man
vilde endog paastaae, at 3de Værelser i Horsens fra loftet
til Gulvet bleve opfyldte med Ansøgninger og Andragender,
uden at de dog videre i mindste Henseende bleve tagne til
Følge.

               Hvor længe man endog har 
været vænnet til at see Besynderligheder i visse
Blade, saa kan man dog ikke andet end forundres
over deres Uudtømmelighed i at opfinde selvgjorte
Argumenter, skjøndt de maa forudsee, at disse ikke
længer ville blænde neppe den flygtigste Læser. Vi
have saaledes i en tidligere artikel berettet, at Silke- 
borg Hovedgaard med underliggende Gods var gaaet
over til at være en Domaine, og at det havde vakt
en almindelig Glæde i Jylland, at der var Udsigt til,
at Kongen oftere vilde vælge sit Ophold paa denne
Gaard. At dette sidste ikke skulde være Jydernes 
Ønske, har en sig kaldende Jydsk Correspondent villet
godtgiøre derved, at den Deputeret (Kolbye) i sidste
Viborgske Stænderforsamling fremsatte et Forslag og
at forvandle Silkeborg til en Handels- og Ladeplads,
hvilket jo vilde have udelukket denne Gaards Be-
stemmelse til et kongeligt Slot. Correspondenten
raisonnerer da som saa, at hvis der havde været en 
almindelig Glæde i Jylland over Kongens overom-
talte Hensigt, da maatte i det mindste een Deputeret
af denne Grund have yttret sig mod Forslaget, thi
ellers maatte det jo have Udseende af at Jyderne
ønskede Gaarden en anden Bestemmelse end til kon-
gelig Bopæl. Rigtignok blev Forslaget aldeles af-
viist af Stænderforsamlingen, men der var dog In-
gen ligefrem modsagde Proponenten - og den som
tier, samtykker. Ligesaa interessant og med lige saa 
stor logisk Stringents gjennemført er Corresponden-
tens anden Demonstration: Silkeborg er overtaget af
Staten for tilgodehavdende Penge, følgelig maa den 
atter afhændes, for at faae disse Penge ind igjen,
afhændes den ikke, tabes Pengene; men hvad værre
er, den er erklæret for "kongelig Domaine", og det er
da alene efter Ordene indlysende for Enhver, at en 
"kongelig" Domaine ikke er Statens: rigtignok have
vi seet, at der paa Finantsoversigten er anført Ind-
tægter af Domainer, men dette er rimeligviis et af 
de Syn, vi efter Correspondentens Mening undertiden
skulle have. Vi maa imidlertid ærligen bekjende, at  
vi ikke kunne sammenrime disse tvende Beviisførelser.
Skal det være et almindeligt Folkeønske i Jylland,
at Silkeborg forvandles til en Handelsplads, fordi
en Deputeret fremsætter et Forslag herom, hvilket
ganske falder igjennem, hvorledes skal da dette Folke-
ønske forenes med det, efter Correspondentens Forsik-
ring, ligesaa almindelige Folkeønske, at denne Gaard
maa blive afhændet, thi Afhændelsen maa jo dog
udelukke dens Forvandling til en Handelsplads, da
det ikke er givet, at Kjøberen vil give sig Samtykke
hertil. Saa vidt hvad Corresponten angaar.
     Med Hensyn til selve Sagen maae vi gjentage,
hvad vi tidligere have yttret, at det ikke kan ansees
uden Interesse for en saa vidtudstrakt og fra Resi-
dentsstaden fjerntliggende Provinds som Jylland, at 
dens Beboere for en Tid kan lettes Adgang til Kon-
gens Person, samt at det ikke er uden oekonomisk Vig-
tighed for denne Provinds, at Regjeringen søger at 
conservere [bevare] saa mange Skove som muligt saa Høi-
ryggen af Jylland til Værn for den østlige Deel af
Landet mod den ødelæggende Vestenvind, og tillige at
sikre Forbruget af Brænde og Bygningstømmer.
Ved en fri Disposition over Grunden kan staten derhos
tillige sætte sig i Stand til at fremvirke en Hensigts-
mæssig Benyttelse af de Naturfonds af Mineralriget,
saasom Myrejern, Bruunkul m. m. samt den til Fa-
briksdrift vigtige Vandkraft, der findes paa Silkeborg
Gods. Sluttelig skulle vi endnu tilføie, at det alle-
rede ved kongelige Resolutioner af 29de August 1837
og 7de Februar 1840 var bestemt, at Silkeborg med
tilliggende skulle consereveres [bevares] som kongelig Domaine.
det vil sige, ikke skulde søges afhændede, men bevares
som Statens Eiendom, samt at det nu under 
13de d. M. er bestemt, at Eiendommen skal over-
tages af Finantskassen for den Sum, hvorfor den stod
i Statsgjældens Bøger eller 180,000 Rbd., hvorhos
den dog indtil videre vedbliver at staae under samme
Tilsyn og Bestyrelse som hidtil.

                         Som man erfarer har
den kgl. Godsinspecteur, Justitsraad Bindesbøll, til 
Rentekammeret indgivet et Forslag om Handelsfrihed
eller et Slags Kjøbstadret for nybyggere paa Sil-
keborg Gaards Grund. Det kgl. Amtshuus i Ran-
ders, til hvis Erklæring Sagen er hidsendt fra Cancel-
liet, har forlangt Randers Byes Magistrats og Commu-
nalbestyrelses Betænkning derover. Foreløbing beroer
samme hos den for kort Tid siden her oprettede Handels-
Committee, og det er at vente, at en saa vigtig Sag
fleersidig og paa bedste Maade grundig vil blive drøftet,
forinden den enten anbefales eller fraraades. Rentekam-
meret antager i sin Henstilling til det kgl. danske Can-
cellie, at Sagen fortjener særdeles Opmærksomhed saa-
vel i Betragtning af Silkeborgs Beliggenhed saa langt
inde i Landet, fjern fra Kjøbstæder, som og med
Hensyn til de forskjellige Fabrikanlæg, man er betænkt
paa der at etablere, for at benytte den  betydelige Vand-
kraft, som sammesteds haves. Imidlertid finder Kamme-
ret dog ikke Anledning til, nu allerede at udkaste nogen 
Plan i det Store til Anlæg af en Kjøbstad eller Fabrik-
stad ved Silkeborg, hvilket formeentlig helst efterhaanden
og fremkaldt af Leiligheden maatte danne sig;  men det
skjønner derimod ikke rettere, end at der vel kunde være 
Anledning til, for det første at meddele en enkelt Han-
delsmand, og siden muligt flere, Privilegium til at drive Han-
del ved Silkeborg, imod at svare en aarlig Afgivt.

     Det herlige Punct Silkeborg, saa fortjent yndet af 
Regentparret, synes nu ikke d. A. at skulle istandsættes
til Beboelse for den Kgl. Familie til Ophold blandt Jy-
derne. Skulde den Plan gaae ind, da er det vist at 
Jyderne høilig derover maa sørge, the see vi hen til Col-
ding Slot, og dette skulde istandsættes, da vilde saadant
være forbunden med langt større Bekostning end Forbe-
dringer ved Silkeborg, og det var dog paa Udkanten
af Provindsen, hvorimod Silkeborg ligger i Landets Midte
mellem folkelige Byer. Her vilde Kongen med liden Be-
kostning kunde søges under sit Ophold her, og hvor vig-
tigt maatte det ikke være for Jyllands Beboere, af og 
til at see Kongen i Middelpuncten af Provindsen. Inter-
essen for denne forsømte herlige Provinds vilde meer og 
meer vækkes, til Velfærds Opkomst saavel for Byerne
som for Landet, og enhver Beboer i denne Provinds maa
af Hjertet ønske, at Kongen ikke vilde, for at skaane en
Udgift for Staten, lade Goder tabes for en Provinds,
der rigeligen fortjener allerhøieste Opmærksomhed.

     I Nr. 72 af "Aarhuus Stiftstidende" har man læst
et Slags Beklagelse over, at Silkeborg ei i Løbet
at dette Aar vil blive omformet og udvidet, passende
til Sommerophold for den kongelige Familie. Bevæg-
grunden hertil formaar den enfoldige Landmand ikke
at tænke sig, hvad enten den udflyder fra Kjærlighed
til Kongeparret, til Nationen, til selve Silkeborg eller
til egen Individualietet.
     Naar vi i offentlige Blade have læst, at de kon-
gelige Slotte og Haver i Aaret 1839 til Vedligehold
have modtaget 151,411 Rbd., saa forekommer det mig,
at Nationen, sukkende under en uhyre Gjeldsbyrde, in-
gen aarsag kan have til at ønske Lystslottes eller Ha-
vers forøgelse, om det endog var i Jyllands Midte,
og hvis Stemmesamling herover fandt Sted, vilde den 
ærede Indsender upaatvivlelig blive i Minorieteten.
Vor afdøde ædle Frederik, var paa sine Reiser igjennem
Provindserne altid tilgjængelig for sine Undersaatter,
og Kong Christian den 8de vil, de vide vi allerede af 
Erfaring, være det i lige Grad, om han end ingen
Sommerresidents lade opføre paa det magre Silke-
borg.
     Hvor Regenten i en Stat, har en efter dens Stør-
relse og Indtægter afpasset ved Civilliste bestemt Ind-
tægt, der torde det vel ansees saa retligt som ønskeligt
at Overskudet anvendes paa slige og andre Fornøiel-
ses Gjenstande; men hvor Statens Indtægter aldeles
ere Fyrstens Raadighed undergivne, der bør man glæde
sig, naar han vil spare, hvor det gjørligt, og anven-
de det mulige Overskud paa en mere Gavnlig og hen-
sigtsmæssig Maade.
     Kongen har selv ved en Leilighed sagt til os Jy-
der: Ja! Nu maa vi Allesammen spare. Det maa
derfor glæde os at erfare, at der forhaabentligt ei vil
vorde [blive] anvendt Summer på  saadanne Ting som Hs.
Majestæts Viisdom maa finde uundværlige; glæde os
til, i de senere Dage at have erfaret, at Finantsernes
ei betydelige Overskud skal vorde [blive] anvendt til extraor-
nair afbetaling af Statsgjelden, til Tallotteriets Op-
hævelse, samt til mulig lettelse i visse dertil trængende
Afgiftsbyrder.
     Hvad nu Silkeborg angaaer, og at den, som vi
for længe Tid siden have læst, ei skal afhændes,
men bevares som Statens Eiendom, da finder den Een-
foldige [naive] hertil ei nogen antagelig, mindre nogen overvei-
ende Grund. Forhæstet, som jeg troer, til Statsgjelds-
fonden for 180,000 Rbd. gaaer den derfor over paa
Finantserne, men man tør vel spørge: hvorved skal 
den Capital forrentes? Bestyrelser for offentlig Reg-
ning have sjelden ført til noget fordeelagtigt Resultat,
da de sædvanlig falde for bekostelige; Hovedgaarden,
med sinde afbyggere, skal, til 24 Tdr. Hartkorn, have
omtrent 1200 Tdr. Land, man hvad er der for Jorder?
Et Skovareal paa (som man angiver) 5000 Tønder
Land, maa, naar det er bevoxet, unægtelig have Værdi,
som dog ikkun [kun] kan bestemmes efter den Udviisning, sam-
med ved forstmæssig Behandling aarlig kan afgive, og
den vil efter Skovens Beskaffenhed neppe være af Be-
tydenhed. Kornmøllen med sit betydelige Fiskeri er vel
for Tiden det meest indbringende ved denne Eiendom,
thi 38 Tønder Hartkorn Bøndergods samt Tiende af 
omtrent 60 Tdr. Hartkorn vil ei bringe store Revenuer [indtægter].
Skulde nu Hovedgaardens indskrænkede Bygninger for-
vandles til Sommerpallais for den kongelige Familie,
da maatte derpaa anvendes saa store Summer, at dette 
Foretagende, hvad Nationen angaaer, aldrig kan være
eller vorde [blive] ønskeligt.
     Man har endog projecteret en ny Kjøbstads An-
læg ved Silkeborg, uagtet man jevnlig hører Klage ført
over, at Kjøbstæderne ei kunne bestaae; man maa der-
for glæde sig til, at det kongelige Collegium ei vil 
gaae ind paa denne Speculation, men mulig meddele
Bevilling til Enkelte, dersteds at drive nogen Handel.
Ja! hvis der her som i Hertugdømmerne bevilgedes Han-
del paa Landet ved Siden af Haandværksdrift, da vilde
muligt danne sig Byer, hvor ganvlig Industri vilde
finde et bedre Hjem end som i mangen Kjøbstad, og
at fremme det Heles Vel, er jo dog Hovedformaalet
for vore Ønsker og Bestræbelser.
                                                     En jydsk Landmand.

