Til den nedsatte Kanal-Direktion er indkommen følgende
Forslag om Kanalers Anlæg (kun teksten, der vedrører Silkeborg
er skrevet - resten kan læses i den vedhæftede fil):
'Videre en Kanal fra Ran-
ders Fjord til Viborg, for at skaffe denne Bye Kommunika-
tion med Havet; en Kanal til Silkeborg, hvortil Overkrigs-
kommissær Ingerslev har faaet et Laan af 100,000 Rdl. af
Kongens Kasse og som er udført til Fornøielse.'

Hidindtil have vi kun betragtet Domainerne i Forhold til
Budgettet, ved hvilket man i dette Langsomhedens Land maaskee
ikke kunde gjøre andet, end holde sig til Tingene, accurat som 
de nu engang vare. Vilde man derimod ved Siden deraf
opstille et Normalreglement, som skulde have mere, end
Navnet af et saadant, da var det Første, der burde gjøres,
med som aabenbart ikke er gjort, at undersøge, hvad der skal
forstaaes ved Domaine, hvad der altsaa skal regnes herhen,
hvad ikke. Vi have saa stor Høiagtelse for Statsraad Uns-
gaard, at det gjør os ikke lidet ondt at maatte udtale den
Overbevisning, at hvad han her har forelagt Hs. Majestæt som
et Normalreglement for de danske Dominal-Intrader, mangler
alt Fundament og Princip - er værdiløst.
     Spørger man da, om der her findes opført Noget, som 
ikke hører herhen, da have vi forsaavidt alt besvaret Spørgs-
maalet, som vi have protesteret imod, at de kongelige Slotte
forøges under Domainernes Firma. Dette gjelder bestemt
om Frederiksgave, hvorved vi til det derom allerede Anførte
kun skulle føie, at det ved kongelig Resolution ligefrem er be-
stemt, at Udgifterne til sammes Istandsættelse og Indretning
til vor naadigste Kronprindses Sommerfornøielse skal afholdes
af Jordebogskassen. Dette vedkommer ene Civillisten, og skal
derfor hiin Hovedgaard endelig gjøres til Slot, saa skal den 
ogsaa opføres som saadan, ikke som usynlig Tara paa Do-
mainecontoen. Med hensyn til Silkeborg have vi udtrykt
os tvivlsomt, fordi vi vel vidste, at der har været taget Be-
stemmelse om at istandsætte det for Jordebogskassens Regning,
men tillige havde Grund til at antage, at dette indtil videre
er contremanderet [afbestilt]. Her maae vi altsaa hyppothetisk gjentage
det nys Sagte. Endelig er det bekjendt, at der paa Jægers-
pris Gods findes et Slags Slot, et Fasaneri og en Mængde
Mindesmærker, hvilket alt ikke vedkommer Domainevæsenet,
men desuagtet [alligevel] maa antages at koste meget, da hele Godset
næsten intet Overskud giver. Vil man derfor ikke flytte Fa-
saneriet og Monumenterne til Fredensborg - hvor alt dette
henhører - og dernæst fra et reent finantsielt Stanspunkt
behandle Godset - helst ved at sælge Hovedgaarden, vil 
man altsaa endelig conservere dette som Slot, uagtet de
Minder, der knytte sig dertil, just ikke give det stor Adkomst
til den nationale Pietet og uagtet her er Guds Velsignelse 
paa Slotte, saa bør det overføres paa Slottenes Conto, saa
bør det kaldes for det, det er, saa bør det vides, at Udgif-
terne dertil ikke høre til Administrationen af Landets Domai-
ner, men til Omkostningerne i Anledning af Kongehuset.
     Endnu staaer tilbage at tale om Silkeborg som Sæde 
for en tilkommende Fabrikvirksomhed, hvortil det er saa for-
trinligen skikket [egnet]. Som Fundamenter herfor anførte vi Jern,
Brænde, Tørv, Vandkraft og billig Arbeidsløn, idet vi for-
øvrigt antydede, at det endnu var uafgjort, hvorvidt Staten
skulde selv directe medvirke dertil. At saadant i Almindelighed
er urigtigt, er en afgjort og fra alle Sider anerkjendt Sag;
imidlertid have vi hørt anføre ikke uvægtige Grunde for, i 
dette Tilfælde at gjøre en Undtagelse ved at oprette og idet
mindste for en Tid at drive et Jernværk for offentlig Reg-
ning, hvilket Spørgsmaal vi her ikke kunne lade uberørt, da
da Silkeborgs Domanialqvalitet deraf er afhængig. Hvad der
anføres herfor er da væsenligen dette, at det ikke saa meget
kommer an paa at fremkalde en Smelteovn ved Silkeborg,
hvilket vilde kunne skee lige saa godt og maaskee bedre ved en 
Privatmand end ved det offentlige; men at det gjelder i det
Hele at kalde Jernproductionen tillive her i Landet. At dette
maa kunne skee, derfor taler allerede den Omstændighed, at 
det tidligere har været Tilfælde, hvilket ikke blot gamle Tra-
ditioner, f. Ex. Malmveien i Hammerum Herred, Skatte-
bøger, hvori Gaarde ere ansatte til Afgift i Jern, men frem-
for alt de tydelige Spor af Friskslagger, der findes paa for-
skjellige Steder i Jylland, uimodsigeligen [ubestridelig] bevise. At denne
Production atter maatte fremkomme, er i et Land, som ved 
sine Producters store ensartethed værgeløst er voldgivet en
eneste, tilmed af alle den mest foranderlige og lunefulde Con-
junctur, en Sag af største Vigtighed, ligesom det da overalt
er baade Pligt og egen Interesse, at benytte alle de Vel-
standskilder, Naturen frembyder. En saadan ere de Lager af 
Myremalm, der findes paa mange Steder i Jylland og Sles-
vig, lige ned til Rendsborg, det er meget let tilgængeligt,
ualmindelig let smelteligt, og indeholder indtil 50 pCt. reent
Jern. Det ene Reqvisit til Jernproduction er altsaa endog
i fortrinlig Grad tilstede; det, hvorpaa det skorter, der det an-
det, som ved Production udgjør den største Deel af Værdien,
nemlig Brændematerialet. Steenkul have vi ikke; Brænde findes
netop ikke i de Egne, hvor Malmet ligger, eller i alt Fald i
saa ringe Mængde, at det aldrig kan betale sig at anvende
Trækul; derimod findes der Tørv i Mængde, og Spørgs-
maalet er altsaa, om man kan smelte Jern ved Tørvkul - 
dette er det Problem, som endnu ikke er løst, og af hvis
Løsning Sagen er afhængig. Denne Løsning kan bedst, om
ikke ene ske paa Silkeborg, hvor der ikke blot findes Malm
og Tørv, men tillige Skove, saa at Forsøgene kunne støtte
sig til Brugen af Trækul, indtil man ved en Række af Ex-
perimenter har fundet Fremgangsmaaden ved at bruge Tørv-
kul; findes dette af en Privatmand, saa er det hans Hem-
melighed - findes det af de Offenlige, hvis Bøger natur-
ligvis maae staae aabne for Enhver, saa er det Nationens
Eiendom.
     Det er denne Omstændighed, der unegteligen taler me-
get for, at gjøre Anlægget for offentlige Regning. Om dette
Forhold bør vedvare, efterat Tingen er kommen i Gang, er
et andet Spørgsmaal; thi hvorvel Bibeholdelsen af et Møn-
sterværk til fortsatte Forsøg kunde have sine Fordele, have vi
hertillands dog endnu aldrig seet noget industrielt Foretagende
trives i Længden under offenlig Administration; men dette
Spørgsmaal vilde det i alt Fald nu være for tidligt at besvare.
Men hvad der er vist, det er, at der strax maa begyndes,
enten med at gjøre et offenlig Anlæg eller med at sælge det
Hele. Og hvad der er ikke mindre vist, det er, at Jernvær-
ket ikke er det eneste, her er at gjøre. Dette bruger nemlig kun
10 - 20 Hestes Kraft, medens Gudenaa har 120, og antages 
det, at denne kan benyttes paa 3 Steder, selv uden at for-
hindre dens Afbenyttelse som Communicationsvei, saa er her
altsaa mellem 3 og 400 Hestes Kraft, som bestandig er gaaet
og endnu hver Dag gaaer tilspilde. Her gjelder det i Ordets
egenligste Forstand: Hora ruit, hver time drukner en Hest
i Kattegattets Bølger, hver tilintetgjør et Par Hundrede
Tønder Havre. Al denne Vandkraft i Forbindelse med den
ringe Arbeidsløn gjør, at ved siden af Jernværket mange
andre industrielle Anlæg vilde kunne bestaae her, og vi ville
derfor lægge Hr. Statsraad Unsgaard det paa Hjertet, ikke
at tøve forlænge med, at tilvende den private Vindskibelighed [driftighed]
al denne ubenyttede Kraft ved portionsvis at bortarvefæste den
(f. Ex. til Bruun, Classe o. A.) - lægge ham paa Hjer-
tet, om det ikke turde være en værdig Gjenstand for hans pa-
triotiske Bestræbelser, her at kalde et lille Birmingham tillive,
at gjøre denne fattige Eng til Sæde for en indbringende in-
dustriel Virksomhed. Med en saadan Plan for Øie, der er 
noget ganske andet, end at bygge et Slot til Frokost for Med- 
lemmerne af den oldenborgske Familie, kan der ikke være noget
imod at Staten beholder Silkeborg, og det bliver da mindre
vigtigt, om det er aldeles correct at postere det paa Domai-
mernes Conto.
     Det kan naturligvis ikke være vor Sag at udarbeide et 
Normalreglement, og vi skulle derfor indskrænke os til at pro-
testere imod, at Dele af Civillisten skjules under denne Con-
tos - vi gjentage det - usynlige Tara [indpakning]. Om der findes 
flere Poster, der helst maatte udgaae, for enten at gaa over
til fuldkommen Privateie (f. Ex. enkelte spredte Huse og 
Gaarde) eller paa andre Contoer (f. Ex. Brænderiafgifter
o. s. v.) er Spørgsmaal, vi her blot skulle opkaste. Heller
ikke finde vi os foranledige eller engang i Stand til, at 
gjennemgaae Statens øvarige Eiendele, for at udfinde, hvad
der har Domainecharakteer, hvad ikke. Ligesom alt dette
burde være skeet, forinden man nedskrev noget Reglement, som
man gav Navn af normalt, saaledes vil dette i alt Fald
endnu skee ved denne Omarbeidelse, Normalreglementet sikkert
vil befindes overalt at trænge til. Kun om eet Punct skulle
vi tillade os nogle yderligere Bemærkninger.
     Staten besidder endnu en Deel Godser, der henregnes
til Statsactiverne, og der, som alle Sædegaarde, bestaae af 
tvende [to] i deres Væsen aldeles forkjellige Dele, en Hovedgaard
med Hovedgaardstaxt og underliggende Bøndergods, hvoraf 
svares Indfæstning, Landgilde og andre Præstationer. I
gamle Dage havde denne Forbindelse god Mening; thi Bøn-
derne var den Gang "Herskabets" "Tjenere", der dyrkede 
Hovedgaarden for det, og i Stedet for Løn erholdt [fik] visse 
Jordstykker anviste til Brug; men efterat Hoveriet [pligtarbejde] først blev
omgjort til en mellem tvende Contrahenter [personer] ved fast Overens-
komst ansat Arbeidsløn, og efterat senere alt Naturalhoveri
er eller om føie [kort] Tid vil være afskaffet, har den Forbindelse
ikke længer nogen fornuftig Betydning. At Landet er delt i 
større og mindre Agerbrug, har vistnok baade i statsoeko-
nomisk og Landoekonomisk Henseende sine store Fordele, men at 
Eierne af de Første tillige skulde have Ret til af Eierne af 
de Sidste at oppebære visse Ydelser, der er noget, der vel
maa respecteres, hvor det er bestaaende Ret, men som med-
fører saa mange skadelige Følger for hver af Parterne og for
det Hele, at Staten vistnok bør benytte ethvert legitimt Mid-
del til at faae denne Nerus hævet. Vor Mening er derfor
i korthed, at paa de Godser, Staten eier eller paa en eller
anden Maade herefter maatte komme til at eie, Hovedgaarden
maatte sælges for sig, Bøndergodset for sig, - det Første mod
en bestemt Kjøbesum, som, forsaavidt derfor maatte gives Obli-
gation, maatte regnes til den disponible Activformue, det
sidste til selve Bønderne mod en Arvefæsteargift, som da hen-
lagdes under Domainerne. At Staten nemlig eier en betyde-
lig Domaineformue, er vistnok ønskeligt, ikke blot for Dyna-
stiet - hvorom mere paa et andet Sted, - men ogsaa for 
det hele Samfund, som deraf erholder [får] en staaende Indtægt
der sætter det istand til at bestride sine Fornødenheder med at 
saameget mindre sammenskud af Statsborgerne (igjennem
Skatterne), og som derved erhverver sig en fast Støtte for
den offenlige Credit. I begge Henseender maa den her fore-
slaaede Maade at frugtbargjøre Statens Formue paa, ansees
for hensigtsmæssig; thi Arvefæsteafgiften er i sit Væsen ikke
andet en Renten af en uopsigelig Prioritet, men til hvem
Kjøberen (her Bonden) forrenter Kjøbesummen, maa for ham
ansees for ligegyldigt; den er for Yderen altsaaa ikke trykkende,
og da Afgiften naturligvis gaaer forud for enhver senere Be-
hæftelse, maa den for Creditor (Staten) være fuldkommen sik-
kret; og Nødvendigheden af at skaffe rede Penge altsaa vilde
paalægge Staten overordentlige Offre, hvis den ikke kunde
disponere over Formuesgjenstande, der maae kunne evalueres,
saa længe ikke hele Landet er blevet værdiløst. Og se vi nu
hen til, hvad der ellers invendes mod Domainerne, nemlig
at den offenlige Forvaltning i Reglen langtfra udbringer saa
meget af sine Eiendomme, som den private Vindskibelighed [drift],
og at den derfor som oftest er uforholdsmæssig kostbar, saa
sees det let, at disse Betænkeligheder ikke kunne finde Sted
ved et Forslag, som netop gaaer ud paa at overdrage hele
Benyttelsen og Bestyrelsen til den private Frihed, og hvorved
den offenlige Administration af Statens interesse ved samme
kun giver Amtstuerne lidt forøget Arbeide, men i og for sig
aldeles intet koster. Vi skjønne derfor ikke rettere, end at 
man ved at følge dette Forslag ikke blot kraftigen vilde virke
for Bondestandens og Landbrugets Opkomst, men tillige vilde
skaffe Statskassen en Forøgelse i dens faste Formue, der i 
Fredstider vilde give en sikker og let erholdelig [opnåelig] Indtægt og
under overordenlige Omstændigheder kunde blive et fortræffe-
ligt Creditmiddel.
     Det følger af alle de her omhandlede Jordebogs- og
Forpagtnings-Indtægters Natur, at da de fleste af dem ere
bestemte engang for Alle, de ikke væsenligen kunne forhøies.
Det sees derfor ogsaa, at de enkelte Ansættelser i Budgettet
og Normalreglementet er eens, paa to Afvigelser nær, idet
nemlig i et sidste er regnet paa en Indtægt af 13,000 Rbd.
for Frederiksgave og Silkeborg, og paa en Meerindtægt af 
6,000 (egentlig kun 3646) Rbd. af Jordebogskasserne, navn-
lig for Jægerspris og Odsherreds Godser. Den første Post
er imidlertid aldeles illusorisk; thi da 13,000 Rbd. langt fra
ere tilstrækkelige til at forrente de i bemeldte Godser staaende
Prioriteter, kunne disse ved Hjelp deraf aldrig amortiseres [afbetales],
men kunne kun tilkalde Domaineintraderne, naar disse Prio-
riteter udløses ved andre Activer; det er da disse, som 
give hiin Indtægt paa 13,000 Rbd. Hvad den anden 
Post angaaer, da skulde vi meget tvivle paa, at man 
med Rette kan frigøre sig fra de Løfter, der tidligere ere 
givne Fæsterne paa de Odsherredske Godser om Arvefæste
paa allerede fastsatte Vilkaar, og om dette end ikke gjelder
om alle Fæsterne paa Krongodset, saa er det i hvert Tilfælde
dog forholdsvis ubetydeligt, hvad der paa denne Maade kan 
vindes. Derimod gives der en anden Maade, hvorpaa 
Nettoudbyttet i en meget betydelig Grad kan forøges, ved
nemlig at formindske, tildeels endog aldeles at bortskaffe Ad-
ministrationsomkostningerner, der nu sluge en stor, paa enkelte
Steder endog den største Deel af Bruttoindtægten. At dette
ikke med et Ord er berørt i hiint Budgetbilag, og at det 
herefter næsten kunde synes, som om man slette ikke engang
havde i Sinde at gjøre noget der, hvor der er mest at gjøre,
er en Omstændighed, som kunde give Anledning til velbegrun-
det og alvorlig Anke, og som vi derfor haabe, at Statsraad
Unsgaard tilstrækkeligen vil oplyse, om ikke før, saa ved Regn-
skabet for Aaret 1841.

(kun indhold relateret til Silkeborg er tastet).

     - For otte Dage siden meddeelte "Collegial-Tidenden"
Toldkammerets aarlige Beretning om Landbrænderiernes Til-
stand. Man erfarer ikke deraf, hvor mange Landbrænderier
der ere i Gang, hvor stort et Qvantum Brændeviin, der er 
tilvirket i Landbrænderierne i det forløbne Aar, hvilken Indtægt
Landbrænderierne have bragt Statskassen, hvilket Forhold der 
omtrentlig finder Sted mellem Landbrænderiernes og Kjøb-
stadbrænderiernes Production: af alt dette, som man kunde
have saa saare godt af at faae noget at vide om, naar man 
skal sættes ind i Landbrænderisagen, omhandles ikke det Mindste
i Toldkammerets trykte Beretning, skjøndt det ifølge Beret-
ningens Intimation [antydning] synes for en Deel at have været indbe-
fattet i den Oversigt, der har været Kongen forelagt, og  
hvoraf en Extract er publiceret i "Collegial-Tidenden". Det
Hele.....
     .... Der er nu i Alt meddeelt 44 Bevillinger til Land-
brænderiers Anlæg i Jylland. Toldkammeret er af den Me-
ning, at det vil blive de lovlige Landbrænderiers Opgave at 
undertrykke Smugbrænderierne. Vi ønske, at Tiden vilde
stadfæste denne Propheti; men vi befrygte, at Udfaldet ikke
ganske vil svare til Forventningen, saa meget mere, som her 
kun er meddeelt faa Concessioner [bevillinger] til Brænderier i nogle af de
Egne i Jylland, hvor smugbrænderierne især have deres
Hjem, nemlig i Viborg og Skanderborg Amter. Dette hid-
rører ved nærmest fra Rentekammerets Intercession [mægling] med Hen-
syn til Silkeborg, idet Rentekammeret har ladet Toldkamme-
ret vide, at der var paatænkt Oprettelsen af en Handelsplads
ved Silkeborg, hvorfor det antoges af vigtighed, at Brænde-
viinsproductionen saa meget som muligt i Fremtiden concen-
treres til dette Punkt. Ogsaa til Smugbrænderiernes Un-
dertrykkelse troe vi, at en......

     - Hs. Exc. Statsminister Ørsted foretager i denne
Tid en Recreations-Reise til Norge. Ogsaa en anden af 
Cancelliets Deputerede, Conferentsraad Lange, agter at gjøre
en Reise til Fyen og Jylland, saavidt vides, i Egenskab som
Medlem af Fængselsbestyrelsen, for at undersøge Straffean-
stalterne, samt tillige for at recognosere Localiteterne ved
Silkeborg og anstille Undersøgelse til det af denne Egn at-
traaede Anlæg af en Kjøbstad. Saa lidet nye Anlæg af 
Smakjøbstæder - hvoraf vort Land allerede besidder en
altfor talrig Mængde, som kun tjener til at sammenskrumpe
Kjøbstadvirksomheden i det Større - fortjener at tilraades,
saa vil unægtelig, naar overveiende Grunde skulde tale for et
nyt Kjøbstadanlæg, Silkeborg-Egnen hertil bedre være skikket,
da Afstanden fra Byerne er temmelig lang og Egnen ved de 
nye, og maaske flere vordende, Fabrikanlæg har vundet en
større Betydning. Forøvrigt turde det retteste Middel til at 
hæve Silkeborg-Egnen sikkert være det, at skaffe det lettere
Communication til Nabostæderne, navnlig Randers, som
hertil allerede har rakt sin Haand, ligesom det vist i det Hele
taget altid for Landet og det Industriel-Commercielle Røre vil
være det rigtigere generelle Princip, ved forbedrede og let-
tende Communicationsmidler at rykke de meer isolere-
de Egne nærmere til de allerede heldigt situerede [beliggende] og mere
formaaende Kjøbstæder, end at skabe lutter Miniatur-Kjøbstæ-
der og Handelspladse, der kun lamme Virksomheden og svække
den Kraft, der kun kan samle sig i de større Samfund for
atter derfra at udbrede sig paa det Almene. At det i saa-
danne materielle Retninger er Centralisation, understøttet af 
vel ordnede og sidevirkende Kræfter, der skal bringe det Al-
menes Gavn med sig, har Udlandets Exempel overalt til-
strækkeligen godgjort.

          indehol-
der "Col. Tid". Følgende interessante Efterretninger:
     Paa det kongelige Rentekammers allerunderdanigste
Forestilling [vurdering] behagede det Hans Majestæt Kongen under
17de September 1844 allernaadigst at beordre Depute-
ret i det danske Cancelli, Conferentsraad Lange, Depute-
ret i General-Toldkammer- og Commerce-Kollegiet, Con-
ferentsraad Garlieb, og Deputeret i Rentekammeret,
Statsraad Unsgaard, til at sammentræde i en Commis
sion, for efter Overveielse med alle Vedkommende at med-
dele et allerunderdanigst Forslag til de Betingelser, under
hvilke et Kjøbstadanlæg ved Silkeborg kunde være at til-
lade og til Reguleringen af dette Anliggende i det Hele.
     Efterat Commissionen foreløbig var bleven enig om 
de Hovedregler, hvorfra man ved Ordningen af denne
Sag formeentlig burde gaae ud, blev en Plan i Over-
eensstemmelse hermed udarbeidet og tilstillet Amtmanden
for Skanderborg Amt, Kammerjunker Lindholm, Her-
redsfogden i Hjelmslev-Gjern Herreder, Justitsraad Blich-
feldt, Major Schlegel af Ingenieurcorpset, Herredsfog-
den Lysgaard-Hids Herreder, Justitsraad Holm, Her-
redsfogden i Thyrsting-Vrads Herreder, Cancelli-Raad Hun-
derup (der nylig er forflyttet fra Hammerum Herred),
Districtsprovsten i Hjelmslev-Gern Herreder, Schinnerup,
samt Inspecteur for de kongelige Godser, Justitsraad,
Amtsforvalter Bindesbøll. Commissionen antog nemlig,
at disse Mænd deels med Hensyn til deres Embedsstil-
ling, dels med Hensyn til deres nøie Kundskab til For-
holdene, kunde forudsættes at være fortrinlig istand til 
saavel at bedømme Hensigtsmæssigheden af den af Com-
missionen udkastede Plan, som at give nærmere Oplys-
ning om de Punkter, der fornemmelig [først-og-fremmest] maatte komme i
Betragtning under den locale Forhandling. Derhos [derudover] ind-
bød Commissionen fornævnte Mænd til et Møde paa
Silkeborg, for i Forening med Commissionen nærmere
at drøfte samme. Dette Møde, under hvillket Hiin Plan
blev lagt til Grund for Forhandlingerne, og til hvilket
samtlige de Indbudne, med Undtagelse af Justitsraad 
Bindesbøll, som havde Forfald [forhindret], indfandt sig, blev af-
holdt 4de og 5te August f. A., og under 2den Sep-
tember næstefter tilstillede Commissionen det kongelige
Rentekammer sit endelige Allerunderdanigste Forslag.
     Commissionen bemærkede foreløbig, at ligesom allerede 
under den tidligere derom førte Correspondence Plurali-
teten [flertallet] af de locale Embedsmænd havde anerkjendt Vigtig-
heden af at der blev oprettet en Handelsplads ved Silke-
borg, saaledes var det ogsaa Commissionens Overbeviis-
ning, der endmere var bleven bestyrket ved Resultatet af 
de nu stedfundne Forhandlinger, at de i de locale For-
hold begrundede Betilngelser for en Kjøbstads Opkomst i 
en ikke ringe Grad her var tilstede, medens det fornem-
melig maatte tilskrives Savnet af et beqvemt Afsætnings-
sted for Landmandens Producter, at Landbruget i denne 
Deel af Landet endnu staaer saalangt tilbage, samt at 
andre Industrigrene, for hvis Drift ellers de fornødne
Betingelser vilde være tilstede, enten ere aldeles forsømte
eller i alt Fald ikke drives i det Omfang og med den 
Fordeel, som under mere begunstigende Omstændigheder
vilde være Tilfældet.
     Specielt bemærkede Commissionen med Hensyn til Lo-
calforholdene, at Silkeborg i Linaa Sogn, Gjern Her-
red, Skanderborg Amt, er beliggende i en Afstand af 
omtrent 12 Mile fra Ringkjøbing, 6 Mile fra Horsens,
6½ fra Aarhus, 7½ fra Randers, 5½ fra Viborg og 
4½ fra Skanderborg, og at Etablissementet vilde erholde [få]
et naturligt Opland med en Befolkning af c. 24,000
Mennesker, der i det Hele ere velstaaende og allerede
udmærke sig ved en vis Vindskibelighed [driftighed] og industriel Virk-
somhed, men som nu med betydelige Bekostninger maae
forsende deres Producter til fjerne Kjøbstæder, fornem-
melig enten ad Gudenaa til Randers eller pr. Axe [hjul] til 
Aarhuus. Silkeborg er derhos [derudover] omgivet af betydelige
Skovstrækninger og udstrakte Søer, der lette Communi-
cationen med Oplandet, idet de ere indbyrdes forbundne med
Landets største og saa at sige eneste Vandvei, Gudenaa, der 
egner sig til Pramfart paa en Distance af 10 Mile indtil
Randers og i den modsatte Retning omtrent 3 Mile til 
Knudsbro. Til begge Sider vil Aaens Seilbarhed yder-
ligere kunne forbedres og saaledes omsider fremskaffes en
indre Communication tilvands imellem Skanderborg og 
Randers, der atter ved Fjorden staaer i Forbindelse med
Kattegattet. Dertil kommer, at Pladsen, naar den paa-
tænkte nye Hovedlandevei mellem Aarhuus og Ringkjø-
bing, der ifølge allerhøiste Resolution [erklæring] af 8de Februar
1844 skal lægges over sammes Grund, kommer istand,
ved denne Vei vil blive sat i Forbindelse med Jyllands
Øst- og Vestkyst, og saaledes ogsaa vil kunne komme til 
at danne et naturligt Oplagssted for Varer, der forsen-
des mellem disse tvende [to] Kyster.
     Men uagtet disse saa heldige locale Forhold, lod det 
sig dog naturligviis ikke med Sikkerhed forudsige, om 
Pladsen vilde opnaae nogen særdeles Betydenhed, og un-
der denne Uvished samt forinden Erfaring havde bekræf-
tet Planens Hensigtsmæssighed, ansaae Commissionen det 
for betænkeligt, strax at organisere Pladsen som egentlig
Kjøbstad, hvorimod den troede, at man hellere burde følge
en, saavidt skjønnedes, sikkrere og naturligere Vei, idet
Kjøbstad-Anlæget foreløbig kun forberedtes ved paa den 
ene Side at anvende de Midler, som kunne befordre [fremme] Op-
naaelsen af Øiemedet [formålet], medens paa den anden Side de
Hindringer, som maatte findes at stille sig derimod, søg-
tes fjernede. 
     Ved Planens Gjennemførelse maatte der iøvrigt væ-
sentligt tages Hensyn til det af det kongelige Rentekam-
mer ifølge allerhøieste Approbation [godkendelse] med Brødrene M. og
C. Drewsen trufne Arrangement, ved hvilket disse, un-
der forskjellige nærmere Bestemmelser havde erholdt [fået] deels
i Arvefæste Ret til Afbenyttelse af Vandkraften ved
Silkeborg Stigbord, med Reservation af 20 Hestes Kraft
til et Jernværk  eller et andet Fabrikanlæg og det fornødne
Vand til et Sluseværk, foruden nogle Grundstykker, navn-
lig paa den østre Aabred, deels i Forpagtning paa 50
Aar fra 1ste Mai 1844 samtlige Bygninger og de øv-
rige Silkeborg tilliggende Jorder, med Undtagelse af 
Hovedbygningen og nogle Oeconomibygninger, samt Hau-
gen med tilligende Lund og Vænger, dog med Forplig-
telse til deraf at afgive indtil 50 Tdr. Land Eng og al 
den Jord, som maatte behøves til det paatænkte Kjøb-
stadanlæg. Idet der i Medfør heraf vilde kunne dispo-
neres over et passende Areal i Faveur af Nybyggerne,
medførte det ommeldte Arrangement den Fordeel, at der 
i den af Brødrene Drewsen etablerede Papirfabrik alle-
rede haves et Støttepunkt for den vordende By, og i de
ved denne beskjæftigede Arbeidere og det iøvrigt derved
ansatte Personale de første Elementer til Pladsens til-
kommende Befolkning.
     Idet Commissionen derefter gik over til nærmere at 
udvikle Detaillen af den af samme lagte Plan til Han-
delspladsens og dens Forholds Regulering, udtalte
den sig:
     A.  Angaaende nærmere Betegning af Stedet, hvor 
           Handelspladsen formeentlig rettest bør anlægges,
           dens Størrelse, Inddeling m.v.
     Efter nøieste Overveielse og anstillet local Undersø-
gelse under det paa Silkeborg afholdte Møde, formeente
Commissionen, at Vestermarken, der udgjør et Areal af 
c. 250 Tdr. Lands Størrelse og støder op til Langsøen,
vilde være bedst skikket [egnet] til Anlæget, og troede Navnlig af 
de tvende [to] Pladse, hvorom der kunde være Spørgsmaal,
at burde foretrække den paa den Nordvestlige Side af 
Hovedgaardsbygningen ned mod Langsøen beliggende 
Plads. Ifølge de paa Silkeborg stedfundne Forhandlin-
ger blev det anseet for rettest, at man foreløbig, under 
Forbehold af Udvidelse, forsaavidt dertil findes Anled-
ning, og hvorfor fra Terrainets Side Intet er til hin-
der, indskrænkede sig til paa denne Plads at afsætte circa
30 større eller mindre Byggepladse, efter de forskjellige
Næringsbrug, med tilhørende Haugeplads af i Alminde-
lighed 2 Skpr. Land. De til Handelsetablissementer be-
stemte Pladse antoges at burde udlægges efter en større
Maalestok, norden for Landeveien og nærmest Langsøen.
Endvidere vedtoges det, at Plads burde reserveres til
Toldbodbygning, samt Kirke-, Thing- og Arresthuus, i 
den Forudsætning at derom i sin Tid vilde blive Spørgs-
maal, ligesom og at der langs Langsøen burde forbehol-
des en Plads til offentlig Lade- og Losseplads, c. 400
Al. Lang og 50 Al. bred. Det blev derhos [derudover] af Forsam-
lingen anerkjendt som særdeles ønskeligt, at den nye Ho-
landevei kunde gives en saadan Retning, at den tillige
kunde tjene til Hovedgade for Byen.
     Efter Commissionens Opfordring udarbeidede Inge-
nieurmajor Schlegel en Plan til den vordende [blivende] Handels-
plads, hvilken Commissionen anbefalede til allerhøieste
Approbation [godkendelse], dog saaledes, at derved ikke afskjæres Ad-
gang til deri at gjøre Smaaforandringer, navnlig i Hen-
seende til de afsatte Grundes Størrelse og Fordeling.
Derefter vil Byens vestlige Deel, for hvilken ingen be-
stemt Grændse er afsat, omfatte de nye Etablissementer
og dens østlige Deel det Drewsenske Fabrikanlæg, saa-
ledes som dette er opført eller i sin Tid yderligere maatte
vorde [blive] udvidet, tilligemed samtlige Vaaninger [boliger], som ere
eller maatte vorde [blive] opbyggede til Beboelse for Fabrikens 
Betjente og Arbeidere, mod hvis indlemmelse i den nye
Commune Fabrikør M. Drewsen, der efter Opfordring
var tilstede i Forsamlingen, Intet havde at erindre.

     (Fortsat fra Lørdags-Nummeret).
     B. Angaaende Betingelserne for Nybyggerne Ned-
     sættelse paa Pladsen.
     Uagtet Commissionen ingenlunde miskjendte de Fordele,
som en ubunden Frihed for Alle og Enhver til at ned-
sætte sig paa Pladsen, og der at drive de Kjøbstæderne
i Almindelighed forbeholdte Næringsveie, navnlig Handel
og Haandværk, vilde kunne medføre, saa fandt den dog
fra andre Sider derved ikke faa Betænkeligheder. Com-
missionen ansaae det navnlig for et væsentlig Middel til 
at sikkre Plandens heldige Fremgang, at den oprindelige
Stamme af Pladsens Beboere kom til at bestaae af dyg-
tige og nogenlunde vederhæftige Folk; det befrygtedes
at man, ved at aabne en ubunden Concurrence, vilde ud-
sætte sig for, at en Mængde Individer, der vare uden
Ressourcer, saavel fra Formuens som fra Dygtighedens Side,
strax vilde sammenstrømme til Pladsen, lokkede saavel af 
Nyhedens Interesse, som af de Fordele og navnlig den let-
tere Adgang til Grundbesiddelse, som indrømmedes Nybyg-
gerne. Med en Befolkning af slige Individer lod sig
imidlertid intet Gavnligt udrette; det var at befrygte, at 
flere af dem endog snart vilde blive nødsagede til at søge
offentlig Understøttelse, og deres Skjebne, hvis rette Aar-
sag de Færreste vilde være i stand til at erkjende, vilde
let afskrække hiin mere agtbare Klasse fra der at ned-
sætte sig, saa at altsaa hele Planen stod Fare for aldeles
at mislykkes.
     Adgangen til at nedsætte sig paa Pladsen burde der-
for, efter Commissionens Formening, være underkastet
visse Indskrænkninger, og af de flere Alternativer, blandt
hvilke man i saa Henseende havde Valget, troede Com-
missionen at burde foretrække Bevillingssystemet, som det
eneste, ved hvilket man tilbørlig vilde kunne betrygge sig
med Hensyn til Vedkommendes Personlighed, og under
hvis Anvendelse der, naar det udøvedes vel med Vaer-
somhed, men tillige med tilbørlig [passende] Liberalitet, vilde kunne
opnaaes en ønskelig og derhos [derudover] en mere betydende Concur-
rence end under en fuldkommen Frihed for Alle og En-
hver til at nedsætte sig paa Pladsen.
     Imidlertid maatte det erkjendes, at Bevillingssystemet
saafremt det ikke blev noget modificeret i Faveur af de
Beboere, som havde opført Bygninger, vilde kunne af-
holde Mange fra at nedsætte sig paa Pladsen, og der 
opføre Vaaninger [boliger], idet det nemlig maatte befrygtes, at 
disse ei kunde ventes afsatte til antagelig Priis, naar
Eieren senere ved Døden afgik eller bestemte sig til at 
forlade Pladsen, og det blev derfor bragt i Forslag, at 
der maatte gives Tilsagn om, at den, der tilforhandler
sig Bygningen af vedkommende Bevillingshaver eller den-
nes Bo, kunde erholde [få] dennes Bevilling ombyttet til 
at gjælde for sin Person eller en lignende Bevilling, naar 
han iøvrigt var qvalificeret til at udøve saadant Nærings-
brug.
     Fra Bestemmelsen om Nødvendighed af Bevilling for-
meentes dog, saalænge Pladsen ikke har faaet egentlige
Kjøbstadrettigheder, hensigtsmæssig at maatte undtages de
Haandværkere og andre Næringsbrugere, som ellers frit
kunne nedsætte sig overalt paa Landet, og indtil en saa-
dan Forandring i Pladsens Organisation foregaaer, maatte
de concessionerede [bevilgede] Landhaandværkere ogsaa frit kunne ar-
beide for Indvaanerne paa Pladsen.
     Hvad angaaer dem, der maatte attraae [ønske] at nedsætte sig
paa Pladsen uden at drive Næringsbrug, f. Ex. Capita-
lister, Pensionister, m. m., da ansaaes det som en Selv-
følge, at dette maatte staae dem aabent, og at de, naar
de opførte Bygninger, maatte erhverve de Nybyggerne
i Almindelighed indrømmede Rettigheder, uden at nogen
særlig Bestilling i denne Henseende var fornøden.
     Uagtet det derhos [derudover] vistnok ikke burde bestemmes, hvor
mange Næringsbrugere af enhver Art der kunde tilstedes,
saa antages det dog at burde udtales som Hovedprincip,
at, saalænge Næringsdriften endnu ikke paa Pladsen er
ordnet paa samme Maade som i Kjøbstæderne, ikke flere
bevilges end Egnens og Pladsens Tarv [gavn] til enhver Tid
tilsteder.
     Med Hensyn til de Data, der komme i Betragtning
ved Bedømmelsen af hvorvidt Vedkommende er qvalificeret
til at meddeles en Bevilling til Udøvelsen af et vist Næ-
ringsbrug, bemærkedes det, at den i Forordningen af 
23de Marts 1827 § 8 indeholdte Regel for Meddelelsen
at Bevillnger til Haandværksdrift paa Landet ikke in casu [i dette tilfælde]
burde være fremherskende, men at, om end duelige Land-
haandværkere ikke burde udelukkes, dog solide Haandvær-
kere, der allerede have været bosatte i Kjøbstæder, eller
i al Fald der ere oplærte, burde komme i fortrinlig
Betragtning. Uagtet derhos [derudover] Vedkommendes Duelighed
i Forbindelse med Hans oekomiske Forfatning, burde 
være Hovedmomentet ved Afgjørelsen til Spørgsmaalet
om en Bevillings Meddelelse, saa antages det dog, at
Tilladelse til at holde Svende og Drenge ordentligviis
alene burde meddeles dem, som havde gjort Mesterprøve.
Hvad Handlende betræffer, maatte der fornemmelig være
at tage Hensyn til, at de Paagjældende ere retsindige,
duelige og vederhæftige Mænd, der allerede havde dre-
vet i Særdeleshed Producthandel, hvorom der her navn-
lig vil blive Spørgsmaal, i nogenlunde Omfang.
     Med Hensyn til Spørgsmaalet om, af hvem Bevil-
lingerne burde meddeles, da formeentes det, at Bevillin-
ger til Næringsbrug, til hvis Udøvelse paa Landet
eller i Kjøbstæderne Bevillinger hidtil ere udfærdigede
gjennem vedkommende Collegier, ogsaa for Handelsplad-
sens Vedkommende derigjennem burde meddeles, men at
derimod Commissionen, saafremt det maatte bifaldes at 
den indtil videre forblev i Function, kunde, paa Grund
af Forholdenes særegne Beskaffenhed, bemyndiges til at 
udfærdige saadanne Bevillinger til Haandværks- og andre 
Næringsbrug, som ellers henhøre under den locale Øv-
righeds Ressort.
     Iøvrigt troede Commissionen at burde anbefale, at de 
omhandlede Bevillinger maatte meddeles paa ustemplet
Papir og uden Betaling, samt at de clausuleredes der-
hen, at de skulde ansees ugyldige, saafremt det Nærings-
brug, hvorpaa Bevillingen lyder, ikke var etableret inden
en nærmere bestemmende Tidsfrist.

(1 - del, denne artikel er 2-delt pga. længden.)
     "Kollegial-Tidende" for i Løverdags meddeler
følgende kongelige Kundgiørelse angaaende Oprettelsen
af en Handelsplads paa Silkeborg i Jylland:

     "Vi bifalder allernaadigst, at der ved Hovedgaar-
den i Silkeborg i Linaa Sogn, Gjern Herred, Skan-
derborg Amt i vort Land Nørre-Jylland maa oprettes
en Handelsplads under følgende Bestemmelser:

I. Angaaende nærmere Betegning af Stedet, hvor
     Handelspladsen skal anlægges, dens Størrelse,
                    Inddeling m. v.
     1) Bemeldte Handelsplads bliver at anlægge paa
Hovedgaardens Vestermark og navnlig paa den Deel
af samme, som grændser til Langsøen, saaledes at 
der ved Anlægget i det Væsentlige tages Hensyn til
den af Major Schlegel af vort Inginiørkorps udar-
beidede Plan, hvilken vi allernaadigst approberer [godkender].
     2) Medens ovennævnte Plads vil komme til fore-
løbig at udgjøre Byens vestlige Deel, uden at der 
dog endnu for samme afstikkes bestemte Grændser,
idet Pladsens Udstrækning mod Vesten langs Langsøen
forbeholdes [reserveres], skal Byens østlige Deel omfatte det Drew-
senske Fabrik-Anlæg, saaledes som dette nu er opført
eller i sin Tid yderligere maatte vorde [blive] udvidet, tilli-
med samtlige Vaaninger [boliger], som i Eet og Alt bliver at indbefatte un-
der Byen.
     3) Da den ny Hovedlandevei, der i Følge vor 
allerhøieste Bestemmelse skal anlægges fra Aarhuus
til Ringkjøbing over Silkeborg, ved den under Nr. 1
bifaldte Plan er givet en saadan Retning, at den 
danner Byens Hovedgade, vil vi have vort Ingeniør
korps paalagt at foranstalte, at det fornødne Jordar-
beide paa denne Vei, forsaavidt den fører igiennem
Byen, snarest muligt vorder [bliver] udført.

II. Angaaende Betingelserne for Nybyggernes Ned-
                        sættelse paa Pladsen.
     4) Uagtet der paa bemeldte Handelsplads skal 
kunne udøves alle de samme Næringsbrug, som ellers
i Almindelighed er Kiøbstæderne forbeholdte, saa skal
dog de Næringsbrugere, som der attraaer [ønsker] at nedsætte
sig, for at drive saadan Næring saalænge Pladsen
ikke endnu definitivt er organiseret som Kiøbstad,
dertil erhverve Bevilling. Herfra undtages dog de
enkelte Haandværkere og andre Næringsbrugere, som 
i Følge de gieldende Regler frit kan nedsætte sig
overalt paa Landet og der udøve deres Bedrift; thi
disse skal ogsaa være berettigede til at nedsætte sig
paa Handelspladsen og uden særlig Bevilling der at 
drive bemeldte Næringsbrug med samme Frihed
som andetsteds paa Landet, saa længe Pladsen endnu
ikke har erholdt [fået] Kjøbstædernes sædvanlige Rettigheder;
saalænge skal ogsaa de Koncessionerede Landhaand-
værkere frit kunne arbeide for Byens Indvaanere [indbyggere].
     5) Bevillinger til Handel, Møllebrug, Krohold,
Fabrikdrift, Farveri o. s. v., der efter de sædvanlige
Regler erhverves i vort danske Cancelli, vort Rente-
kammer og vort Central-Toldkammer- og Kommerce-
Kollegium af dem, der paa slige Næringsbrug vil 
etablere sig paa Landet og som tildels ogsaa udfor-
dres til sammes Udøvelse i Kiøbstæderne, vil ogsaa
for Handelspladsens Vedkommende blive at ansøge i 
det Regierings-Kollegium, under hvis Ressort samme
henhører; dog har vedkommende Kollegium, forinden
nogen saadan Bevilling meddeles, hver Gang desan-
gaaende at korrespondere med den nedenfor nævnte
Regulerings-Kommission. Derimod vil saadanne
Bevillinger til Haandværks- og andet Næringsbrug,
som ellers henhører under lokale Øvrigheds Res-
sort, være at ansøge hos den af os under 17de Sept.
1844, for at giøre Forslag til Pladsens Regulerings-
nedsatte Kommission, der indtil videre skal forblive i
Funktion.
     6) Med Hensyn til de personlige Kvalifikationer,
hvorefter de paagieldendes Adkomst til at meddeles
en ansøgt Bevilling bliver at bedømme, maa iagtta-
ges, at uagtet [selvom] duelige Landhaandværkere ikke derfra
skal udelukkes, vil dog solide Haandværkere, der alle-
rede har været bosatte i en Kjøbstad eller i alt Fald
der er oplærte, være at tage i fortrinlig Betragtning.
At de paagiældende har giort Mesterstykke, endte det 
laugsmæssige, eller i alt Fald et saadant, som fordres [fremmes]
i Kiøbstæder, hvor der ikke er Laug, bliver vel at an-
see som en anbefalende Omstændighed, men dog ikke
som saa afgiørende, at Andre skulde udelukkes, der 
ikke har aflagt saadan Prøve, naar de paa andre
Maader fyldestgiørende kan legitimere deres Duelig-
hed og at deres økonomiske Forfatning er af den 
Beskaffenhed, at de ikke lettelig er udsat for at falde
det Offentlige til Byrde. Imidlertid vil dog ordent-
ligviis allene de Haandværkere, som havde aflagt
Mesterprøve, være at meddele Bevilling til at holde
Svende og Drenge, med mindre der maatte findes
Anledning til at meddele Een ellen Anden blandt
de, som ikke er i dette Tilfælde og som i Reglen
kun erholder [får] Adgang til at arbeide med egne Hænder
særlig Bevilling af samme Omfang. Da Hovedfor-
maalet med Pladsens Oprettelse er at skaffe Beboerne
i det indre af Jylland en lettere Adgang til Afsæt-
ning af deres Produkter, bliver der, ved Meddelelse
af Bevilling til at drive Handel sammesteds, at tage
nøie Hensyn til, at slige Bevillinger kun forundes
solide og dygtige Handelsmænd, helst saadanne, der 
allerede tidligere har siddet i en omfattende Virksom-
hed og navnlig beskæftiget sig med Produkthandel. I 
ethvert Tilfælde vil der ved Bevillingernes Medde-
lelse være at tage væsentlig Hensyn til, om Vedkom-
mende er villige og har Evne til at opføre de til deres
Etablissement fornødne Bygninger paa Pladsen.
     7) Naar en Nybygger ønsker at forlade Pladsen,
eller ved Døden afgaaer, vil han eller hans Bo, saa-
længe Pladsen ikke endnu er oprettet til Kiøbstad,
kunne forvente, at den ham meddelte Bevilling om-
byttes med en anden, lydende paa den Person, til 
hvem han afhænder sine Bygninger, m. v., saafremt
Kiøberen iøvrigt  findes kvalificeret til Udøvelsen af
Næringsbrug.
     8) Ved Meddelelsen af de omhandlede Bevillinger
der maa udleveres gratis og udfærdiges paa ustemplet
Papir, bliver ordentligviis at iagttage, at der indtil 
videre ikke udfærdiges flere, end Egnens og Pladsens
Tarv udfordrer. De bliver samtlige at klausulere [betinget]
derhen, at de fortabes, saafremt det Næringsbrug, paa
hvilket Bevillingen lyder, ikke etableres inden en hvis
Tid efter sammes udfærdigelse; i almindelighed bli-
ver Fristen at bestemme til et Aar, dog kan der der for-
undes en længere, hvis saadant efter Næringsbrugets
Beskaffenhed eller andre særlige Omstændigheder findes
tilstrækkelig begrundet.

III. Angaaende de Nybyggerne indrømmede Begun-
      stigelser, Bygningernes Indretning, m. v. 
     9) Af de Silkeborg tilliggende Enge og Markjorder
vil Brødrene M. og C. Drewsen, i Henhold til den 
Forbeholdenhed, der er taget ved Grundlaget for den 
med dem indgaaede Forpagtningskontrakt, foreløbig have
at afgive 50 Tdr. Land Eng og den saakaldte Vestermark,
bestaaende af omtrent 250 Tdr. Land. Disse Enge
og Jorder vil vi - under Forbehold af i sin Tid,
naar Spørgsmaalet angaaende Pladsens Organisation
som Kiøbstad definitivt afgiøres, at tage en yderligere
Bestemmelse angaaende sammes Anvendelse - indtil
videre have anviist til Afbenyttelse for Nybyggerne,
saaledes at de afsættes i passende Lodder, hvilke det
overlades Kommissionen efter Omstændighederne enten
at bortforpagte ved Aucktion eller underhaanden [privat handel] at 
distribuere blandt Nybyggerne i Aaremaal mod en i
erhvert Tilfælde fastsat aarlig Afgift.
     10) Ved Engens Deling skal der dog ikke giøres
Krav paa det Ladebygningen nærmest beliggende Stykke
af den saa kaldte Store-Mae, hvilket Stykke, der paa 
det os forelagte Kort over Hovedgaardens Tilligende
er betegnet med a, skal forbeholdes Brødrene Drew-
sen til Byggeplads, dog saaledes, at der deraf maa
afgive fornøden Plads til en Vandledning fra Aaen
saafremt saadaan maatte ansees hensigtsmæssig til
Driften af det intenderede [tilsigtede] Jernværk eller andet Fa-
brik-Anlæg, ligesom ogsaa en yderligere Lod af den 
endnu disponible Deel af bemeldte Eng, der foreløbig
skal være til Nybyggernes Brug mod Forholdsmæssig
Godtgiørelse andetsteds, maa tilbagegives bemeldte
Fabrik-eiere til Byggeplads, efter Afbenyttelsen af de 
paa den østlige Side af Gudenaa beliggende, dem i 
Arvefæste overdragne, Grundstykker.
     11) LIgesom den i foregaaende Post nævnte kom-
mission overhovedet, indtil anderledes bstemmes, vil 
have at ordne det fornødne i Henseende til Regu-
leringen af Etablissementets Anliggender og at afgiøre
de desangaaende opstaaede Spørgsmaal, for saa vidt
samme ei henhører under vedkommende Kollegium eller
vor egen allerhøiested Afgjørelse, saaledes vil vi navn-
lig have den overdraget, efter foregaaende Opsigelse
at iværksætte Delingen af Engene mellem Forpagterne 
og Kommunen, at foranstalte Lodderne afsat i Engene
og i Marken, samt at anvise Nybyggerne Bygge-
pladserne og paa disse at udfærdige Overdragelses-
dokumenter. Endelig vil vi have bemeldte Kommis-
sion bemyndiget til indtil videre at anvende Over-
skuddet af de aarlige Forpagtningssummer saavel af
Engen som af Jorderne, efter Fradrag af de derpaa
hvilende Skatter og Afgifter, til beskrivelse af Bekost-
ninger paa offentlige Indretninger til Kommunens
Tarv. 
     12) De Nybyggere, som herefter nedsætter sig paa
den Deel af Pladsen, der ligger paa den vestlige 
Side af Gudenaa, skal i 5 Aar, fra denne allerhøieste
Resolutions [erklæring] Datum at regne, være fritaget for at 
erlægge saavel Jordafgift af det Areal, der anvises
dem til Bygningsafgift, efter de for Kiøbstæderne
gieldende Regler have at svare en passende aarlig
Grundleie til Statskassen, der nærmere bliver at 
bestemme for hver Grund, i Forhold til sammes Be-
liggenhed og Afbenyttelse, men i intet Tilfælde maa
overstige 4 Skilling pr. 100 □ Alen. Foreløbig, saa-
længe Pladsen ikke organiseres som Kiøbstad,  bort-
falder erlæggelse af Konsumtion [forbrug] og Formalingsafgift [mølle],
men de Brændeviinsbrændere, som maatte erholde [få]
Tilladelse til der at nedsætte sig, skal i Henseende 
til Kontrol og Beskatning i det ommeldte Tidsrum
være at underkaste de for Landbrænderierne gieldende
Regler.
     13) De Bygninger, som Nybyggerne opfører paa
Pladsen, skal være solide og, i det Mindste Forhuset,
af Grundmuur, samt Bygningerne i det Hele forsynes
med Tegltag, og den Deel af Grunden, de ikke ind-
tages af de respective Bygninger, af hvilke Vaanings-
husene [beboelses-] maa anbringes med Facaden umiddelbart ud
til Gaden, skal indhegnes med forsvarligt Stakit eller 
Plankeværk. Saa længe Kommisionen vedbliver at 
fungere, har de vedkommende at indsende Tegning
til de ny opførende Bygninger til sammes Vedkom-
mende, og overlades det Kommissionen i saa Henseende
at konfere med en bygningskyndig Mand. Iøvrigt 
bliver der at iagttage, at Tiden, inden hvilken Ny-
byggerne skal opføre deres Huse, maa bestemmes, under
Fortabelse af deres Ret til det dem anviste Jordstykke.
     Vi vil have vort General-Toldkammer og Kom-
merce-Kollegium paalagt at tage under Overveielse,
hvorledes det fornødne Toldopsyn kan indrettes paa
Pladsen, ligesom og hvad der kunde være at foranstalte
i Henseende til den paa Pladsen afsatte Ladepladses
Inddæmning og Forsyning med Bolværk, samt An-
bringelse af en Skibsbro eller Mole, og hvorledes de 
dermed forbundne Udgifter kan tilveiebringes og dækkes. 
     Naar nogle Aar er forløbet, og senest inden inden Ud-
gangen af Aaret 1849, vil den af os under 17de 
September 1844 nedsatte Kommission have at ned-
lægge allerunderdanigst Beretning angaaende, hvorledes
Forholdene paa Pladsen imidlertid har udviklet sig.
og derhos [desuden] at afgive Betænkning, om og hvorvidt der
efter Tingenes daværende Stilling maatte være An-
ledning til at forunde Pladsen de sædvanlige Kjøb-
stadrettigheder, under hvilken Forudsætning det er en 
Selvfølge, at de, som tidligere har nedsat sig samme-
sted, man maa underkaste sig de dertil svarende Forplig-
telser.

     (2 - del, denne artikel er 2-delt pga. længden.)

     I det vi saaledes ved Oprettelsen af denne Handels-
plads har søgt at afhielpe et i de indre Herreder
af Nørrejylland længe følt Savn, der har været en 
væsentlig Hindring for Landbrugets og Industriens
Fremskridt i denne Deel af Provindsen, vil vi tillige, 
i det vi erkiender vigtigheden af, at Pladsens Kommuni-
kationsmidler snarest muligt erholder [får] den Grad af 
Fuldkommenhed, som Forholdede tilsteder, have vort
Rentekammer paalagt at tage under Overveielse
hvorledes det paatænkte ny Hovedveis-Anlæg fra 
Aarhuus til Ringkiøbing, navnlig for saa vidt den
Deel angaaer, som skal føre igiennem Hammerum
Herred og fremfor Alt fra Silkeborg til Ikast, sna-
rest muligt kan fremmes, ligesom og vort General-
Toldkammer og Kommerce-Kollegium vil have at tage
under nærmere Overveielse, hvilke Foranstaltninger
der kunde være at træffe, for snarest muligt at give
Farten [Sejladsen] paa Gudenaa al den Forbedring, som Omstæn-
dighederne tilsteder; hvorefter bemeldte Kollegier, et-
hvert [hver og en] for sit Vedkommende, har at forelægge os Sa-
gen til allerhøieste Afgiørelse."
     I Forbindelse med foranstaaende har Hs. Majestæt
allernaadigst paalagt det kongelige danske Kancelli
snarest muligt at indkomme med nærmere allerunder-
danigst Forestilling [vurdering] med Hensyn til adskillige af Kom-
missionen fremsatte Forslag angaaende Pladsens of-
fentlige Indretninger, dens kommunale Væsen og 
sammes Bestyrelse [styring] m. v. hvorom Kommissionen lige-
ledes udførligt havde udtalt sig i sin allerunderdanigste
Forestilling [vurdering], men hvilket Alt foreløbig vil blive Gien-
stand for nærmere Korrespondance med de lokale Au-
toriteter.