          indehol-
der "Col. Tid". Følgende interessante Efterretninger:
     Paa det kongelige Rentekammers allerunderdanigste
Forestilling [vurdering] behagede det Hans Majestæt Kongen under
17de September 1844 allernaadigst at beordre Depute-
ret i det danske Cancelli, Conferentsraad Lange, Depute-
ret i General-Toldkammer- og Commerce-Kollegiet, Con-
ferentsraad Garlieb, og Deputeret i Rentekammeret,
Statsraad Unsgaard, til at sammentræde i en Commis
sion, for efter Overveielse med alle Vedkommende at med-
dele et allerunderdanigst Forslag til de Betingelser, under
hvilke et Kjøbstadanlæg ved Silkeborg kunde være at til-
lade og til Reguleringen af dette Anliggende i det Hele.
     Efterat Commissionen foreløbig var bleven enig om 
de Hovedregler, hvorfra man ved Ordningen af denne
Sag formeentlig burde gaae ud, blev en Plan i Over-
eensstemmelse hermed udarbeidet og tilstillet Amtmanden
for Skanderborg Amt, Kammerjunker Lindholm, Her-
redsfogden i Hjelmslev-Gjern Herreder, Justitsraad Blich-
feldt, Major Schlegel af Ingenieurcorpset, Herredsfog-
den Lysgaard-Hids Herreder, Justitsraad Holm, Her-
redsfogden i Thyrsting-Vrads Herreder, Cancelli-Raad Hun-
derup (der nylig er forflyttet fra Hammerum Herred),
Districtsprovsten i Hjelmslev-Gern Herreder, Schinnerup,
samt Inspecteur for de kongelige Godser, Justitsraad,
Amtsforvalter Bindesbøll. Commissionen antog nemlig,
at disse Mænd deels med Hensyn til deres Embedsstil-
ling, dels med Hensyn til deres nøie Kundskab til For-
holdene, kunde forudsættes at være fortrinlig istand til 
saavel at bedømme Hensigtsmæssigheden af den af Com-
missionen udkastede Plan, som at give nærmere Oplys-
ning om de Punkter, der fornemmelig [først-og-fremmest] maatte komme i
Betragtning under den locale Forhandling. Derhos [derudover] ind-
bød Commissionen fornævnte Mænd til et Møde paa
Silkeborg, for i Forening med Commissionen nærmere
at drøfte samme. Dette Møde, under hvillket Hiin Plan
blev lagt til Grund for Forhandlingerne, og til hvilket
samtlige de Indbudne, med Undtagelse af Justitsraad 
Bindesbøll, som havde Forfald [forhindret], indfandt sig, blev af-
holdt 4de og 5te August f. A., og under 2den Sep-
tember næstefter tilstillede Commissionen det kongelige
Rentekammer sit endelige Allerunderdanigste Forslag.
     Commissionen bemærkede foreløbig, at ligesom allerede 
under den tidligere derom førte Correspondence Plurali-
teten [flertallet] af de locale Embedsmænd havde anerkjendt Vigtig-
heden af at der blev oprettet en Handelsplads ved Silke-
borg, saaledes var det ogsaa Commissionens Overbeviis-
ning, der endmere var bleven bestyrket ved Resultatet af 
de nu stedfundne Forhandlinger, at de i de locale For-
hold begrundede Betilngelser for en Kjøbstads Opkomst i 
en ikke ringe Grad her var tilstede, medens det fornem-
melig maatte tilskrives Savnet af et beqvemt Afsætnings-
sted for Landmandens Producter, at Landbruget i denne 
Deel af Landet endnu staaer saalangt tilbage, samt at 
andre Industrigrene, for hvis Drift ellers de fornødne
Betingelser vilde være tilstede, enten ere aldeles forsømte
eller i alt Fald ikke drives i det Omfang og med den 
Fordeel, som under mere begunstigende Omstændigheder
vilde være Tilfældet.
     Specielt bemærkede Commissionen med Hensyn til Lo-
calforholdene, at Silkeborg i Linaa Sogn, Gjern Her-
red, Skanderborg Amt, er beliggende i en Afstand af 
omtrent 12 Mile fra Ringkjøbing, 6 Mile fra Horsens,
6½ fra Aarhus, 7½ fra Randers, 5½ fra Viborg og 
4½ fra Skanderborg, og at Etablissementet vilde erholde [få]
et naturligt Opland med en Befolkning af c. 24,000
Mennesker, der i det Hele ere velstaaende og allerede
udmærke sig ved en vis Vindskibelighed [driftighed] og industriel Virk-
somhed, men som nu med betydelige Bekostninger maae
forsende deres Producter til fjerne Kjøbstæder, fornem-
melig enten ad Gudenaa til Randers eller pr. Axe [hjul] til 
Aarhuus. Silkeborg er derhos [derudover] omgivet af betydelige
Skovstrækninger og udstrakte Søer, der lette Communi-
cationen med Oplandet, idet de ere indbyrdes forbundne med
Landets største og saa at sige eneste Vandvei, Gudenaa, der 
egner sig til Pramfart paa en Distance af 10 Mile indtil
Randers og i den modsatte Retning omtrent 3 Mile til 
Knudsbro. Til begge Sider vil Aaens Seilbarhed yder-
ligere kunne forbedres og saaledes omsider fremskaffes en
indre Communication tilvands imellem Skanderborg og 
Randers, der atter ved Fjorden staaer i Forbindelse med
Kattegattet. Dertil kommer, at Pladsen, naar den paa-
tænkte nye Hovedlandevei mellem Aarhuus og Ringkjø-
bing, der ifølge allerhøiste Resolution [erklæring] af 8de Februar
1844 skal lægges over sammes Grund, kommer istand,
ved denne Vei vil blive sat i Forbindelse med Jyllands
Øst- og Vestkyst, og saaledes ogsaa vil kunne komme til 
at danne et naturligt Oplagssted for Varer, der forsen-
des mellem disse tvende [to] Kyster.
     Men uagtet disse saa heldige locale Forhold, lod det 
sig dog naturligviis ikke med Sikkerhed forudsige, om 
Pladsen vilde opnaae nogen særdeles Betydenhed, og un-
der denne Uvished samt forinden Erfaring havde bekræf-
tet Planens Hensigtsmæssighed, ansaae Commissionen det 
for betænkeligt, strax at organisere Pladsen som egentlig
Kjøbstad, hvorimod den troede, at man hellere burde følge
en, saavidt skjønnedes, sikkrere og naturligere Vei, idet
Kjøbstad-Anlæget foreløbig kun forberedtes ved paa den 
ene Side at anvende de Midler, som kunne befordre [fremme] Op-
naaelsen af Øiemedet [formålet], medens paa den anden Side de
Hindringer, som maatte findes at stille sig derimod, søg-
tes fjernede. 
     Ved Planens Gjennemførelse maatte der iøvrigt væ-
sentligt tages Hensyn til det af det kongelige Rentekam-
mer ifølge allerhøieste Approbation [godkendelse] med Brødrene M. og
C. Drewsen trufne Arrangement, ved hvilket disse, un-
der forskjellige nærmere Bestemmelser havde erholdt [fået] deels
i Arvefæste Ret til Afbenyttelse af Vandkraften ved
Silkeborg Stigbord, med Reservation af 20 Hestes Kraft
til et Jernværk  eller et andet Fabrikanlæg og det fornødne
Vand til et Sluseværk, foruden nogle Grundstykker, navn-
lig paa den østre Aabred, deels i Forpagtning paa 50
Aar fra 1ste Mai 1844 samtlige Bygninger og de øv-
rige Silkeborg tilliggende Jorder, med Undtagelse af 
Hovedbygningen og nogle Oeconomibygninger, samt Hau-
gen med tilligende Lund og Vænger, dog med Forplig-
telse til deraf at afgive indtil 50 Tdr. Land Eng og al 
den Jord, som maatte behøves til det paatænkte Kjøb-
stadanlæg. Idet der i Medfør heraf vilde kunne dispo-
neres over et passende Areal i Faveur af Nybyggerne,
medførte det ommeldte Arrangement den Fordeel, at der 
i den af Brødrene Drewsen etablerede Papirfabrik alle-
rede haves et Støttepunkt for den vordende By, og i de
ved denne beskjæftigede Arbeidere og det iøvrigt derved
ansatte Personale de første Elementer til Pladsens til-
kommende Befolkning.
     Idet Commissionen derefter gik over til nærmere at 
udvikle Detaillen af den af samme lagte Plan til Han-
delspladsens og dens Forholds Regulering, udtalte
den sig:
     A.  Angaaende nærmere Betegning af Stedet, hvor 
           Handelspladsen formeentlig rettest bør anlægges,
           dens Størrelse, Inddeling m.v.
     Efter nøieste Overveielse og anstillet local Undersø-
gelse under det paa Silkeborg afholdte Møde, formeente
Commissionen, at Vestermarken, der udgjør et Areal af 
c. 250 Tdr. Lands Størrelse og støder op til Langsøen,
vilde være bedst skikket [egnet] til Anlæget, og troede Navnlig af 
de tvende [to] Pladse, hvorom der kunde være Spørgsmaal,
at burde foretrække den paa den Nordvestlige Side af 
Hovedgaardsbygningen ned mod Langsøen beliggende 
Plads. Ifølge de paa Silkeborg stedfundne Forhandlin-
ger blev det anseet for rettest, at man foreløbig, under 
Forbehold af Udvidelse, forsaavidt dertil findes Anled-
ning, og hvorfor fra Terrainets Side Intet er til hin-
der, indskrænkede sig til paa denne Plads at afsætte circa
30 større eller mindre Byggepladse, efter de forskjellige
Næringsbrug, med tilhørende Haugeplads af i Alminde-
lighed 2 Skpr. Land. De til Handelsetablissementer be-
stemte Pladse antoges at burde udlægges efter en større
Maalestok, norden for Landeveien og nærmest Langsøen.
Endvidere vedtoges det, at Plads burde reserveres til
Toldbodbygning, samt Kirke-, Thing- og Arresthuus, i 
den Forudsætning at derom i sin Tid vilde blive Spørgs-
maal, ligesom og at der langs Langsøen burde forbehol-
des en Plads til offentlig Lade- og Losseplads, c. 400
Al. Lang og 50 Al. bred. Det blev derhos [derudover] af Forsam-
lingen anerkjendt som særdeles ønskeligt, at den nye Ho-
landevei kunde gives en saadan Retning, at den tillige
kunde tjene til Hovedgade for Byen.
     Efter Commissionens Opfordring udarbeidede Inge-
nieurmajor Schlegel en Plan til den vordende [blivende] Handels-
plads, hvilken Commissionen anbefalede til allerhøieste
Approbation [godkendelse], dog saaledes, at derved ikke afskjæres Ad-
gang til deri at gjøre Smaaforandringer, navnlig i Hen-
seende til de afsatte Grundes Størrelse og Fordeling.
Derefter vil Byens vestlige Deel, for hvilken ingen be-
stemt Grændse er afsat, omfatte de nye Etablissementer
og dens østlige Deel det Drewsenske Fabrikanlæg, saa-
ledes som dette er opført eller i sin Tid yderligere maatte
vorde [blive] udvidet, tilligemed samtlige Vaaninger [boliger], som ere
eller maatte vorde [blive] opbyggede til Beboelse for Fabrikens 
Betjente og Arbeidere, mod hvis indlemmelse i den nye
Commune Fabrikør M. Drewsen, der efter Opfordring
var tilstede i Forsamlingen, Intet havde at erindre.

     (Fortsat fra Lørdags-Nummeret).
     B. Angaaende Betingelserne for Nybyggerne Ned-
     sættelse paa Pladsen.
     Uagtet Commissionen ingenlunde miskjendte de Fordele,
som en ubunden Frihed for Alle og Enhver til at ned-
sætte sig paa Pladsen, og der at drive de Kjøbstæderne
i Almindelighed forbeholdte Næringsveie, navnlig Handel
og Haandværk, vilde kunne medføre, saa fandt den dog
fra andre Sider derved ikke faa Betænkeligheder. Com-
missionen ansaae det navnlig for et væsentlig Middel til 
at sikkre Plandens heldige Fremgang, at den oprindelige
Stamme af Pladsens Beboere kom til at bestaae af dyg-
tige og nogenlunde vederhæftige Folk; det befrygtedes
at man, ved at aabne en ubunden Concurrence, vilde ud-
sætte sig for, at en Mængde Individer, der vare uden
Ressourcer, saavel fra Formuens som fra Dygtighedens Side,
strax vilde sammenstrømme til Pladsen, lokkede saavel af 
Nyhedens Interesse, som af de Fordele og navnlig den let-
tere Adgang til Grundbesiddelse, som indrømmedes Nybyg-
gerne. Med en Befolkning af slige Individer lod sig
imidlertid intet Gavnligt udrette; det var at befrygte, at 
flere af dem endog snart vilde blive nødsagede til at søge
offentlig Understøttelse, og deres Skjebne, hvis rette Aar-
sag de Færreste vilde være i stand til at erkjende, vilde
let afskrække hiin mere agtbare Klasse fra der at ned-
sætte sig, saa at altsaa hele Planen stod Fare for aldeles
at mislykkes.
     Adgangen til at nedsætte sig paa Pladsen burde der-
for, efter Commissionens Formening, være underkastet
visse Indskrænkninger, og af de flere Alternativer, blandt
hvilke man i saa Henseende havde Valget, troede Com-
missionen at burde foretrække Bevillingssystemet, som det
eneste, ved hvilket man tilbørlig vilde kunne betrygge sig
med Hensyn til Vedkommendes Personlighed, og under
hvis Anvendelse der, naar det udøvedes vel med Vaer-
somhed, men tillige med tilbørlig [passende] Liberalitet, vilde kunne
opnaaes en ønskelig og derhos [derudover] en mere betydende Concur-
rence end under en fuldkommen Frihed for Alle og En-
hver til at nedsætte sig paa Pladsen.
     Imidlertid maatte det erkjendes, at Bevillingssystemet
saafremt det ikke blev noget modificeret i Faveur af de
Beboere, som havde opført Bygninger, vilde kunne af-
holde Mange fra at nedsætte sig paa Pladsen, og der 
opføre Vaaninger [boliger], idet det nemlig maatte befrygtes, at 
disse ei kunde ventes afsatte til antagelig Priis, naar
Eieren senere ved Døden afgik eller bestemte sig til at 
forlade Pladsen, og det blev derfor bragt i Forslag, at 
der maatte gives Tilsagn om, at den, der tilforhandler
sig Bygningen af vedkommende Bevillingshaver eller den-
nes Bo, kunde erholde [få] dennes Bevilling ombyttet til 
at gjælde for sin Person eller en lignende Bevilling, naar 
han iøvrigt var qvalificeret til at udøve saadant Nærings-
brug.
     Fra Bestemmelsen om Nødvendighed af Bevilling for-
meentes dog, saalænge Pladsen ikke har faaet egentlige
Kjøbstadrettigheder, hensigtsmæssig at maatte undtages de
Haandværkere og andre Næringsbrugere, som ellers frit
kunne nedsætte sig overalt paa Landet, og indtil en saa-
dan Forandring i Pladsens Organisation foregaaer, maatte
de concessionerede [bevilgede] Landhaandværkere ogsaa frit kunne ar-
beide for Indvaanerne paa Pladsen.
     Hvad angaaer dem, der maatte attraae [ønske] at nedsætte sig
paa Pladsen uden at drive Næringsbrug, f. Ex. Capita-
lister, Pensionister, m. m., da ansaaes det som en Selv-
følge, at dette maatte staae dem aabent, og at de, naar
de opførte Bygninger, maatte erhverve de Nybyggerne
i Almindelighed indrømmede Rettigheder, uden at nogen
særlig Bestilling i denne Henseende var fornøden.
     Uagtet det derhos [derudover] vistnok ikke burde bestemmes, hvor
mange Næringsbrugere af enhver Art der kunde tilstedes,
saa antages det dog at burde udtales som Hovedprincip,
at, saalænge Næringsdriften endnu ikke paa Pladsen er
ordnet paa samme Maade som i Kjøbstæderne, ikke flere
bevilges end Egnens og Pladsens Tarv [gavn] til enhver Tid
tilsteder.
     Med Hensyn til de Data, der komme i Betragtning
ved Bedømmelsen af hvorvidt Vedkommende er qvalificeret
til at meddeles en Bevilling til Udøvelsen af et vist Næ-
ringsbrug, bemærkedes det, at den i Forordningen af 
23de Marts 1827 § 8 indeholdte Regel for Meddelelsen
at Bevillnger til Haandværksdrift paa Landet ikke in casu [i dette tilfælde]
burde være fremherskende, men at, om end duelige Land-
haandværkere ikke burde udelukkes, dog solide Haandvær-
kere, der allerede have været bosatte i Kjøbstæder, eller
i al Fald der ere oplærte, burde komme i fortrinlig
Betragtning. Uagtet derhos [derudover] Vedkommendes Duelighed
i Forbindelse med Hans oekomiske Forfatning, burde 
være Hovedmomentet ved Afgjørelsen til Spørgsmaalet
om en Bevillings Meddelelse, saa antages det dog, at
Tilladelse til at holde Svende og Drenge ordentligviis
alene burde meddeles dem, som havde gjort Mesterprøve.
Hvad Handlende betræffer, maatte der fornemmelig være
at tage Hensyn til, at de Paagjældende ere retsindige,
duelige og vederhæftige Mænd, der allerede havde dre-
vet i Særdeleshed Producthandel, hvorom der her navn-
lig vil blive Spørgsmaal, i nogenlunde Omfang.
     Med Hensyn til Spørgsmaalet om, af hvem Bevil-
lingerne burde meddeles, da formeentes det, at Bevillin-
ger til Næringsbrug, til hvis Udøvelse paa Landet
eller i Kjøbstæderne Bevillinger hidtil ere udfærdigede
gjennem vedkommende Collegier, ogsaa for Handelsplad-
sens Vedkommende derigjennem burde meddeles, men at
derimod Commissionen, saafremt det maatte bifaldes at 
den indtil videre forblev i Function, kunde, paa Grund
af Forholdenes særegne Beskaffenhed, bemyndiges til at 
udfærdige saadanne Bevillinger til Haandværks- og andre 
Næringsbrug, som ellers henhøre under den locale Øv-
righeds Ressort.
     Iøvrigt troede Commissionen at burde anbefale, at de 
omhandlede Bevillinger maatte meddeles paa ustemplet
Papir og uden Betaling, samt at de clausuleredes der-
hen, at de skulde ansees ugyldige, saafremt det Nærings-
brug, hvorpaa Bevillingen lyder, ikke var etableret inden
en nærmere bestemmende Tidsfrist.

(1 - del, denne artikel er 2-delt pga. længden.)