     (Fortsat, see Gaards-Nr.)
     C. Angaaende de Handelspladsen tilliggende Gaardes
          Afbenyttelse, Bygningernes Indretning, de Ny-
          byggerne indrømmede Begunstigelser, m. v.
     Commissionen bemærkede i Henseende til dette Punkt
foreløbig, at det ved den med Brødrende Drewsen ind-
gaaede Contract var bestemt, at de af de dem i For-
pagtning paa 50 Aar overdragne Jorder skulde, efter
skeet Opsigelse til 1ste Mai eller 1ste November, afgive
til det nye Kjøbstadanlæg, imod at samme overtog den
derpaa hvilende Jordafgift af 32 Sk. pr. Td. Land og 
erstattede Engenes Forbedring, - foruden 50 Tdr. Land
Eng, Alt hvad der iøvrigt maatte ansees tjenligt til den 
nye Communes Brug. Med Hensyn i Særdeleshed til 
Engene gjordes opmærksom paa, at medens den ene, be-
liggende ved Lysbro og indeholdende omtrent 72 Tdr.
Land, er for langt fjernet fra Pladsen til at kunne af-
benyttes til Græsning, hvorimod den vil egne sig godt til
Høbjergning, grændser den anden, indeholdende 7 á 8
Tdr. Land, umiddelbart til den for Etablissementet udvalgte
Plads, og maatte især ønskes Nybyggerne forbeholdt, dog
under visse nærmere Betingelser med Hensyn paa Mu-
ligheden af en Udvidelse af Brødrene Drewsens Fabrik-
anlæg.
     Med Hensyn til Afbenyttelsen af selve Markjor-
derne, da maatte det erkjendes, at Adgang til Ager-
brug, vilde være nødvendig i det mindste for enkelte Ny-
byggere, og idet Commissionen derfor androg paa [forholdt sig til], at 
den saakaldte Vestermark, der udgjør et Areal af om-
trent 250 Tdr. Land, af hvilke imidlertid de Pladsen til-
grændende Jorder ere af en maadelig Bonitet, stilledes 
til Nybyggernes Disposition, troede den tillige at burde
anbefale, at dette skete paa en saadan Maade, at me-
dens Jordernes mulige Forbedring midlertidig derved 
blev bevirket, der dog ikke blev taget nogen definitiv Be-
stemmelse i Henseende til deres fremtidige Anvendelse,
men at det fornødne i denne Henseende forbeholdtes til 
endelig Afgjørelse, naar der i sin Tid opstod Spørgs-
maal om Pladsens Oprettelse til Kjøbstad.
     Hvad angaaer de Regler, som burde iagttages ved
Bygningernes Opførelse, da fandt Commissionen, at det 
maatte ønskes, at Pladsen strax erholdt [fik] et Kjøbstadsmæs-
sigt Udseende, og da Grundmuur, efter de locale For-
hold, antoges i Reglen dog at ville være den billigste
Bygningsmaade, blev det under Forhandlingerne paa Silke-
borg vedtaget, at det burde bestemmes, at Bygningerne 
skulde være solide og, i det mindste Forhusene, af Grund-
muur samt forsynes med Tegltag, og at den Deel af 
Grunden, der ikke blev indtaget af de respective Bygnin-
ger, der maatte anbringes med Facaden umiddelbart ud
til Gaden, skulde indhegnes med forsvarligt malet Sta-
kit eller Plankeværk.
     Iøvrigt troede Commissionen ikke at burde anbefale
Etablissementet til nogen betydelig og vedvarende Be-
gunstigelse, men da Beboerne dog i de første Aar, ind-
til Næringsbrugene havde fixeret [fæstnet] sig, kunde behøve nogen
Lettelse, saa anbefalede den, at de Nybyggere, der ned-
satte sig paa Pladsen, i de 5 Aar, fra den allerhøieste Re-
solutions Datum at regne, forundtes Fritagelse for at 
erlægge saavel Jordafgift af det Areal, der anvistes dem
til Byggeplads, m. v., som Bygningsafgift af de Byg-
ninger, som herpaa opførtes, hvorimod de, efter bemeldte
Tidsrums Forløb, vilde, foruden Bygningsafgift efter de 
for Kjøbstæderne gjældende Regler, have at svare en
passende Aarlig Leie til Statskassen, der imidlertid ikke
burde bestemmes lige for alle Pladse, men maatte variere
i Forhold til disses Beliggenhed og Afbenyttelse; kun
troede man, da det dog maatte være magtpaaliggende
for Nybyggerne at vide, hvad de gik ind paa, at der 
strax burde fastsættes et Maximum, som ikke burde over-
skrides, og foreslog derfor, at Grundleien i intet Til-
fælde maatte overskride 4 Sk. pr. 100 □ Alen. At
Pladsens Beboere i foranførte 5 Aar maatte fritages 
for Indførsels-Consumtion [afgift] og Formalingafgift [maling af korn] var alle-
rede en Følge deraf, at den endnu ikke var nogen egent-
lig Kjøbstad; men derimod formeentes det, at de Brænde-
viinsbrændere, der maatte erholde [få] Tilladelse til der at 
nedsætte sig, i Henseende til Control og Beskatning i det 
ommeldte Tidsrum kunde underkastes de for Landbrænde-
rierne gjældende Regler.
     Af Foranstaltninger, sigtende til Planens Fremme, og
hvis Udførelse maatte ansees for Paatrængende, udhævede
Commisionen Afstikningen af Hovedlandeveien, forsaavidt
den fører gjennem Byen, hvis Hovedgade den skulde
danne, og Udførelsen af det fornødne Jordarbeide ved
samme, om end Brolægning indtil videre blev stillet i 
Bero, og den androg [forholdt sig til] derfor paa, at Veivæsenet maatte 
bemyndiges til snarest muligt at foranstalte det i denne 
Henseende fornødne.
     Fremdeles gjorde Commissionen opmærksom paa, at 
der snarest muligt paa Stedet burde etableres et Told-
opsyn, og anbefalede derfor, at det paalagdes det konge-
lige General-Toldkammer og Commerce-Collegium at tage
denne Gjenstand under Overveielse, ligesom og hvad
der kunde være at foranstalte i Henseende til at den paa
Planen afsatte Ladepladses Inddæmning og Forsyning
med Bolværk, samt anbringelse af en Skibsbro eller 
Mole, og hvorledes de dermed forbundne Udgifter kunde
tilveiebringes og tækkes [smigres].
     Under Forhandlingerne paa Silkeborg blev det i Særde-
leshed udhævet, hvor yderst magtpaaliggende det vilde
være for Pladsens Opkomst og den derved tilsigtede gavn-
lige Indflydelse for Beboerne i det indre af Jylland,
at der blev truffet kraftige Foranstaltninger til yderligere
Forbedring af Farten [sejladsen] paa Gudenaa, og at der snarest
muligt begyndtes paa det paatænkte nye Hovedlandeveis-
Arbeide mellem Aarhuus og Ringkjøbing, og i Særde-
leshed paa den Deel, som fører fra Silkeborg til Ikast,
paa hvilken Strækning den nærværende Vei er besvær-
ligst, og da Commissionen ganske maatte dele denne An-
skuelse, androg [folholdt sig til] den paa, at det maatte paalægges det
kongelige General-Toldkammer- og Commerce-Collegium
og det kongelige Rentekammer at tage de ommeldte Gjen-
stande under Overveielse, og dernæst at nedlægge aller-
underdanigst Forestilling [vurdering] desangaaende.
     Endnu bemærkede Commissionen, som et i Forbindelse
hermed staaende Punkt, at det maatte ansees for særde-
les gavnligt, for at lette Communicationen mellem Han-
delspladsen og Districtet paa den anden Side af Langsø,
om der over samme blev anbragt en Bro, saaledes ind-
rettet, at den ikke blev til Hinder for Seiladsen. Dette
kan imidlertid ventes udført som privat Entreprise, og
der indløb allerede under Forhandlingerne et dertil sig-
tende Forslag, hvilket dog fandtes mindre tilfredsstillende,
og derfor blev stillet i Bero.
     Sluttelig tilføjede Commissionen, at det af alt For-
anførte fremgik, at den vel ikke fandt det usandsynligt,
at det paatænkte Etablissement ved Silkeborg vilde ud-
vikle sig til en saadan Betydenhed, at der omsider kunde
findes Anledning til at organisere samme som Kjøbstad,
men at man, for ikke i denne Henseende at gjøre noget
Misgreb og for ikke uden Nytte at forøge det allerede
for store Antal af ubetydelige Kjøbstæder i Landet, havde
troet, under Forventning af hvorledes Forholdene i Løbet
af nogle Aar maatte udvikle sig, foreløbig at burde ind-
skrænke sig til de foranførte Forslag. Men idet den
haabede, at det vilde vinde hans Majestæts Bifald, at 
den definitive Løsning af den Commissionen ved aller-
høieste Resolution af 17de Septbr. 1844 stillede Opgave
forbeholdtes til en senere Tid, der formeentes passende
at kunde bestemmes til Slutningen af Aaret 1849, troede
den at burde andrage [formelt] paa, at Commissionen indtil videre
maatte forblive i Function, og at det maatte overdrages
den, at træffe de Foranstaltninger og afgjøre de Spørgs-
maal, der maatte opstaae under det nye Etablissements
Fremspiren, forsaavidt samme efter deres Natur ikke
egnede sig til vedkommende Regjerings-Collegiers eller
Hans Majestæts egen allerhøieste Afgjørelse. Herved
vilde Commissionen, der under det nøie Bekjendskab
den nu har erhvervet til Forholdene, uden Vanskelighed
vilde kunne behandle disse Anliggender, bedst blive istand
til at vedligeholde Overblikket over Tingenes Stilling
og at opfatte de Momenter, som ved Sagens definitive
Regulering maatte komme i væsentlig Betragtning. 

     Offentlige Foranstaltninger. Efterat Sagen 
af Rentekammeret var bleven Hs. Majestæt forelagt og 
det kgl. Danske Cancellie havde nedlagt Forestilling [vurdering] an-
gaaende enkelte Punkter, behagede de Hs, Majestæt un-
der 15de Decbr. f. A. og 8de Januar d. A. at resolvere [vedtage] at 
der ved Silkeborg maa oprettes en Handelsplads
under nogle særlige Bestemmelser. I Forbindelse med
denne Resolution [bestemmelse] har Hs. Majestæt paalagt det kongl. 
danske Cancellie, snarest muligt at indkomme med nær-
mere allerunderdanigst Forestilling [vurdering] med Hensyn til ad-
skillelige af Commissionen fremsatte Forslag angaaende
Pladsens offentlige Indretninger, dens communale Væ-
sen og sammes Bestemmelse m.v., hvorom Commissio-
nen ligeledes udførligt havde udtalt sig i sin allerunder-
danigste Forestilling [vurdering], men hvilket Alt foreløbig vil blive
Gjenstand for nærmere Correspondence med de locale
Autoriteter.

     Paa det kongl. Rentekammers allerunderd. Fore-
stilling [vurdering] behagede det Hs. Maj. Kongen under 17de
Septbr. 1844 allern. at beordre Deputeret i det 
danske Cancelli, Conferentsraad Lange, deputeret i 
General-Toldkammer og Commerce-Collegiet, Confe-
rentsraad Garlieb, og Deputeret i Rentekammeret,
Statsraad Unsgaard, til at sammentræde i en 
Commission, for efter overveielse med alle Vedkom-
mende at meddele et allerunderd. Forslag til de Be-
tingelser, under hvilke et Kjøbstadanlæg ved
Silkeborg kunde være at tillade og til Regule-
ringen af dette Anliggende i det Hele. - Ef-
terat Commissionen foreløbig var bleven enig om
de Hovedregler, hvorfra man ved Ordningen af 
denne Sag formeentlig burde gaa ud, blev en Plan
i Overeensstemmelse hermed udarbeidet og tilstillet
Amtmanden over Skanderborg Amt, Kammerjunker
Lindholm, Herredfogden i Hjelmslev-Gjern Her-
reder, Justitsraad Blichfeldt, Major Schlegel
af Ingenieurcorpset, Herredsfogden i Thyrsting-Vrads
Herreder, Cancelliraad Hunderup (der fornylig er 
forflyttet fra Hammerum Herred), Districtsprovsten
i Hjelmslev-Gjern Herreder Schinnerup, samt
Inspecteur for de kongelige Godser, Justitsraad, Amts-
forvalter Bindelsbøll. Commissionen antog nem-
lig, at disse Mænd deels med Hensyn til deres Em-
bedsstilling, deels med Hensyn til deres nøie Kundskab til
Forholdene, kunde være fortrinlig istand til saavel
at bedømme Hensigtsmæssigheden af den af Commis-
sionen udkastede Plan, som at give nærmere Oplys-
ninger om de Puncter, der fornemmelige maatte komme
i Betragtning. Derhos [desuden] indbød Commissionen for-
nævnte Mænd til et Møde paa Silkeborg, for i Fore-
ning med Commissionen nærmere at drøfte samme.
Dette Møde, under hvilket hiin plan blev lagt til 
Grund for Forhandlingerne, og til hvilket samtlige
de Indbudne, med Undtagelse af Justitsraad Bin-
desbøll, som havde Forfald [forhindret], indfandt sig, blev afholdt
den 4de og 5te August f. A., og under 2den Sep-
tember næstefter tilsstillede Commissionen det kongelige
Rentekammer sit endelige allerunderdanigste Forslag.
     - Efterat Sagen af Rentekammeret var bleven Hs.
Majestæt forelagt og det kgl. danske Cancelli hav-
de nedlagt allerunderdanigst Forestilling [vurdering] angaaende
enkelte Puncter, behagede det Hs. Majestæt under
15de Decbr. f. A. og 8de Jan. d. A. at resolvere [beslutte]
at der ved Silkeborg maa oprettes en
Handelsplads under nogle nærmere Bestemmel-
ser. - I Forbindelse med denne Resolution [beslutning] har Hs.
Majestæt allernaadigst paalagt det Kongl. danske
Cancelli, snarest muligt at indkomme med nærmere
allerunderdanigst Forestilling [vurdering] med Hensyn til  adskil-
lige af Commissionen fremsatte Forslag angaaende
Pladsens offentlige Indretninger, dens communale
Væsen og sammes Bestemmelse, m. v., hvorom Com-
missionen ligeledes udførligt havde udtalt sig i sin
allerunderdanigste Forestilling [vurdering], men hvilket Alt fore-
løbig vil blive Gjenstand for nærmere Correspondence
med de locale Autoriteter.

     Hs. Maj. Kongen har under 8de Jan. allern. Resolveret [besluttet]
Følgende ang. et Kjøbstadanlæg ved Silkeborg:
     "Vi bifalde allernaadigst, at der ved Hovedgaarden Silke-
borg i Linaa Sogn, Gjern Herred, Skanderborg Amt, i Vort
Land Nørre-Jylland, maa oprettes en Handelsplads un-
der følgende Bestemmelser: I. Angaaende nærmere Beteg-
ning af Stedet, hvor Handelspladsen skal anlægges, dens
Størrelse, Inddeling m. v.: 1) Bemeldte Handelsplads bli-
ver at anlægge paa Hovedgaardens Vestermark og navnlig
paa den Deel af Samme, som grændser til Langsøen, saaledes at 
der ved Anlæget i det Væsentlige tages Hensyn til den af Ma-
jor Schlegel af Vort Ingenieurcorps udarbeidede Plan, hvil-
ken vi allernaadigst approbere [godkender]. 2) Medens ovennævnte Plads
vil komme til foreløbig at udgjøre Byens vestlige Deel, uden
at der dog endnu for Samme afstikkes bestemte Grændser, idet
Pladsens Udstrækning mod Vesten langs Langsøen forbeholdes,
skal Byens østlige Deel omfatte det drewsenske Fabrik-Anlæg,
saaledes som dette nu er opført eller i sin Tid yderligere maatte
vorde [blive] opbyggede til Beboelse for Fabrikkens Betjente og Ar-
beidere, som i Eet og Alt blive at indbefatte under Byen.
3) Da den nye Hovedlandevei, der ifølge vor allerhøieste Be-
stemmelse skal anlægges fra Aarhuus til Ringkjøbing over
Silkeborg, ved den under Nr. 1 bifaldte Plan er givet saadan
Retning, at den danner Byens Hovedgade, ville Vi have Vort
Ingenieurcorps paalagt at foranstalte, at det fornødne Jord-
arbeide paa denne Vei, forsaavidt den fører igjennem Byen,
snarest muligt vorde [blive] udført. II. Angaaende Betingelserne
for Nybyggernes Nedsættelse paa Pladsen: 4) Uagtet [selvom] der 
på bemeldte Handelsplads skal kunne udøves alle de samme
Næringsbrug, som ellers i Almindelighed ere Kjøbstæderne for-
beholdte, saa skulle dog de Næringsbrugere, som der attraae [ønsker]
at nedsætte sig, for at drive saadan Næring, saalænge Plad-
sen ikke endnu definitivt er organiseret som Kjøbstad, dertil er-
hverve Bevilling. Herfra undtages dog de enkelte Haandvær-
kere og andre Næringsbrugere med samme Frihed som andet-
steds paa Landet, saalænge Pladsen endnu ikke har erholdt [fået]
Kjøbstædernes sædvanlige Rettigheder; saalænge skulle ogsaa
de concessionerede [bevilgede] Laandhaandværkere frit kunne arbeide for Byens
Indvaanere [indbyggere]. 5) Bevillinger til Handel, Møllebrug, Krohold,
Fabrikdrift, Farveri o. s. v., der efter de sædvanlige Regler
erhverves i Vort danske Cancelli, Vort Rentekammer og Vort
General-Toldkammer og Commerce-Collegium af dem, der paa
slige [saadanne] Næringsbrug ville etablere sig paa Landet og som til-
deels ogsaa udfordres til Sammes Udøvelse i Kjøbstæderne,
ville ogsaa for Handelspladsens Vedkommende blive at ansøge
i det Regjerings-Collegium, under hvis Rescort samme hen-
hører; dog har vedkommende Collegium, forinden nogen saa-
dan Bevilling meddeles, hver Gang desangaaende at corre-
spondere [besvare] med den nedenfor nævnte Regulerings-Commission.
Derimod ville saadanne Bevillinger til Haandværks- og andet
Næringsbrug, som ellers henhøre under den locale Øvrigheds
Rescort, være at ansøge hos den af Os under 17de Septbr.
1844 for at gjøre Forslag til Pladsens Regulering nedsatte
Commission, der indtil videre skal forblive i Function. 7)
Med Hensyn til de personlige Qvalificationer, hvorefter de
Paagjældendes Adkomst til at meddeles en ansøgt Bevilling
bliver at bedømme, maa iagttages, at uagtet duelige Land-
haandværkere ikke derfra skulle udelukkes, ville dog solide Haand-
værkere, der allerede have været bosatte i en Kjøbstad eller i
alt Fald der ere oplærte, være at tage i fortrinlig Betragt-
ning, at de paagjældende have gjort Mesterstykke, enten den 
Laugsmæssige, eller i alt Fald et saadant, som fordres [fremmes] i Kjøb-
stæder, hvor der ikke er Laug, bliver vel at anse som en an-
befalende Omstændighed, men dog ikke som saa afgjørende, at 
Andre skulle udelukkes, der ei have erlagt saadan Prøve, naar
de paa andre Maader fyldestgjørende kunne legitimere deres
Duelighed og at deres oeconomiske Forfatning er af den Be-
skaffenhed, at de ikke lettelig ere udsatte for at falde det Offent-
lige til Byrde. Imidlertid ville dog ordentligviis alene de 
Haandværkere, som have erlagt Mesterprøve, være at meddele
Bevilling til at holde Svende og Drenge, med mindre der 
maatte findes Anledning til at meddele Een eller Anden blandt 
dem, som ikke ere i dette Tilfælde og som i Regelen kun er-
holde [får] Adgang til at arbeide med egne Hænder, særlig Bevil-
ling af samme Omfang. Da Hovedformaalet med Pladsens
oprettelse er at forskaffe Beboerne i det Indre af Jylland en 
lettere Adgang til Afsætning af deres Producter, bliver der ved
Meddelelse af Bevilling til at drive Handel sammesteds, at 
tage nøie Hensyn til at slige [saadanne] Bevillinger kun forundes solide
og dygtige Handelsmænd, helst saadanne der allerede tidligere
have siddet i en omfattende Virksomhed og navnlig beskjæftiget
sig med Producthandel. I ethvert Tilfælde vil der vil der ved Be-
villingernes Meddelelse være at tage væsentlig Hensyn til om
Vedkommende  ere villige og have Evne til at opføre de til 
deres Etablissementer fornødne Bygninger paa Pladsen. 7)
Naar en Nybygger ønsker at forlade Pladsen, eller ved Døden
afgaaer, vil han eller hans Bo, saalænge Pladsen endnu ikke
er oprettet til Kjøbstad, kunne forvente, at den ham meddeelte
Bevilling ombyttes med en anden, lydende paa den Person, til
hvem han afhænder sine Bygninger m. v., saafremt Kjøberen
iøvrigt findes qvalificeret til Udøvelsen af Næringsbrug. 8)
Ved Meddelelsen af de omhandlede Bevillinger, der maae ud-
leveres gratis og udfærdiges paa ustemplet Papiir, bliver or-
dentligviis at iagttage, at der indtil videre ikke udfærdiges
flere end Egnens og Pladsens Tarv udfordrer. De blive samt-
lige at clausulere [krævet] derhen, at de fortabes, saafremt det Nærings-
brug, paa hvilken Bevillingen lyder, ikke etableres inden en 
vis Tid efter sammes Udfærdigelse; i Almindelighed bliver
Fristen at bestemme til et Aar, dog kan der forundes en læn-
gere, hvis saadant efter Næringsbrugets Beskaffenhed eller andre
særlige Omstændigheder findes tilstrækkelig begrundet. (Sluttes.)

Aalborg, den 31te Januar. Efter det i "Berl.
Tid" meddelte Forslag af den allerhøiest nedsatte Commis-
sion angaaende Betingelserne for at etablere sig i den nye 
Kjøbstad eller paa Handelspladsen Silkeborg, har Com-
missionen vel "ingenlunde miskjendt de Fordele, som en ubun-
den Frihed for Alle og Enhver, til at nedsætte sig paa Plad-
sen, og der at drive de Kjøbstæderne ialmindelighed forbeholdte
Næringsveie, navnlig Handel og Haandværk, vilde kunne 
medføre", men har "fra andre Sider der fundet ikke faa
Betænkeligheder og især anseet det som et væsenligt Middel
til at sikkre Planens heldige Fremgang, at den oprindelige
Stamme af Pladsens Beboere kom til at bestaae af  nogen-
lunde vederhæftige Folk, idet det befrygtedes, at man, ved at 
aabne ubunden Concurrence, vilde udsætte sig for, at en 
Mængde Individer, der vare uden Resourcer, saavel fra For-
muens som fra Dygtighedens Side, strax vilde sammen-
strømme til Pladsen, lokkede saavel af Nyhedens Interesse,
som af de Fordele og navnlig den lette Adgang til Grund-
besiddelse, som indrømmes Nybyggerne". Man har frygtet 
for, at derved vilde opstaa en Befolkning, som endog "snart
vilde blive nødt til at søge offentlig Understøttelse" og som
vilde "let afskrække hin meer agtbare Classe fra at nedsætte
sig, saa at hele Planen stod Fare for at mislykkes". Com-
missionen er derefter kommen til det Resultat, at "foretrække
Bevillingssystemet, som det eneste, ved hvilket man tilbørlig
vilde kunne betrygge sig med Hensyn til Vedkommendes Per-
sonlighed, og under hvis Anvendelse der, naar det udøvedes
vel med Vaersomhed, men tillige med tilbørlig Liberalitet,
vilde kunne opnaaes en ønskelig og derhos [desuden] en mere betydende
Concurrence end under en fuldkommen Frihed for Alle og 
Enhver til at nedsætte sig paa Pladsen". At en bureaukra-
tisk sammensat Commission med annecterede [indlemme] bureaukratiske
Elementer vilde komme til det Resultat, at foretrække Bevil-
linssystemet, har man ikke kunnet betvivle, thi det er den 
Maade, hvorpaa saa mange af vore Handelsforhold ansees
ordnede, men hvorpaa de ere blevne ikke mindre forqvaklede.
Handelens hele Væsen og Grundbetingelse er udvortes Frihed og
selv Haandværket erkjender meer og mere Nytten af alle be-
tyngende Baands Løsnelse. Men hvad er Bevillingsvæsenet
andet en Handelstvangens fulde Repræsentation? Og hvil-
ket Baand kan vel være mere trykkende for en "Handelsplads"
og unaturligere for dennes Betydning, naar den ikke skal
være en blot nominel eller skal tjene enkeltes Interesser, end
at binde Handelen til Privilegier: et Baand, der for Plad-
sen, Egnen og den hele Virksomhed, som der skulde udfolde
sig, er endnu mere trykkende end en antique Laugsindretning
der dog aabner en almindelig Adgang til at træde over paa
Spidsborgerlighedens afpælede [begrænsede] Gebeet [område]? Man frygter for at 
den oprindelige Befolkning skulde blive for ringe og snart
falde det offentlige til Byrde. Men er Silkeborg med sin
Beliggenhed og øvrige Egenskaber ikke bedre beskaffen, end at 
dens Kjøbstadbetydning saa hurtigt kunde løbes overende, saa
gjorde man vist rettest i, slet ikke at reise dette Stadetablissement.
Desuden er paa den ene Side Begreberne om Selvetablering
hos Individerne vel nu saa meget luttrede [forædlet], at man omstunder
neppe behøver at frygte nogen vagabundisk Sammen-
stimlen, ligesom det Offentlige paa den anden Side altid og
overalt gjør rettest i at give Etableringen sin Frihed, da det 
ofte ikke er i Pengekraften alene at Styrken hviler, men ikke
sjeldent den Ubemidledes Virkeevne og Virkelyst har ladet
langt frodigere Resultater fremspire. Hvad nu selve Bevil-
lingernes Uddeling angaaer, da er det ofte og som oftest for 
det offtentlige en Umulighed at sikkre sig de rette Personlig-
heder og har man end truffet dette, saa er der Intet, der 
sikkrer for, at Personligheden bliver den samme. Naar da
Bevillingshaveren ikke udøver sin Dont [arbejde] paa nyttigste Maade,
hvad haves der saa for Garanti? Bevillingen bliver og dens
Baand udelukker andre fra at benytte Pladsen og fra at 
gjøre den nyttig for sig selv. Det var ogsaa Bevillings-
systemet man med "Frigivelsen" af Opkjøb af Landets Pro-
ducter vilde have indført, men den jydske Stænderforsamling
erkjendte heldigviis, at Bevillinger ere en Frigivelses Antipode [modsætning]
og at Handelsbevillinger kun vilde føre Opkjøbet i enkelte
Hænder og gjøre det afhængigt af disses Brug og Rørighed.
Vi ere ogsaa overbeviste om, at hvis man istedetfor at hænge
i den gamle bureaukratiske Form, havde taget blot een prak-
tisk Handelskyndig med i Silkeborg-Commissionen eller dens
Supplementer, vilde Bevillingsvæsenet paa det stærkeste af
denne være blevet fraraadet. Imidlertid er det ogsaa at for-
mode, at en saa vigtig Gjenstand som Betingelserne ved en 
Kjøbstad-Oprettelse først vil blive Stænderne forelagt.

               I
     Endelig har man i 1846 her i Danmark forsøgt, paa samme Maade
som mod Middelalderens Slutning, i Privilegiernes Guldalder, at an-
lægge en Kjøbstad. Sandelig, der behøves ikke meer, for fuldstændig
at lære det Standpunkt at kjende, hvorpaa vort Bureaukrati har vidst
at stille os i Forhold til de andre udviklede europæiske Folkeslag, end
de nu bekjendtgjorte Bestemmelser, man har taget med Hensyn til den
nye Kjøbstad Silkeborgs Oprettelse i Jylland. I de Dele af Rus-
land, hvor hverken Oplysning eller Vindskibelighed [flid], ja ikke engang
Befolkning er trængt hen, der opretholder Staten Noget, man kalder
Kjøbstæder, som Forløbere for den forventede Udvikling. I Nord-
amerika, hvor borgerlig Frihed afføder borgerlig Selvstændighed, der
opsøge Nybyggerne selv passende Midtpunkter for det communale
Liv, for Samqvem og Omsætning, og heraf opstaaer Stæder. Men
ogsaa i største Delen af Europa har man for længe siden kunnet
overlade Udviklingen i denne Retning til sig selv; hverken Regering
eller Befolkning have der behøvet at bryde deres Hjerner med at søge
Plads op til Kjøbstæder; man har kun behøvet enten at ophæve det
hele eneberettigede forældede Kjøbstadsvæsen, som i Frankrig, Belgien
og de fleste øvrige Lande, som den franske Kost har feiet rene, eller
at lade det raadne og søndergnave af Tidens Tand, som i England,
for at føle Vindskibelighedens [flidens] mægtige Vingeslag og see den slaae ned
ifølge dens Naturtilbøielighed paa ethvert for den passende Sted. Her
have Kræfterne snart samlet sig, uden foreløbig Kald eller Varsel, og
førend man har seet sig om, er der opstaaet mægtige Stæder. Gaae
som sagt til England, Frankrig, Belgien, Holland, Schweiz, til store
Strækninger af Italien og Tydskland; laves der Kjøbstæder? Nei,
men der forhindres ikke, at de blive til, hvor der føles Trang til
dem, og denne Trang har spredet Vindskibelighedens [flidens] Udøvere ud over
det hele Land, og utallige Kjøbstæder have samlet dem, som især sørgede
for Udvexlingen af de forskellige Frembringelser, thi Omsætning, ikke
Tilvirkning, er Kjøbstadens Væsen.
     Selv det danske Monarchi giver, alvorlig undersøgt, Anledning
nok til i Kjøbstædernes egen velforstaaede Interesse at bryde Staven
over det hele monopoliserende Kjøbstadsvæsen. I Slesvig og Holsten,
hvor man ikke har været saa ivrig paa at klumpe Kjøbstæderne sam-
men ved Consumtion [forbrug] og Brændeviinsret, hvor jevnlig Næringsdrift
af forskjellig Art findes paa Landet, der have Kjøbstæderne udviklet
sig langt gunstigere end i Provindsen Danmark. Kjøbstæderne i Dan-
mark blomstre i omvendt Forhold til den Nidkjærhed, hvormed deres
Rettigheder ere opretholdte. Fyen har havt en høiststaaende friheds-
kjær Gouverneur, paa det er neddryppet lidt af den Manna, der sam-
ledes paa de norske Fjelde, saa at her ad Bevillings- og Gunstbevis-
nings-Veien har indsneget sig lidt mere Næringsfrihed end i de andre
Provindser, og Kjøbstæderne i Fyen ere snarere skredne forud for end
blevne tilbage for de andre Provindsers.
     Naar Regeringer med nogen Indsigt og lidt skabende Geni ere blevne
opmærksomme paa, at en eller anden Egn var i Stand til at afgive
Midler til at ernære en større Befolkning, eller skaffe den der levende
større Velvære, da have de sørget for at udvide og forbedre de derhen
førende Samqvemsveie, da have de anlagt nye Kanaler, Jernbaner,
Landeveie, Postforbindelser, Hurtigvogne osv., sørget for, at Capitaler
bleve let tilgjængelige, at Jordsmon [jord] uden Vanskelighed kunde faaes for
nye private Anlæg, kort de have først gjort Alt, hvad der paa nogen
Maade kunde ligge i det Offentliges Magt; men naar de saa skulde
have Befolkningens egen Medvirkning og hverken vilde eller kunde
iværksætte Colonisation med Trælle, saa gav de Frihed, søgte at ud-
frie den nye Befolkning fra de trykkende Baand, som ere de ældre
Anlægs ulykkelige Arvedel. Dersom den danske Regjering havde seet
vore Kjøbstæder fremblomstre under den saakaldte Kjøbstadsret, som de
nu i Aarhundreder have bestaaet under, og som den nyere Tids An-
skuelser og Erfaringer maae kalde en Kjøbstadaag, som nedtynger og
binder dem, saa vilde vi endda indrømme, at Erfaring kunde sættes
mod Erfaring; men nu, da vi have seet disse vantrevne [forkrøblede] Husklumper
anbragte paa hver 4de Mil som Veivisere i en Ørk, kun tjenende til
at forhindre Anlæggelsen af friere Institutioner og Industriens Ud-
bredelse, nu indsee vi sandelig ikke, hvad der har kunnet bevæge for-
nuftige Mænd til at tilraade Anlæget af nok en Kjøbstad af samme
Beskaffenhed. Den kan i en saadan Skikkelse, med de ved saa mange
Baand fast erhvervede Rettigheder, neppe forhjelpe sig selv til en ve-
getativ skanderborgsk Velvære; den kan kun blive et Tryk paa den
frie Virksomhed, som i denne fraliggende Egn havde begyndt at ud-
vikle sig, støttende sig paa den ikke ringe Omsætning, som her gjøres
med Træsko og andre Trævarer. Men den kan Intet virke til Lan-
dets Opblomstren, ja den vil neppe kunne undfange sig selv, trods alle
de Bevillinger, Byfogder, Byskrivere og Toldere, hvormed den maatte
blive benaadet. Man har for to hundrede Aar siden anlagt Fredericia
under langt gunstigere Betingelser end nu Silkeborg; man har givet
den tarvelig Religionsfrihed og gjort den til Fristed for Fallenter;
men desuagtet [alligevel] har den gjort saare langsomme Fremskridt, thi den var
og er en indesluttet Kjøbstad i et Opland, hvor Næringsdriften i høieste
Maade er indskrænket. Et andet Sted, hvormed Fortiden har havt
store Hensigter, er Frederiksværk; engang drømte man om at gjøre det
til et andet Birmingham, nu svæver det mellem Himmel og Jord,
idet man neppe veed, hvem der eier det, skjønt Staten alt for længe
siden har mere end betalt det, naar Alt regnes sammen hvad det
har kostet i rede Udlæg og i Opoffrelser og Begunstigelser *). Men
selv om man vidste, hvem der eiede Frederiksværk, saa vidste man endda
kun lidt om dets sande Betydning; thi den jorddrotlige [herremandens] Fordom har
for længe siden bragt Vedkommende til at forglemmme de store Hen-
sigter, hvori man fra først af frigjorde denne Krog af Sjælland med
hosliggende Bøndergods fra enhver Art Tvang, som kunde forhindre
Udviklingen af forskjelligartet Vindskibelighed [fremdrift]; den fremmede Capital er
bleven bortskræmmet, fordi den ikke kunde faae sikker Grund at binde
sig til; den Virksomhed, som Friheden skulde fremkalde og beskytte, er
fortørret i Spiren ved den Nidkjærhed, hvormed man har søgt at
bringe dette Undtagelsens Fristed tilbage under den hele hemmende Lov-
givning, som deler Riget i Kjøbstad og Land. I Stedet for at for-
klare de frederiksværkske Privilegier i det videste Omfang, lade Næ-
ringsfrihed bestaae der i fuld Udstrækning, ja udbrede sig i de til Værket
hørende Landsogne, har man netop forhindret den frie Udvikling af
Alt, hvad der ikke paa det strængeste lod sig indbefatte under Privi-
legiernes Ordlydende; man har lagt Hæmsko paa Frederiksværk til de
nærmeste Kjøbstæders Begunstigelse, ja maaskee endog engang tænkt
paa at gjøre det lykkeligt ved at udnævne det til Kjøbstad, og har
paa denne Maade ikke bragt det videre, end at det er blevet et maaskee
endog besværligt Appendex til en maadelig Herregaard og et stort
Fæstegods; thi ophørte de offentlige Bestillinger fra Frederiksværk,
saa vilde det bære i langt maadeligere Stilling end nu. Med saa-
danne Exempler for Øie — og der lod sig opvise flere af ikke mindre
slaaende Art, — skulde man da troe, at Nogen mere vilde for-
søge ved kunstige Midler at udbrede det Vindskibeligheden [driften] i saa høi
Grad hæmmende Kjøbstadnet videre?

*) Som bekjendt kan en Konge i Danmark ikke have privat Eiendom,
dette burde alene afgjøre Spørgsmaalet om Frederiksværk.

               II.
     Ved Silkeborg var der saa godt begyndt; private Mænd, kyndige Fa-
brikanter fik uden lang Nølen (allerede dette var en sjelden Heldighed),
fornøden Bevilling paa Anlæget af en Fabrik af samme Art, som den
de allerede længe med Held havde drevet; de udførte Anlæget i en
sjelden kort Tid, saa at Silkeborgs Papirfabrik alt nu staaer i Rang
med Landets første Fabrikker. Ved dette raske Foretagende blev Jern-
værksdrømmerierne foreløbig stillede i Baggrunden, og Silkeborgs
Omegn fik det første vigtige Stød fremad, Naturtrægheden var overvun-
den. Men ved det Foretagende havde det ogsaa viist sig, at det hele
Vandtræk af betydelige Søer, som strække sig i sydlig og vestlig Ret-
ning fra Silkeborg, i deres nærværende Skikkelse ikke ere brugelige til
Transportveie, men at de med ringe Offre kunne blive indrettede dertil
og saaledes lette Producthandlen for et betydelig, skjønt vel temmelig
magert Opland. Veiene, som paa disse Steder gjennemskære Landet
fra Øst til Vest, ere meget maadelige [ujævne], men heller ikke vanskelige at
forbedre. Gudenaaen Nord for Silkeborg er af Mangel paa Omhu
bleven til et temmelig besværligt Farvand; dens Beskaffenhed for
Dampfart er kun ufuldstændigen prøvet. Paa disse Omstændigheder
havde Regeringen kun behøvet at henvende sin Opmærksomhed, thi saa-
ledes som Forholdene efterhaanden have udviklet sig, var det umuligt,
at private Kræfter kunde strække til Udførelsen af alle de fornødne
Anlæg, men Benyttelsen af Anlægene og Arbeiderne kunde Regeringen
roligen have overladt til den private Industri. Vilde denne foretrække
at sætte sig fast paa flere Steder ved de nævnte Vanddrag, saasom
ved Ry Mølle, ved det sydvestlige Hjørne af Mossø, i Stedet for at
samle sig om Langsøen, hvi da formene den dette? Jo længere den
trænger mod vest, desbedre, og i Tim, Ry, Vrads og flere omlig-
gende Sogne er der allerede en ikke ringe Rørelse [bevægelse] tilstede. Fandt
Industrien sig derimod tjent med at samle sig ved Silkeborg, om den
store Fabrik, som ikke er urimeligt, saa burde man vistnok ikke hindre den
deri, men sige saa lidt monopolisere den paa dette Sted, ved at gjøre
det til en afsluttet Kjøbstad, for hvis Skyld det vestfor liggende
Land skal miste den Erhvervs-Frihed, som det, beskyttet af sin afson-
drede Beliggenhed, har tillistet sig. Langt nyttigere til at befordre det
gode Midtlands Opkomst, vilde det være, om man drog en Linie i
2 Mils Afstand vest for de østlige Kjøbstæder, og Vest for denne
Linie indrømmede Erhvervsfrihed, under den Betingelse, at Enhver,
som tiltog sig et Erhverv udenfor det egentlige Landvæsen, skattede
derfor i et vist Forhold. Havde man Stillet den forønskede Silkeborg
Kjøbstad under dets simple Vilkaar, saa havde man gjort en virkelig
Prøve og ikke bundet Hænderne paa sig i nogen Retning. At der
desuden maatte indrømmes Nybyggerne Adgang til passende afsatte
Byggepladse og den fornødne Jord, samt Ret til at danne en
egen Kommune, når den samboende Befolkling var steget til et pas-
sende Antal myndige Mænd, er en Selvfølge, som ogsaa, at der nu
strax maatte sørges for en egen Politimyndighed der paa Stedet, der
kunde paasee, at de for Anlæget fastsatte Betingelser ikke bleve over-
traadte, samt tage saadanne Forholdsregler Fattigvæsenet vedkommende,
at de større Fabrikanlæg kom til at bære deres Del deraf, og det
ikke kom til at hvile som en trykkende uoverkommelig Byrde paa den
nye Kommune eller paa det nuværende Sogn. Det er i denne Hen-
seende heldigt, at Hovedfrabriken eies af Mænd, der netop i Fattigvæ-
senssager medbringe saa fortrinlige Præcedenser [regler], Mænd, som det aldrig
kunde falde ind at gjøre sig Byrden let ved at vælte den over paa
Communen. En fornuftig ordnet gjensidig Pensions- og Forsørgels-
sesanstalt mellem Arbeiderne selv var vistnok det bedste Middel at
bringe i Forslag.
     Vi have saaledes i Almindelighed betragtet de Midler, som ere
anvendte, og de som forelaae til at oplive Omsætningen i Egnen om-
kring Silkeborg, der ligger i det østlige Kant af den jydske Hede,
midt paa det jydske Fastland Syd for Limfjorden, og ved det Ikke
ubetydelige Gudenaa Vandtræk. Førend vi nu indlade os paa de for
den nye Kjøbstad og dens Nybyggere opstillede særlige Betingelser,
ville vi et Øieblik henlede Læsernes Opmerksomhed paa Egnens Be-
skaffenhed, som man vil oplive, dens Fornødenhed og Trang.
     Vende vi os først til Gudenaa, der jo dog maa betragtes som
Hovedaaren i det nye Omsætningskredsløb, da er den nogenlunde
seilbar for Pramme af Middelstørrelse indtil Silkeborg, men Farten
er langsom paa dette mellem Randers og Silkeborg over 7½ Mil
lange bugtede, med Trækveie ufuldstændig forsynede Flodløb. Om-
trent 2 Mil, førend man ved at gaae op ad Gudenaaen kommer til
Silkeborg, finder man Ladepladsen ved Ands, Postskiftet paa Veien
mellem Aarhus og Viborg, netop hvor denne støder sammen med
Skanderborg-Viborg Veien, og hvor en ikke uvigtig Vei gaaer mod
Vest ud i Hedegnen imellem betydelige Tørvemoser. I Ands findes
en stor Kro, som kun nogenlunde vel bestyret maa give et ikke ringe
Overskud; her udøves en Handelsrettighed, findes oplagt noget Tøm-
mer, en Deel smaa Teglværker ligge heromkring, Bindeegnen er ikke
fjern, kort her findes mange Elementer til en Handelsplads. Dog
hidtil ere disse kun benyttede i en temmelig ringe Grad. En Deel
Tørv udskibes til Randers, men saavel Prisen som Fragterne [fragtpriserne] ere
temmelig høie. Tømmerhandelen, som man skulde synes maatte blomstre
i den skovløse Egn, er ringe og forsømt, og ikke et Pakhus findes
ved Ladepladsen til Opbevaring af de Producter, der ere bestemte til
Udskibning. I Nærheden af Ands har Gudenaaen Tilløb, ved hvilke
der alt findes Møller, og hvor der, til sparsommeligere Vandbrug,
ikke vilde findes ringe Vandkraft tilovers til Fabrikbrug, om et saa-
dant blev tilsigtet. Silkeborg har neppe fra Beliggenhedens Side
noget forud for Ands; hvor kan man da vente, at den, med ikke større
Frihed, skulde opblomstre med større Held? Aarsagerne, hvorfor
Produkthandelen saa lidt trives i denne Egn, ere, dels at dens Over-
skud af Frembringelser hidtil har været ringe, at det for en stor Deel
bestaaer i Kreaturer og Heste, som drives mod Syd gjennem Hede-
egnen; dels at Salget til Vesterlandet sædvanligvis er fordelagtigere
end til Østerlandet, og at Bonden rolig kan vente Kjøberen ved sin
Dør, hvorfor han ogsaa kun faa Gange aarlig søger de østlige Kjøb-
stæder for at besørge Husholdnings- og Luxusindkjøb.
     Silkeborgs Beliggenhed er, som sagt, i intet Væsenligt forskjel-
lig fra Ands (om Skjønheden er her jo ikke Tale), naar undtages,
at hint ligger i Udkanten af en betydelig Skovomgivelse, og at Gu-
denaaes egne mægtige Vanddrag her kunne benyttes til Vandvær-
kers Anlæg. Men Skovene ved Silkeborg ere ingenlunde urørte
Urskove, der have henstaaet i Aarhundreder og bugne af herlige Træer.
Disse Skove bære tvertimod Præget af en saa stærk og vilkaarlig
afbenyttelse, at den menneskelige Omhu i høieste Maade er fornøden [nødvendig]
for at holde dem vedlige. I de vestlige Udkanter have de skarpe vinde
anrettet store Ødelæggelser, mange af de høiere Aaser inde i Skovene
ere allerede afklædte; store Strækninger ere ryddede langt ind i Skov-
landet, og høie afsondret Skovene i mindre Pletter, hvilke man nu
igen ved Plantninger søge at klynge sammen og tætte. Af svære
træstammer findes i Forhold til Skovenes Omfang kun faa. Alt
tyder paa, at Træet her i Egnen har fundet en betydelig Anvendelse.
Denne bestaaer først og fornemmelig i Træskotilvirkningen, som drives
meget i denne Skovegn, især sydvest for Silkeborg; i Forfærdigelse [færdiggørelse]
af Hjultræ, Bødkertræ og forskjellige andre Træfornødenheder, som
især gaae til Vesterlandet, i lidt Kulbrænding og endelig i Salg af
Brændsel, Gjærderis osv., til det omliggende i 4 til 5 Mils Afstand
bare Land. Træskoene afsættes hele landet over, i Egnen selv findes Folk,
som alt for længe siden have fundet Veien til de fjernere Markeder,
Kjøbenhavn indbefattet, og naturligvis ogsaa udfundet Midler, afpas-
sede efter Omstændighederne, til at drive en Art Laane- og Banquier-
forretning med Tilvirkerne [iværksætterne] og omsætte nogen Tilbagefragt i de tilstø-
dende Egne. Ethvert Tvangsmiddel, hvorved denne Omsætning skulde
bringes ind under Kjøbstaden Silkeborg, vilde være lige saa skadeligt,
som det var ubliligt [urimelig].
     Trævarene, der tilvirkes [fremstilles] til Vesterlandet, ere en for disse Egne
saare vigtig, ja uundværlig Gjenstand; alt som Hedene opdyrkes,
voxer Trangen; ethvert Offer, Staten bringer, for at afdrage Skov-
producterne fra denne deres nærværende Anvendelse, maa ansees som
et trykkende Baand, lagt paa en for Befolkningen og Staten lige
vigtig Gjenstand. Prisen paa en Favn godt Bøgebrænde, bragt til
Afskibning paa Grenaa, kan vistnok nu neppe anslaaes til mindre
end 4 à 5 Rbd.; fra flere af Skovstrækningerne bliver den vist endog
langt dyrere; paa mange Steder er Prisen i Skoven for godt Træ
endog ligesaa høi. Tillægges nu Transportomkostningerne, indtil
Træet kommer til Brug i Østerlandet, eller bliver handelsvare i
Østerlandet, saa vil Enhver indsee, hvor nær Priserne paa Ved [træ] i
Silkeborgs Skove staae de gængse Priser i hele Landet. Gjøres der
Udgifter for at lette Pramføringen, og Transporten af Ved [træ] skulde
bære sin Deel heraf, da vilde dets Priser snarere stige end falde.
Søgningen fra Vesterlandet vilde desuden snart virke til at bringe
den saaledes i Veiret, at kun det Ved [træ], som voxede nærmest Vand-
veien, kunde udføres.

Med Undtagelse af de nye store Fabrikanlæg og de Udvidelser,
som disse nu kunne modtage langs Vanddraget og ved Faldene
mellem Søerne, har Silkeborg altsaa intet Væsenligt forud for
Ands som Omsætningsplads, dens Udvikling giver ikke større Forhaab-
ninger. For Fabrikkernes Skyld at lægge det hele omliggende Land
under Kjøbstadstvang er jo aldeles ikke nødvendigt; Fabrikkerne behøve
kun at faa Vandveien aabnet og Frihed indrømmet til enhver Art
Virksomhed. Udrustede med disse Midler, ville de nok vide at finde
den rette Vel til at tilveiebringe Liv og Rørelse paa Stedet og i
Omegnen. Hertil er det, der trænges, ikke til en konstig dannet
Kjøbstad.

               IV.
Vi have nu fulgt „Collegialtidenden“ j dens Oversigt over Silke¬
borg-Commissionens gyngende Bevægelser op og ned mellem Erkjen¬
delsen af Frihedens Nødvendighed for Vindskibelighedens [driftens] Opkomst og
Vedhængen ved de bestaaende fra Fortiden overleverede Ledebaands og
Tvangsforanstaltninger; vi komme nu til den paa en saa vaklende
Grundvold støttede Afgjørelse. Vi have fremhævet, at Commissions¬
arbeidet tydede paa en forud tagen Beslutning, at skabe en Kjøbstad,
og viste en vis Stræben herimod. Resolutionen synes at bekræfte
denne Anskuelse, thi, skjønt den vel ikke strax opretter Kjøbstaden, saa
tager den ogsaa kun lidet Hensyn til de af Commissionen fremsatte
vægtige Tvivl. Den væsenligste Indrømmelse, den har gjort disse,
er, at den har benævnt det nye Anlæg: Handelspladsen. Reſo¬
lutionen er delt i Afsnit; det første handler om nærmere Betegning
af Stedet, hvor Handelspladsen skal anlægges, dens Størrelse, Ind
beling m. v.
Det mærkeligste, som her forekommer, er, at denne Handels-
plads, som er bestemt til især at oplive det vestfor liggende Land, er
begrændset mod Vest, hvorimod den er ubegrændset mod Øst; thi her
beroer Begrændsningen paa den Udvidelse, som Dhrr. Drewsen,
sin Tid (hvor længe er det?) maatte ville give deres Fabrikan¬
læg, hvortil regnes „samtlige Vaaninger [huse], der ere eller maatte vorde [blive]
opbyggede til Beboelse for Fabrikkens Betjente og Arbeidere, som i
Eet og Alt blive at indbefatte i Byen“. Bygge Dhrr. D. et Klu¬
deskuer og bosætte en Klueeforvalter paa Silleborg-Aarhuusveien, tæt
udenfor denne sidste By, saa gaaer Handelspladsen Silkeborg mod
Øst hertil. Dersom dette ikke var udtrykt saa bestemt, saa skulde man
næsten ikke troe, det var saaledes ment; ogsaa følge senere nogle Ud¬
tryk, som lade formode, at den østlige Begrændsning er bundet til
det Landstykke, som Dbrr. D. have faaet i Arvefæste. Vi kunne i
hvert Tilfælde kun lykønske til denne Mangel paa Begrændsning.
Skade, at man ikke har indrømmet den i alle Retninger! Der tales
ogsaa i denne Afdeling om Byens Hovedgade. Man venter
sig altsaa dog en rask fremskriden.
     2det Capitel handler om Betingelserne for Nybyggernes Nedsættelse
paa Pladsen. Nybyggerne skulle kunne udøve alle de samme Næringsbrug,
som ellers i Almindelighed ere Kjøbstæderne forbeholdte. Saa¬
længe Pladsen ikke er Kjøbstad, skal dertil dog erhverves Berilling. Dog
fritages de Næringsarter herfor, som ellers frit kunne nedsætte sig
paa Landet. Denne Forret bestaaer kun, saalænge Handelspladsen ikke
har faaet Kjøbstadret; saalænge skulle ogsaa de tilladte Landhaandvær-
kere kunne arbeide for Byens Indvaanere [indbyggere]. Bevillingerne skulle søges
i de reſpective Collegier, som skulle correspondere derom med Regule-
ringscommissionen for Silkeborg Kjøbstad. De Haandværksbevillinger,
som ellers gives af de stedlige Myndigheder, skulle derimod udfærdiges
af Reguleringscommissionen. Landhaandværkere skulle vel ikke være
udelukkede fra at faae Bevillinger, men solide Kjøbstadhaandværkere
skulle tages i fortrinlig Betragtning [tages i betragtning]. Mesterstykket skal være en an¬
befalende Omstændighed, dog skal Duelighed ogsaa kunne godtgjøres
paa anden Maade. Den Paagjeldendes oekonomiske Forfatning skal
tages i Betragtning. Oedenligvis skulle kun saadanne Haandvær¬
kere, som have aflagt Mesterprøve, kunne faae Ret til at holde Svende
og Drenge, med mindre der maatte findes Anledning til at meddele
en og anden, som i Reglen kun burde erholde [få] Adgang til at arbeide
med egne Hænder, særlig Bevilling af samme Omfang. Da Hoved¬
hensigten er at skaffe Beboerne af det Indre af Jylland lettet Adgang
til Afsætning, saa maa Handelsbevilling kun meddeles til solide og
dygtige Handelsmænd, helst saadanne, der tidligere have siddet i en
omfattende Virksomhed. Væsenligt Hensyn bør tages til, om Vedkom¬
minde ere villige og have Evne til at opføre de til deres Etablissement
fornødne Bygninger. Nybyggere, som døe inden Handelspladsen bliver
Kjøbstad, kunne vente, at Bevillingen kan komme til at gaae i Kjøb med
Bygningen. Bevillingerne udfærdiges gratis og paa ustemplet Papir, dog
ikke til Flere, end Egnens Fornødenhed og Pladsens Tarv udfordrer. Frist
til at begynde et Næringsbrug gives almindeligvis 1 Aar, er det da
ikke 1 Drift, tabes Retten. Dog kan der efter Omſtændighederne zloes
Forlængelse.
     Dersom Læserne tvivle, om Resolutionen virkelig er saaledes be¬
skaffen, som her anført, saa bede vi dem læse efter. Vi have, saavidt
gjørligt, citeret ordret; vi have ikke tænkt paa at skrive en Kritik; vi
have kun gjort Udtog af en Anordning [bestemmelse]. I, solide, prøvede, veleta¬
blerede Haandværksmestere og dyglige Producthandlere, som eie Capital
nok til at bygge Hus og Gaard paa Silkeborg, iler med at søge Be¬
villinger til at nedsætte Eder paa denne Handelsplads, (der har Haab
om at blive Kjøbstad)! Bygger Eders Gaarde, maler Eders Stakitter,
og værer i Gang inden Aar og Dag, men i hvert Tilfælde holder Eder
gode Venner med Vedkommende, thi da kunne I efter Omstændighe¬
derne faae Lov til at gjøre næsten, hvad det skal være!
     De Nybyggere, som de forstjellige høie Collegier og Silkeborgs
Reguleringscommission have udvalgt og bevilget efter de i foregaaende
Capitel foreskrevne Regler, nyde de i følgende tredie Capitel indrøm¬
mede Begunstigelser, hvori ogsaa fastsættes om Bygningernes Indretning
m. v. Brødrene Drewsen skulle af det dem forpagtede Land aftræde
50 Tdr. Eng af den 250 Tdr. Land store Vestmark. Disse anvises,
indtil videre, til Afbenyttelse for Nybyggerne, deles i Lodder og
bertforpagtes til Nybyggerne af Reguleringscommissionen ved Auction
eller underhaanden [privat]. Naar Kjøbstadordningen engang inbtræder, skal
denne Sag endelig afgjøres. Dog forbeholdes ved Engenes Deling
den saakaldte Store-Mae til Bygninger for Brødrene Drewsen og til 
Vandledning fra Aaen, om en saadan bliver gravet til Anlæg af det
paatænkte Jernværk eller andet Fabrikanlæg. Der forbeholdes ogsaa
andre Stykker af den udlagte Eng til Byggeplads for Brødrene
Drewsen mod forholdsmæssig Godtgjørelſe andensteds. Denne Be⸗
stemmelse træder i Kraft, naar disse Herrer have benyttet de paa Gu¬
denaaens østlige Side beliggende, af dem arvefæstede Grundstykker*
Reguleringscommissionen har at ordne og bestemme Alt som ikke 
henhører under Collegiernes eller under allerhøieste Afgjørelse, navnlig
at besørge Udskiftning af Engene mellem Forpagterne og Communen
(hvilken Commune?), anvise Nybyggerne Byggepladse, udfærdige
Overdragelsesdocumenter og anvende Overskuddet af Forpagtnings¬
afgifterne, efter at Skatterne ere fradragne, til Bestridelse af Bekost¬
ninger paa offenlige Indretninger til Communens Tarv**). Ny-
byggerne paa Vestsiden af Gudenaa skulle i 5 Aar, fra Resolutions¬
datoen (8 Januar 1846), være fritagne for at erlægge Jordafgift
af det Areal, som anvises dem til Byggeplads (omtrent ¼ til ½ Td.
Land ringe boniteret Jord) og Bygningsafgift af de Bygninger, der
opføres paa samme (en aarlig Bygningsafgii) af 50 Rbd. forudsætter
allerede en temmelig stor og prægtig Gaard). Efter de 5 Aars Forløb
skulle af de silkeborgske Nybyggere svares sædvanlig Bygningsafgift
og en Grundleie, hvilken i intet Tilfælde maa overstige 4 Sk.
100 □ Alen. Foreløbig, saalænge Pladsen ikke organiseres som
Kjøbstad, bortfalder Erlæggelse af Consumtion [forbrug] og Forma-
lingsafgift [næringsafgift]. Brændevinsbrænderier sættes paa samme Fod som
Landbrænderier. Nybyggernes Huse skulle være folide, Forhuset af
Grundmur, samtlige Bygninger teglhængte, Vaaningshusene med Fa-
caden umiddelbart mod Gaden og den mod Gaden beliggende ubebyg-
gede Grund indhegnet med forsvarlig malet Stakit eller Plankeværk.
Til Reguleringscommissionen indsendes Tegninger over de Bygnin-
ger, som skulle opføres, og den confererer om deres Tilladelighed med
bygningskyndige Mænd. Tiden, inden hvilken de saaledes antagne
Bygningsforslag skulle være udførte, fastsættes under Straf af Ret-
tens Fortabelse. Generaltoldkammer- og Commercecollegiet skal tage
under Overveielse, hvorledes det fornødne Toldopsyn kan indrettes
paa Pladsen som og om Foranstaltning til Ladepladsens Inddæm-
og Bygning af en Skibsbro eller Mole (i Langsøen nemlig).
     Senest inden Udgangen af Aaret 1849 skal nedlægges allerun⸗
berdanigst Beretning om, hvorledes Forholdene paa Pladsen have ud¬
viklet sig og om der maatte være Anledning til at forunde Pladsen
de sædvanlige Kjøbstadrettigheder, under hvilken Forudsætning det er
en Selvfølge, at de,som tidligere have nedsat sig, maae underkaste sig
de dertil svarende Forpligtelser. Rentekammeret skal tage under Be¬
tænkning, hvorledes det paatænkte nye Hovedlandeveisanlæg fra Aarhus
til Ringkjøbing, navnlig gjennem Hammerum Herred, og fremfor Alt
fra Silkeborg til Ikast, snarest muligt kan fremmes. Generaltold¬
kammeret skal tage under nærmere Overveielse, hvilke Foranskaltninger
der kan være at træffe, for snarest mulig at give Farten [Sejladsen] paa
Gudenaa al den Forbedring****), som Omstændighederne tillade.
Cancelliet skal gjøre Forslag til Pladsens offenlige Indretninger, dens
communale Væsen og sammes Bestyrelse m. v.
     Vi have nu givet vore Læsere et Udtog af den Anordning, som
skal fremkalde en Kjødstad ved Langsøen ved Silkeborg, for derved at
udbrede sin oplivende Velsignelse over det jydske Indland. Enhver
solid Kjøbmand, især Producthandler, Industriel eller Haandværks⸗
mester, som andensteds sidder i en god Næring, kan have Haab om,
saafremt ikke for Mange ansøge, at faae Bevilling til at drive sin
Næring paa Handelspladsen Silkeborg, hvor han kan faae en Grund
udlagt af nogle Skpr. Land og Frihed for Bygningsafgift til 8de
Januar 1851, naar han inden Aaret efter Bevillingens Dato har
indleveret og faaet bifaldt en Tegning over et Hus, som i samme Aar
maa være færdig bvgget, Næringsdriften bragt i Gang og Stakittet
forsvarlig malet. Landhaandværkere kunne, i Mangel af Kjøbstad-
haandbærkere, som bør nyde Fortrinet, ogsaa faae Lov til at bygge grund¬
murede Huse efter antagen Tegning paa Silkeborg Handelsplads og der
at drive deres Næring, dog maae de ikke holde Svende og Drenge
1849 haaber man at kunne anbefale Pladsen til at blive Kjøbstad.
Rentekammeret skal imidlertid betænke sig paa Anlæget af en Landevei,
Generaltoldkammeret skal tænke paa Seiladsens Forbedring paa Gu-
denaa og Canciliet paa den nye Communes  offenlige Indretninger.
Al Bedrift skal indskrænkes efter Stedets og Egnens Trang.
     For uindviede Øine ligger der en Modsigelse i Ønsket om
allerede i 1849 at kunne give de ved Silkeborg samlede Nybygger-
anlæg Character af Kjøbstad og først nu i dette Aar at overgive
de vigtigste Betingelser for Nybyggernes Fremblomstren til de for-
skjellige Collegiers Betænkning. Som bekjendt behoves hertil
en ikke ganske kort Tid, selv hvor det gjelder langt mindre Gjen¬
stande. Man kan ogsaa med nogen Grund frygte for, at de store og
vistnok bekoſtelige Anlæg, som nu knyttes til Nicobarserne [dansk koloni], paa hvilke
man med Sikkerhed veed, at der er brevet Stenkul iland, kan træde
hæmmende i Veien for disse store indre Anlæg, hvilke, i hvor vigtige
de end maatte være, dog vel neppe burde forhindre den stadige Afbe¬
taling af Statens ikke ganske ubetydelige Gjæld. Mulig kunde og-
saa Generaltoldkammeret, ved at tænke over Seiladsens Forbedring
paa Gudenaaen, komme til at tænke paa, hvormeget mange af vore
Fjorde og vore mindre Kjøbstæders Havne, ja Kjøbenhavns egen
Havn, trænge til Forbedring, samt at Danmark, som har en hel
Orlogsflaade, endnu ikke eier en rigtig god hurtigvirkende Mudderma¬
skine med Tilbehør. En saadan Maskine kostede mindre og virkede
vist til større Nytte for Seiladsen end rimeligvis Nicobarcolonien [Frederiksøerne[.
     For, saavidt det staaer i vor Magt, at give Læserne Anledning
til at dømme om Værdien af Kjøbstadanlæget ved Silkeborg, bør vi
endnu anmærke, at der har ligget en Kjøbstad nær ved Silkeborg,
nemlig ved Ry, som i sin Tid var Klosterbyen til Øm Kloster.
Saalidt trivedes denne Kjøbstad eller Omegnen ved den, at den alt
for rum Tid siden er nedlagt. Skanderborg, som ikke just er nogen
gammel Kjøbstad, kan eiheller rose sig af sin Herlighed eller af den
Rørelse [bevægelse], som er udgaaet fra den. Vi slutte nu, som vi begyndte, idet 
vi yttre: skal det jvdske Indland vinde forøget Rørelse [bevægelse] og gjøre
Fremskridt, lig dem, som lignende Egne i andre Lande have gjort, f
Ex. i Holland, da giv det Frihed, og ikke indesluttede Kjøbstæder; ja
skulle de andre danske Kjøbstæder kunne hæve sig, da giv Frihed til
Rørelse [bevægelse] og Omsætning i hele Landet, og vedbliv ikke med at klemme
Udviklingen inde mellem tvungne privilegerede, fideicommissarisk [båndlagt formue] bundne
Jorddrotter [herremænd], og privilegerede, laugsbefatte Kjøbstæder! Det gjelder
her ikke om Theorier og Utopier, men om den simpleste Virkelighed,
saaledes som den er foregaaet i Europa, lige for vore Øine, tæt uden
for vore Skriverpulte.