     "Kollegial-Tidende" for i Løverdags meddeler
følgende kongelige Kundgiørelse angaaende Oprettelsen
af en Handelsplads paa Silkeborg i Jylland:

     "Vi bifalder allernaadigst, at der ved Hovedgaar-
den i Silkeborg i Linaa Sogn, Gjern Herred, Skan-
derborg Amt i vort Land Nørre-Jylland maa oprettes
en Handelsplads under følgende Bestemmelser:

I. Angaaende nærmere Betegning af Stedet, hvor
     Handelspladsen skal anlægges, dens Størrelse,
                    Inddeling m. v.
     1) Bemeldte Handelsplads bliver at anlægge paa
Hovedgaardens Vestermark og navnlig paa den Deel
af samme, som grændser til Langsøen, saaledes at 
der ved Anlægget i det Væsentlige tages Hensyn til
den af Major Schlegel af vort Inginiørkorps udar-
beidede Plan, hvilken vi allernaadigst approberer [godkender].
     2) Medens ovennævnte Plads vil komme til fore-
løbig at udgjøre Byens vestlige Deel, uden at der 
dog endnu for samme afstikkes bestemte Grændser,
idet Pladsens Udstrækning mod Vesten langs Langsøen
forbeholdes [reserveres], skal Byens østlige Deel omfatte det Drew-
senske Fabrik-Anlæg, saaledes som dette nu er opført
eller i sin Tid yderligere maatte vorde [blive] udvidet, tilli-
med samtlige Vaaninger [boliger], som i Eet og Alt bliver at indbefatte un-
der Byen.
     3) Da den ny Hovedlandevei, der i Følge vor 
allerhøieste Bestemmelse skal anlægges fra Aarhuus
til Ringkjøbing over Silkeborg, ved den under Nr. 1
bifaldte Plan er givet en saadan Retning, at den 
danner Byens Hovedgade, vil vi have vort Ingeniør
korps paalagt at foranstalte, at det fornødne Jordar-
beide paa denne Vei, forsaavidt den fører igiennem
Byen, snarest muligt vorder [bliver] udført.

II. Angaaende Betingelserne for Nybyggernes Ned-
                        sættelse paa Pladsen.
     4) Uagtet der paa bemeldte Handelsplads skal 
kunne udøves alle de samme Næringsbrug, som ellers
i Almindelighed er Kiøbstæderne forbeholdte, saa skal
dog de Næringsbrugere, som der attraaer [ønsker] at nedsætte
sig, for at drive saadan Næring saalænge Pladsen
ikke endnu definitivt er organiseret som Kiøbstad,
dertil erhverve Bevilling. Herfra undtages dog de
enkelte Haandværkere og andre Næringsbrugere, som 
i Følge de gieldende Regler frit kan nedsætte sig
overalt paa Landet og der udøve deres Bedrift; thi
disse skal ogsaa være berettigede til at nedsætte sig
paa Handelspladsen og uden særlig Bevilling der at 
drive bemeldte Næringsbrug med samme Frihed
som andetsteds paa Landet, saa længe Pladsen endnu
ikke har erholdt [fået] Kjøbstædernes sædvanlige Rettigheder;
saalænge skal ogsaa de Koncessionerede Landhaand-
værkere frit kunne arbeide for Byens Indvaanere [indbyggere].
     5) Bevillinger til Handel, Møllebrug, Krohold,
Fabrikdrift, Farveri o. s. v., der efter de sædvanlige
Regler erhverves i vort danske Cancelli, vort Rente-
kammer og vort Central-Toldkammer- og Kommerce-
Kollegium af dem, der paa slige Næringsbrug vil 
etablere sig paa Landet og som tildels ogsaa udfor-
dres til sammes Udøvelse i Kiøbstæderne, vil ogsaa
for Handelspladsens Vedkommende blive at ansøge i 
det Regierings-Kollegium, under hvis Ressort samme
henhører; dog har vedkommende Kollegium, forinden
nogen saadan Bevilling meddeles, hver Gang desan-
gaaende at korrespondere med den nedenfor nævnte
Regulerings-Kommission. Derimod vil saadanne
Bevillinger til Haandværks- og andet Næringsbrug,
som ellers henhører under lokale Øvrigheds Res-
sort, være at ansøge hos den af os under 17de Sept.
1844, for at giøre Forslag til Pladsens Regulerings-
nedsatte Kommission, der indtil videre skal forblive i
Funktion.
     6) Med Hensyn til de personlige Kvalifikationer,
hvorefter de paagieldendes Adkomst til at meddeles
en ansøgt Bevilling bliver at bedømme, maa iagtta-
ges, at uagtet [selvom] duelige Landhaandværkere ikke derfra
skal udelukkes, vil dog solide Haandværkere, der alle-
rede har været bosatte i en Kjøbstad eller i alt Fald
der er oplærte, være at tage i fortrinlig Betragtning.
At de paagiældende har giort Mesterstykke, endte det 
laugsmæssige, eller i alt Fald et saadant, som fordres [fremmes]
i Kiøbstæder, hvor der ikke er Laug, bliver vel at an-
see som en anbefalende Omstændighed, men dog ikke
som saa afgiørende, at Andre skulde udelukkes, der 
ikke har aflagt saadan Prøve, naar de paa andre
Maader fyldestgiørende kan legitimere deres Duelig-
hed og at deres økonomiske Forfatning er af den 
Beskaffenhed, at de ikke lettelig er udsat for at falde
det Offentlige til Byrde. Imidlertid vil dog ordent-
ligviis allene de Haandværkere, som havde aflagt
Mesterprøve, være at meddele Bevilling til at holde
Svende og Drenge, med mindre der maatte findes
Anledning til at meddele Een ellen Anden blandt
de, som ikke er i dette Tilfælde og som i Reglen
kun erholder [får] Adgang til at arbeide med egne Hænder
særlig Bevilling af samme Omfang. Da Hovedfor-
maalet med Pladsens Oprettelse er at skaffe Beboerne
i det indre af Jylland en lettere Adgang til Afsæt-
ning af deres Produkter, bliver der, ved Meddelelse
af Bevilling til at drive Handel sammesteds, at tage
nøie Hensyn til, at slige Bevillinger kun forundes
solide og dygtige Handelsmænd, helst saadanne, der 
allerede tidligere har siddet i en omfattende Virksom-
hed og navnlig beskæftiget sig med Produkthandel. I 
ethvert Tilfælde vil der ved Bevillingernes Medde-
lelse være at tage væsentlig Hensyn til, om Vedkom-
mende er villige og har Evne til at opføre de til deres
Etablissement fornødne Bygninger paa Pladsen.
     7) Naar en Nybygger ønsker at forlade Pladsen,
eller ved Døden afgaaer, vil han eller hans Bo, saa-
længe Pladsen ikke endnu er oprettet til Kiøbstad,
kunne forvente, at den ham meddelte Bevilling om-
byttes med en anden, lydende paa den Person, til 
hvem han afhænder sine Bygninger, m. v., saafremt
Kiøberen iøvrigt  findes kvalificeret til Udøvelsen af
Næringsbrug.
     8) Ved Meddelelsen af de omhandlede Bevillinger
der maa udleveres gratis og udfærdiges paa ustemplet
Papir, bliver ordentligviis at iagttage, at der indtil 
videre ikke udfærdiges flere, end Egnens og Pladsens
Tarv udfordrer. De bliver samtlige at klausulere [betinget]
derhen, at de fortabes, saafremt det Næringsbrug, paa
hvilket Bevillingen lyder, ikke etableres inden en hvis
Tid efter sammes udfærdigelse; i almindelighed bli-
ver Fristen at bestemme til et Aar, dog kan der der for-
undes en længere, hvis saadant efter Næringsbrugets
Beskaffenhed eller andre særlige Omstændigheder findes
tilstrækkelig begrundet.

III. Angaaende de Nybyggerne indrømmede Begun-
      stigelser, Bygningernes Indretning, m. v. 
     9) Af de Silkeborg tilliggende Enge og Markjorder
vil Brødrene M. og C. Drewsen, i Henhold til den 
Forbeholdenhed, der er taget ved Grundlaget for den 
med dem indgaaede Forpagtningskontrakt, foreløbig have
at afgive 50 Tdr. Land Eng og den saakaldte Vestermark,
bestaaende af omtrent 250 Tdr. Land. Disse Enge
og Jorder vil vi - under Forbehold af i sin Tid,
naar Spørgsmaalet angaaende Pladsens Organisation
som Kiøbstad definitivt afgiøres, at tage en yderligere
Bestemmelse angaaende sammes Anvendelse - indtil
videre have anviist til Afbenyttelse for Nybyggerne,
saaledes at de afsættes i passende Lodder, hvilke det
overlades Kommissionen efter Omstændighederne enten
at bortforpagte ved Aucktion eller underhaanden [privat handel] at 
distribuere blandt Nybyggerne i Aaremaal mod en i
erhvert Tilfælde fastsat aarlig Afgift.
     10) Ved Engens Deling skal der dog ikke giøres
Krav paa det Ladebygningen nærmest beliggende Stykke
af den saa kaldte Store-Mae, hvilket Stykke, der paa 
det os forelagte Kort over Hovedgaardens Tilligende
er betegnet med a, skal forbeholdes Brødrene Drew-
sen til Byggeplads, dog saaledes, at der deraf maa
afgive fornøden Plads til en Vandledning fra Aaen
saafremt saadaan maatte ansees hensigtsmæssig til
Driften af det intenderede [tilsigtede] Jernværk eller andet Fa-
brik-Anlæg, ligesom ogsaa en yderligere Lod af den 
endnu disponible Deel af bemeldte Eng, der foreløbig
skal være til Nybyggernes Brug mod Forholdsmæssig
Godtgiørelse andetsteds, maa tilbagegives bemeldte
Fabrik-eiere til Byggeplads, efter Afbenyttelsen af de 
paa den østlige Side af Gudenaa beliggende, dem i 
Arvefæste overdragne, Grundstykker.
     11) LIgesom den i foregaaende Post nævnte kom-
mission overhovedet, indtil anderledes bstemmes, vil 
have at ordne det fornødne i Henseende til Regu-
leringen af Etablissementets Anliggender og at afgiøre
de desangaaende opstaaede Spørgsmaal, for saa vidt
samme ei henhører under vedkommende Kollegium eller
vor egen allerhøiested Afgjørelse, saaledes vil vi navn-
lig have den overdraget, efter foregaaende Opsigelse
at iværksætte Delingen af Engene mellem Forpagterne 
og Kommunen, at foranstalte Lodderne afsat i Engene
og i Marken, samt at anvise Nybyggerne Bygge-
pladserne og paa disse at udfærdige Overdragelses-
dokumenter. Endelig vil vi have bemeldte Kommis-
sion bemyndiget til indtil videre at anvende Over-
skuddet af de aarlige Forpagtningssummer saavel af
Engen som af Jorderne, efter Fradrag af de derpaa
hvilende Skatter og Afgifter, til beskrivelse af Bekost-
ninger paa offentlige Indretninger til Kommunens
Tarv. 
     12) De Nybyggere, som herefter nedsætter sig paa
den Deel af Pladsen, der ligger paa den vestlige 
Side af Gudenaa, skal i 5 Aar, fra denne allerhøieste
Resolutions [erklæring] Datum at regne, være fritaget for at 
erlægge saavel Jordafgift af det Areal, der anvises
dem til Bygningsafgift, efter de for Kiøbstæderne
gieldende Regler have at svare en passende aarlig
Grundleie til Statskassen, der nærmere bliver at 
bestemme for hver Grund, i Forhold til sammes Be-
liggenhed og Afbenyttelse, men i intet Tilfælde maa
overstige 4 Skilling pr. 100 □ Alen. Foreløbig, saa-
længe Pladsen ikke organiseres som Kiøbstad,  bort-
falder erlæggelse af Konsumtion [forbrug] og Formalingsafgift [mølle],
men de Brændeviinsbrændere, som maatte erholde [få]
Tilladelse til der at nedsætte sig, skal i Henseende 
til Kontrol og Beskatning i det ommeldte Tidsrum
være at underkaste de for Landbrænderierne gieldende
Regler.
     13) De Bygninger, som Nybyggerne opfører paa
Pladsen, skal være solide og, i det Mindste Forhuset,
af Grundmuur, samt Bygningerne i det Hele forsynes
med Tegltag, og den Deel af Grunden, de ikke ind-
tages af de respective Bygninger, af hvilke Vaanings-
husene [beboelses-] maa anbringes med Facaden umiddelbart ud
til Gaden, skal indhegnes med forsvarligt Stakit eller 
Plankeværk. Saa længe Kommisionen vedbliver at 
fungere, har de vedkommende at indsende Tegning
til de ny opførende Bygninger til sammes Vedkom-
mende, og overlades det Kommissionen i saa Henseende
at konfere med en bygningskyndig Mand. Iøvrigt 
bliver der at iagttage, at Tiden, inden hvilken Ny-
byggerne skal opføre deres Huse, maa bestemmes, under
Fortabelse af deres Ret til det dem anviste Jordstykke.
     Vi vil have vort General-Toldkammer og Kom-
merce-Kollegium paalagt at tage under Overveielse,
hvorledes det fornødne Toldopsyn kan indrettes paa
Pladsen, ligesom og hvad der kunde være at foranstalte
i Henseende til den paa Pladsen afsatte Ladepladses
Inddæmning og Forsyning med Bolværk, samt An-
bringelse af en Skibsbro eller Mole, og hvorledes de 
dermed forbundne Udgifter kan tilveiebringes og dækkes. 
     Naar nogle Aar er forløbet, og senest inden inden Ud-
gangen af Aaret 1849, vil den af os under 17de 
September 1844 nedsatte Kommission have at ned-
lægge allerunderdanigst Beretning angaaende, hvorledes
Forholdene paa Pladsen imidlertid har udviklet sig.
og derhos [desuden] at afgive Betænkning, om og hvorvidt der
efter Tingenes daværende Stilling maatte være An-
ledning til at forunde Pladsen de sædvanlige Kjøb-
stadrettigheder, under hvilken Forudsætning det er en 
Selvfølge, at de, som tidligere har nedsat sig samme-
sted, man maa underkaste sig de dertil svarende Forplig-
telser.

     (2 - del, denne artikel er 2-delt pga. længden.)

     I det vi saaledes ved Oprettelsen af denne Handels-
plads har søgt at afhielpe et i de indre Herreder
af Nørrejylland længe følt Savn, der har været en 
væsentlig Hindring for Landbrugets og Industriens
Fremskridt i denne Deel af Provindsen, vil vi tillige, 
i det vi erkiender vigtigheden af, at Pladsens Kommuni-
kationsmidler snarest muligt erholder [får] den Grad af 
Fuldkommenhed, som Forholdede tilsteder, have vort
Rentekammer paalagt at tage under Overveielse
hvorledes det paatænkte ny Hovedveis-Anlæg fra 
Aarhuus til Ringkiøbing, navnlig for saa vidt den
Deel angaaer, som skal føre igiennem Hammerum
Herred og fremfor Alt fra Silkeborg til Ikast, sna-
rest muligt kan fremmes, ligesom og vort General-
Toldkammer og Kommerce-Kollegium vil have at tage
under nærmere Overveielse, hvilke Foranstaltninger
der kunde være at træffe, for snarest muligt at give
Farten [Sejladsen] paa Gudenaa al den Forbedring, som Omstæn-
dighederne tilsteder; hvorefter bemeldte Kollegier, et-
hvert [hver og en] for sit Vedkommende, har at forelægge os Sa-
gen til allerhøieste Afgiørelse."
     I Forbindelse med foranstaaende har Hs. Majestæt
allernaadigst paalagt det kongelige danske Kancelli
snarest muligt at indkomme med nærmere allerunder-
danigst Forestilling [vurdering] med Hensyn til adskillige af Kom-
missionen fremsatte Forslag angaaende Pladsens of-
fentlige Indretninger, dens kommunale Væsen og 
sammes Bestyrelse [styring] m. v. hvorom Kommissionen lige-
ledes udførligt havde udtalt sig i sin allerunderdanigste
Forestilling [vurdering], men hvilket Alt foreløbig vil blive Gien-
stand for nærmere Korrespondance med de lokale Au-
toriteter.