*) Dette tyder, som ovenanført, paa en øftlig Begrændsning, medens den
forrige Afdeling lod Øſigrændſen ubeſtemt. Efter dette maa man an-
tage, at Handelspladsen (Kjøbstaden) Silkeborg mod Øst ikke tør ud-
strækkes længere end til det Land, som Brødrene Drewsen nu have faaet
Arvefæste.
**) Her findes altsaa en Commune. Om det er de nævnte 50 Tdr. Eng
Undtagelse af Store-Maen, eller de 250 Tdr. Vestmark, sem Com¬
munens offenlige Indretninger skulle nyde godt af, er ikke saa ganske
klart; dog var dette ikke uvigtigt at vide forud for de tilkommende Com¬
munemedlemmer, som jo vil komme til at bære deres Deel Commu-
nens offenlige Byrder.
***) Heri synes at ligge en Spaadem om Consumtionens [forbrugets] Vedligeholdelse.
****) Den Simpleste Maade at ophjelpe Farten [sejladsen] paa Gudenaa, vilde xxx
være at gjøre Farvandet mere farbart. Er dette meget kostbart, da
er det vel at tage under Overveielse, om ikke et Jerntrækspor an-
bragt paa Veien til Aarhus var langt billigere og nyttigere.

     Til det nye Kjøbstadanlæg ved Silkeborg
skal der, ifølge kgl. Resolution [erklæring], foreløbig afgives den
saakaldte Vestmark, bestaaende af c. 250 Tdr. Land og
50 Tdr. L. Eng. Disse Jorder skulle afsættes i pas-
sende Lodder, der enten ved Auction eller underhaanden [privat]
skulle distribueres blandt Nybyggerne i Aaremaal mod
en i ethvert Tilfælde fastsat aarlig Afgift, der skal an-
vendes til Bekostninger paa offentlige Indretninger
til Communens Tarv. De Nybyggere, som derefter
nedsætte sig paa den Deel af Pladsen, der ligger paa
den vestlige Side af Gudenaa, skulle i 5 Aar være fri-
tagne for at erlægge saavel Jordafgift af det Areal, 
der anvises til Byggeplads etc., som Bygningsaf-
gift af de Bygninger, som derpaa opføres; men efter 
dette Tidsrums forløb ville de, foruden Bygningsaf-
gift efter de for Kjøbstæderne gjældende Regler, have
at svare en passende aarlig Grundleie til Statskassen,
som dog i intet Tilfælde maa overstige 4 Sk. pr. 100
□ Alen. Saalænge Pladsen endnu ikke er organiseret
som Kjøbstad, svares der ingen consumtion [forbrug] og For-
malingsafgift [mølleafgift]; dog skulle de Brændeviinsbrændere, som
erholde [får] Tilladelse til at nedsætte sig der, i det om-
meldte Tidsrum være underkastede de for Landbrænde-
rierne gjældende Regler. - De Bygninger, som Ny-
byggerne opføre paa Pladsen, skulle være solide og,
idetmindste Forhuset, af Grundmuur, Alt med Tegl-
tag, og den Deel af Grunden, som ikke indtages af 
Bygninger, skal indhegnes med malet Stakit eller Plan-
keværk. Saalænge den nuvær. Commission fungerer,
have de Vedk. til den at indsende Tegninger af de Byg-
ninger, som de agte at opføre, og Tiden, inden hvilken
Nybyggerne skulle opføre deres Huse, maa bestemmes
under Fortabelse af deres Rettighed. Det er blevet
paalagt Generaltoldkammeret at foranstalte Ladepladsens
Inddæmning og Forsyning med Bolværk, samt An-
bringelsen af en Skibsbro eller Mole; ligesom ogsaa
Rentekammeret, at tage under Overveielse, hvorledes
det paatænkte nye Hovedlandeveis-Anlæg fra Aarhuus
til Ringkjøbing, navnlig for saavidt den Deel angaaer,
som skal føre igjennem Hammerum Herred, og fremfor
Alt fra Silkeborg til Ikast, snarest muligt kan fremmes.

     Til det nye Kjøbstadanlæg ved Silkeborg skal der, ifølge 
den kgl. Resolution [erklæring], foreløbig afgives den saakaldte Vestmark
bestaaende af c. 250 Tdr. Land og 50 Tdr. L. Eng. Disse
Jorder skulle afsættes i passende Lodder, der enten ved Auc-
tion eller underhaanden [privat salg] skulle distribueres iblandt Nybyggerne
i Aaremaal imod en i ethvert Tilfælde fastsat aarlig Afgift,
der skal anvendes til Bekostninger paa offentlige Indret-
ninger til Communens Tarv. De Nybyggere, som deref-
ter nedsætte sig paa den Deel af Pladsen, der ligger paa 
den vestlige Side af Gudenaa, skulle i 5 Aar være fritagne
for at erlægge saavel Jordafgift af det Areal, der anvises dem
til Byggeplads etc., som Bygningsafgift af de Bygninger, som 
derpaa opføres; men efter dette Tidsrums Forløb ville de,
foruden Bygningsafgift efter de for Kjøbstæderne gjældende
Regler, have at svare passende aarlig Grundleie til Stats-
kassen, som dog i intet Tilfælde maa overstige 4 Sk. pr. 100
□ Alen. Saalænge Pladsen endnu ikke er organiseret som
Kjøbstad, svares der ingen Consumtion [forbrug] og Formalingsafgift [mølle];
dog skulle de Brændeviinsbrændere, som erholde [får] Tilladelse til
at nedsætte sig der, i det ommeldte Tidsrum være underka-
stede det for Landbrænderierne gjældende Regler. - De Byg-
ninger, som Nybyggerne opføre paa Pladsen, skulle være solide
og, idetmindste Forhuset, af Grundmuur, Alt med Tegltag,
og den Deel af Grunden, som ikke indtages af Bygninger,
skal "indhegnes med malet Stakit eller Plankeværk". Saa-
længe den nuværende Commission fungerer, have de vedkom-
mende til den at indsende Tegning af de Bygninger, som de 
agte af opføre, og Tiden, inden hvilken Nybyggerne skulle
opføre deres Huse, maa bestemmes under Fortabelse af deres
Rettighed. Det er blevet paalagt Generaltoldkammeret at 
foranstalte Ladepladsens Inddæmning og Forsyning med Bol-
værk, samt Anbringelsen af en Skibsbro eller Mole; ligesom
ogsaa Rentekammeret, at tage under Overveielse, hvorledes det 
paatænkte nye Hovedlandeveis-Anlæg fra Aarhuus til Ringkjø-
bing, navnlig forsaavidt den Deel angaaer, som skal føre
igjennem Hammerum Herred, og fremfor Alt fra Silkeborg
til Ikast, snarest muligt kan fremmes.
     "Fædrelandet" slutter en vidtløftigere [vidtgående] Afhandling om og
imod det nye Kjøbstadanlæg ved Silkeborg med følgende 
Ord: "For, saavidt det staar i vor Magt, at give Læserne
Anledning til at dømme om Værdien af Kjøbstadanlæget
ved Silkeborg, bør vi endnu anmærke, at der har ligget en 
Kjøbstad nær ved Silkeborg, nemlig ved Ry, som i sin Tid
var Klosterbyen til Øm Kloster. Saalidt trivedes denne
Kjøbstad eller Omegnen ved den, at den alt for rum Tid
siden er nedlagt. Skanderborg, som just ikke er nogen
gammel Kjøbstad, kan eiheller rose sig af sin Herlighed eller
af den Rørelse [bevægelse], som er udgaaet fra den. Vi slutte nu,
som vi begyndte, idet vi yttre: skal det jydske Indland vinde
forøget Rørelse [bevægelse] og gjøre Fremskridt, lig dem, som lignende
Egne i andre Lande have gjort, f. Ex. i Holland, da giv
det Frihed, og ikke indesluttede Kjøbstæder; ja skulle de andre
danske Kjøbstæder kunne hæve sig, da giv Frihed til Rørelse [bevægelse]
og Omsætning i hele Landet, og vedbliv ikke med at klemme
Udviklingen inde mellem tvungne priviligerede, sideicommis-
sarisk [bunden formue] bundne Jorddrotter [godsejer], og priviligerede laugsbesatte Kjøb-
stæder! Det gjælder her ikke om Teorier og Utopier, men 
om den simple Virkelighed, saaledes som den er foregaaet
i Europa, lige for vore Øjne, tæt uden for vore Skriver-
pulte.

     Efter fra 17de Septbr. 1844 at have ventileret [drøftet] om anlæggelsen af 
en Handelsplads ved Silkeborg, blev man den 26de Januar 1846
underrettet om nogle enkelte Punkter, som en i den Henseende nedsat
Commission er bleven enig om at bekjendtgjøre, og hvoraf det indlyser,
at man endnu ikke er enig om, i hvilken Form og under hvilken Be-
nævnelse man skal lade den nye By fremstaae: Tingen er, at man er
sig bevidst, at vore Kjøbstads-Indretninger intet due, og man vil gjerne
indrømme dette, men troer dog ikke at turde erkjende, at den eneste
rigtige Basis, hvorpaa en slig [sådan] Bye skulde Etableres, er Frihed.
Dette generende Udtryk vil man gjerne maskere, og det er naturligt,
at en Commission af lutter Embedsmænd ville i Stedet for Frihed,
uindskrænket Frihed, Frihed i Handel og Erhverv, sætte Betænkelig-
heder, landsfaderlig Forsorg, Formynderskab, Omsorg for at der ikke
skal findes for mange af eet Slags, for saa af et andet. Man vil,
kort sagt, at der skal regeres, hvor der ikke lader sig regere, vil træde
forsørgende og indrettende frem, hvor det ikke behøves; thi alt sligt [sådant]
vil regulere sig selv: finde sin egen Regel, uden nogensomhelst Ind-
skriden fra Regeringen. Seer man ikke, at i de Erhvervsgrene, hvor
Regeringsmagten har viist Forsorg og Indblanding, foraarsages en 
betydelig fordyring af de producerede Varer, saaledes Bageriet og 
Apothekeriet. Ølbrygningen har forbedret sig siden Monopolet op-
hørte, Slagteriet ligeledes,  og vilde man frigive Bageriet og Apothe-
keriet da vilde Priserne paa disse Artikler, til stor Gavn for Consu-
menten, falde til en naturlig Ligevægt af hvad den frie Concurrence
bestemte.
     Altsaa, Commissionen synes endnu ikke at være sig bevidst, hvad
den egentlig vil proponere [fremsætte] anlagt, men Indsenderen vover at udtale
hvad den burde have attraaet [ønsket], thi der er ingen Tvivl om, at man
her havde Leilighed til at overtyde sig om, at man ved Frihed vilde
kunne udrette meer end ved Tvang, ved ængstelig Omsorg over at 
finde Ligevægten og den faderlige Regeren over fuldmyndige Personer.
     Her bør altsaa ikke være Qvæstion [spørgsmål] om Oprettelsen af en Kjøb-
stad med de sædvanlige middelalderlige Plagerier af consumtion [forbrugsafgift], Told,
Accise [afgift], Toldbetjente, Regeringsmænd, betitlede Raader, som skulle
holde styr paa den fredelige Befolkning, men naturligviis ogsaa leve 
paa dens Bekostning; - men om en frie Handels- og Fabrik-
stad, der forundes Frihed, Frihed, og atter Frihed som sin eneste
Rettighed.
     Alt hvad der er i mod Friheden, maatte bandlyses: først og fornemme-
lig Laugsbaandet med alle dets Indskrænkninger af Mester- Svende-
og Drenge-Skab; - ingen kongelig Borgemester udnævnes, men der-
imod indføres en fuldkommen fri Communal-Indretning af Borgernes
eget Valg, med eget selvvalgt Borgerpoliti og egen Afgjørelse af min-
dre Politisager; i Stedet for Politi-Tribunal i Handelssager indføres
en uafhængig Handels-Tribunal med Jury; fuldstændig Troesfrihed
tilstedes med frie Menigheder og selvvalgte Sjælesørgere; Skattefri-
hed bevilges i et antal Aar af samtlige Byens Grunde, Jorde og 
Pladse, og fremfor Alt gives Frihed for enhver at nedsætte sig  i hvad
Handel eller Haandtering han lyster, uden at være underkastet nogen-
somhelst Prøve eller under Vilkaar af nogensomhelst Bevilling.
      Det er netop ingen Kjøbstad i den Form og med de Ufuldkom-
menheder som de nærværende besidde, at man kan ønske etableret.
     Det er aldeles rigtig besluttet af Commissionen "at det naturligviis
ikke med Sikkerhed lader sig forudsige om Pladsen vil opnaae nogen
særdeles Betydenhed;" nei det lader sig tvertimod forudsige at Plad-
sen ingen Betydenhed vil opnaae, naar man vil følge de samme for-
kerte Principer, som ere fulgte ved vore middelalderlige Kjøbsteder,
hvor man vilde udrette ved Tvang, hvad man alene kan opnaae ved
Frihed i Handel, Erhverv og Virksomhed i alle Retninger, uden an-
den Protecsion [begunstigelse] end Frihed og uden anden Bandlysning [straf] end Tvang
og Forsorg.
     At ville sortere Indbyggerne og kun tillade velhavende at etablere
sig, er en Absurditet.
     Hvorledes have Byer som Manchester, Leeds, Birmingham,
Sheffield og flere desl. kunnet hæve sig? Alene ved Frihed og især
ved den totale Afskaffelse af det fordærvelige Laugsvæsen.
     Naar altsaa først Principet er stadfæstet, hvorpaa man vil basere
den nye By, og man er bleven enig om at etablere en fri Handels-
og Fabrik-Stad, da ere de øvrige Bestemmelser rene Ubetydeligheder,
hvormed man ikke behøver at bebyrde en kgl. Commission, men som
bedst kunne bestemmes i et Raad af Nybyggerne selv.
     Hvad man fra Regeringens Side kunde ønske blev foretaget vilde
maaske være: den foreløbige Overtagelse af en stor Dampmaskine i
et dertil bygget Locale, hvor Dampkraft kunde faaes tilleie; at Rege-
ringen vilde lade Lodderne afdele og opmaale og give Skjøde paa
samme; at Regeringen vilde lade bygge endeel f. Ex. 12 Vaaningshuse [beboelser]  
til Afhændelse mod at svare Renter af den Capital de have Kostet at
opbygge.
     At Tvangs og Indskrænknings Systemet intet duer derpaa kunde
næsten enhver dansk Kjøbstad afgive Beviis, man risikerede altsaa in-
tet ved det nye Experiment af en By med fuldkommen og uinskræn-
ket Frihed i Handel og Erhverv.
     Skulde denne lykkes vilde det jo være en mægtig Instigation [opfordring]
til Forkastelse af det gamle Tvangsvæsen og Indførelse af en ny
Tingenes Orden efter frie Principer i de alt bestaaende Kjøbsteder.
     Den i sin Tid berømte Hennings sagde: man maatte ønske at 
fra Skagen til Altona var een Kjøbstad, og man kunde nu sige en fri
Handels- og Fabriksstad!
     Bevillingssystemet er især aldeles forkasteligt; det grændser til
Naade-Væsenet, og det bør ingen Naadesag være at faae Tilladelse
til at virke, til at arbeide "Haanden er i Reglen den Fattigste eneste
Rigdom". Enhver nyttig Erhverv bør være fri. Indskrænk aldrig det 
gode: Arbeidet er et af de høieste; Indskrænk og ødelæg Misbru-
gene uden Barmhjertighed, tving Lediggængeren til Arbeide og lad
ham føle Nødvendigheden og Velsignelsen af Arbeidet. Den Fattige
vil frigjøre sig fra sit Arbeide, naar han har Frihed til at arbeide.
Fattigvæsenet bliver netop bebyrdet med lemmer, naar Frihed i Er-
hverv savnes.
     Anlæg af Fabriker og Manufacturer bør især ingen Naadessag
være eller Gjenstand for Bevilling, men maa tvertimod ansee det som
en virkelig fortjenstfuld Handling, af dem, som skulde indrette en Fabrik.
Altsaa at spørge nogen om at turde etablere en Fabrik, vilde være det 
samme som at spørge om man turde foretage sig en nyttig Handling.
Da vi i Danmark mangle mange Fabrikanlæg burde disse endog paa
alle mulige Maade fremmes. Vi favne saaledes Bomuldsspinderier
aldeles, Uldspinderier ligeledes, især af Rasmager- [væveri], Sephyr og Shawls-
garn, Farverier til Garn, Buckskinsfabriker, Shavlsfabriker, Gulvtep0
pefabriker, Baandfabriker, Appreterings [færdiggøre]-Indretninger for Lærred, Tulle-
fabriker etc. etc., Trykkerier paa Uld, paa Uld og Bomuld, paa Silke,
paa Linned, paa Bomuld. Af Feldberederier [garveri] have vi 1 i hele Danmark,
af Jernstøberier til blød Støbning intet; til diverse Agerdyrknings
Redskabers fabrikmæssig forfærdigelse, intet Anlæg; Oplysning ved Gas,
savnes endog i Hovedstaden, hvor Magistraten selv intet vil foretage,
men forhindre andre fra at foretage sig noget i den Retning.
     For ikke at blive for vidtløftige [omfattende] skulle vi hertil indskrænke denne
Opregnelse af Industrigrene, som vi enten ganske eller tildeels savne. Ja,
endog i Sverrig trives mange af disse Industri-Grene, medens vi her
lægge Hænderne i Skjødet; vi behøve blot at sammenligne den stockholmske
med den kjøbenhavnske Indurstri-Udstilling for at overtyde os om, at 
den danske Industri ladet meget tilbage at ønske.

     Byens Avis med-
deler: Ved det den 12te Januar her i Byen angaaende
Gudenaaen og Nørreaaen afholdte Møde over-
droges det Comiteen at udvælge en Deputation til 
at overbringe den vedtagne Petition [anmodning] til Hs. Maj.
Kongen. Comiteen havde derpaa udnævnt dHrr. Fa-
briqueur M. P. Bruun til Bruunshaab, M. Drew-
sen til Silkeborg, samt af sin egen Midte Hr. Kjøb-
mand Julius Rée, til Medlemmer af Deputationen.
Disse have ogsaa modtaget Valget, men senere have
dHrr. Bruun og Rée set sig forhindrede fra at fore-
tage den med dette Hvervs Udførelse forbundne Reise.
Comiteen unnævnte derpaa dHrr. Kjøbmænd J. C. 
Borup og J. M. Jacoby, der modtoge Valget. Da
imidlertid den Sidstnævnte ogsaa senere har seet sig
forhindret fra at foretage Reisen, er Deputationen
kommen til at bestaae af dHrr. Fabricant M. Drew-
sen og Kjøbmand Borgerrepræsentant J. C. Borup,
som i disse Dage i den Anledning ere afreiste til 
Kjøbenhavn. Petitionen [anmodningen], der er forsynet med en stor
Mængde Underskrifter, saavel af vor Byes Indvaa-
nere [indbyggere], Borgere og Embedsmænd (deriblandt samtlige
Medlemmer af Magistraten, Borgerrepæsentationen,
Havne-Commissionen), som Omegns Beboere, skal
senere blive meddeelt. Vi ville Haabe, at Regjerin-
ger, der sikkert interessere sig ligemeget for alle Stats-
delene, og saaledes ogsaa for vor Provinds, vil skjænke
næværende Sag, der for en stor Deel af Jylland
er af høi Interesse, den fornødne Opmærksomhed.

     Der er 
forelagt Rigsdagen en Lov til Efterstaaende Domai-
ners Afhændelse, nemlig:
     1) Arresødals Hovedbygninger med Sidebyg-
ninger og Haver; 2) de 2de Magazinbygninger ved
Anneberggaard; 3) Silkeborg Hovedbygning, med
det Statskassen tilhørende Tilliggende af Udbygnin-
ger, Jorder og Vandkraft; 4) Bernstorff Hovedmarks-
gaard; 5) de udtørrede og i Parceller udlagte Skiæn-
kelse- og Haugerup-Søer, efherhaanden som Par-

cellerne kunne afsættes; 6) Esrom Schæfergaard;
7) Riis- og Sode-Marken ved Esrom med Und-
tagelse af den tildeels skovbevoxede Deel, som støder 
op til Skoven Snevred og derunder paatænkes ind-
draget; 8) Dronningens Kovang ved Fredensborg;
9) Flenstofte og Auernæs-Avlsgaarde i Fyen; 10)
Frederiks-Steenbrud paa Bornholm med tilhørende
Beholdninger af Steen; 11) Ledøie-Plantage; 12)
Madeskov paa Falster.
     Afhændelsen bør ske ved offentlig Auction.
Dog bemyndiges Finantsministeren tiil underhaanden [privat]
at afhænde de i Nr. 3 nævnte Eiendomme paa 
Silkeborg, naar paa den maade for disse kan er-
holdes [fås] et saa stort Vederlag, at det kan ansees
stemmende med Statskassens Interesse at undlade
Forauctionering.
     Salg bør kun iværksættes, naar der kan op-
naaes en Kjøbesum, der staaer i et for Statskassen
fordeelagtigt Forhold til den rene Indtægt, der af 
Eiendommen, som Statseiendom, efter muligst nøi-
agtig Beregning kan udbringes.

         *Domainedirecteuren har været saa virksom at
kunne i Torsdagsmødet fremlægge følgende Lovudkast og
flere Domaine-Eiendommes Afhændelse:
     § 1. Følgende Domaine-Eiendomme skulle snarest mu-
ligt forsøges afhændede: 1) Arresødals Hovedbygninger med 
Sidebygninger og Haver; 2) de 2de Magazinbygninger 
ved Anneberggaard; 3) Silkeborg Hovedbygning, med det 
Statskassen tilhørende Tilliggende af Udbygninger, Jorder og 
Vandkraft; 4) Bernstorff Hovedmarksgaard; 5) de udtørrede 
og i Parceller udlagte Skjænkelse- og Haugerup Søer, efter-
haanden som Parcellerne kunne afsættes; 6) Esrom Schæfer-
gaard; 7) Riis- og Sode-Marken ved Esrom med Undta-
gelse af den tildeels skovbevoxede Deel, som støder op til 
Skoven Snevred og derunder paatænkes inddraget; 8) Dron-
ningens Kovang ved Fredensborg; 9) Flenstofte og Auer-
næs-Avlsgaarde i Fyen; 10) Frederiks-Steenbrud paa Born-
holm med tilhørende Beholdninger af Steen; 11) Ledøie 
Plantage; 12) Madeskov paa Falster.
     § 2. Afhændelsen bør skee ved offentlig auction. Dog 
bemyndiges Finantsministeriet til underhaanden [privat] at afhænde de
i § 1 Nr. 3 nævnte Eiendomme.
          Om disse Eiendomme medeles i Motiverne:
(kun Silkeborg er tastet)
          Om Silkeborg Hovedbygning m. v. hedder det:
     Efter at Silkeborg Mølle i 1844 er afhændet til Brødrene 
Drewsen med den største Deel af Vandkraften og det vig-
tigste Terrain om Aaens Udløb, og efter at Hovedgaardsjor-
derne, 1845, for størstedelen ere overdragne til Handels-
pladsen, alt imod visse aarlige Afgifter, bliver af Hovedgaarden
og Møllen kun tilbage:
     1) Hovedbygningen (det saakaldte Slot), hvori en 
Sal med Forværelse er forbeholdt og indrettet til Gudstjeneste
og som iøvrigt kun afgiver Bolig for Forvalteren, med en 
Have og et Vænge paa 3 Tdr. Land; 2) 2 Sidelænger
og en Lade samt endeel af Hovedgaardsjorden,
hvilket alt, med Undtagelse af 7 a 8 Fag af Sidelængerne,
er forpagtet af Brødrene Drewsen paa 50 Aar fra 1ste Mai
1844 at regne; 3) En liden Strækning Jord imellem
den østre Sidelænge og Aaens vestre Side hen til Chausseen
og en Plads paa den anden Side Chausseen, hvilke Pladse
ere reserverede til Fabrikanlæg, hvortil er forbeholdt 20
Hestes Vandkraft, dog saaledes, at Brødr. Drewsen hertil
have forkjøbsret. - Da Statskassens Udgift til Bygningernes
Vedligeholdelse, efter at den den største og bedste Deel af
denne Domaineeiendom er overdragen til Br. Drewsen og
Handelspladsen, er større, end den Fordeel, for fortiden alene
haves af Samme, nemlig at den const. Forvalter kan boe
der, bør man snarest muligt søge at afhænde disse tilbage-
blevne Stykker af Hovedgaarden og Vandkraften. Men da
Br. Drewsen have Forkjøbsret til den vigtigste Deel af det
Tilbageblevne, nemlig det reserverede Anlæg med 20 Hestes
Vandkraft, og da en saadan Deling af Vandkraften og det 
dermed følgende Fælledsskab i Vandets Benyttelse i alt Fald
vilde give Anledning til idel [lutter] Strid - hvilket ogsaa vil 
trykke Prisen - saa er det sandsynligt, at disse Fabrikeiere,
bedre end nogen Anden, ville kunne paatage sig at udrede en
saadan Kjøbesum eller en saadan Forøgelse af Arvefæsteafgif-
ten, for at erholde [få] Eiendomsret over de tilbageværende Dele
af Silkeborg Hovedgaard og Mølle, at den derved vundne
Capital vil overstige, hvad Staten ved Forauctionering kunde
erholde [få] i Kjøbesum, og det synes derfor hensigtsmæssigt, at 
der her gjøres en Undtagelse fra den almindelige Regel, at 
Statseiendomme kun bør afhændes ved offentlig Auction,
saa at Finantsministeriet bemyndiges til Afhndelse underhaan-
den [privat], naar denne maatte kunne skjønnes at ville give et bedre
Resultat end offentlig Auction.
     Bernstorff Hovmarksgaard ......

          Folkethingets 86de Møde.

          Løverdagen d. 8de Februar.
     Det 1ste Nr. paa Dagsordenen var tredie Be-
handling af Udkast til Lov om flere Domaine-
Eiendommes Afhændelse. Til § 2 havde Win-
ther med 14 andre Medlemmer foreslaaet tilføiet:
"Finantsministeriet" skal ligeledes være bemyndiget til
at overlade hele Silkeborg Hovedbygning (Slottet)
eller en passende Deel deraf til communelt Brug,
navnlig til Kirke- og Skolelokale for Handelspladsen
Silkeborg, dog at Saadant skeer uden Byrde for Stats-
kassen." Winther motiverede dette Forslag, hvor-
paa Finantsministeren (Bang) yttrede, at han 
ikke vilde modsætte sig samme, men overlade Afgjørel-
sen til Thinget selv. Efterat endnu Bregendahl
havde udtalt sig, skred man til Afstemning, hvorved
Forslaget blev antaget med 66 St. mod 12. Loven
blev dernæst oplæst og i sin Heelhed eenst. antagen med
86 Stemmer.

(kun tekst vedr. Silkeborg er tastet)    
     Den næste Sag paa Dagsordenen var Lovforslag om flere
Domaineeiendommes Afhændelse. - Ordføreren
(Unsgaard) yttrede, at han, og han troede Alle, vare enige i Principet,
at disse Domaineeiendomme bør afhændes; med Hensyn til de en-
kelte Eiendommes Afhændelse henholdt han sig til Udvalgets
Betænkning. Udvalget foreslaar, at Thinget gaar ind paa lo-
ven, med den Forandring, at Salget af Silkeborg udsættes, fordi
man antager, at den nærværende Tid ikke vil være gunstig for
dette Salg. Bygningerne benyttes nemlig for Øieblikket i Com-
munale Øiemed [formål]; Jorderne og Vandværket ere bortfæstede til
Brødrene Drewsen paa 50 Aar fra 1844 at regne, med Re-
servation af Forkjøbsret for bemeldte Brødre. ....
.... vedtoges Sagens overgang til 2den Behandling enst.
med 39 St. - Mødet hævet Kl. 2.

     Det til Folkethinget indgivne Forslag, at 
Indenrigsministeren maatte blive sat istand til i
Finantsaaret 1851 - 52 at fremme Arbeidet paa
Hovedlandeveien mellem Aarhuus og Ringkjøbing,
navnlig mellem Ikast og Herning, er bleven 
taget tilbage, da Indenrigsministeren ikke fandt
denne Lov fornøden [nødvendig], og ansaa det rigtigere, at 
Veiarbeidet fremmedes mere i østlig end i vestlig
Retning c: fra Silkeborg af. Veicorpset havde
gjentagne Gange udtalt sig i denne Retning, men
da hele Veien jo udgjorde en Heelhed, saa vilde
der til næste Aar kunne arbeides saa meget mere
i vestlig Retning.

     Til 1ste Behandling foretoges tilsidst Forslag til Lov
om flere Domaineeiendommes Afhændelse.
     Unsgaard (Ordfører) havde ikke videre at be-
mærke ved denne Behandling, da man vist i det Hele
var enig om, at Statens Domainer burde afhændes,
naar det kunde skee paa en fordeelagtig Maade. Han  
vilde kun henvise til Udvalgtets Betænkning, hvoraf
fremgik, at det ikke tilraadede Salget af Silkeborg
Gods, hvorimod det ønskede tilføiet Eskeborg Skove
paa Falster.
     Nyholm .....
     Lovens Overgang til 2den Behandling vedtoges med
39 St. (eenst.)

(kun indhold vedr. Silkeborg er tastet)
     Finantsministeren vilde ikke modsætte sig Ud-
valgets Indstilling med Hensyn til Eskebjerg Skov eller
om at Silkeborg Hovedbygning m. m. skulde gaae ud
af Loven. Derimod troede han ikke at der var nogen
Grund til at knytten nogen Betingelse til Salget af 
Ledøie Plantage. Efterat endnu Nyholm havde re-
pliceret og Sørensen havde udtalt det Ønskelige i
slet ikke at afhænde Ledøie Plantage skred man til af-
stemning. Udvalgets Forslag at Silkeborg ikke skulde
optages blandt de Domaineeiendomme der skulde søges
solgt antoges med 34 St. (eenst.) ....
Lovens Overgang til 3die Behandling vedtoges med 37
St. (eenst.).

     Ifølge den Rigsdagen forelagte Veilov vil i 
Finantsaaret 1852/53 Anlæget for Hovedlandeveie i 
Nørrejylland for den almindelige Veikasses Reg-
ning blive at fremme ved Udførelsen af følgende Arbei-
der: I Veile Amt, paa Hovedlandeveien imellem 
Veile og Snoghøi: 4380 Favne Chausseringsarbeide
over Skjærup, Pjedsted og Kongsted Byers Marker;
i Hjørring Amt, paa Hovedlandeveien imellem
Hjørring og Aalborg: 4660 Favne Jord- og 
Chausseringsarbeide, Opførelsen af en Bro og de for-
nødne Steenkister m. m. over Vreilev og Hæstrup Sog-
nes Marker, samt Anskaffelse af Steen til Chausserin-
gen af Strækningen fra Hæstrup Mølle til Hjørring;
i Skanderborg Amt, paa Hovedlandeveien imellem
Aarhuus og Ringkjøbing: 2690 Favne Jordarbeide,
6060 Favne Chausseringarbeide, 65 □ Favne Bro-
lægning, Opførelsen af en 92 Alen lang Bro over
Remmestrup Aa og de fornødne Steenkister m. m. paa
Strækningen over Silkeborg Domaine samt og Haa-
rup, Linaa og Mollerup Byers Marker; i Ringkjø-
bing Amt, paa forn. Hovedlandevei imellem Aarhuus 
og Ringkjøbing: 7220 Favne Jordarbeide, 700 Favne
Chausseringsarbeide, 173 □ Favne Brolægning, Op-
førelsen af 2 Broer og de fornødne Steenkister m. m.
paa Strækningen over Ikast, Gjellerup, Herning og
Sneiberg Sognes Marker; og i Horsens Kjøb-
stad, paa Hovedlandeveisgaden, Omlægning af 750 □
Favne Steenbro.

(kun indhold vedr. Silkerborg er tastet)
….  Endvidere
bør udgaae 1000 Rbd., som er stillet til Disposi-
tion for den Silkeborgske Commission og endelig
kortes 1000 Rbd. til uforudseelige Udgifter. Udvalget
foreslaaer altsaa at istedetfor 13,140 Rbd. sættes
10,000 Rbd. Udvalget bemærker med Hensyn til 
Silkeborg, at Statskassens Bidrag til communale
Øiemed [formål] ere temmelig høie, og at det kunde være paa
Tiden, at man gjorde Ende herpaa, og  heri maae
vi give Udvalget Ret. Indenrigsministeren har be-
svaret Udvalgets Bemærkninger med at de 1000 Rbd.
til Silkeborg er nødvendig til askillige Anlæg som 
ere nødvendige: saaledes har man til Ex. paatænkt
at anlægge en Havn ved Silkeborg, og denne Com-
mune er endnu ikke af den Betydenhed, at den 
selv vil være istand til af afholde det Beløb, som 
hertil vil medgaae. Vi maae imidlertid dog her
gjøre opmærksom paa, at det her kommer an paa,
hvis egentlige Interesse det er, at der anlægges en
Havn ved Silkeborg, vi kjende ikke ganske nøie til
Localiteterne, og kunne ikke bestemt afgjøre, om ikke,
saaledes som vi formode, dette Havneanlæg er i
særlig Interesse for Fabrikeierne i Silkeborg. Er
dette Tilfældet, da kunde det dog vel antages, at
den lille Commune selv sørgede for en Havn, naar
Regjeringen ikke gjorde Anlægget for Statskassens
Regning. Industrien bør opmuntres, men Alt bør
dog have sine Grændser. Den Industrigreen vi
her sigter til, er Papirfabrikationen, og vi mene,
at ingen Deel af Industrien var og er endnu
saa høiligen begunstiget, baade men Hensyn til Ud-
og Indførsels-Tolden som netop Papirfabrikationen.
Her er ikke Stedet til at udvikle dette mere, nok, 
vi mene, at naar dette Havne-Anlæg særligen gjelder
den i Silkeborg anlagde Fabriks Tarv, da bør Com-
munen her ligesom paa mange andre Steder, selv
sørge for Havnevæsenet. - Udvalgets Forslag er
eenstemmigen blevet vedtaget med 74 St.

(kun tekst vedr. Silkeborg er tastet)   
De i Folketinget førte Forhandlinger om forskjellige Ud-
giftsposter give mig Anledning til at fremkomme med
et Par Bemærkninger. ….
     Til Gudenaaens bedre Seilbargjørelse er der af Re-
geringen kun forlangt en lille Sum, som nok kun skal
anvendes til Vedligeholdelse af det ifjor paabegyndte Ar-
beide. Det vilde være ønskeligt at erfare, af hvad Grund
dette vigtige Arbeide nu skal sættes i Bero. Paa den 
Strækning, som det nu er forbunden med største Besvær-
lighed og Opoffrelse af Tid at befare, nemlig fra Bjerring
til Randers, hvor ingen Trækveie haves, tænkes der nok
endnu slet ikke paa at lette Seiladsen. Det ønskeligste
vilde være, hvis en saa lang Strækning af Aaen som 
muligt blev gjort seilbar for Dampskibe, men kan dette
ikke opnaaes, saa er Anlæggelsen af en Trækvei nød-
vendig. Det er beklageligt, at der ikke med Kraft virkes
for denne og lignende Sager. Saaledes synes ogsaa
Sagen om Opførelse af en Bro over Langsø ved Silke-
borg at ville sove ind, og det er derfor glædeligt af Rigs-
dagens Forhandlinger at see, at et Forslag om at bevilge
en Sum til dette Øiemed [formål] vil blive stillet. Ved en saadan
Bro vil et stort Oplands Communication med Silkeborg
i høi Grad lettes, og det er derfor af megen Vigtighed
for Silkeborg og Omegn, at Broens Opførelse jo før jo 
heller paabegyndes. Om denne sag har der forøvrigt
været talt og skrevet i en halv Snes Aar, og endda er 
man nok endnu ikke bleven enig om, hvor Broen bør
anlægges, eller hvormeget Viborg Amt og hvormeget Skan-
derborg Amt skal bidrage hertil. Underhandlingerne [forhandlingerne]
herom ere nok endnu "svævende" og ville neppe endnu
i lang Tid blive førte til noget Resultat, naar ikke Rigs-
dagen bevilger en Sum hertil. Broen, som antages at 
ville koste henved 7000 Rbd., bør formentlig ved Silke-
borg føres over Langsø.                               J. R. 

     27. Indenrigsministeriet har i Skrivelse af 24de
Mai d. A. forlangt Raadets Betænkning, efter forud
indhentet Erklæringer fra Beboerne af Silkeborg og
Linaae, i Anledning af et indgivet Forslag om at den 
tilkommende Sognepræst for Linaae og Silkeborg paa-
lægges at tage Bopæl paa sidstenævnte Sted, - m. v.
     Raadet gav sin Erklæring, og maatte navnlig
henholde sig til hvad der af Majoriteten er yttret i 
Mødet i December Maaned 1850 om at det forme-
nes rettest, at Sognepræsten vedbliver at boe i Linaae,
hvorimod Minoriteten, Formanden, har antaget, at 
Silkeborg i saa Henseende bør gives Fortrinet.

     Paa Indenrigsministeriets derom allerunderdanigst ned-
lagte Forestilling [fremstilling] har det behaget Hs. M. Kongen
under 7de Mai sidstl. at ophæve den i sin Tid,
med Hensyn til Anlægget af en Handelsplads ved
Silkeborg i Jylland, allernaadigst anordnede Com-
mission, og at meddeles sammes Medlemmer: Over-
præsident Lange, Conferentsraad Garlieb, og 
Stiftamtmand Unsgaard den i saa Henseende
fornødne Decharge [godkendelse].

     (Forinden vi fortsætte vore Betragtninger over
Udstillingen, meddele vi først nedenstaaende Be-
mærkninger af dHrr. Papirfabrikanter Drewsen &
Sønner i Anledning af vore Yttringer om Beskyt-
telsen af Papirfabrikationen.)
     Da vi til den almindelige Industri-Udstilling
indleverede Prøver af vore forskjellige Frembringel-
ser paa Strandmøllen og Silkeborg Papirfabrikker,
ventede vi ikke at disse Prøver, om hvilke man
begynder med den Indrømmelse, at de ere „for-
trinlige og i alle Henseender kunne staae
ved Siden af Udlandets,“ skulde fremkalde
de mangehaande Beskyldninger og Klager, man alt
tidligere ved forskjellige Leiligheder har troet sig
berettiget til at hæve mod Papirfabrikanternes
Stilling heri Landet. Dog findes der i „Berl.
Tid.“ Nr. 189 og 190 under Overskriften „In-
dustri-Udstillingen“ en Anmeldelse og dermed for-
bunden Kritik af den Natur, at, havde vort Pa-
pir istedetfor „fortrinligt“ osv. været slet og staaet
langt under hvad man frembringer i Udlandet, saa
kunde man ikke ret vel have gaaet os og vore Ret-
tigheder haardere tillivs.
     Uagtet slet ingen Priser ere opgivne eller ved-
føiede [tilføjede] de udstillede Sorter, erklærer Anmelderen
dog disse for at være „for høie“ og henter Be-
viiset herfor i den Omstændighed, at ikke ubetyde-
lige Tilførsler skee fra Udlandet; — han opgiver,
at der saaledes i 1851 er fortoldet 400,000 Pund.
Var det ikke ligesaa rimeligt at søge Grunden til
disse Tilførsler deri, at der heri Landet behøves
noget mere og stundom noget andet Papir, end
vore egne Fabriker ere istand til eller kunne være
tjente med at frembringe; hvorledes skal man ellers
bringe Anmelderens Bemærkning: „at alle vore
Papirfabriker have en rask Afsætning og
ere i god Drift“, i Harmoni med disse Til-
førsler?
     Der produceres heri Landet paa samtlige 7 Ma-
skiner med runde Tal 5 Millioner Pund Papir.
Hvad enten nu dette Qvantum er tilstrækkeligt eller
ikke til Landets Forbrug, saa er der og vil der
altid blive noget Papir, som af en eller anden
Grund indforskrives. Ikke at tale om at der gives
Folk, som altid foretrække det Fremmede, ville vi
nævne et Exempel paa et saadant Papir, som sta-
digen indforskrives [sendes bud efter], nemlig Honigs Bikube, et gam-
meldags, hollandsk Bøttepapir, som endnu bestan-
digt har sin Anvendelse og sine Velyndere. Til
igjen at optage den forældede Bøttefabrikation, for
at udelukke denne fremmede Sort, er der ingen
Anledning, hvilket vil være indlysende af den An-
meldelse, der ved Londoner-Udstillingen blev disse
Papirer tildeel: at man maatte antage, de vare
udstillede for at vise, hvor slet [dårlig] Papir man endnu
var istand til at gjøre i Holland. Kommer hertil
at man engang foretrækker Arbeidet i det Bedre
og lader en fremmed Fabrikant, som enten mang-
ler Arbeide eller frygter for at komme til at mangle
det, paatage sig en lidet fordeelagtig Leverance
heri Landet, hvilket i de senere Aar har været Til-
fældet med Papiret til den Berlingske Avis, som
for sin Deel alene maa have andraget c. 100,000
Pd. af det fortoldede Qvantum, da vil man nok
forstaae, at der til en Hjemmefabrikation af 5 Mil-
lioner Pd. letteligt og ganske naturligt kan behøves
en forholdsviis saa ringe Supplering fra Udlandet
som 400,000 Pd., uden at dette Tilskud derfor be-
viser, at vore indenlandske Papirer ere for dyre.
     Men selv om man fra Udlandet kunde erholde [få]
Papir, som var billigere end vort eget, da beviser
dette Intet, med mindre det tillige godtgjøres, at
de her indførte fremmede Sorter ikke staae ligesaa
langt under vore i Qvalitet som i Priis, — at
ikke deres hele Dyd er Priisbillighed, og at det
ikke er alene ved Hjælp af og i Forbindelse med
vor egen betydelige og gode Hjemmefabrikation at
disse Papirer finde Afsætning. Vi maae derfor
benegte at vore Fabrikspriser ere høie i Forhold
til Papirets Qvalitet, og uagtet de egentlige For-
brugere jo ikke erholde [får] deres Papir direkte fra os,
men paa 2den og 3die, ofte vel endog paa 4de og
5te Haand, troe vi dog det er den almindelige
Mening, at Papir herhjemme er billigt.
     Hvad angaaer de urimelige Begunstigel-
ser, som „Berl. Tid.“ mener der tilstaaes alle
danske Fabriker, men i en endnu høiere Grad
komme Papirfabrikerne tilgode, da skulle
vi ved nedenstaaende nøiagtige og authentiske Over-
sigt vise Publikum, hvorledes Papirfabrikerne i det
øvrige Europa ere stillede lige over for os, navn-
lig i Frankrig, Belgien og Holland, der ere de
Lande, med hvilke vi skulle udholde Concurrencen.
     Det vil tillige af denne Oversigt blive indly-
sende, at Papirfabrikanterne her i Landet ikke,
som „B. T.“ gjerne vilde have Folk til at troe,
paa Grund af Klude-Udførselstolden
kunne forskaffe sig Materialet billigere
end de Udenlandske Fabrikker, thi netop
i Belgien, Frankrig og Holland er Klu-
deudførslen aldeles forbuden.

Vi benytte denne Leilighed til at udtale som vor 
Overbeviisning, at den indbyrdes Concurrence 
mellem Fabrikkerne i hine Lande, ligesom her, hvor 
7 Maskiner ingenlunde er noget ringe Antal, 
(Sverrig og Norge have tilsammen kun ligesaa-
mange), altid tør antages at være tilstrækkelig til 
at sikkre Kludene en ordentlig Priis. 
Oversigt.                                     Udførselstold   Indførselstold
                                                       af Klude.                  af Papiir.
                                                                            Skriv=.  |  Tryk=.
                                                     pr. Centner.     pr. Centner.

                                                     Rbd.  |  ß.       Rb.  ß.  |  Rb.  ß.
Den tydske Toldforening
efter Tarif des Zollvereins,
gültig v. 1. October 51
an, Leipzig 1851 . . .                  4                      6  64          1   32 

Frankrig                                  
efter tarif officiel des dou-
anes de France,                       Udførsel
med fransk Skib                        forbuden.      26  54        26   54
med fremmed do.                   do.                   28  32        28   32 

England
efter Clements custom's
guide for 1849 & 50 .             fri                      18  19        18   19

Belgien
efter tarif belge des droits                              15 pro         Cent
d'entrée, de sortie & de        Udførsel          efter Gj       nmſpr.
transit . . . . . . . .                      forbuden.          4   -            3   48

Holland
efter Wel van d. 19. Juni        Udførsel   
1845 . . . . . . . . .                        forbuden.         3   -            3    3 

Sverrig                                                                   fra
efter sidste Tarif gjældende                              5  49
fra 1ste Januar 1852 .               1   10               til                 4   57
                                                                                 7  34
Norge
efter Tarif 1851, gjældende
til 1. Juli 1854, Chri-
stiania 1851 . . . . .                     1   64               10  -            3   32

Hannover
efter Zolltarif v. 4. Nvbr.
1845 (1846, 47 og 48),
fremdeles i Kraft . . .                  4     -                  6   64        1   42

Østerrig
efter Oesterreich. Zolltarif
1851 . . . . . . . . .                          3   26                 6   14       2   44

Rusland og Polen
Alg. Zolltarif des Russisch.
Reichs u. d. Königrchs.
Polen, Berlin 1851, efter                                       fra            til
den officielle Tarif . . .                2   57              25   91      43   24       