     (Fortsat, see Gaards-Nr.)
     C. Angaaende de Handelspladsen tilliggende Gaardes
          Afbenyttelse, Bygningernes Indretning, de Ny-
          byggerne indrømmede Begunstigelser, m. v.
     Commissionen bemærkede i Henseende til dette Punkt
foreløbig, at det ved den med Brødrende Drewsen ind-
gaaede Contract var bestemt, at de af de dem i For-
pagtning paa 50 Aar overdragne Jorder skulde, efter
skeet Opsigelse til 1ste Mai eller 1ste November, afgive
til det nye Kjøbstadanlæg, imod at samme overtog den
derpaa hvilende Jordafgift af 32 Sk. pr. Td. Land og 
erstattede Engenes Forbedring, - foruden 50 Tdr. Land
Eng, Alt hvad der iøvrigt maatte ansees tjenligt til den 
nye Communes Brug. Med Hensyn i Særdeleshed til 
Engene gjordes opmærksom paa, at medens den ene, be-
liggende ved Lysbro og indeholdende omtrent 72 Tdr.
Land, er for langt fjernet fra Pladsen til at kunne af-
benyttes til Græsning, hvorimod den vil egne sig godt til
Høbjergning, grændser den anden, indeholdende 7 á 8
Tdr. Land, umiddelbart til den for Etablissementet udvalgte
Plads, og maatte især ønskes Nybyggerne forbeholdt, dog
under visse nærmere Betingelser med Hensyn paa Mu-
ligheden af en Udvidelse af Brødrene Drewsens Fabrik-
anlæg.
     Med Hensyn til Afbenyttelsen af selve Markjor-
derne, da maatte det erkjendes, at Adgang til Ager-
brug, vilde være nødvendig i det mindste for enkelte Ny-
byggere, og idet Commissionen derfor androg paa [forholdt sig til], at 
den saakaldte Vestermark, der udgjør et Areal af om-
trent 250 Tdr. Land, af hvilke imidlertid de Pladsen til-
grændende Jorder ere af en maadelig Bonitet, stilledes 
til Nybyggernes Disposition, troede den tillige at burde
anbefale, at dette skete paa en saadan Maade, at me-
dens Jordernes mulige Forbedring midlertidig derved 
blev bevirket, der dog ikke blev taget nogen definitiv Be-
stemmelse i Henseende til deres fremtidige Anvendelse,
men at det fornødne i denne Henseende forbeholdtes til 
endelig Afgjørelse, naar der i sin Tid opstod Spørgs-
maal om Pladsens Oprettelse til Kjøbstad.
     Hvad angaaer de Regler, som burde iagttages ved
Bygningernes Opførelse, da fandt Commissionen, at det 
maatte ønskes, at Pladsen strax erholdt [fik] et Kjøbstadsmæs-
sigt Udseende, og da Grundmuur, efter de locale For-
hold, antoges i Reglen dog at ville være den billigste
Bygningsmaade, blev det under Forhandlingerne paa Silke-
borg vedtaget, at det burde bestemmes, at Bygningerne 
skulde være solide og, i det mindste Forhusene, af Grund-
muur samt forsynes med Tegltag, og at den Deel af 
Grunden, der ikke blev indtaget af de respective Bygnin-
ger, der maatte anbringes med Facaden umiddelbart ud
til Gaden, skulde indhegnes med forsvarligt malet Sta-
kit eller Plankeværk.
     Iøvrigt troede Commissionen ikke at burde anbefale
Etablissementet til nogen betydelig og vedvarende Be-
gunstigelse, men da Beboerne dog i de første Aar, ind-
til Næringsbrugene havde fixeret [fæstnet] sig, kunde behøve nogen
Lettelse, saa anbefalede den, at de Nybyggere, der ned-
satte sig paa Pladsen, i de 5 Aar, fra den allerhøieste Re-
solutions Datum at regne, forundtes Fritagelse for at 
erlægge saavel Jordafgift af det Areal, der anvistes dem
til Byggeplads, m. v., som Bygningsafgift af de Byg-
ninger, som herpaa opførtes, hvorimod de, efter bemeldte
Tidsrums Forløb, vilde, foruden Bygningsafgift efter de 
for Kjøbstæderne gjældende Regler, have at svare en
passende Aarlig Leie til Statskassen, der imidlertid ikke
burde bestemmes lige for alle Pladse, men maatte variere
i Forhold til disses Beliggenhed og Afbenyttelse; kun
troede man, da det dog maatte være magtpaaliggende
for Nybyggerne at vide, hvad de gik ind paa, at der 
strax burde fastsættes et Maximum, som ikke burde over-
skrides, og foreslog derfor, at Grundleien i intet Til-
fælde maatte overskride 4 Sk. pr. 100 □ Alen. At
Pladsens Beboere i foranførte 5 Aar maatte fritages 
for Indførsels-Consumtion [afgift] og Formalingafgift [maling af korn] var alle-
rede en Følge deraf, at den endnu ikke var nogen egent-
lig Kjøbstad; men derimod formeentes det, at de Brænde-
viinsbrændere, der maatte erholde [få] Tilladelse til der at 
nedsætte sig, i Henseende til Control og Beskatning i det 
ommeldte Tidsrum kunde underkastes de for Landbrænde-
rierne gjældende Regler.
     Af Foranstaltninger, sigtende til Planens Fremme, og
hvis Udførelse maatte ansees for Paatrængende, udhævede
Commisionen Afstikningen af Hovedlandeveien, forsaavidt
den fører gjennem Byen, hvis Hovedgade den skulde
danne, og Udførelsen af det fornødne Jordarbeide ved
samme, om end Brolægning indtil videre blev stillet i 
Bero, og den androg [forholdt sig til] derfor paa, at Veivæsenet maatte 
bemyndiges til snarest muligt at foranstalte det i denne 
Henseende fornødne.
     Fremdeles gjorde Commissionen opmærksom paa, at 
der snarest muligt paa Stedet burde etableres et Told-
opsyn, og anbefalede derfor, at det paalagdes det konge-
lige General-Toldkammer og Commerce-Collegium at tage
denne Gjenstand under Overveielse, ligesom og hvad
der kunde være at foranstalte i Henseende til at den paa
Planen afsatte Ladepladses Inddæmning og Forsyning
med Bolværk, samt anbringelse af en Skibsbro eller 
Mole, og hvorledes de dermed forbundne Udgifter kunde
tilveiebringes og tækkes [smigres].
     Under Forhandlingerne paa Silkeborg blev det i Særde-
leshed udhævet, hvor yderst magtpaaliggende det vilde
være for Pladsens Opkomst og den derved tilsigtede gavn-
lige Indflydelse for Beboerne i det indre af Jylland,
at der blev truffet kraftige Foranstaltninger til yderligere
Forbedring af Farten [sejladsen] paa Gudenaa, og at der snarest
muligt begyndtes paa det paatænkte nye Hovedlandeveis-
Arbeide mellem Aarhuus og Ringkjøbing, og i Særde-
leshed paa den Deel, som fører fra Silkeborg til Ikast,
paa hvilken Strækning den nærværende Vei er besvær-
ligst, og da Commissionen ganske maatte dele denne An-
skuelse, androg [folholdt sig til] den paa, at det maatte paalægges det
kongelige General-Toldkammer- og Commerce-Collegium
og det kongelige Rentekammer at tage de ommeldte Gjen-
stande under Overveielse, og dernæst at nedlægge aller-
underdanigst Forestilling [vurdering] desangaaende.
     Endnu bemærkede Commissionen, som et i Forbindelse
hermed staaende Punkt, at det maatte ansees for særde-
les gavnligt, for at lette Communicationen mellem Han-
delspladsen og Districtet paa den anden Side af Langsø,
om der over samme blev anbragt en Bro, saaledes ind-
rettet, at den ikke blev til Hinder for Seiladsen. Dette
kan imidlertid ventes udført som privat Entreprise, og
der indløb allerede under Forhandlingerne et dertil sig-
tende Forslag, hvilket dog fandtes mindre tilfredsstillende,
og derfor blev stillet i Bero.
     Sluttelig tilføjede Commissionen, at det af alt For-
anførte fremgik, at den vel ikke fandt det usandsynligt,
at det paatænkte Etablissement ved Silkeborg vilde ud-
vikle sig til en saadan Betydenhed, at der omsider kunde
findes Anledning til at organisere samme som Kjøbstad,
men at man, for ikke i denne Henseende at gjøre noget
Misgreb og for ikke uden Nytte at forøge det allerede
for store Antal af ubetydelige Kjøbstæder i Landet, havde
troet, under Forventning af hvorledes Forholdene i Løbet
af nogle Aar maatte udvikle sig, foreløbig at burde ind-
skrænke sig til de foranførte Forslag. Men idet den
haabede, at det vilde vinde hans Majestæts Bifald, at 
den definitive Løsning af den Commissionen ved aller-
høieste Resolution af 17de Septbr. 1844 stillede Opgave
forbeholdtes til en senere Tid, der formeentes passende
at kunde bestemmes til Slutningen af Aaret 1849, troede
den at burde andrage [formelt] paa, at Commissionen indtil videre
maatte forblive i Function, og at det maatte overdrages
den, at træffe de Foranstaltninger og afgjøre de Spørgs-
maal, der maatte opstaae under det nye Etablissements
Fremspiren, forsaavidt samme efter deres Natur ikke
egnede sig til vedkommende Regjerings-Collegiers eller
Hans Majestæts egen allerhøieste Afgjørelse. Herved
vilde Commissionen, der under det nøie Bekjendskab
den nu har erhvervet til Forholdene, uden Vanskelighed
vilde kunne behandle disse Anliggender, bedst blive istand
til at vedligeholde Overblikket over Tingenes Stilling
og at opfatte de Momenter, som ved Sagens definitive
Regulering maatte komme i væsentlig Betragtning. 

               I
     Endelig har man i 1846 her i Danmark forsøgt, paa samme Maade
som mod Middelalderens Slutning, i Privilegiernes Guldalder, at an-
lægge en Kjøbstad. Sandelig, der behøves ikke meer, for fuldstændig
at lære det Standpunkt at kjende, hvorpaa vort Bureaukrati har vidst
at stille os i Forhold til de andre udviklede europæiske Folkeslag, end
de nu bekjendtgjorte Bestemmelser, man har taget med Hensyn til den
nye Kjøbstad Silkeborgs Oprettelse i Jylland. I de Dele af Rus-
land, hvor hverken Oplysning eller Vindskibelighed [flid], ja ikke engang
Befolkning er trængt hen, der opretholder Staten Noget, man kalder
Kjøbstæder, som Forløbere for den forventede Udvikling. I Nord-
amerika, hvor borgerlig Frihed afføder borgerlig Selvstændighed, der
opsøge Nybyggerne selv passende Midtpunkter for det communale
Liv, for Samqvem og Omsætning, og heraf opstaaer Stæder. Men
ogsaa i største Delen af Europa har man for længe siden kunnet
overlade Udviklingen i denne Retning til sig selv; hverken Regering
eller Befolkning have der behøvet at bryde deres Hjerner med at søge
Plads op til Kjøbstæder; man har kun behøvet enten at ophæve det
hele eneberettigede forældede Kjøbstadsvæsen, som i Frankrig, Belgien
og de fleste øvrige Lande, som den franske Kost har feiet rene, eller
at lade det raadne og søndergnave af Tidens Tand, som i England,
for at føle Vindskibelighedens [flidens] mægtige Vingeslag og see den slaae ned
ifølge dens Naturtilbøielighed paa ethvert for den passende Sted. Her
have Kræfterne snart samlet sig, uden foreløbig Kald eller Varsel, og
førend man har seet sig om, er der opstaaet mægtige Stæder. Gaae
som sagt til England, Frankrig, Belgien, Holland, Schweiz, til store
Strækninger af Italien og Tydskland; laves der Kjøbstæder? Nei,
men der forhindres ikke, at de blive til, hvor der føles Trang til
dem, og denne Trang har spredet Vindskibelighedens [flidens] Udøvere ud over
det hele Land, og utallige Kjøbstæder have samlet dem, som især sørgede
for Udvexlingen af de forskellige Frembringelser, thi Omsætning, ikke
Tilvirkning, er Kjøbstadens Væsen.
     Selv det danske Monarchi giver, alvorlig undersøgt, Anledning
nok til i Kjøbstædernes egen velforstaaede Interesse at bryde Staven
over det hele monopoliserende Kjøbstadsvæsen. I Slesvig og Holsten,
hvor man ikke har været saa ivrig paa at klumpe Kjøbstæderne sam-
men ved Consumtion [forbrug] og Brændeviinsret, hvor jevnlig Næringsdrift
af forskjellig Art findes paa Landet, der have Kjøbstæderne udviklet
sig langt gunstigere end i Provindsen Danmark. Kjøbstæderne i Dan-
mark blomstre i omvendt Forhold til den Nidkjærhed, hvormed deres
Rettigheder ere opretholdte. Fyen har havt en høiststaaende friheds-
kjær Gouverneur, paa det er neddryppet lidt af den Manna, der sam-
ledes paa de norske Fjelde, saa at her ad Bevillings- og Gunstbevis-
nings-Veien har indsneget sig lidt mere Næringsfrihed end i de andre
Provindser, og Kjøbstæderne i Fyen ere snarere skredne forud for end
blevne tilbage for de andre Provindsers.
     Naar Regeringer med nogen Indsigt og lidt skabende Geni ere blevne
opmærksomme paa, at en eller anden Egn var i Stand til at afgive
Midler til at ernære en større Befolkning, eller skaffe den der levende
større Velvære, da have de sørget for at udvide og forbedre de derhen
førende Samqvemsveie, da have de anlagt nye Kanaler, Jernbaner,
Landeveie, Postforbindelser, Hurtigvogne osv., sørget for, at Capitaler
bleve let tilgjængelige, at Jordsmon [jord] uden Vanskelighed kunde faaes for
nye private Anlæg, kort de have først gjort Alt, hvad der paa nogen
Maade kunde ligge i det Offentliges Magt; men naar de saa skulde
have Befolkningens egen Medvirkning og hverken vilde eller kunde
iværksætte Colonisation med Trælle, saa gav de Frihed, søgte at ud-
frie den nye Befolkning fra de trykkende Baand, som ere de ældre
Anlægs ulykkelige Arvedel. Dersom den danske Regjering havde seet
vore Kjøbstæder fremblomstre under den saakaldte Kjøbstadsret, som de
nu i Aarhundreder have bestaaet under, og som den nyere Tids An-
skuelser og Erfaringer maae kalde en Kjøbstadaag, som nedtynger og
binder dem, saa vilde vi endda indrømme, at Erfaring kunde sættes
mod Erfaring; men nu, da vi have seet disse vantrevne [forkrøblede] Husklumper
anbragte paa hver 4de Mil som Veivisere i en Ørk, kun tjenende til
at forhindre Anlæggelsen af friere Institutioner og Industriens Ud-
bredelse, nu indsee vi sandelig ikke, hvad der har kunnet bevæge for-
nuftige Mænd til at tilraade Anlæget af nok en Kjøbstad af samme
Beskaffenhed. Den kan i en saadan Skikkelse, med de ved saa mange
Baand fast erhvervede Rettigheder, neppe forhjelpe sig selv til en ve-
getativ skanderborgsk Velvære; den kan kun blive et Tryk paa den
frie Virksomhed, som i denne fraliggende Egn havde begyndt at ud-
vikle sig, støttende sig paa den ikke ringe Omsætning, som her gjøres
med Træsko og andre Trævarer. Men den kan Intet virke til Lan-
dets Opblomstren, ja den vil neppe kunne undfange sig selv, trods alle
de Bevillinger, Byfogder, Byskrivere og Toldere, hvormed den maatte
blive benaadet. Man har for to hundrede Aar siden anlagt Fredericia
under langt gunstigere Betingelser end nu Silkeborg; man har givet
den tarvelig Religionsfrihed og gjort den til Fristed for Fallenter;
men desuagtet [alligevel] har den gjort saare langsomme Fremskridt, thi den var
og er en indesluttet Kjøbstad i et Opland, hvor Næringsdriften i høieste
Maade er indskrænket. Et andet Sted, hvormed Fortiden har havt
store Hensigter, er Frederiksværk; engang drømte man om at gjøre det
til et andet Birmingham, nu svæver det mellem Himmel og Jord,
idet man neppe veed, hvem der eier det, skjønt Staten alt for længe
siden har mere end betalt det, naar Alt regnes sammen hvad det
har kostet i rede Udlæg og i Opoffrelser og Begunstigelser *). Men
selv om man vidste, hvem der eiede Frederiksværk, saa vidste man endda
kun lidt om dets sande Betydning; thi den jorddrotlige [herremandens] Fordom har
for længe siden bragt Vedkommende til at forglemmme de store Hen-
sigter, hvori man fra først af frigjorde denne Krog af Sjælland med
hosliggende Bøndergods fra enhver Art Tvang, som kunde forhindre
Udviklingen af forskjelligartet Vindskibelighed [fremdrift]; den fremmede Capital er
bleven bortskræmmet, fordi den ikke kunde faae sikker Grund at binde
sig til; den Virksomhed, som Friheden skulde fremkalde og beskytte, er
fortørret i Spiren ved den Nidkjærhed, hvormed man har søgt at
bringe dette Undtagelsens Fristed tilbage under den hele hemmende Lov-
givning, som deler Riget i Kjøbstad og Land. I Stedet for at for-
klare de frederiksværkske Privilegier i det videste Omfang, lade Næ-
ringsfrihed bestaae der i fuld Udstrækning, ja udbrede sig i de til Værket
hørende Landsogne, har man netop forhindret den frie Udvikling af
Alt, hvad der ikke paa det strængeste lod sig indbefatte under Privi-
legiernes Ordlydende; man har lagt Hæmsko paa Frederiksværk til de
nærmeste Kjøbstæders Begunstigelse, ja maaskee endog engang tænkt
paa at gjøre det lykkeligt ved at udnævne det til Kjøbstad, og har
paa denne Maade ikke bragt det videre, end at det er blevet et maaskee
endog besværligt Appendex til en maadelig Herregaard og et stort
Fæstegods; thi ophørte de offentlige Bestillinger fra Frederiksværk,
saa vilde det bære i langt maadeligere Stilling end nu. Med saa-
danne Exempler for Øie — og der lod sig opvise flere af ikke mindre
slaaende Art, — skulde man da troe, at Nogen mere vilde for-
søge ved kunstige Midler at udbrede det Vindskibeligheden [driften] i saa høi
Grad hæmmende Kjøbstadnet videre?

*) Som bekjendt kan en Konge i Danmark ikke have privat Eiendom,
dette burde alene afgjøre Spørgsmaalet om Frederiksværk.

               II.
     Ved Silkeborg var der saa godt begyndt; private Mænd, kyndige Fa-
brikanter fik uden lang Nølen (allerede dette var en sjelden Heldighed),
fornøden Bevilling paa Anlæget af en Fabrik af samme Art, som den
de allerede længe med Held havde drevet; de udførte Anlæget i en
sjelden kort Tid, saa at Silkeborgs Papirfabrik alt nu staaer i Rang
med Landets første Fabrikker. Ved dette raske Foretagende blev Jern-
værksdrømmerierne foreløbig stillede i Baggrunden, og Silkeborgs
Omegn fik det første vigtige Stød fremad, Naturtrægheden var overvun-
den. Men ved det Foretagende havde det ogsaa viist sig, at det hele
Vandtræk af betydelige Søer, som strække sig i sydlig og vestlig Ret-
ning fra Silkeborg, i deres nærværende Skikkelse ikke ere brugelige til
Transportveie, men at de med ringe Offre kunne blive indrettede dertil
og saaledes lette Producthandlen for et betydelig, skjønt vel temmelig
magert Opland. Veiene, som paa disse Steder gjennemskære Landet
fra Øst til Vest, ere meget maadelige [ujævne], men heller ikke vanskelige at
forbedre. Gudenaaen Nord for Silkeborg er af Mangel paa Omhu
bleven til et temmelig besværligt Farvand; dens Beskaffenhed for
Dampfart er kun ufuldstændigen prøvet. Paa disse Omstændigheder
havde Regeringen kun behøvet at henvende sin Opmærksomhed, thi saa-
ledes som Forholdene efterhaanden have udviklet sig, var det umuligt,
at private Kræfter kunde strække til Udførelsen af alle de fornødne
Anlæg, men Benyttelsen af Anlægene og Arbeiderne kunde Regeringen
roligen have overladt til den private Industri. Vilde denne foretrække
at sætte sig fast paa flere Steder ved de nævnte Vanddrag, saasom
ved Ry Mølle, ved det sydvestlige Hjørne af Mossø, i Stedet for at
samle sig om Langsøen, hvi da formene den dette? Jo længere den
trænger mod vest, desbedre, og i Tim, Ry, Vrads og flere omlig-
gende Sogne er der allerede en ikke ringe Rørelse [bevægelse] tilstede. Fandt
Industrien sig derimod tjent med at samle sig ved Silkeborg, om den
store Fabrik, som ikke er urimeligt, saa burde man vistnok ikke hindre den
deri, men sige saa lidt monopolisere den paa dette Sted, ved at gjøre
det til en afsluttet Kjøbstad, for hvis Skyld det vestfor liggende
Land skal miste den Erhvervs-Frihed, som det, beskyttet af sin afson-
drede Beliggenhed, har tillistet sig. Langt nyttigere til at befordre det
gode Midtlands Opkomst, vilde det være, om man drog en Linie i
2 Mils Afstand vest for de østlige Kjøbstæder, og Vest for denne
Linie indrømmede Erhvervsfrihed, under den Betingelse, at Enhver,
som tiltog sig et Erhverv udenfor det egentlige Landvæsen, skattede
derfor i et vist Forhold. Havde man Stillet den forønskede Silkeborg
Kjøbstad under dets simple Vilkaar, saa havde man gjort en virkelig
Prøve og ikke bundet Hænderne paa sig i nogen Retning. At der
desuden maatte indrømmes Nybyggerne Adgang til passende afsatte
Byggepladse og den fornødne Jord, samt Ret til at danne en
egen Kommune, når den samboende Befolkling var steget til et pas-
sende Antal myndige Mænd, er en Selvfølge, som ogsaa, at der nu
strax maatte sørges for en egen Politimyndighed der paa Stedet, der
kunde paasee, at de for Anlæget fastsatte Betingelser ikke bleve over-
traadte, samt tage saadanne Forholdsregler Fattigvæsenet vedkommende,
at de større Fabrikanlæg kom til at bære deres Del deraf, og det
ikke kom til at hvile som en trykkende uoverkommelig Byrde paa den
nye Kommune eller paa det nuværende Sogn. Det er i denne Hen-
seende heldigt, at Hovedfrabriken eies af Mænd, der netop i Fattigvæ-
senssager medbringe saa fortrinlige Præcedenser [regler], Mænd, som det aldrig
kunde falde ind at gjøre sig Byrden let ved at vælte den over paa
Communen. En fornuftig ordnet gjensidig Pensions- og Forsørgels-
sesanstalt mellem Arbeiderne selv var vistnok det bedste Middel at
bringe i Forslag.
     Vi have saaledes i Almindelighed betragtet de Midler, som ere
anvendte, og de som forelaae til at oplive Omsætningen i Egnen om-
kring Silkeborg, der ligger i det østlige Kant af den jydske Hede,
midt paa det jydske Fastland Syd for Limfjorden, og ved det Ikke
ubetydelige Gudenaa Vandtræk. Førend vi nu indlade os paa de for
den nye Kjøbstad og dens Nybyggere opstillede særlige Betingelser,
ville vi et Øieblik henlede Læsernes Opmerksomhed paa Egnens Be-
skaffenhed, som man vil oplive, dens Fornødenhed og Trang.
     Vende vi os først til Gudenaa, der jo dog maa betragtes som
Hovedaaren i det nye Omsætningskredsløb, da er den nogenlunde
seilbar for Pramme af Middelstørrelse indtil Silkeborg, men Farten
er langsom paa dette mellem Randers og Silkeborg over 7½ Mil
lange bugtede, med Trækveie ufuldstændig forsynede Flodløb. Om-
trent 2 Mil, førend man ved at gaae op ad Gudenaaen kommer til
Silkeborg, finder man Ladepladsen ved Ands, Postskiftet paa Veien
mellem Aarhus og Viborg, netop hvor denne støder sammen med
Skanderborg-Viborg Veien, og hvor en ikke uvigtig Vei gaaer mod
Vest ud i Hedegnen imellem betydelige Tørvemoser. I Ands findes
en stor Kro, som kun nogenlunde vel bestyret maa give et ikke ringe
Overskud; her udøves en Handelsrettighed, findes oplagt noget Tøm-
mer, en Deel smaa Teglværker ligge heromkring, Bindeegnen er ikke
fjern, kort her findes mange Elementer til en Handelsplads. Dog
hidtil ere disse kun benyttede i en temmelig ringe Grad. En Deel
Tørv udskibes til Randers, men saavel Prisen som Fragterne [fragtpriserne] ere
temmelig høie. Tømmerhandelen, som man skulde synes maatte blomstre
i den skovløse Egn, er ringe og forsømt, og ikke et Pakhus findes
ved Ladepladsen til Opbevaring af de Producter, der ere bestemte til
Udskibning. I Nærheden af Ands har Gudenaaen Tilløb, ved hvilke
der alt findes Møller, og hvor der, til sparsommeligere Vandbrug,
ikke vilde findes ringe Vandkraft tilovers til Fabrikbrug, om et saa-
dant blev tilsigtet. Silkeborg har neppe fra Beliggenhedens Side
noget forud for Ands; hvor kan man da vente, at den, med ikke større
Frihed, skulde opblomstre med større Held? Aarsagerne, hvorfor
Produkthandelen saa lidt trives i denne Egn, ere, dels at dens Over-
skud af Frembringelser hidtil har været ringe, at det for en stor Deel
bestaaer i Kreaturer og Heste, som drives mod Syd gjennem Hede-
egnen; dels at Salget til Vesterlandet sædvanligvis er fordelagtigere
end til Østerlandet, og at Bonden rolig kan vente Kjøberen ved sin
Dør, hvorfor han ogsaa kun faa Gange aarlig søger de østlige Kjøb-
stæder for at besørge Husholdnings- og Luxusindkjøb.
     Silkeborgs Beliggenhed er, som sagt, i intet Væsenligt forskjel-
lig fra Ands (om Skjønheden er her jo ikke Tale), naar undtages,
at hint ligger i Udkanten af en betydelig Skovomgivelse, og at Gu-
denaaes egne mægtige Vanddrag her kunne benyttes til Vandvær-
kers Anlæg. Men Skovene ved Silkeborg ere ingenlunde urørte
Urskove, der have henstaaet i Aarhundreder og bugne af herlige Træer.
Disse Skove bære tvertimod Præget af en saa stærk og vilkaarlig
afbenyttelse, at den menneskelige Omhu i høieste Maade er fornøden [nødvendig]
for at holde dem vedlige. I de vestlige Udkanter have de skarpe vinde
anrettet store Ødelæggelser, mange af de høiere Aaser inde i Skovene
ere allerede afklædte; store Strækninger ere ryddede langt ind i Skov-
landet, og høie afsondret Skovene i mindre Pletter, hvilke man nu
igen ved Plantninger søge at klynge sammen og tætte. Af svære
træstammer findes i Forhold til Skovenes Omfang kun faa. Alt
tyder paa, at Træet her i Egnen har fundet en betydelig Anvendelse.
Denne bestaaer først og fornemmelig i Træskotilvirkningen, som drives
meget i denne Skovegn, især sydvest for Silkeborg; i Forfærdigelse [færdiggørelse]
af Hjultræ, Bødkertræ og forskjellige andre Træfornødenheder, som
især gaae til Vesterlandet, i lidt Kulbrænding og endelig i Salg af
Brændsel, Gjærderis osv., til det omliggende i 4 til 5 Mils Afstand
bare Land. Træskoene afsættes hele landet over, i Egnen selv findes Folk,
som alt for længe siden have fundet Veien til de fjernere Markeder,
Kjøbenhavn indbefattet, og naturligvis ogsaa udfundet Midler, afpas-
sede efter Omstændighederne, til at drive en Art Laane- og Banquier-
forretning med Tilvirkerne [iværksætterne] og omsætte nogen Tilbagefragt i de tilstø-
dende Egne. Ethvert Tvangsmiddel, hvorved denne Omsætning skulde
bringes ind under Kjøbstaden Silkeborg, vilde være lige saa skadeligt,
som det var ubliligt [urimelig].
     Trævarene, der tilvirkes [fremstilles] til Vesterlandet, ere en for disse Egne
saare vigtig, ja uundværlig Gjenstand; alt som Hedene opdyrkes,
voxer Trangen; ethvert Offer, Staten bringer, for at afdrage Skov-
producterne fra denne deres nærværende Anvendelse, maa ansees som
et trykkende Baand, lagt paa en for Befolkningen og Staten lige
vigtig Gjenstand. Prisen paa en Favn godt Bøgebrænde, bragt til
Afskibning paa Grenaa, kan vistnok nu neppe anslaaes til mindre
end 4 à 5 Rbd.; fra flere af Skovstrækningerne bliver den vist endog
langt dyrere; paa mange Steder er Prisen i Skoven for godt Træ
endog ligesaa høi. Tillægges nu Transportomkostningerne, indtil
Træet kommer til Brug i Østerlandet, eller bliver handelsvare i
Østerlandet, saa vil Enhver indsee, hvor nær Priserne paa Ved [træ] i
Silkeborgs Skove staae de gængse Priser i hele Landet. Gjøres der
Udgifter for at lette Pramføringen, og Transporten af Ved [træ] skulde
bære sin Deel heraf, da vilde dets Priser snarere stige end falde.
Søgningen fra Vesterlandet vilde desuden snart virke til at bringe
den saaledes i Veiret, at kun det Ved [træ], som voxede nærmest Vand-
veien, kunde udføres.

Med Undtagelse af de nye store Fabrikanlæg og de Udvidelser,
som disse nu kunne modtage langs Vanddraget og ved Faldene
mellem Søerne, har Silkeborg altsaa intet Væsenligt forud for
Ands som Omsætningsplads, dens Udvikling giver ikke større Forhaab-
ninger. For Fabrikkernes Skyld at lægge det hele omliggende Land
under Kjøbstadstvang er jo aldeles ikke nødvendigt; Fabrikkerne behøve
kun at faa Vandveien aabnet og Frihed indrømmet til enhver Art
Virksomhed. Udrustede med disse Midler, ville de nok vide at finde
den rette Vel til at tilveiebringe Liv og Rørelse paa Stedet og i
Omegnen. Hertil er det, der trænges, ikke til en konstig dannet
Kjøbstad.