     Danmark har en Udførselstold paa Klude af 2
Rbd. 80 ß pr. Centner, en Indførselstold paa 
Skrivpapir af 4 Rbd. 16 ß, paa Trykpapir af 2 
Rbd. 48 ß pr. Centner, hvilket gjør paa Skriv- 
og Trykpapir fra 10 til 15 pCt. Det af os om-
talte Honigs Bikube, som ofte indføres, koster paa 
Stedet 7 1/2 Gylden eller 5 Rbd. 4 Mk.; det veier 
16 Pd. og betaler altsaa i Told 4 Mk., hvilket bliver 
12 pCt. af Værdien. Paa blaat Sukkerpapir, 
graat Makulatur og Carduspapir er Tolden fra 4 
til 15 pCt. Hvorledes Anmelderen i „B. T.“ 
anslaaer Tolden paa Papir i Danmark, selv med 
Transport-Omkostninger til fra 20 til 30 pCt.,
forstaae vi ikke, og maae indtil vi blive oplyste om 
det Modsatte, antage hans Regning for urigtig. 
Af de 3 Lande, i hvilke Kludeudførslen er forbu- 
den, er Holland med Hensyn til Papir-Indførsels- 
tolden stillet omtrent næsten lige med Dan- 
mark (4 Rbd. 16 ß af Skriv- og 2 Rbd. 48 ß af 
Tryk-, bliver nemlig omtrent det samme som 3 
Rbd. paa Skriv- og Trykpapir). Derimod ere 
Belgien og Frankrig begge, foruden ved Kludefor- 
bud, endnu bedre beskyttede mod fremmede 
Papirer end vi: Belgien noget mere, men Frank- 
rig i en saadan Grad, at Indførsel af Papir er
umulig. I den tydske Toldforening, Hannover og
Østerrig er baade Klude-Udførselstolden og Papir-
indførselsafgiften høiere end vore. Vor Klude- 
told siger „B. T.“, er saagodtsom et Forbud. —
Den høiere, som gjælder i sidstnævnte 3 Lande, 
maa altsaa være det endnu mere, da det jo vil 
være aldeles mod „B. T.“s Udsagn at antage, at 
Kludepriserne skulde være saa meget lavere der 
end her, at det kunde svare Regning at erlægge 
Udførselstolden. Kun i Sverrig, Norge og Rus-
land har man en noget mindre Udførselstold paa 
Klude end her, man har der foretrukket at beskytte 
Papirfabrikationen ved at sætte en høi Indførselstold 
paa Papir; denne er i Sverrig og Norge det Dob- 
belte, i Rusland mere end 10 Gange saa høi som 
vor. — De Papirpriser, der herved sikkres Fabri-
kanten i hans Hjem, skulle nok holde Kludene i 
Landet. Udførselstolden paa Klude er i disse Lande 
overflødig, hvilket man da ogsaa har antaget i Eng-
land, det eneste Sted af de opgivne 10
Lande, hvor Kludeudførslen er fri, men 
hvor man tillige, efter det sidstnævnte Princip, har 
foretrukket at holde paa dem ved at sætte en Ind-
førselstold paa Papir der er 6 Gange saa stor som 
vor, hvorved Papirfabrikanterne sikkres Priser, der 
ere ukjendte andre Steder. Det vilde derfor og- 
saa efter al Sandsynlighed kun blive England, 
maaskee de Nordamerikanske Fristater, som, i Til-
fælde af vor Kludetolds Ophævelse, vilde tage vore 
Klude, thi de kunde paa Grund af deres særdeles 
høie Papirpriser hjemme, give mere for dem end 
vi, der skulle concurrere med Frankrig, Belgien og 
Holland, hvor Kludeudførslen, som opgivet, er for- 
buden. Paa samme Tid ere vi, som bogstavelig 
tilligemed Holland, have den laveste Indførselstold 
paa Papir, (i de nordamerikanske Fristater er denne 
30 pCt. af Værdien, altsaa omtrent 8 Rbd. pr. 
Centner) naturligviis Afløbsstedet for samtlige uden- 
landske Fabrikkers Overproduction.
     Man vil altsaa see, at Danmark er det Land,
der yder sine Papiirfabrikker den mindste Beskyt=
telse; — som den er, har den dog, understøttet af
Flid og Udholdenhed, været nogenlunde tilstrække=
lig ligeoverfor Udlandet. At Danmark heller ikke
har Ret til under nærværende Omstændigheder at
fratage sine Papiirfabrikanter Noget af denne Be=
skyttelse, ville vi i det Følgende tillade os at
godtgjøre.
     Da Regjeringen i 1825 forbød Udførslen af Klude
og satte en Indførselstold paa Papiir, skete dette
for at komme de indenlandske Papiirfabrikker til
Hjælp ved at sætte dem paa omtrent lige Fod med
deres udenlandske Concurrenter. Dette Forbud
mod Kludeudførslen blev senere forandret til en
Udførselstold af 2 Rbd. 80 ß pr. Centner. Det
var, i Tillid til denne Beskyttelse, — til denne
Retfærdighed i Betingelser ligeoverfor Udlandet at
den første Papiirmaskine i 1828 kom til Strand-
møllen. Det vil ikke være uden Interesse at er-
fare, at dette tillige var den første Papiirmaskine
i hele Skandinavien, og at der i Tydskland, saa-
vidt os er bekjendt, paa den Tid kun var en eneste,
nemlig i Berlin. Et Par Aar efter kom den anden
Maskine til Ørholm, i 1834 den tredie til Strand-
møllen, den fjerde nogle Aar efter i Oldeslohe, en
femte 1844 paa Silkeborg, i 1847 den sjette til
Flensborg og endelig i 1851 den syvende til Kjøge.
For at kunne forøge Productionen blev den Ma-
skine, som i 1828 opstilledes paa Strandmøllen,
i 1847 flyttet til Silkeborg. Kongeriget og Her-
tugdømmerne, hvor der, forinden Regjeringen gav
den Beskyttelse, ingen Papiirmaskine havde, — tælle
nu altsaa 7 Maskiner.
     Store Capitaler ere anvendte paa disse Fabrik=
ker, og man troede med saamegen meer Tryghed
at kunne gjøre dette, som der ei var nogen Grund
til at antage, at Regjeringen efter først at have
slaaet ind paa den Vei, som fulgtes af alle om=
liggende Lande, uden at nogen Forandring denne
Sag betræffende [vedrørende] var foregaaet der, — igjen vilde
forlade denne Vei, og saaledes omstyrte sin egen
Bygning, — ihjelslaae, hvad den selv havde skabt.
— Papiirfabrikanterne fandt sig imidlertid skuffede
i denne Forventning, idet Regjeringen forelagde
Stænderforsamlingen et Forslag til Kludetoldens
Nedsættelse fra 17 Mk. til 9 Mk. pr. Centner,
og følte de sig saa meget ubehageligere berørt som
deres Mening om denne Sag slet ikke var bleven
hørt. Det viste sig da ogsaa ved de forskjellige
Udfald, som denne Sag fik i de forskjellige For-
samlinger, at man havde manglet Sagkundskab.
Regjeringsforslaget gik som sagt ud paa en Ned-
sættelse fra 17 Mk. til 9 Mk. Den i Roeskilde
Stænderforsamling nedsatte Comitee meente, at
Tolden endogsaa burde nedsættes til 5 Mk. pr.
Centner. Den Viborgske Forsamling fandt, at
Tolden kun burde reduceres til 2 Rbd. 8 ß, hvor-
imod Stænderne i Slesvig kom til det Resultat,
at Papiirfabrikkerne aldeles ingen Nedsættelse kunde
taale, naar de skulde concurrere med Udlandet,
hvor Papiirfabrikanterne vare sikkrede enten ved
Forbud eller høi Udførselstold. Af disse 4 for-
skjellige udtalte Anskuelser sees i alle Tilfælde, at
man ikke har fundet det saa let, som "Berl.
Tid." at afgjøre hiint Spørgsmaal; man havde
vel heller ikke ganske glemt, at det var et Livs-
spørgsmaal for Papiirfabrikanterne af hvis Afgjø-
relse mange Familiers Vel og Vee maatte være
afhængig. Vi paastaae at saalænge Alt denne Sag
vedkommende er forblevet uforandret i Udlandet,
tør Papiirfabrikanten i Danmark ansee det som et
Indgreb i Eiendomsretten, naar man vil berøve
ham denne Beskyttelse.
     Bliver Frihandelsprincipet antaget og
fulgt i Udlandet, — lukker man op for
Kludenes Udførsel og Papirets Indfør-
sel overalt, — navnlig i Frankrig, Bel-
gien og Holland: da maa ogsaa vi stemme
for en Oplukning her; men indtil da er Be-
skyttelsen vor Eiendom, thi det er den, som har
bragt os til at anvende vore Midler, Penge og
Tid paa Papirfabrikationen og fratager man os
Beskyttelsen nu, saa berøver man os hvad vi ved
Flid og Utrættelighed i en Række af Aar have er-
hvervet, nemlig vore Fabrikker.
     Med Hensyn til de hemmende og tabforvoldende
Virkninger, som Klude-Udførselstolden skulde have
paa Kludesamlingen og Kludepriserne, skulle vi til-
lade os at erindre om Følgende:
     Det forholder sig ikke med Klude, som med de
raae Stoffer, hvilke det i Almindelighed er Fa-
brikkernes Opgave at forarbeide eller forædle. —
Behøver Klædesfabrikken mere Uld, saa skaffes mere;
det vil sige: Efterspørgslen vil snart foranledige
en større Produktion. Fattes det i Spinderierne
paa Bomuld, i Sukkeraffinaderierne paa raae
Sukkere, da vil denne Mangel strax virke paa
Frembringelsen, — der vil blive dyrket mere
Bomuld og mere Sukker, indtil Fornødenheden er
afhjulpen. Men det er ikke saaledes med Klude.
Af disse produceres kun et vist Qvantum, som i
det Høieste kan forøges i samme Forhold som Folke-
mængden, men over dette Qvantum ikke med een
eneste Klud. Man tør vel ogsaa nok antage, at
det er denne Begrændsning i Tilveiebringelsen af
Klude, der oprindeligen har foranlediget de for-
skjellige Lande til at holde fast hver paa sine, —
og da Alle behøvede Papir, blev derved Papir-
mageriet til en Industri, som hvert Land saa at
sige bestrider selv, meer eller mindre fuldstændigt
og tilstrækkeligt i Forhold til sine Betingelser. Hr.
Dieterici er kommet til det Resultat: at ethvert
Individ producerer 4 Pund Klude aarligen. Denne
Beregning er støttet paa andre Forhold end vore
og passer derfor ikke ganske paa vort Land, 
hvor man, som bekjendt, i mange Egne af Jylland,
vor største Provinds, endnu gaaer og ligger i Ul-
dent, — og uldne Klude bruges ikke til Papirfabri-
kationen. Man turde derfor vel ansee 3 Pund
som det Rigtigere, men vi ville tage Mellemstør-
relsen og antage Gjennemsnitsproductionen i vort
Land at være 3 1/2 Pund. Vi saae da det Resul-
tat, at Befolkningen i Danmark, 2,300,000, pro-
ducerer 80,000 Centner Klude. Nu bruger en
Papirmaskine mellem 10 og 12,000 Centner Klude
aarlig, saa man seer, at vore 7 Maskiner ikke alene
kunne forbruge, men ville behøve den hele Klude-
production, og at der efter enhver mulig og rime-
lig Beregning heller ingen Grund er til Frygt for,
at der skulde være Klude af nogen Betydenhed som
ikke blive samlede.
     Hvad nu Priserne paa vore Klude angaae, da
sammenligner man bestandig disse med Priserne i
Hamborg, fordi disse Priser ere saagodtsom de
eneste, man kjender; man maa derfor ikke glemme
ogsaa at sammenligne Kludene og Forholdene. I
Hamborg udbydes Kludene omhyggeligen rensede
og sorterede, pakkede eller skruede i Baller. De
Klude, som bruges til Papirfabrikationen, gaae i
Handelen under henved 10 Mærker efter Qvalite-
ten, hvoraf vore saakaldte „blegede“ alene udgjøre
4 Sorteringer. Som en Følge af den ufuldkomne
Sortering hos os betale vi naturligviis en bety-
delig Deel af vore ringere Sorter med den høieste
Priis. Forskjellem mellem vore og Hamborgerpris-
erne er derfor ikke saa stor, som den seer ud til,
ja reducerer sig maaskee til Intet, naar der læg-
ges tilbørlig Vægt paa den Omstændighed at vi
ere Kjøbere og Hamborgerne Sælgere. En-
hver vil jo kunne forstaae, at fordi Hamborgerne
ville sælge Klude til en vis Priis, ere de derfor
ikke villige til at kjøbe til samme Priis.
     I intet Tilfælde er der nogen Grund til at an-
tage at „den fattige Mand“, og med ham har
man virkelig coqvetteret [smigret for] hvergang Kludesagen kom
paa Bane, — vilde erholde [få] mere for sine Klude,
hvis de udførtes af Landet. Det er som bekjendt
ikke „den fattige Mand“ der gjør Export-Forret-
ninger, mindst den Stakkel, der bringer sine faae
Pund Klude til en Samler, som paa 3die eller
4de Haand staaer i Forbindelse med Fabrikken, og
faaer Bændler, Knappenaale, Forklædebaand, Hæg-
ter o. s. v. i Betaling af den Kræmmer, der atter
hos ham afhenter det sammenstræbede Læs for at
bringe det til Kjøbmanden. I mange Tilfælde vil
selv denne Kjøbmand ikke være istand til at udføre
Kludene. Er det da rimeligt, selv om vi antage,
at lidet meer kunde erholdes [fås] for de udførte
Klude, end der nu faaes for dem herhjemme, at
dette lidet meer vilde naae gjennem saa mange
Led ned til „den fattige Mand“? Er det ikke tvertimod
sandsynligere at hvis Kludene bleve Gjenstand for
Speculation, Udførsel og dermed forbundet Opkjøb,
altsaa for større og mindre Efterspørgsel, kort
sagt blev Gjenstand for Handelsconjuncturer, da
vilde „den fattige Mand“, ja Alle, hvis Omstæn-
digheder ikke tillode dem at samle til Bunke, og
som derfor nødsagedes til at sælge, være langt
mere trykkede i Prisen end nu, da Priserne ere
saa godt som staaende, og da Enhver, selv den
mindste Samler, veed, eller med Lethed kan faae
at vide, hvad der gives for Kludene paa Fabriken.
— Man forglemme heller ikke over „den fattige
Mand“ de mange hundrede Familier, som have
deres eneste og, i Sammenligning med Fabrikarbei-
dernes Lod i Udlandet, vistnok taalelige og gode
Udkomme ved Papirfabrikationen i Danmark.
     Vi give ogsaa kun nødig Slip paa den Tro, at
det maa være til større Fordeel for Landet, naar
de her producerede 80,000 Centner Klude forar-
bejdes herhjemme til 500,000 Riis Papir i Gjem-
nemsnit a 2 Rbd., hvilket beløber 1 Million Rbd.,
end naar dette Qvantum Klude udføres til en efter
Hamborger Noteringer reguleret Gjennemsnitsprins
af 6 Mk. 4 ß pr. Lpd. og kun udbringer Halv-
delen, saa at vi ved igjen at indføre vore Klude
som Papir, betale den anden Halvdeel eller 500,000
Rbd. til Udlandet.
     Ukjendt med den store Capital en Papirfabrik
beskjæftiger, som altsaa udfordrer store Omsætninger
og maa betinge store Indtægter, er man i Al-
mindelighed tilbøielig til at overvurdere Papirfabri-
kanternes Fortjeneste og er derved kommen til den
Slutning, at Kludetoldens Ophævelse blot vilde
gjøre en Indskrænkning i denne store Fortjeneste.
Men Papirfabrikantens Fordele ere ikke større end
de maae være, for at kunne forrente den store Ca-
pital og bringe de store Offere, der altid gjentage
sig for den Papirfabrikant, som vil følge med Fa-
brikationens Fremskridt. — Vi vide med os selv
at vi have gjort dette, og skjøndt „Berl.
Tid.“ villig nok indrømmer dette, vil man ikke finde
det ubeskedent, naar vi, i Betragtning af det lidet
Paalidelige der forøvrigt findes i „B. T.s“ Ar-
tikel, ved denne Leilighed omtale for dem, som ikke
vide det, at Comiteen for den store Udstilling i Lon-
don var af samme Mening som „B. T.“, og der-
for tilkjendte os en Præmie for de udstillede Pa-
pirer, omtrent de samme Sorter, der ere frem-
lagte paa vor Industri-Udstilling.
     Vi have nu forsøgt at vise, hvorledes man ikke
uden Krænkelse af vor Ret kan berøve os den Be-
skyttelse, der fremkaldte vor Virksomhed, saameget
mindre som vort Fabrikat baade i Godhed og Priis
kan maale sig med og staaer i Forhold til Udlan-
dets bedste Frembringelser, saa meget mindre som
Kludenes Udførsel, istedetfor Forarbeidning her i
Landet, snarere maa antages at skade end gavne
Landet og ”den fattige Mand”.
     Paa nogen Discussion om Frihandels-
Spørgsmaalet i det Hele taget, kunne vi
naturligviis ikke indlade os; men vi kunne
dog ikke tilbageholde den Bemærkning: at det vilde
være dristigt og uforsvarligt om det lille Danmark,
der desværre har ladet vente paa sig, ja lader
vente paa sig endnu med saa mangen Foranstalt-
ning, hvis Hensigtsmæssighed og Nytte har været
prøvet og anerkjendt paa andre Steder, — om det
lille Danmark i det store vigtige Frihandels-Spørgs-
maal, som man endnu intet andet Sted har vovet
at afgjøre, vilde gaae foran. Vi gjentage, at
det vilde være dristigt, — vi troe, det vilde være
uforsvarligt, og vi faae vist Medhold idetmindste
deri, at det for os og mange Andre vilde være
særdeles uheldigt. Vi haabe derfor sikkert, at denne
Sag, der har fundet Angribere nok, paa rette Sted
og til rette Tid vil finde sine Forsvarere, og at
de heri givne Oplysninger maatte være vor Sag
til Nytte ved en grundigere og retfærdigere Under-
søgelse end den, der er bleven samme til Deel i
dette Blad.                 Drewsen & Sønner.

     Vi have gjort vore Læsere bekjendte med Fabrikan-
terne Drewsen & Søns Forsvar for Vedblivel-
sen af Tolden, baade for Indførselen af fremmed
Papir og af den trykkende Udførselsafgift paa Klude
som udføres til fremmede Lande. Dette Forsvar
er kun en Gjentagelse af hvad afdøde Kammerraad
Drewsen har anført i den roeskildske Stænder-
Forsamling for 1842, og en Gjentagelse af de
Grunde hvormed Hr. M. Drewsen i „Fædrel.“
for 1847 har søgt at forsvare Opretholdelsen af
dette Beskyttelsesvæsen. Forfatteren af Artiklerne
i „Fædrel.“ om Beskyttelsestolden i Almindelighed
har i dette Blad i Fredags med megen Sagkund-
skab drøftet og imødegaaet disse Grunde, og der-
ved tilfulde godtgjort Skadeligheden af at beskytte
Papirfabrikationen, især med Hensyn til den høie
Udførselstold, som maa ansees at være det Samme
som et Forbud mod Udførsel af Klude.
     Vi havde ventet, at dHrr. vilde have taget Hen-
syn til hvad der saaledes er bleven anført i denne
Afhandling, men istedet derfor give de os kun et
Oplag af hvad de for flere Aar siden have yttret,
og gaae denne Gang i deres Forsvar endog til den
Yderlighed, at paastaae Beskyttelsen som en lige-
frem erhvervet Ret, og at de derfor ansee det som
en Krænkelse af deres Eiendomsret, naar man vil
berøve dem den engang erhvervede Beskyttelse, ved
hvilken deres Virksomhed er bleven fremkaldt. I
Sandhed en saadan dristig Paastand vilde blive
høist farlig, hvis den toges til Følge; thi dersom
dette Princip, denne Handelspolitik skulde gjøres
gjældende og anvendes ved ethvert privat Fore-
tagende, være det ved et eller andet industrielt
Anlæg, eller ved en eller anden Handels-Entreprise,
som enkelt Mand foretog til egen Fordeel, da maa
ikke alene al Concurrence ophøre, men ethvert
Fremskridt, enhver Forbedring i hvilkensomhelst Ret-
ning, som bevirkes ved nye Opfindelser eller paa
anden Maade, maatte ved lignende Beskyttelse og
Indskrænkninger standses, til ubodelig Skade for
hele Folkets Velvære, og vi vilde aldrig komme
til at nyde Godt af nye Opfindelser og Forbedrin-
ger, som fremkomme i andre Lande, til Fordeel for
Agerdyrkning, Industri, Handel og Skibsfart, naar
man vil indrømme de af Drewsen forlangte evig-
varende Beskyttelser og Begunstigelser. - Nu for-
mene dHrr. D. & S. rigtignok, at en fri Con-
currence, Frihandelssystemet, ikke lader sig indføre
hos os, thi, hedder det i deres Forsvar:
          „det vilde være dristigt og uforsvarligt om det
          lille Danmark, der desværre har ladet vente paa sig,
          ja lader vente paa sig endnu med saamange Foran-
          staltninger, hvis Hensigtsmæssighed og Nytte har væ-
          ret prøvet og anerkjendt paa andre Steder - om det
          lille Danmark i det store vigtige Frihandels-Spørgs-
          maal som man endnu intet andet Sted (?) har vovet
          at afgjøre, vilde gaae foran.“
     Her see vi, hvorledes egen Interesse forvirrer
Begreberne. Saa længe der tales om Andres
Interesse, om virkelige Indgreb i Andres Eiendomsret,
som f. Ex. i Godseiernes Sager, hvor nu afdøde
Drewsen optraadte som Forkæmper for Bonde-
vennerne, da vare de forlangte Forandringer ikke
mere end billige og retfærdige Krav; men naar
man kommer Ens egen Pengepung for nær, saa
maa det „lille Danmark“ staae stille, saa maa det
„længe lade vente paa sig med at gjøre hensigts-
mæssige Foranstaltninger“, saa kan det være lige-
gyldigt, om de „skatteydende Borgere“ paalægges
en ligefrem Skat, for at opretholde private Mænds
Foretagende.
     Naar dHrr. D. & S. ellers antage, at det
„lille Danmark“ ikke tør vove i en vigtig Handels-
politik, „at gaae foran“, da tage de mærkelig
feil; det er netop det lille Danmark, som i denne
Henseende er gaaet andre Lande foran, og Told-
forordningen af 1. Febr. 1797 afgiver det største
Beviis herfor. Nævn os et eneste Land, som i
denne Henseende for mere end 50 Aar tilbage har
givet saadant Exempel! Nævn os et eneste Land,
som liig det „lille Danmark“, til stor Lettelse for
alle Handelsomsætninger, har indført Creditoplags-
væsenet! Nævn os et eneste Land, hvor paa hiin
Tid og længere tilbage Toldloven er baseret paa
saa liberale Grundsætninger som netop hos os!
Hvor længe har ikke andre Lande i denne Retning
ladet vente paa sig, og lade endnu vente paa sig?
Hvad have alle de revolutionaire Omvæltninger i
Frankrig i de sidste 60 Aar frembragt i denne
Henseende? Hvilken trykkende og upolitisk Handels-
politik følger man ikke der? Hvor længe har ikke
England „ladet vente paa sig“ inden det indførte et
Frihandels-System, og hvor længe har det „lille
Danmark“ ventet paa den i England forandrede
Kornlov? og har den ikke bestaaet sin Prøve der?
Det „lille Danmark“ er ogsaa i Bondefriheden
og i Landbolove gaaet andre Lande forud eller
„foran“, og kun ved disse Love og en forbedret,
fornuftig Handelspolitik har det „lille Danmark“
bragt sig i den lykkelige Tilstand, hvori det nu
befinder sig; kun derved har det udvidet og for-
bedret sine Productioner til en utrolig Høide; kun
derved see vi Velstand og Tilfredshed i alle Bor-
gerclasser. Men her maae ogsaa disse Love con-
seqvent gjennemføres; vi maae holde fast ved den
Handelspolitik, og forandre de Love, som ikke har-
monere med denne Politik; vi ville ikke indslaae [fastslå]
andre Veie for at begunstige et eller andet enkelt
privat Foretagende paa Bekostning af hele Lan-
dets Beboere.
     Men lad os endog ville indrømme at industri-
euse Foretagender lig Papirfabrication kræver og
fortjener en eller anden Beskyttelse paa et vist An-
tal Aar, liig de Beskyttelser som man tilstaaer en
eller anden ny Opfindelse, da spørge vi: har da
ikke Papirfabricationen i fuldt Maal allerede høstet
store Goder af Protection ved de hidtil be-
staaende Love? Har man da ikke allerede bragt
Offere nok for at bringe Fabricationen paa det
nuværende heldige Standpunkt? og har ikke maa-
skee Statsklassen ved Pengemidler oprindeligen sat
Fabrikanten istand hertil? Vi mene at dersom
Dhrr. Dr. & Ss Krav er begrundet, da er dette
ved de hidtil indrømmede Beskyttelser fuldkommen
liquideret, ja endog med Renter og Renters-Ren-
ter, Landet har i Sandhed bragt Offere nok i denne
Henseende; thi ville vi først og fremmest spørge
hvor stor Capital er der ikke gaaet reent tabt,
ved Ikke-Afbenyttelse af de Klude, som ikke samledes
deels paa Grund af at, de ikke fandt Afsætning, og
deels at Prisen var saa lav, at selv den fattigste
Mand fandt det ikke Umagen værd at samle Kludene,
der da blev henkastede og ødelagte blandt Gjød-
ningen. Lad os først tale om uldne Klude, hvoraf
her altid fandtes stor Overflødighed; hvad betalte
man for disse Klude da Forbuddet udkom? Een
Mark, siger og skriver 1 Rbmk. for et Liispund.
Millioner Pund gik her tabt for Landet, hvor-
ved desuden mange Hundrede fattige Familier
kunde have havt et Udkomme, en Understøttelse —
Men, sige Dr. & S., man coqueterer [smigrer] altid med de
Fattige naar Talen er om Kludesamling — Hvor-
ledes „Coquettere“? Vi vide sandeligen ikke hvor-
med vi skulde stemple denne forkastelige Benævnelse,
men vi ville spørge: Er det ikke samme Grund som
Drewsen anfører til Forsvar for Opretholdelsen og
Beskyttelsen af Papirfabricationen, og forsvares
ikke andre industrieuse Foretagender og Oprethel-
delse deraf paa samme Maade? Hedder det ikke
altid, at man maa tage i Betragtning, at saa
mange Familier miste deres Levebrød, naar den
eller anden Entrepreneur bliver nødsaget til at
nedlægge sin Fabrik? Vi mene, at de fattige Klude-
samlere, der af Mangel paa Erhverv ere faldne
det Offentlige til Byrde, fortjene fuld saa megen
Opmærksomhed; og saadant kan man ikke, tør man
ikke benævne Coquetteri [smiger]. — Dog til Sagen.
Kludene bleve ikke samlede, deels fordi Fabriken
ikke havde Brug for samme, og deels paa Grund
af den lave Priis. Men ikke saasnart var Becks
Oprivnings-Fabriken blev oprettet, da steg Priserne
meget, og der viste sig, hvilken uhyre Mængde af
uldne Klude der fandtes i Landet, som før aldeles gik
tilspilde, hvorved Landets aarlige Tab var ubereg-
neligt; man læse herom hvortil afdøde Drewsen
selv har anslaaet det (see Roeskildske Stænder for
1842 S. 1134). Der hedder det, at Beck, som i
Begyndelsen havde at kæmpe med mange Vanske-
ligheder, dog siden 1827 har frembragt 3 Millio-
ner Pund Kradsuld til et Beløb af 300,000 Rbd.,
foruden hvad Owen her har frembragt.
     Nu linnede Klude. Drewsen mener, at man
kan antage Samlingen efter Folketallet og anslaaer
for ethvert Menneske 3 ½ Pund. I Aaret 1825
udgjorde Folketallet omtrent 1,120,000 Mennesker,
altsaa kunne vi da, efter Drewsens egen Calcule
aarligen have samlet henved 4 Mill. Pd. Klude.
Men hele Fabricationen var paa den Tid ikke større
end 56,000 Riis aarligen, hvortil der neppe med-
gik mere end 8 eller 900,000 Pd., saa at følgeligen
de øvrige 3 Millioner Pund aarligen ere gaaet heelt
tabte for Landet, thi de bleve ikke afbenyttede i Landet
og kunde ikke udføres paa Grund af Forbuddet.
Hvormeget er nu hvert Aar blevet tabt? Lad os
kun regne 3 Mk. pr. Lpd. eller 3 Rbd. pr. Centner,
som vel var den laveste Priis i Udlandet, og der
gik hvert Aar tabt for Kongeriget 100,000 Rbd.
— Men nu 1833. Hele Fabricationen fra Be-
gyndelsen af Forbudet steeg i de 9 Aar kun 28,000
Riis, og det fandt kun Sted paa Drewsens Fabrik
paa Grund af den anskaffede nye Maskine. Folke-
tallet var den Gang 1,200,000 Mennesker, og det
Qvantum Klude, som kunde samles, var altsaa 4 ½
Mill. Pd.; men det Qvantum, som medgik til Fa-
brikationen, var neppe mere end 1 ½ eller 1 ¾ Mill.
Pd. Her er altsaa atter gaaet 3 Mill. Pd. Klude
spildte aarligt, og anslaaes disse til 3 Mk., saa
faae vi igjen et Resultat af et reent Tab af omtrent
100,000 Rbd., og alt dette skeete for at beskytte en
Fabrication, som den Gang ikke beløb sig til mere end
150 til 160,000 Rbd. aarligt!!! — Man klagede
paa hine Tider over Mangel af Klude, og Beskyt-
telsen var derfor nødvendig. Fabricationen har
siden den Tid tiltaget overordentlig meget, og endnu
findes her i Landet tilstrækkelige Klude. Men
hvad offrer Landet desuagtet [desuden] ved den høie Udfør-
selstold? Fabrikanten betaler til Hovedsamlerne 3
forskjellige Priser, 3 Mk., 4 Mk. og 6 Mk. pr. Lpd.
Disse Sorter Klude betales i England med 5 Mk.,
7 Mk. og 9 Mk. pr. Lpd. Forskjellen er altsaa
omtrent 3 Mk. pr. Lpd., som man i England faaer
mere end her.
     Drewsen angiver omtr. 60,000 Centner Klude,
som forarbeides i de i Kongeriget værende 5 Papiir-
maskiner. Lad os nu antage, at Kludene betales kun
med 2 Mk. pr. Lpd. høiere Priis end her, og det er i
Sandhed meget lavt anslaaet, saa gaaer der aarligt
tabt for Landet 120,000 Rbd., som komme
Fabrikanterne alene tilgode, uden at vi derfor
faae Papiret billigere, tvertimod er det hos os
langt dyrere end i Udlandet. Beviset herfor lig-
ger jo klart for os, thi vore Papiirhandlere eller
Andre finde deres Fordeel ved at indforskrive baade
Skriv- og Trykpapir, trods en Indførselstold af i
Gjennemsnit 20 a 25 pCt., trods Omkostninger fra
fjerntliggende Lande, og trods den Gevinst, som
Papiirhandlerne her naturligviis maa have. Læg
nu alt det tilsammen, saa faae vi en Difference af
i det mindste 40 pCt., som Fabrikanterne have,
uagtet det raae Materiale, Klude, er saameget bil-
ligere end i de fleste andre Lande. For at lette
Oversigten mere for dem af vore Læsere, som ikke
kunne gaae ind paa Beregninger eller Sligt, ville
vi blot anføre, at vi have seet Trykpapir fra Ud-
landet, som i Qvalitet i alle Henseender kan sæt-
tes ved Siden af Drewsens, og som paa Fabriks-
stedet ikke koster mere end omtrent 16 Rbs. pr.
Pd., hvilket calculerer sig med Told og samtlige
Omkostninger til 19 Rbs. pr. Pd., medens
Drewsen erholder for samme Papiir 24 Rbs pr.
Pd. Skrivpapiir koster paa Fabrikstedet 18 Rbs.
pr. Pd., Tolden herpaa er 4 Rbs eller incl.
Sportler og Accise, 25 pCt. Hvad tager nu
Drewsen for saadant Papiir? Sagen maa nu
tages fra hvilket Standpunkt man vil, saa blive
Consumenterne paa den ene Side betydelig be-
skattede, og paa den anden Side lider Landet et
føleligt Tab, som ikke erstattes. Man bringer
rigtignok Arbeidslønnen i Anslag, men hvormeget
udgjør denne ved de 5 Maskiner? neppe 80,000 Rbd.
Men denne Summa kan ikke opveie det store Tab,
som Landet lider og som de fattige Kludesamlere
have.
     Vi bør agte og paaskjønne alle Bestræbelser som
kunne befordre Landets Industri, og vi maae ind-
rømme, at Drewsens Bestræbelser have med Hensyn
til Fabrikationen været meget heldige; men lad os
ikke glemme det gamle (endnu gjældende)
Ordsprog — man kan ogsaa betale G u l d
for dyrt.