               IV.
Vi have nu fulgt „Collegialtidenden“ j dens Oversigt over Silke¬
borg-Commissionens gyngende Bevægelser op og ned mellem Erkjen¬
delsen af Frihedens Nødvendighed for Vindskibelighedens [driftens] Opkomst og
Vedhængen ved de bestaaende fra Fortiden overleverede Ledebaands og
Tvangsforanstaltninger; vi komme nu til den paa en saa vaklende
Grundvold støttede Afgjørelse. Vi have fremhævet, at Commissions¬
arbeidet tydede paa en forud tagen Beslutning, at skabe en Kjøbstad,
og viste en vis Stræben herimod. Resolutionen synes at bekræfte
denne Anskuelse, thi, skjønt den vel ikke strax opretter Kjøbstaden, saa
tager den ogsaa kun lidet Hensyn til de af Commissionen fremsatte
vægtige Tvivl. Den væsenligste Indrømmelse, den har gjort disse,
er, at den har benævnt det nye Anlæg: Handelspladsen. Reſo¬
lutionen er delt i Afsnit; det første handler om nærmere Betegning
af Stedet, hvor Handelspladsen skal anlægges, dens Størrelse, Ind
beling m. v.
Det mærkeligste, som her forekommer, er, at denne Handels-
plads, som er bestemt til især at oplive det vestfor liggende Land, er
begrændset mod Vest, hvorimod den er ubegrændset mod Øst; thi her
beroer Begrændsningen paa den Udvidelse, som Dhrr. Drewsen,
sin Tid (hvor længe er det?) maatte ville give deres Fabrikan¬
læg, hvortil regnes „samtlige Vaaninger [huse], der ere eller maatte vorde [blive]
opbyggede til Beboelse for Fabrikkens Betjente og Arbeidere, som i
Eet og Alt blive at indbefatte i Byen“. Bygge Dhrr. D. et Klu¬
deskuer og bosætte en Klueeforvalter paa Silleborg-Aarhuusveien, tæt
udenfor denne sidste By, saa gaaer Handelspladsen Silkeborg mod
Øst hertil. Dersom dette ikke var udtrykt saa bestemt, saa skulde man
næsten ikke troe, det var saaledes ment; ogsaa følge senere nogle Ud¬
tryk, som lade formode, at den østlige Begrændsning er bundet til
det Landstykke, som Dbrr. D. have faaet i Arvefæste. Vi kunne i
hvert Tilfælde kun lykønske til denne Mangel paa Begrændsning.
Skade, at man ikke har indrømmet den i alle Retninger! Der tales
ogsaa i denne Afdeling om Byens Hovedgade. Man venter
sig altsaa dog en rask fremskriden.
     2det Capitel handler om Betingelserne for Nybyggernes Nedsættelse
paa Pladsen. Nybyggerne skulle kunne udøve alle de samme Næringsbrug,
som ellers i Almindelighed ere Kjøbstæderne forbeholdte. Saa¬
længe Pladsen ikke er Kjøbstad, skal dertil dog erhverves Berilling. Dog
fritages de Næringsarter herfor, som ellers frit kunne nedsætte sig
paa Landet. Denne Forret bestaaer kun, saalænge Handelspladsen ikke
har faaet Kjøbstadret; saalænge skulle ogsaa de tilladte Landhaandvær-
kere kunne arbeide for Byens Indvaanere [indbyggere]. Bevillingerne skulle søges
i de reſpective Collegier, som skulle correspondere derom med Regule-
ringscommissionen for Silkeborg Kjøbstad. De Haandværksbevillinger,
som ellers gives af de stedlige Myndigheder, skulle derimod udfærdiges
af Reguleringscommissionen. Landhaandværkere skulle vel ikke være
udelukkede fra at faae Bevillinger, men solide Kjøbstadhaandværkere
skulle tages i fortrinlig Betragtning [tages i betragtning]. Mesterstykket skal være en an¬
befalende Omstændighed, dog skal Duelighed ogsaa kunne godtgjøres
paa anden Maade. Den Paagjeldendes oekonomiske Forfatning skal
tages i Betragtning. Oedenligvis skulle kun saadanne Haandvær¬
kere, som have aflagt Mesterprøve, kunne faae Ret til at holde Svende
og Drenge, med mindre der maatte findes Anledning til at meddele
en og anden, som i Reglen kun burde erholde [få] Adgang til at arbeide
med egne Hænder, særlig Bevilling af samme Omfang. Da Hoved¬
hensigten er at skaffe Beboerne af det Indre af Jylland lettet Adgang
til Afsætning, saa maa Handelsbevilling kun meddeles til solide og
dygtige Handelsmænd, helst saadanne, der tidligere have siddet i en
omfattende Virksomhed. Væsenligt Hensyn bør tages til, om Vedkom¬
minde ere villige og have Evne til at opføre de til deres Etablissement
fornødne Bygninger. Nybyggere, som døe inden Handelspladsen bliver
Kjøbstad, kunne vente, at Bevillingen kan komme til at gaae i Kjøb med
Bygningen. Bevillingerne udfærdiges gratis og paa ustemplet Papir, dog
ikke til Flere, end Egnens Fornødenhed og Pladsens Tarv udfordrer. Frist
til at begynde et Næringsbrug gives almindeligvis 1 Aar, er det da
ikke 1 Drift, tabes Retten. Dog kan der efter Omſtændighederne zloes
Forlængelse.
     Dersom Læserne tvivle, om Resolutionen virkelig er saaledes be¬
skaffen, som her anført, saa bede vi dem læse efter. Vi have, saavidt
gjørligt, citeret ordret; vi have ikke tænkt paa at skrive en Kritik; vi
have kun gjort Udtog af en Anordning [bestemmelse]. I, solide, prøvede, veleta¬
blerede Haandværksmestere og dyglige Producthandlere, som eie Capital
nok til at bygge Hus og Gaard paa Silkeborg, iler med at søge Be¬
villinger til at nedsætte Eder paa denne Handelsplads, (der har Haab
om at blive Kjøbstad)! Bygger Eders Gaarde, maler Eders Stakitter,
og værer i Gang inden Aar og Dag, men i hvert Tilfælde holder Eder
gode Venner med Vedkommende, thi da kunne I efter Omstændighe¬
derne faae Lov til at gjøre næsten, hvad det skal være!
     De Nybyggere, som de forstjellige høie Collegier og Silkeborgs
Reguleringscommission have udvalgt og bevilget efter de i foregaaende
Capitel foreskrevne Regler, nyde de i følgende tredie Capitel indrøm¬
mede Begunstigelser, hvori ogsaa fastsættes om Bygningernes Indretning
m. v. Brødrene Drewsen skulle af det dem forpagtede Land aftræde
50 Tdr. Eng af den 250 Tdr. Land store Vestmark. Disse anvises,
indtil videre, til Afbenyttelse for Nybyggerne, deles i Lodder og
bertforpagtes til Nybyggerne af Reguleringscommissionen ved Auction
eller underhaanden [privat]. Naar Kjøbstadordningen engang inbtræder, skal
denne Sag endelig afgjøres. Dog forbeholdes ved Engenes Deling
den saakaldte Store-Mae til Bygninger for Brødrene Drewsen og til 
Vandledning fra Aaen, om en saadan bliver gravet til Anlæg af det
paatænkte Jernværk eller andet Fabrikanlæg. Der forbeholdes ogsaa
andre Stykker af den udlagte Eng til Byggeplads for Brødrene
Drewsen mod forholdsmæssig Godtgjørelſe andensteds. Denne Be⸗
stemmelse træder i Kraft, naar disse Herrer have benyttet de paa Gu¬
denaaens østlige Side beliggende, af dem arvefæstede Grundstykker*
Reguleringscommissionen har at ordne og bestemme Alt som ikke 
henhører under Collegiernes eller under allerhøieste Afgjørelse, navnlig
at besørge Udskiftning af Engene mellem Forpagterne og Communen
(hvilken Commune?), anvise Nybyggerne Byggepladse, udfærdige
Overdragelsesdocumenter og anvende Overskuddet af Forpagtnings¬
afgifterne, efter at Skatterne ere fradragne, til Bestridelse af Bekost¬
ninger paa offenlige Indretninger til Communens Tarv**). Ny-
byggerne paa Vestsiden af Gudenaa skulle i 5 Aar, fra Resolutions¬
datoen (8 Januar 1846), være fritagne for at erlægge Jordafgift
af det Areal, som anvises dem til Byggeplads (omtrent ¼ til ½ Td.
Land ringe boniteret Jord) og Bygningsafgift af de Bygninger, der
opføres paa samme (en aarlig Bygningsafgii) af 50 Rbd. forudsætter
allerede en temmelig stor og prægtig Gaard). Efter de 5 Aars Forløb
skulle af de silkeborgske Nybyggere svares sædvanlig Bygningsafgift
og en Grundleie, hvilken i intet Tilfælde maa overstige 4 Sk.
100 □ Alen. Foreløbig, saalænge Pladsen ikke organiseres som
Kjøbstad, bortfalder Erlæggelse af Consumtion [forbrug] og Forma-
lingsafgift [næringsafgift]. Brændevinsbrænderier sættes paa samme Fod som
Landbrænderier. Nybyggernes Huse skulle være folide, Forhuset af
Grundmur, samtlige Bygninger teglhængte, Vaaningshusene med Fa-
caden umiddelbart mod Gaden og den mod Gaden beliggende ubebyg-
gede Grund indhegnet med forsvarlig malet Stakit eller Plankeværk.
Til Reguleringscommissionen indsendes Tegninger over de Bygnin-
ger, som skulle opføres, og den confererer om deres Tilladelighed med
bygningskyndige Mænd. Tiden, inden hvilken de saaledes antagne
Bygningsforslag skulle være udførte, fastsættes under Straf af Ret-
tens Fortabelse. Generaltoldkammer- og Commercecollegiet skal tage
under Overveielse, hvorledes det fornødne Toldopsyn kan indrettes
paa Pladsen som og om Foranstaltning til Ladepladsens Inddæm-
og Bygning af en Skibsbro eller Mole (i Langsøen nemlig).
     Senest inden Udgangen af Aaret 1849 skal nedlægges allerun⸗
berdanigst Beretning om, hvorledes Forholdene paa Pladsen have ud¬
viklet sig og om der maatte være Anledning til at forunde Pladsen
de sædvanlige Kjøbstadrettigheder, under hvilken Forudsætning det er
en Selvfølge, at de,som tidligere have nedsat sig, maae underkaste sig
de dertil svarende Forpligtelser. Rentekammeret skal tage under Be¬
tænkning, hvorledes det paatænkte nye Hovedlandeveisanlæg fra Aarhus
til Ringkjøbing, navnlig gjennem Hammerum Herred, og fremfor Alt
fra Silkeborg til Ikast, snarest muligt kan fremmes. Generaltold¬
kammeret skal tage under nærmere Overveielse, hvilke Foranskaltninger
der kan være at træffe, for snarest mulig at give Farten [Sejladsen] paa
Gudenaa al den Forbedring****), som Omstændighederne tillade.
Cancelliet skal gjøre Forslag til Pladsens offenlige Indretninger, dens
communale Væsen og sammes Bestyrelse m. v.
     Vi have nu givet vore Læsere et Udtog af den Anordning, som
skal fremkalde en Kjødstad ved Langsøen ved Silkeborg, for derved at
udbrede sin oplivende Velsignelse over det jydske Indland. Enhver
solid Kjøbmand, især Producthandler, Industriel eller Haandværks⸗
mester, som andensteds sidder i en god Næring, kan have Haab om,
saafremt ikke for Mange ansøge, at faae Bevilling til at drive sin
Næring paa Handelspladsen Silkeborg, hvor han kan faae en Grund
udlagt af nogle Skpr. Land og Frihed for Bygningsafgift til 8de
Januar 1851, naar han inden Aaret efter Bevillingens Dato har
indleveret og faaet bifaldt en Tegning over et Hus, som i samme Aar
maa være færdig bvgget, Næringsdriften bragt i Gang og Stakittet
forsvarlig malet. Landhaandværkere kunne, i Mangel af Kjøbstad-
haandbærkere, som bør nyde Fortrinet, ogsaa faae Lov til at bygge grund¬
murede Huse efter antagen Tegning paa Silkeborg Handelsplads og der
at drive deres Næring, dog maae de ikke holde Svende og Drenge
1849 haaber man at kunne anbefale Pladsen til at blive Kjøbstad.
Rentekammeret skal imidlertid betænke sig paa Anlæget af en Landevei,
Generaltoldkammeret skal tænke paa Seiladsens Forbedring paa Gu-
denaa og Canciliet paa den nye Communes  offenlige Indretninger.
Al Bedrift skal indskrænkes efter Stedets og Egnens Trang.
     For uindviede Øine ligger der en Modsigelse i Ønsket om
allerede i 1849 at kunne give de ved Silkeborg samlede Nybygger-
anlæg Character af Kjøbstad og først nu i dette Aar at overgive
de vigtigste Betingelser for Nybyggernes Fremblomstren til de for-
skjellige Collegiers Betænkning. Som bekjendt behoves hertil
en ikke ganske kort Tid, selv hvor det gjelder langt mindre Gjen¬
stande. Man kan ogsaa med nogen Grund frygte for, at de store og
vistnok bekoſtelige Anlæg, som nu knyttes til Nicobarserne [dansk koloni], paa hvilke
man med Sikkerhed veed, at der er brevet Stenkul iland, kan træde
hæmmende i Veien for disse store indre Anlæg, hvilke, i hvor vigtige
de end maatte være, dog vel neppe burde forhindre den stadige Afbe¬
taling af Statens ikke ganske ubetydelige Gjæld. Mulig kunde og-
saa Generaltoldkammeret, ved at tænke over Seiladsens Forbedring
paa Gudenaaen, komme til at tænke paa, hvormeget mange af vore
Fjorde og vore mindre Kjøbstæders Havne, ja Kjøbenhavns egen
Havn, trænge til Forbedring, samt at Danmark, som har en hel
Orlogsflaade, endnu ikke eier en rigtig god hurtigvirkende Mudderma¬
skine med Tilbehør. En saadan Maskine kostede mindre og virkede
vist til større Nytte for Seiladsen end rimeligvis Nicobarcolonien [Frederiksøerne[.
     For, saavidt det staaer i vor Magt, at give Læserne Anledning
til at dømme om Værdien af Kjøbstadanlæget ved Silkeborg, bør vi
endnu anmærke, at der har ligget en Kjøbstad nær ved Silkeborg,
nemlig ved Ry, som i sin Tid var Klosterbyen til Øm Kloster.
Saalidt trivedes denne Kjøbstad eller Omegnen ved den, at den alt
for rum Tid siden er nedlagt. Skanderborg, som ikke just er nogen
gammel Kjøbstad, kan eiheller rose sig af sin Herlighed eller af den
Rørelse [bevægelse], som er udgaaet fra den. Vi slutte nu, som vi begyndte, idet 
vi yttre: skal det jvdske Indland vinde forøget Rørelse [bevægelse] og gjøre
Fremskridt, lig dem, som lignende Egne i andre Lande have gjort, f
Ex. i Holland, da giv det Frihed, og ikke indesluttede Kjøbstæder; ja
skulle de andre danske Kjøbstæder kunne hæve sig, da giv Frihed til
Rørelse [bevægelse] og Omsætning i hele Landet, og vedbliv ikke med at klemme
Udviklingen inde mellem tvungne privilegerede, fideicommissarisk [båndlagt formue] bundne
Jorddrotter [herremænd], og privilegerede, laugsbefatte Kjøbstæder! Det gjelder
her ikke om Theorier og Utopier, men om den simpleste Virkelighed,
saaledes som den er foregaaet i Europa, lige for vore Øine, tæt uden
for vore Skriverpulte.

*) Dette tyder, som ovenanført, paa en øftlig Begrændsning, medens den
forrige Afdeling lod Øſigrændſen ubeſtemt. Efter dette maa man an-
tage, at Handelspladsen (Kjøbstaden) Silkeborg mod Øst ikke tør ud-
strækkes længere end til det Land, som Brødrene Drewsen nu have faaet
Arvefæste.
**) Her findes altsaa en Commune. Om det er de nævnte 50 Tdr. Eng
Undtagelse af Store-Maen, eller de 250 Tdr. Vestmark, sem Com¬
munens offenlige Indretninger skulle nyde godt af, er ikke saa ganske
klart; dog var dette ikke uvigtigt at vide forud for de tilkommende Com¬
munemedlemmer, som jo vil komme til at bære deres Deel Commu-
nens offenlige Byrder.
***) Heri synes at ligge en Spaadem om Consumtionens [forbrugets] Vedligeholdelse.
****) Den Simpleste Maade at ophjelpe Farten [sejladsen] paa Gudenaa, vilde xxx
være at gjøre Farvandet mere farbart. Er dette meget kostbart, da
er det vel at tage under Overveielse, om ikke et Jerntrækspor an-
bragt paa Veien til Aarhus var langt billigere og nyttigere.

     Det tegner dog til, at den herværende Plads vil
udvikle sig til en Handelsby. Foruden den af dHrr.
Drewsen & Sønner her anlagte anselige Papirfabrik,
som foraarsager meget Røre og Liv, har Hr. Høltzer-
mann, efter at være hjemkommet fra Udlandet, i disse
Dage her etableret en Manufakturhandel baade for 
Herrer og Damer tillige med vesassorteret Galan-
teri og Kolonialhandel.

     Hr. Redacteur! Jeg endte mit sidste Brev noget brat, fordi et
Besøg af en i mange Aar ikke mødt Ven afbrød mig, ved Aggersunds
Færgested ved Limfjorden. Jeg vil igjen begynde derfra, fordi det
ikke blot er Færgeindretningens store Ufuldkommenhed jeg der har at
paaanke. Hvad der nemlig næsten er en endnu større Ulempe for den
Reisende, som vil gaae denne Vei, Nordfra eller Sydfra, er, at der
ingen Postbefordring er at faae paa nogen af Sundets Sider. Det
er muligt, at man for gode Ord og Penge paa Tider af Aaret, da
Heste og Folk kun have lidet at bestille, kan erholde [få] en Bondevogn i
den paa den sydlige Side liggende intet mindre end appetitlige Kro;
paa den nordlige Side forefinder man blot nogle smaa Hytter, hvori
Færgefolkene boe; den Reisende maa altsaa i det mindste tradske til-
fods til den en Fjerdingmil borte liggende Aggersborg By; det er
muligt, at en Bondes Tjenstvillighed der kan hjelpe ham ud af hans
Forlegenhed; men en ordenlig Station, hvor han kan fordre [kræve] og være
vis paa at erholde [få] Befordring, forefindes paa den nordlige Side først
i den omtrent 1 ½ Mil fra Færgestedet liggende Fjerritslev Kro. Naar
jeg nu hertil føier, at ved alle 3 i mit forrige Brev nævnte Færge-
steder ved Limfjorden - altsaa formodenlig ogsaa ved de øvrige
findes der kun Færge og Baade paa den ene Side af Vandet,
saa at den Reisende, der kommer fra den modsatte Side, i Alminde-
lighed maa vente en halv eller en hel Time, ja stundom vel meget
længere, inden han kan komme over, saa veed jeg virkelig ikke, om
De vil finde, at der er tilbørligt sørget for Communicationens Hur-
tighed og de Reisendes Beqvemmelighed paa disse vistnok noget afsides
liggende, men dog i Sommerens Tid ingenlunde sjeldent passerede
Steder. Jeg omtalte i mit forrige Brev, at der over Aggersund
gaaer en Dagvogn, som ogsaa fører Brevpost, fra Aalborg over Nibe
og Løgstør til Thisted; ved denne Route er der den Synderlighed [besynderlighed], at
Dagvognen fra Løgstør maa kjøre en halv Mil tilbage i den samme
Retning, hvorfra den er kommen, for at føres over Sundet. Kom-
mer man nu Nord for dette til de vidtstrakte Hanherreder, som vist-
nok ikke høre til Danmarks frugtbareste og bedst befolkede Egne,
men som dog for den største Del ere udskiftede mellem ingenlunde
ringe Landsbyer og en Del ret betydelige Herregaarde, saa befinder
man sig her, mærkværdigt nok, i et District, som, med Undtagelse af
den nysnævnte Dagvogn, der kjører gjennem et Stykke deraf omkring
Han-Veile, er aldeles ude af Berøring med det kgl. danske Postvæsen;
hvor der, som bemærket, vel findes en Station i Fjerritslev Kro til
at bestille Extrapost, men paa 12 til 15 Miles Strækning fra Øst
til Vest ikke findes et eneste Postexpeditionscontoir, der modtager Breve,
saa at Beboerne, forsaavidt de ikke ville leve uden al Forbindelse med
den civiliserede Verden, maae holde private Stafetter til deres Brev-
befordring og stundom lade disse ride 5 til 6 Mile for at faae deres
Breve afleverede paa et Postcontoir. Jeg veed ikke, hvad De synes
derom, eller om De finder, at der er sørget forsvarligt for disse Egne?
Det er mig rigtignok fortalt, at Postdirectionen giver den i Hanher-
rederne ansatte Herredsfoged Understøttelse til at holde en Stafet, men
Herredsfogden er da ikke den eneste Beboer i Districtet; Postvæsenet
er ikke til for Herredsfogder alene, og at denne Embedsmand af
privat Velvillie tillader sit Bud at modtage Breve og Blade for An-
dre, kan ikke erstatte en ordnet Postgang. Herved fremkommer des-
uden de forunderligste Misforhold i Betalingen for Breve; naar en
Mand som boer 6 Mile N. O. for Thisted, og afleverer og modta-
ger sine Breve paa dette Sted som det nærmeste Postcontoir, skal
have et Brev til Hjørring, der kun ligger 9 Mile borte, saa maa
han betale omtrent ligesaameget derfor som for et Brev til Kjøben-
havn eller Hamborg. Jeg forundrede mig fremdeles ved at høre, at
ingen Postinspecteur nogensinde har bereist denne Egn; i alt Fald
vil jeg da haabe, at det ikke varer længe, inden denne Embedsmand
med egne Øine og af Beboernes Mund overtyder sig om de her sted-
findende store Mangler og indkommer med Forslag til Afhjælp-
ning. Mig forekommer det, at den Dagvogn med Brevpost, der nu,
som nys omtalt, gaaer langs den sydlige Side af Limfjorden over
Nibe ad en Omvei over Løgstør til Thisted, burde standse i Løgstør,
og derimod en lignende Befordring saavel for Reisende som for Breve
og mindre Pakker indrettes paa den nordre Side af Fjorden fra
Nørre Sundby ad den lige Vei til Thisted. Det er blevet mig for-
talt, at Eieren af Fjerritslev Kro, der ligger omtrent midt i dette
tilsidesatte District, har gjort Generalpostdirectionen et Forslag i denne
Retning, men at man hidtil ikke har villet indlade sig derpaa.
     Imidlertid maa De, Hr. Redacteur, ingenlunde troe, at Han-
herrederne ere den eneste Egn af Jylland, som hidtil er stedmoderligt
bebandlet i Henseende til Communication og Postvæsen. Det Samme
gjælder næsten ligesaa fuldt om det store Hammerum Herred, der dog ikke
ligger i en Udkant, bag Sunde og Fjorde, og, som man siger, Nor-
den for Lands Lov og Ret, men som udgjør en stor Strækning af
Halvøens Midte, og nu dels ved Agerbrugets Udvikling, dels ved
Industrigrenes Opkomst er ret godt befolket og temmelig
velhavende. Her er man endelig for faa Aar siden kommen saa vidt,
at man har faaet en ugenlig Brevpost, som gaaer fra Aarhus over
Silkeborg til Ringkjøbing og igjen tilbage, med Postexpedition i Herning;
men hvad kan det hjælpe Beboerne, naar de ikke blot ønske at læse Breve
og Blade, men ogsaa gjerne engang imellem vilde have en ny Bog eller
skulle betale eller modtage en større Sum Penge i Aarhus eller fra
Kjøbenhavn, saa er der intet Andet for, end at de maae sende eget
Bud en fem til sex Mile til Ringkjøbing eller Holstebro, hvor man
er saa lykkelig at have en Pakkepost, thi dette Gode har endnu ikke
kunnet blive Hammerum Herreds Beboere til Del, uagtet de have
indgivet Begjæring derom til Postdirectionen. Det er begribeligt,
at denne Mangel maa udøve en hinderlig Indflydelse ikke blot paa
Herredets Cultur, men ogsaa paa dets, som antydet, ingenlunde ube-
tydelige Handel og Omsætning; de Præster, der ikke ganske have
tabt al videnskabelig Jnteresse, flygte bort fra denne Egns i Almin-
delighed ret gode Præstekald, fordi de ikke kunne udholde den aande-
lige Ovarantaine, man vedbliver at paalægge dem; og det er der en
vanskelig og mislig Sag at afslutte nogen Handel, der medfører en
større Udbetaling, paa fjerntliggende Steder; dertil udfordres, at man
maa have Commissionairer og Agenter paa disse og laane, naar man
kjøber, eller afsee sine Penge, naar man sælger, til man selv faaer
Tid til at bringe eller hente dem; man maa nemlig huske, at den
meste Omsætning i den vestlige og sydlige Del af Jylland skeer,
ikke i Sedler, men i Sølv, som slet ikke befordres af
Brevposten. Man vil sagtens undskylde Mangelen af en Pakke-
post midt igjennem Halvøen fra Øst til Vest med Veienes
daarlige Beskaffenhed, men Herregud, hvorfor forbedres da ikke
Veiene? Hvorfor er Arbeidet paa den besluttede og afstukne
Chaussee fra Aarhus til Ringkjøbing nu stillet i Bero, uagtet der
paa i det mindste 3 Mile af denne Route, fra Silkeborg til Ikast,
endog savnes en indkastet Vei, det vil med andre Ord sige, Lande-
veien er der kun „et Spor i Lyngen", saa smalt, at det ikke kan be-
fares af ordenlige Postvogne, og i Mørke og Snefog næsten umuligt
at finde. Det forekommer mig, at Anlæget af denne Chaussee er
saa paatrængende nødvendigt for Udviklingen af det Indre af Halv-
øen, at det er aldeles uforsvarligt ikke at fremskynde det af alle Kræf-
ter; hellere maatte man da, hvis begge Dele ikke kunne skee paa een
Gang, opsætte Anlæget af den nye Vei fra Skanderborg til Silke-
borg, der aldrig kan blive saa vigtig for Communicationen som den
anden, men paa hvilken der dog for Tiden arbeides saa hidsigt, at
man endog slaaer det halvmodne Korn om, for at komme til at ud-
grave og chaussere. Jeg veed naturligvis meget vel, at det ikke er
Generalpostdirectionen, der skal anlægge og istandsætte Veie, saa at
deres daarlige Beskaffenhed ikke falder dette Collegium til Last; jeg
erkjender ogsaa, at Directionen i de senere Aar har gjort en hel
Del til Forbedring af Communicationerne i Jylland; jeg kan f. Ex.
ikke Andet end rose de gode Vogne og Heste, der nu paa næsten alle
Stationer, ogsaa de mere fraliggende og mindre besøgte, ere til den Rei-
sendes Tjeneste; men jeg paastaaer alligevel, at der ikke nær er gjort
nok, at Halvøen, som, rigtigt betragtet, er Danmarks Hoveddel og
Hjørnesten er bleven altfor meget tilsidesat for en skævsynet kjøben-
havnsk Centralisationsiver, og at der snart maa tænkes alvorligt paa
at afhjælpe Manglerne og fyldestgjøre de paatrængende Krav, hvis
man ikke vil udsætte sig for at see en provindsiel Nidsyge [misundelse] og Afson-
dringsaand gjøre sig gjældende i Jylland, ligesaa farlig som den,
man har opammet i Slesvig.
     Det, der først og fremmest behøves er gode Landeveie ikke
blot langs ad Øst- og Vestkyst, men ogsaa midt igjennem Lan-
det paa langs og 3 til 4 Steder paa tvers, og langs med disse
Veie saavel Postbefordringsstationer som Brevexpeditionscontoirer
paa passende Steder i ikke altfor stor Afstand fra hinanden.
Men der vil med Tiden udfordres endnu mere, hvis Halvøen skal
bringes saaledes i Flor, som dens naturlige Hjælpekilder og dens
Befolknings Dygtighed berettiger den til; Staten vil ikke slippe med
mindre end Anlæget af et Par gode Havne paa Vestkysten og en
Jernbane midt op gjennem Landet, med Tværgrene til Siderne. Det
er en Opgave, der forekommer mig at ligge en fornuftig og fædre-
landssindet Regering langt nærmere, end Colonisationsforsøg i fjerne
Egne, der for store Offre af Penge og Menneskeliv kun kunne ind-
bringe en tom og forfængelig Glimmer. I Jylland ligger der Nico-
barer [Kolonier] nok at opdyrke og frugtbargjøre, at befolke og civilisere, Colo-
nisterne der behøve ikke at kjøbes paa fremmede Markeder eller at be-
skyttes med Krigsskibe og Soldater, de behøve ikke at underholdes og
betales af Staten, ikke at skiftes, fordi de blive syge, ikke at erstattes,
fordi de døe ud, de udfordre, kort sagt, slet ingen konstige Midler,
ingen overdrevne Anstrængelser; de komme af sig selv, naar man blot
hidskaffer de fornødne Betingelser for Culturens Fremskridt og Vel-
standens Forøgelse, letter hurtige og hyppige Forbindelser, billig
Beskatning, fornuftig Frihed, lovlig Sikkerhed og god Orden;
de komme af sig selv, naar man ved kloge Foranstaltninger viser dem
Veien, naar man blot indirecte begunstiger og beskytter, hjælper op
og skyder efter. - Fra Jylland af kunde man fristes til at tilraabe
vore stortalende Colonisationssværmere, der drømme sig den bengalske
Bugts Tyrier og Heneter: „hic Rhodus, hic salta!“ — Imorgen
haaber jeg at kunne sende mit tredie og sidste Brev; indtil da anbefaler
jeg mig, Hr. Redacteur! til Deres og Deres Læseres Bevaagenhed.
                                                                                  Deres osv.