     — Vi have ikke taget i Betænkning at aabne
vore Spalter for den efterstaaende Artikel af dHrr.
Drewsen & Sønner, skjøndt disse deri fra-
kjende os næsten al Evne til at fælde en Dom om
Sagen. Denne Artikel giver os imidlertid en ønsket
Leilighed til end yderligere at udvikle vore Anskuel-
sers Rigtighed, og vi skulle, eftersom dHrr. Drewsen
& Sønner finde at vor forrige Artikel mangler Tyde-
lighed, i vor næste Artikel søge at gjøre Sagen saa
klar og tydelig som muligt for Publikum. For idag
skulle vi kun erklære, at vor Opgivelse om Priserne
paa Klude hertillands er correct, og naar dHrr.
D. & S. sige, at de betale 8 Mk. for blegede
Klude, da kan saadant vistnok gjerne være Tilfæl-
det for enkelte smaa Partier, der imidlertid ere
saa ubetydelige, at de ikke kunne medtages i Be-
regningen for at finde en Gjennemsnitspris.
     Artiklen fra dHrr. Drewsen & Sønner lyder
saaledes:
     Vore Oplysninger og Bemærkninger om Papir-
fabrikanternes Stilling heri Landet, i dette Blads
Nr. 201, have i s. Blads Torsdags Avis frem-
kaldt et Svar, i hvilket Forfatteren imidlertid gaaer
saa aldeles udenom Sagen, at denne Debat, hvis
vi fulgte hans Exempel, kun vanskelig vilde faae Ende.
     I vor Artikel have vi fornemmelig villet gjøre
det klart for Publikum: at de Begunstigelser, som
man paastaaer skulde komme Papirfabrikationen i
Danmark tilgode i en urimelig Grad, — ikke
ere mere urimelige, end at man saagodtsom
overalt i Europa, har beskyttet denne Industri
i en endnu høiere Grad, og høiest hos de Na-
tioner som man i Almindelighed antager for de
meest oplyste.
     Det var os ligeledes magtpaaliggende at bringe
til Publikums Kundskab, hvorledes man ikke kunde
antage, at Kludetolden sætter os istand til en bil-
ligere Anskaffelse af vort raa Materiale, Klude,
end vore Concurrenter, fordi netop hos disse
Klude-Udførslen er aldeles forbuden.
     Vi have derefter, saavidt det stod i vor Magt,
og ved de Midler og Oplysninger, vi havde til
vor Raadighed, søgt at godtgjøre, at vi kunne
behøve og forbruge alle de Klude som
produceres herhjemme, og at der heller ingen
rimelig Grund er til at befrygte, at der skulde
være Klude, i noget betydeligere Qvantum, her i
Landet, som ikke bleve samlede.
     Endelig gjorde vi opmærksom paa, at naar Ta-
len er om Kludepriser i Hamborg, med hvilke man
sammenligner vore, maa man tage Hensyn til de
respective Varers Forskjellighed, og til
den Omstændighed, at vi ere Kjøbere, Ham-
borgerne Sælgere til de respective Priser.
     Disse, til en retfærdig Bedømmelse af
vor Stilling, og en rigtig Vurdering af
de nævnte Begunstigelser, aldeles nød-
vendige Oplysninger og vigtige Kjends-
gjerninger, benegter eller imødegaaer
„B. T.“ ikke; derimod kommer den med en Be-
regning over det Tab, Landet skulde have lidt der-
ved, at der i en længst forløben Tid ikke er blevet
samlet saamange Klude som nu, og som der muligen
kunde have været tilveiebragt, og betragter Resul-
tatet, baade for uldne og linnede, som en virkelig
Skyld, vi staae i til Staten, og som kunde eqvi-
valere, med Renter og Renters Rente, hvad man
muligen kunde berøve os ved at ophæve den os
skjenkede Beskyttelse.
     Næst efter at protestere mod denne Regnemaa-
des Rigtighed, maae vi dog, uden at turde negte
at der vel kunde have været samlet flere Klude tid-
ligere, ansee det for høist tvivlsomt, om den frie
Udførsel hurtigere havde fremkaldt den forøgede
Samling, end den indenlandske Fabrikation har
gjort det, og tillige erindre om, at ikke alene den
stigende Folkemængde maa tages i Betragtning,
men ogsaa det overordentligt tiltagende Forbrug
af Papir, der naturligviis her som overalt, maa
have virket fordeelagtigt paa Samlingen af det
raa Materiale.
     Angaaende de uldne Klude, da maae vi gjentage,
at disse hverken have været brugte eller blive brugte
i Papirfabrikationen, og at de overalt, ligesom
her, kun havde en meget ringe Værdi, forin-
den Opkradsnings-Maskinerne opfandtes i England
og kort Tid efter kom igang her.
     Vi have i vor tidligere Artikel viist, hvorledes
England rimeligviis vilde blive det Sted hvorhen
vore Klude, i Tilfælde af Frigivelse, vilde gaae,
og nu oplyser „B. T.“ os om, hvad der er det
selvsamme, at Kludepriserne i England ere høiere
end her. Vore Priser angiver „B. T.“ forøvrigt
urigtigt til 6 Mk., 4 Mk. og 3 Mk. pr. Lpd.
Da vi altid maae bære Fragten samt Bro- og
Havnepenge tilligemed Indveinings-Omkostninger
af de os sendte Klude, bliver den Priis, som vi
betale for disse, leverede i Kjøbenhavn, paa Strand-
møllen eller Silkeborg, som følger:
     fra 8 Mk. til 6 Mk. 8 ß pr. Lpd. af blegede,
     — 6 Mk. til 4 Mk. 4 ß — — af halvbl.,
     — 4 Mk. til 3 Mk. 4 ß — — af grove.
Den høieste Priis er for de slesvigske, derefter
komme de svenske, saa de sjællandske, tilsidst de
jydske Klude. Dette gjør en ikke høit anslaaet
Gjennemsnitspriis af 7 Mk. 4 ß til 5 Mk. og 3
Mk. 10 ß — eller rigelig 20 pCt. mere
end „B. T.“ opgiver. Den Forskjel, som der-
efter vil blive mellem de af „B. T.“ nævnte Pri-
ser i England og vore, vilde efter vor Formening
ikke være tilstrækkelig til at dække Sortering, Svin-
ding i Vægt, Pakning, Emballering, Veining ind
og ud, Fragt derover, Assurance og Commissioner
her samt i England; thi vi maae erindre om, at
saaledes som Kludene leveres os, kunne de ikke af-
skibes eller udbydes i England. — Men denne vidt-
løftige, stor Svinding og Bekostning medførende
Rensning og Sortering, undgaaes ikke, fordi Klu-
dene blive i Landet, den er en Betingelse for at
kunne forvandle dem til Papir, og foretages af os
selv paa Fabriken; derfor maae vi ogsaa, naar
Talen er om Priserne paa vore Klude i Sammen-
ligning med hvad der forlanges og gives i Udlandet
for Klude som Handelsvare, regne os disse
Udgifter tilgode.
     Skjøndt det derefter af „B. T.“ opstillede Regne-
stykke, hvilket desuden i andre Henseender tør an-
sees som mangelfuldt, paa Grund af de meer end
20 pCt. for lavt angivne Priser paa Klude heri
Landet, naturligt ogsaa i sit Facit maa være urig-
tigt og uden Betydning, saa frembyder dette et
saa slaaende Exempel paa „B. T.s“ Mangel paa
Tydelighed, paa Grundighed i Raisonnement, men
ikke paa Dristighed i at gjentage ubeviiste — man
tør næsten sige beviist urigtige — Paastande, at
vi ikke kunne undlade at henlede Opmærksomheden
derpaa. Dette Facit lyder saaledes:
          „Læg nu Alt det tilsammen, saa faae vi en
          Differents af idetmindste 40 pCt., som Fa-
          brikanterne have, uagtet det raae Materiale,
          Klude, er saameget billigere her end i de fleste
          andre Lande.“
     At „faae en Differents“ naar man „lægger sam-
men“ er noget Nyt, heller ikke har man saa ganske
let ved at fatte det Fordeelagtige for en Fabrikant
i „at have en Differents af 40 pCt.“; men det,
man maa misbillige stærkest, er dog, at „B. T.“,
efter hvad vi have oplyst, uden yderligere Beviis
end hvad den i sit Svar, ubestemt nok, anfører om
Kludepriserne i England, tør gjentage: at Kludene
her ere saameget billigere end i de fleste andre
Lande. „Berl. Tidende“ har imidlertid selv havt
Frygt for at Regnestykket var for svært, og har
derfor, med stadigt Hensyn til Kludenes Priser her
og i England, „for at lette Oversigten mere for
dem, som ikke kunne gaae ind paa Beregninger
eller Sligt“ („B. T.“ egne Ord), givet en Sam-
menligning til Bedste, mellem Papirpriserne her
og i Udlandet. Her har nu atter „B. T.“ det
Uheld, at den ligesom ved Kludepriserne, har sav-
net eller ikke søgt paalidelig Underretning. Vor
Priis paa bedste Sorter Trykpapir er ikke 24 ß,
men 21 a 22 ß pr. Pd. Vi kunne jo ikke benægte
Muligheden af, at „B. T.“ har seet Trykpapir
fra Udlandet til 16 ß pr. Pd. — der calculerer sig
til 19 ß —, som i alle Henseender kan sættes ved
Siden af vort bedste; men vi tør ganske trygt
overlade til Publikums egen Afgjørelse, om det er
sandsynligt, at vi af vore Kunder, Papirhandlerne,
der tæller meget dygtige Kjøbmænd, skulde kunne
opnaae 21 a 22 ß, end sige 24 ß pr. Pd., naar
der kunde haves et lignende Fabrikat til 16 ß fra
Udlandet. Man være rolig, — den udenlandske
Concurrence gjør sig gjældende paa en ganske an-
den Maade! Det kan med Sikkerhed antages, at
nogen høiere Priis end den, hvortil det lignende
udenlandske Fabrikat kan haves, tilstaaer man os
saagodtsom aldrig; for det Meste faae vi vist min-
dre. Hvorledes skulde ogsaa ellers det i 1851 for-
toldede Qvantum Papir kun have andraget 400,000
Pund til en Hjemmefabrikation af omtrent 5 Mil-
lioner? Vi levere forøvrigt mange tusind Pund
Trykpapir, som maaskee i „B. T.s“ Øine vilde
see ligesaa godt ud som vort bedste, for hvilket vi
erholde [få] en langt ringere Priis. „B. T.“ siger
endvidere, at „Skrivpapir“ — hvilket jo Enhver
veed varierer i de allerforskjelligste Slags til de for-
skjelligste Priser — i Udlandet koster 18 ß, og
spørger til hvilken Priis vi levere dette. Vi kunne
hertil blot svare: at vi levere Skrivpapir endog
til 16 ß pr. Pd., og at vi for den Sort, som i Ud-
landet koster 18 ß, efter hvad vi foroven have op-
lyst, formodentlig faae noget mindre, end den vilde
koste her leveret, og at vort Papir til samme Priis
som det fra Udlandet i Reglen foretrækkes.
     Vi have kun tilbage at retfærdiggjøre et Udtryk,
som vi have benyttet, og over hvilket „B. T.“ for-
argrer sig i høi Grad, nemlig, at man i Klude-
sagen har coqvetteret [smigret] med den fattige Mand. Har
man ikke ved enhver Leilighed benyttet den fattige
Mands Fordeel, som gyldig Grund til at træffe
en Foranstaltning, om hvilken det dog maa ansees
for høist tvivlsomt, hvorvidt den i sine Følger vil
naae til den Fattige, og hvis den naaede, da hvor-
vidt det vilde blive til hans Gavn eller Skade; —
en Foranstaltning om hvilken man i alle Tilfælde
med Vished kunde vide, at den liden Nytte, der
muligen ved den kunde tilføres den fattige Mand,
dog ikke stod i Forhold til den store Skade, som
den maatte medføre for den i sin udbredte Virk-
somhed forstyrrede Fabrikant, — det store Afbræk,
som den vilde afstedkomme i en hidtil blomstrende
Industrigreen? Naar vi, efterat have viist, hvor
lidet rimeligt det vilde være at antage, at den fat-
tige Mand skulde vinde ved Kludetoldens Ophæ-
velse, umiddelbart og i Sammenhæng dermed have
tilføiet: man glemme heller ikke over ham de
mange hundrede Familier som have deres eneste,
men taalelig gode Udkomme ved Papirfabrikatio-
nen, saa have vi ikke, som „B. T.“ mener, gjort
os skyldige i samme Feil, thi det er jo tydeligt, at
vi uden det Ene, ikke vare fremkomne med det An-
det, men blot have forlangt, at, hvis man virkelig
antog denne Forandring for gavnlig i dens Følger
med Hensyn til den fattige Mand, saa var man
ogsaa forpligtet til at huske paa de fattige Fami-
lier, der først og haardest vilde rammes i Virknin-
gen af den samme Foranstaltning.
     Vi have bestræbt os for, saameget som muligt,
at holde os til Sagen, fordi vi af Erfaring vide
og af det Foreliggende indsee, at vi uden denne
Forsigtighed maae komme tilkort i en Avisdebat,
som vi hverken have Tid, Lyst eller Leilighed til
at fortsætte, og som det vilde være i vor Mod-
parts Interesse at faae bragt til et Punkt, hvor
hverken vi eller nogen Anden, — knap Modparten
selv, — meer kunde finde Rede paa Sagen.
                                    Drewsen & Sønner.

     Om Papirfabrikationen. Naar dHerr.
Drewsen & Sønner troe at et dristigt og ho=
verende Sprog skulde afgjøre den omtvistede Sag,
da tage de mærkelig Feil. Det givne Svar (see
Løverdags-Nr.) svækker aldeles ikke det, hvad vi
have anført imod de urimelige og for Landet høist
skadelige Forrettigheder, hvormed man har begun-
stiget Papirfabrikationen; tværtimod indeholder Sva-
ret nye Beviser herfor, og vi skulle nu tydelig
godtgjøre det.
     Vi have paastaaet, at ved Forbuddet imod Ud-
førselen af Klude i Aaret 1825 har Landet Aar
for Aar havt betydeligt Tab. Beviset herfor maa
være indlysende for Enhver. Drewsen har selv
angivet, at Kludemængden maa beregnes efter Folke-
mængden; fremdeles har Drewsen selv anslaaet,
at den aarlige Samling kan anslaaes til 4 a 3½
Pund Klude for hvert Menneske. Efter Folke=
mængden 1825—1838 vilde man altsaa have kun=
net samle i Gjennemsnit omtrent aarligt 4½ Mill.
Pund. Dersom nu Papirfabrikationen er saa stor,
at den svarer til Forraadet af Kludene, da vil
Værdien deraf indvindes for Landet. Er Fabri=
kationen derimod ikke saa stor, og Forbrugen af
Klude ikke svarer til det indsamlede Qvantum, da
gaaer Værdien af de Klude tabt, som ikke tilvir=
kes i Fabrikerne, thi det overblivende Qvantum
kan ikke afbenyttes, fordi der er Forbud mod Ud=
førsel. Samlerne samle altsaa kun saameget, som
Fabrikkerne omtrent forbruge, Resten kastes bort,
som andet Snavs paa Møddingen. Nu har det
viist sig i Aarene 1825—38, at Fabrikationen
ikke synderlig har udvidet sig, og at man
efter Tabelværket og andre Optegnelser ikke
kan anslaae Gjennemsnits-Forbrugen høiere end
omtrent 1⅓ til 1½ Millioner Pund aarligt, thi
i Aaret 1825 var Fabrikationen kun 56,000 Riis
Papiir. I Aaret 1833 var den kun stegen
til 84,000 Riis, og i 1838 efter Tabelværket var
Fabrikationen af alle Slags Papiir 109,000 Riis.
Men lad os antage Kludeforbrugen til 1½ Mill.,
ja endog til 2 Millioner Pund, saa gik jo,
som ovenfor anført, aarligt tabt Værdien af 2
Millioner Pund Klude, som ikke kunde afbenyttes.
— Beregnes nu de linned Klude kun til 3
Mk. pr. Lpd., da har Landet i de 14 Aar (1825—
1838) tabt allermindst 900,000 Rigs=
bankdaler. Vi sige allermindst; thi for det
Første have vi anslaaet Forbrugen særdeles høit;
for det Andet anslaaet det samlede Qvantum for
hvert Menneske til 3½ Pund, skjøndt afdøde Drew=
sen antog, at man beregner 4 a 3½ Pund for hvert
Menneske, og endelig, hvad der er det allervigtigste,
ere disse 2 Millioner Pund Klude beregnede kun til
3 Mk. pr. Lpd., istedetfor Prisen, hvortil disse
Klude kunde være blevet solgt i Udlandet, naar

Udførselen var tilladt, og lad os kun antage 4 Mk.
8 ß pr. Lpd., saa kan man anslaae Tabet til 1½
Million Rbd. Man vil altsaa heraf see, at vi
aldeles ikke have overvurderet Tabet; tværtimod, vi
have langt undervurderet det. — Drewsen negter
heller ikke, at der tidligere kunde have været
samlet flere Klude, men tilføier da:
          »De ansee det for høist tvivlsomt om den frie
          Udførsel hurtigen havde fremkaldt den forøgede Sam=
          ling«.
     Men hvad Andet end ene og alene Forbudet er det,
som har formindsket Samlingen? Vi ville her an-
føre et Exempel. Forinden Creatur-Been havde
en Værdie, forinden Englænderne have anvendt
disse til Gjødning, har intet Menneske faldet paa
at samle Been her i Landet, men saasnart der
fandtes Kjøbere her til Benene, fremkom den ene
Samler efter den anden, og det samlede Qvantum
gik op til Millioner Pund aarligt; men lad der
udkomme Forbud mod Udførslen, saa vil Samlin-
gen falde bort, naar man ingen synderlig Forbrug
har for Benene her i Landet. — Man har til
Forsvar for Forbudet anført andre Lande, til Ex.
Belgien; men foruden at det „lille Danmark“ i Alt
ikke burde følge andre Landes Exempler, da hvert Land,
som vi før ofte have bemærket har sit Eiendomme-
lige, saa skal det jo tillige godtgjøres, at Bel-
gien ligesom Danmark ikke havde For-
brug for alle sine Klude; kan Drewsen give
os Oplysninger herom? Er det ikke snarere at an-
tage, at Belgien ved Siden af dette Forbud havde
endog Mangel paa Klude, og maaskee har indført flere
Qvantiteter fra Udlandet? Vi have her behandlet
Perioden fra 1825 til 1838. Fra det sidstnævnte
Aar indtil 1842, da Forbudet blev ophævet, har
Papirfabricationen tiltaget betydeligt, og Forbru-
gen af Klude tiltog i Forhold derefter; men her
føltes ingen Mangel paa Klude, Samlingen tiltog
naturligviis, da det ikke skortede paa Afsætning.
     Saavidt altsaa Forbuds-Perioden. Lad os nu
undersøge Perioden efter at Forbudet er bleven
hævet, og istedet paalagt en saa høi Udførselstold
paa Kludene, at Tolden er omtrent lige saa høi
som paa de ordinaire Klude nemlig 3 Mk. pr. Lpd.
Vi have opgjort en Beregning, hvori denne store
Begunstigelse bestaaer; Udførselstolden er nemlig
saa høi, at det ikke kan svare Regning [betale sig] at sende
Kludene til Udlandet, skjøndt Prisen der, navnlig
i England, er 75 til 50 pCt. høiere, end hvad
man betaler her. Nu paastaaer Drewsen for det
Første, at de betale for Kludene høiere Priser,
end vi have angivet, og for det Andet at For-
skjellen i Prisen er ikke synderlig, naar man tager
Hensyn til de Omkostninger, som ere forbundne
med Sorteringen og Forsendelsen til England.
Men naar Alt dette er Tilfældet, saa er jo den
overordentlig høie Udførselstold alde-
les overflødig, saa trænger Fabrikken
jo ikke til denne store Beskyttelse, og det
er netop det, hvad Minoriteten i den roeskildske For-
samling for 1842 har anført til Grund for sin Indstil-
ling. Udførselstolden kan altsaa enten aldeles falde
bort, eller ogsaa nedsættes til samme Told, hvortil den
før var ansat i begge Hertugdømmer, og nu er
ansat i Holsteen, nemlig 80 Rbß pr. 100 Pd.,
saaledes som det i sin Tid nedsatte Udvalg i den
roeskildske Stænderforsamling for 1842 har fore-
slaaet. Fabrikanterne kunde paa denne Maade efter de
af Drewsen opstillede Beregninger være tilstrækkelig
beskyttede for Klude-Udførselen til England, og
gjøre deres Indkjøb til de Priser som Drewsen &
Sønner angive. — Men Sagen stiller sig ganske ander-
ledes. Drewsen & Sønner og de øvrige Fabri-
kanter betale ikke i Gjennemsnit for Kludene 7 Mk.
4 ß til 5 Mk. og 3 Mk. 10 ß pr. Lpd., men kun
6 Mk., 4 Mk. og 3 Mk. pr. Lpd. Rigtignok kan
det være Tilfældet, at der iblandt den store Masse
af Klude, som nu forbruges (6 Millioner Pund)
kan forekomme et enkelt lille Parti af særdeles
fiin Qvalitet, for hvilket man betaler en noget
høiere Priis; men Saadant har aldeles ingen Ind-
flydelse paa Gjennemsnitsprisen. Herfor gjelder
følgende slaaende Beviis, taget af Drewsens egen
Anførsel. Der paastaaes nemlig, at de høieste Pri-
ser, 8 Mk., 6 Mk. og 4 Mk. betaltes for de slesvigske
Klude. Man skulde efter denne Anførsel slutte sig til,
at man fra det Slesvigske modtager en saa over-
ordentlig Mængde Klude, at dette Qvantum
kunde indvirke paa Gjennemsnitsprisen. Men
lad os nu see hvor stor Tilførselen af Klude har
været fra det Slesvigske. De officielle Lister give
os nærmere Oplysninger herom: I Aaret 1850
modtog Kongeriget fra Hertugdømmet Slesvig
186,000 Pund og i 1851 276,000 Pund.
Hvad synes nu vore Læsere om Drewsens grun-
dige Beviser? Fabrikerne bruge aarligt 6 Mil-
lioner Pund, og til dette Forbrug have vi i det
ene Aar modtaget fra Slesvig omtrent 1/30 Deel
og i det andet Aar omtrent 1/21 Deel, og saadanne
Ubetydeligheder ville D. & S. bilde os ind kunne ind-
virke paa Gjennemsnitsprisen, saa at Kludene komme
til at koste dem de anførte høie Priser. Men saa-
ledes gaaer det naar man vil forsvare en slet Sag,
og saaledes forholder det sig med alle de haltende
Beviser, som Drewsen anfører til Forsvar for Be-
skyttelsen. Tabet for Landet paa de aarligt for-
brugte Klude, som Drewsen selv anslaaer til 6 Mill.
Pund, er overordentligt stort, naar man
sammenligner de engelske Priser med vore, og om
denne Difference kun er 2 Mk. pr. Lpd., saa brin-
ges her et Offer af omtrent 150,000 Rbd. aar-
ligt. Det danske Folk faaer ikke Papiret billigere
i Forhold til de lave Priser paa Kludene, og den
fattige Kludesamler faaer kun en lav Priis for sine
Klude, i Forhold til Fabrikernes høie Priis paa
Papiret. Her seer man Følgerne af en urigtig
Handelspolitik, som staaer aldeles i Disharmoni
med vore ellers gjeldende liberale Toldlove.
     Hvad nu uldne Klude angaaer, da er Tabet og-
saa meget stort paa Grund af Forbudet, og naar
det, efter Drewsens Paastand, forholdt sig rig-
tigt, at uldne Klude ikke anvendes til Papirfabri-
kation, saa kunde man jo i Aaret 1825 med Hen-
syn til Forbudet, have gjort en Undtagelse med
uldne Klude. Men disse bleve især paa hiin Tid
anvendt til de meget ordinaire Papirer. *)
     Af det Foregaaende troe vi, at det er til-
fulde godtgjort, at dersom dHrr. Dr. & S. for-
mene at have Krav paa det „lille Danmark“, fordi
de til egen Fordeel have udvidet Papirfabrikationen,
saa er dette Krav med Rentes Renter fuldkommen
liquideret med den Begunstigelse, hvormed Lovgiv-
ningen har beskyttet Papirfabrikationen; Dr. & S.'s
udvidede Anlæg er endog oprindelig, saavidt vi
mindes, blevet understøttet med et stort Laan af
Statskassen, og dernæst begunstiget ved en høist
fordeelagtig Arvefæste-Contract ved Overta-
gelsen af Eiendommen paa Silkeborg (S. Budget-
tet for 1845, S. 19). Vi mene altsaa, at dHrr.
Dr. & S. kunde lade sig nøie med de Begunsti-
gelser, som det „lille Danmark“ har tilstaaet dem
til Opmuntring af Papirfabrikationens Udvidelse,
og at det nu var paa Tiden, at det danske Folk
selv nød Fordelen af Fabrikationens Fremskridt i
Almindelighed, samt at der nu bør indtræde en stor
Moderation baade med Hensyn til Ind- og Ud-
førsels-Tolden.
     Vi have Intet at tilføie med Hensyn til Hoved-
sagen, som vi hverken i nærværende Besvarelse
eller i de foregaaende Artikler (efter dHrr. Drew-
sen & Sønners Formening) have omgaaet; vi have
kun imødegaaet dHrr. D. & S.s Bemærkninger
Punkt for Punkt, og vi have ikke stiltiende kunnet lade
uændset hvad dHrr. D. & S. i en just ikke pas-
sende Tone har anført om hvad man kunde for-
lange af det „lille Danmark“. Med fuld Føie
have vi ogsaa afviist dHrr. D. & S.s Yttringer
om det, som vi og saa mange Andre med os have
anført i nærværende Sag til Fordeel for de
Fattige, der beskjæftige sig med Kludesamling.
Det er ikke værdigt (for ikke at stemple det med
en anden Benævnelse), at kalde saadant „Coquet-
tering“.

*) I Aaret 1825 forbrugtes paa Maglekildes Papirfabrik
omtrent 400 Skpd. uldne Klude, foruden Overgarn.