     Hr. Redacteur! Jeg er voxet op med en af landets største gamle
Ruiner daglig for Øie, Synet af sammenstyrtende hundredaarige Mure,
hvorover Tidsler og Græs skyde frem, og som gjenlyde af Allikers og
Uglers Skrig, har derfor intet ræddeligt for mig; men jeg kan ikke
Andet end gribes af en bitter og uhyggelig Følelse ved at se endnu
nye Bygninger mærkede af Ødelæggelsens Spor, ved at se nylig
udførte, aldrig benyttede Anlæg synke sammen, enten fordi de ikke have
svaret til deres Hensigt, eller fordi stivsindet Fordom har modsat sig
deres nyttige Brug. En saadan kun 10 Aar gammel Ruin er jeg 
under min jydske Reise uventt stødt paa ved den 2 Mile Vest for 
Viborg liggende venlige Landsby Daugberg. Det er bekjendt, at her
og i Nabosognet Mønsted findes betydelige Kalklag; Beboerne bear-
beide disse paa deres egen Vis, uden al anden Kundskab om Reg-
lerne for slig Bedrift, end den, de have nedarvet fra deres Fædre;
enhver Bonde, som finder Kalk paa sin Mark, graver sig selv en
Grube, som han lader bearbeide af Husmænd eller sine Tjenestefolk,
og disse hugge sig frem gjennem høist uregelmæssige Gange, saalænge
indtil de støde paa Vand; da holde de op og begynde paa et nyt
Sted. Hvad der ligger under Vandet, om nye endnu bedre og
rigere Kalklag, eller Stenkul eller hvilketsomhelst andet Mineral, det
veed Ingen, thi Grubernes Eiere have ikke Raad til at foretage
Udpumpning eller til at bore sig dybere ned. Det var, synes mig,
altsaa Regeringen, der her skulde være kommet til Hjælp, og have
foranstaltet de fornødne Undersøgelser, men man fortalte mig paa
Stedet — skjønt jeg næsten ikke kan troe det forholder sig rigtigt —
at ingen Undersøgelse nogensinde har fundet Sted, ja at Gruberne
aldrig have været besøgte af nogen Geolog. Jeg skulde dog troe, at
det maatte interessere det Offentlige lige saa meget at komme til Kund-
skab om disse Egnes mineralske Beskaffenhed, som det har været det
magtpaaliggende at undersøge Islands og Færøernes. Kalken fra
Daugbjerg og Mønsted er i en viid Omegn bekjendt og søgt for sin
Godhed, den vil vistnok blive det end mere, naar Landeveienes For-
bedring tillader dens Transport længere bort, og ifald man virkelig
ikke kjender enten Lagenes Udstrækning, eller hvad der ligger under
dem, saa var det jo altid muligt, at disse Gruber engang i Tiden
kunde bringe et rigere Udbytte, end nu. Dog, jeg maa ikke sige, at
Regeringen Intet har gjort; den har i det mindste havt Villien der-
til, og Resultatet deraf er, som alt antyder, — en ny Ruin. Nord
for Byen Daugbjerg i en Huling mellem Bakkerne og i Randen af
et Egekrat, reiser sig en Bygning, der i det Fjerne seer ret impo-
sant ud, og som, naar man kommer til Stedet, viser sig at være en
sexkantet 3 Etager høi Kalkovn, efter et nyere System, opført for
en halv Snes Aar siden for Regeringens Regning af Hr. Kammer-
raad Kabell, for at træde i Stedet for de ufuldkomne brændselspil-
dende Ovne, Bønderne opføre sig selv. Men enten det nu forholder
sig, som disse paastaae, at Hr. Kabells Ovn er ubrugelig, fordi den
ikke vil trække, eller det kun er Vane og Fordom, som har for-
hindret dens Tagen i Brug, saa er det vist, at den kun staaer der
til Pynt for Egnen og til Spot for den gode Villie, der har spildt
8 à 10,000 Rbd. paa den. Lugerne hænge løse og klappre for Vin-
den, forsaavidt de ikke ere bortstjaalne til Brændsel eller nedfaldne
paa Jorden, fordi Hængslerne ere afbrækkede, Stormen river Tag-
stenene af og det indre Træværk vil snart raadne bort eller bortstjæ-
les; det for en Opsynsmand opførte Hus ved Siden af staaer lige-
saa øde; Dørene ere borttagne, Ruderne udslagne, Sprosser, Gulve
og Paneler overdragne med Skimmel og begyndte at raadne. Be-
fandt der sig en Røverbande i Nærheden, saa kunde den finde et yp-
perligt Skjul i disse Bygninger, som ligge afsides og vist saare sjel-
dent betrædes af nogen fremmed Fod. Hvorom nu Alting er, saa
forekommer det mig, at Regeringen havde gjort bedre at anvende den
Sum, denne Ovn har kostet, til at indrette et Pumpeværk for at
faae det Arbeidet hvert Øieblik standsende Vand ud af Gruberne, eller
at den, hvis den endelig vilde lære Bønderne en bedre Brændings-
methode, burde have ansat en sagkyndig Mand der, som kunde veilede
dem og praktisk overbevise dem om den nye Methodes Fortrin, men
at man har handlet meget besynderligt ved at foretage et efter Forhol-
dene ret kostbart Anlæg og saa overlade det, som man siger, til
Vind og Vove.
     Med Indtrykket af Ruinen ved Daugbjerg friskt ankom jeg til den
smilende Oase i den jydske Hedeeørk, Herregaarden Hald, der, som
bekjendt, ligger en Miilsvei Sydvest for Viborg, ved en betydelig Sø
og omgiven af Skove. Ogsaa her skulde der være en Ruin, og det
en gammel og ærværdig, af Ridder Bugges Slot; nu er den des-
værre ikke langt fra at være forsvunden, paa de mægtige Volde og
Grundvolden af et Planketaarn nær, thi de forefundne Masser af
Muursteen og tilhugne Qvadre have forlængst faaet al Slags nyttig
Anvendelse paa og om Gaarden. Jeg kan meget godt lide Driftighed
og holder af at see nye Bygninger, velholdte Gjærder og pyntelige
Terrasser, men jeg synes mindre godt om — maaskee er det en For-
dom, et Sværmeri — at Minder fra Fortiden, det være nu Lev-
ninger af gamle Bygninger, der have en Historie, eller blot Steen-
dysser paa Marken anvendes dertil. Noget er imidlertid nogenlunde
heelt, skjønt ogsaa i ramponeret Tilstand, tilovers af det gamle Slots
Minder; det er de mærkelige og i konstnerisk Henseende ikke alle vær-
diløse Portraiter af dets ældre Besiddere, som have givet Steen Bli-
cher Stoffet til en smuk Novelle. For deres Bevaring og Restaura-
tion antager jeg der nu vil blive sørget, thi nu er Hald med sit Til-
liggende af Skove, Jorder, Møller og Afbyggersteder, efter lang
Underhandling og megen Omtale, endelig bleven Regjeringens Eiendom;
Approbationen [godkendelse] paa Kjøbet ankom, just som jeg befandt mig der i Eg-
nen; Kjøbesummen er 67,000 Rbd. foruden nogle mindre Emolu-
menter [indtægter], som den forrige Eier har betinget sig. Jeg erindrer, at
denne Handel, da den første Gang var paa Bane, blev omtalt i
Deres Blad og Regjeringens Hensigt misbilliget og fraraadet, og
uagtet Eiendommen nu staaer Staten noget billigere end dengang, er
det vistnok tvivlsomt, om man ikke endnu maa give Dem Ret. Jeg
begriber vel, at Viborgs Indbyggere kunne glæde sig over, at see
Halds Skove gaae over i Regjeringens Haand og forbindes med de
Plantninger, der ere begyndte Syd for Byen, hvorved denne faaer
Udsigt til engang at see sin Hedeomgivelse forvandlet til en smuk Skov-
egn. Jeg maa ogsaa nu erkjende, at De, Hr. Redacteur! tidligere har
været mindre vel underrettet, naar De har kaldt Halds Skove for-
huggede, thi i det mindste i den sidste Snes Aar have de været saa
varsomt fredede, at de nu paa sine Steder kunne trænge til Udluft-
ning, og disse Skove, der indtage 600 Tdr. Land, ere altsaa, uagtet
Træerne ikke have nogen betydelig Størrelse, i denne skovløse Egn
en Gjenstand af Værdi. Jeg indrømmer endelig gjerne Priseligheden
af Regjeringens Stræben at konservere nogle større Skove i Jyl-
land og navnlig at beplante ødeliggende Sandbanker og Hedestræk-
ninger. Men med alt Dette troer jeg ikke, at det er rigtigt, at Sta-
ten anbringer betydelige Summer i nye Domainer, saalænge den har
saamange andre haardt savnede og ganske uundværlige Anlæg og Indret-
ninger at anvende sit, formedelst det stedse voxende Udgiftsbudget tarve-
lige og i Tidens Længde problematiske, Overskud til; jeg troer saa-
meget mindre dette, som det er vist, at Staten altid har mindre Ind-
tægt af sine Eiendomme, end disse i privat Besiddelse kunne yde, saa
at de i Domainer anlagte Capitaler ikke engang ere godt anlagte.
Jeg troer fremdeles, at, da de for Landmanden haarde Tider, der bevæ-
gede en stor Deel af de private Skoveiere til at slaae deres Skove
ned for Fode, forlængst ere forbi, og det tvertimod er vist, at ikke
blot de større Besiddere, men selv de mindre Lodseiere have lært, at
fornuftig bestyrede Skove ere en fordeelagtig Eiendom, og derfor baade
skaane denne Art Besiddelse og bestræbe sig for at forøge den, saa
behøver Staten nu ikke at sætte sig i Besiddelse af flere Skovstræk-
ninger, for at være vis paa deres Bevaring og fornuftig Behand-
ling; men der burde snarere være god Anledning til at bortsælge dem,
den alt er i Besiddelse af, idet Salget af de baadesgaardske Skove
paa Lolland, som er skeet for nylig, har viist, at Skove, der, saa-
længe de vare Statens, saa godt som slet Intet have indbragt i
aarlig Indtægt, af Privatmand kunne betales med c. 50,000 Rbd. Den
gjældende Lovbestemmelse — der, foreløbig bemærket, forekommer mig
at være en meget nærgaaende Indskrænkning i den private Eiendomsret
— at ingen privat Skoveier i de første 10 Aar af sin Besiddelsestid
tør hugge mere i sine Skove, end der udvises af den dertil ansatte
kgl. Forstembedsmand, en Bestemmelse, der i Jylland i det mindste,
saavidt mig bekjendt, omhyggelig overholdes, turde i alt Fald
være mere end tilstrækkelig til at forebygge Ødelæggelse af private
Skove. Jeg troer saaledes ikke, at Regjeringen burde have kjøbt
Hald; jeg troer, at man rolig kunde seet paa, at dens Skove gik
over i en privat Eiers Haand. Nu, da Kjøbet er sluttet, vil det
vel snart vise sig, om det ene er Skovene — det eneste Værdifulde
af Halds Tilliggende — man har villet sætte sig i Besiddelse af; thi
i saa Tilfælde vil det Øvrige af Eiendommen vistnok blive fraskilt og
bortsolgt igjen, samlet eller i mindre Dele. Jeg maa tilstaae, at jeg
efter flere Yttringer, jeg hørte, ikke troer ret derpaa, men er tilbøielig
til at nære den Formodning, at den bekjendte Localembedsmand, der
har været Regjeringens Commissionair ved denne Handel og har
drevet paa den med stor Iver, turde have Noget derunder. Mulig
kunde han finde det en passende Belønning for sin Tjenstiver i
denne og andre Retninger at erholde [få] Hald anvist til Sommerresidens;
thi det siges at være betydet den forrige Eier, som har betinget sig
fri Bolig for sin Levetid paa Gaarden, at han i paakommende Til-
fælde maatte finde sig i at flytte ud af Hovedbygningen og ind i et
til Bolig for ham opført nyt Hus. At nemlig enten Hs. Majestæt
selv skulde agte at indrette Hald til et kongeligt Lystslot, eller at
Staten skulde have noget andet særeget Brug for den ingenlunde
rummelige eller solide og langt fraliggende Bygning, synes uantageligt.
     Er det urimeligt, Hs. Majestæt skulde ville holde Hof paa 
Hald, saa er det vist, at Silkeborg Hovedbygning for Tiden ind-
rettes til denne Bestemmelse. Ingen kan fortænke Hs. Majestæt i
at Allerhøiestsamme finder dette Sted Smukt og kan have lyst til at
dvæle der nogle Sommerdage; det er ogsaa vist, at Hovedbygningen,
som den var, var uendelig slet [ringe] skikket [indrettet] til at være et kongeligt Op-
holdsted, og at deres Majestæters Følge under de tidligere Ophold
her have lidt de allerføleligste Savn på Bekvemmeligheder. Men 
mon der alligevel er nogen fornuftig Grund til at anvende, det være
nu 10 eller 16000 Rbd. - thi jeg har hørt begge Summer op-
give af paalidelige Folk - paa Silkeborgs Istandsættelse? Det er 
for det Første vist [sikkert og vist], at Anlæggerne af de silkeborgske Fabriker, Brø-
drene Drewsen, have andraget paa tilligemed Gaardens Jorder og
Ladegaardsbygninger ogsaa at sættes i Besiddelse af Hovedbygningen, 
med det Tilbud, at de vilde istandsætte og udvide samme og indrømme
Hs. Majestæt og Følge Bolig der, naar Allerhøiestsamme besøgte 
Stedet. Det er dernæst vist [sikkert og vist], at Silkeborg Hovedbygning - eet een-
etages Hus med en tre Fags Qvist midt paa og en toetages Pavillon
ved hver ende - ikke blot er saa lille, at den aldrig kan blive noget
beqvemt Opholdssted for et Hof, hvordan den saa indrettes; at den
er usolid, saa at dens Vedligeholdelse altid vil koste meget, og at den 
endelig er saa uanselig og ligger saa afsides nede i en Krog mellem 
de til Fabrikarbeiderboliger og Kludemagaziner indrettede Ladebygnin-
ger, at den ikke engang synes passende til en Kongebolig. Og hvad
er det saa, Hr. Statsraad Koch - der paa een Gang er Hoffets
Bygningskyndige Raadgiver og dets Bygningsentrepreneur, og som
sikkert maa kunne give Oplysning om de høist vigtige Grunde, der 
have talt for at anvende en betydelig Sum for at skaffe Hs. Majestæt
et Logis paa nogle Dage hvert 3die eller 4de Aar, et Logis, som 
var tilbudt Hs. Majestæt gratis - har faaet ud af dette gamle Hus
for 10 eller 16000 Rbd.? Det er nogle smaaværelser, der til Nød
kunne kaldes Dagligstuer for en borgerlig Familie, det er en Række
ved høilys Dag bælmørke Qvistceller, hvori formodenlig Hofbetjenin-
gen skal kukkelure, det er endelig en lille net Bedesal i Christiansfelter
Stil. En Bedesal! udbryder De, Hr. Redacteur, kan Hoffet da ikke
opholde sig et Par Dage paa Silkeborg midt i en yndig Naturs
store Gudshus, uden at skulle sukke og bede inden fire dertil hvidtede
Vægge? De gjør imidlertid Hoffet uret; Bedesalen indrettes ikke for
dets Gudsfrygt, men for den vordende [kommende] Kjøbstad Silkeborgs; og der 
enten er allerede ansat eller skal ansættes en Capellan pro loco [residerende] i det
Landsogn, hvori samme skal ligge, til at administrere Bedesalen. De
spørger vel altsaa fremdeles: men er der da en Kjøbstad? Det kan 
man egentlig ikke sige; der er rigtignok Noget, nemlig 5 færdige Huse,
5 eller 6 under Bygning, et Stykke brolagt Gade saa langt, som 
Amagertorv er bredt, og for Enden af samme nogle Rudera [ruiner] af
en Qvaderstens Bro over en Arm af Aaen, der er stillet i 
Bero, fordi man har manglet den Kalk, som man i Daugberg
ikke bryder sig om; men da jeg intetsteds har bemærket de grønt-
malede Stakitter, der, ifølge Anordningen [bekendtgørelsen] for Kjøbstadens Anlæg,
skulde udgjøre en af sammes characteriske Bestanddele, saa veed jeg
ikke rigtig, om jeg tør betragte disse Ting som dens Begyndelse. I
alt Fald, vil De svare, Hr. Red., tykkes det mig da, at man kunde
vente med Bedesal og Præst, til Byen fik Indbyggere. Fuldkommen
rigtigt, det er ogsaa min Mening: jeg vil betroe Dem, at, da jeg fra
Bedesalen gik tilbage over  nysomtalte brolagte Gade, ventede jeg der
at møde i det mindste Træskoene af en Vægter og Stokken af en Po-
litimester. Imidlertid kan der dog siges Noget for, at Bedesalens Anlæg
gaaer forud for de bedendes Ankomst, thi det er ikke usandsynligt,
at Silkeborg vil komme til at ligne Rom deri, at dens første Befolk-
ning størstendels kommer til at bestaae af Landstrygere, og saadanne
kunne naturligviis have godt af fra det første Øieblik af at vænnes
til Gudsfrygt og gode Sæder [traditioner]. Af Alt, hvad jeg saa her, glædede
kun Naturens Skjønhed og den drewsenske Fabrik mig; ved siden
af den sidste er alt en ny under Bygning, og Grunden er lagt til
en Bolig for Fabrikherren, der aldeles vil stille Kongeboligen i Skygge,
uagtet hin vel neppe koster mere at bygge end denne at indrette; men
Brødrene Drewsen have heller ikke Statsraad Koch til Bygmester.
     Hermed vil jeg, Hr. Redacteur, slutte denne Brevvexling; vel
har jeg endnu seet og hørt Et og Andet, der mulig turde være offen-
lig Meddelelse værdt, men jeg frygter for at falde deres Læsere be-
sværlig ved at udbrede mig længer over en Provinds, hvilken en stor
Del af dem ere vante til at betragte som et fjernt Siberien, eller dog
som et ligegyldigt Tilhængsel til det store kjøbenhavnske Rige. Maa-
skee hører De dog en anden Gang mere fra mig om jydske Forholde,
naar jeg tør antage denne Portion for fordøiet eller glemt. Jeg
vil endnu blot tilføie, at jeg besaae den nye Fængselsbygning ved
Horsens, men at den endnu ikke er saavidt fremmet, at jeg tør yttre
mig om dens Indretning, da Planen ikke er kommet mig for Øie;
saa vidt jeg kunde skjønne, vil den blive af behørig Soliditet, og
Stedet, der er høit og frit beliggende, synes mig godt valgt. — De
har maaskee læst i andre Blade, at Jylland i denne Tid er bleven
bereist af en Commission, bestaaende af Dhrr. Etatsraad Ussing,
Bygningsinspecteur Friis og Lægen Selmer, med det Hverv at
opsøge en beqvem Plads til Anlægget af en stor Daareanstalt. Efter
Forlydende har Commissionen fundet en saadan Plads tæt Norden
for Aarhus, og staaer nu i Underhandling om dens Erhvervelse. —
Høstberetninger vil De kunne have friskere og paalideligere fra Pro-
vindsaviserne, end fra mig. De Landmænd, jeg havde Leilighed til
at tale med, vare alle særdeles tilfredse med Rughøsten; derimod ven-
tede de mindre af Vaarkornet, navnlig af Byggen.
     Jeg har den Ære at forblive
                                                       Deres osv.