- Kammerraad Drewsens Sønner, dHrr.
Christian og Carl* Drewsen, have for egen Reg-
ning forpagtet Silkeborg, hvor de efter Forlydende
ville anlægge en Papiirfabrik, for derfra at forsyne
Jylland og Hertugdømmerne med Papiir.
     * må være Michael Drewsen, en skrivefejl!!

     Regjeringen har overdraget til Brødrene dHrr. C. & M.
Drewsen, dels i Arvefæste, dels i Forpagtning Vandkraften og Jor-
derne ved Silkeborg i Jylland. I Forpagtning paa 50 Aar er dem
overdraget alle de til Silkeborg hørender Jorder, circa 500 Tønder
Land, for en Afgift af 160 Rbd. aarlig. Denne Afgifts Ubetydelig-
hed grunder sig paa, at Jorderne ved Silkeborg ere saa slette, at, der-
som de kunne bringes op, dette kun kan skee med store Bekostninger
og efter mange Aars Arbeide. I Arvefæste er overdraget dem Vand-
kraften tilligemed en derværende Melmølle med 5 Qværne, et Tegl-
værk, 10 à 15 Tønder Land til Byggeplads for Fabrikker af hvil-
kensomhelst Art og Fiskeriet i Søerne. Afgiften heraf er bestemt til
840 Rbd. i de første 10 Aar; 1440 Rbd. i de næste 5 Aar og efter
20 Aars Forløb aarligen 2500 Rbd., dog i den sidstnævnte Sum
indbefattede de 160 Rbd., som skulle erlægges i Forpagtningsafgift af 
Jorderne indtil Udløbet af af de ommeldte 50 Aar. Bygningerne ved
Silkeborg, med undtagelse af det saakaldte Slot, ere overladte Brø-
drene Drewsen til fri Afbenyttelse, imod at de, naar Forpagt-
ningstiden er Udløben, igjen sættes i den Stand, i hvilken de nu
ere. Den første Fabrik, som vil blive anlagt, er en Papir-Fabrik,
hvortil alle Maskiner med Tilbehør leveres fra England; disse ville
altsaa blive af bedste Qvalitet og med de nyeste Forbedringer. Denne
Fabrik ventes at kunne være i Gang inden dette aars Uldøb. Der-
efter skal Melmøllen undergaae en Hovedforandring, idet alt det Ind-
vendige vil blive kasseret, og Møllen i det Hele blive indrettet efter
de nyeste Principper. Hvad den betydelige Vandkraft Angaaer, som 
endnu vil blive tilovers, efterat Papirfabrikken og Melmøllen ere
satte i Gang, da er det endnu ikke bestemt, til hvilke Fabrikker den
skal anvendes. Men Hensigten er, at den ene nye Fabrik skal reise
efter den anden, indtil hele Vandkraftern har fundet Anvendelse, og der
saaledes midt i Jyllands Heder er fremstaaet en Fabrik-by.

      den 25de og 26de November 1844.

c.) Samme Collegiums Skrivelse af 15de October
      sidstafvigte, hvorefter der er resolveret [besluttet] i Anled-
      ning af en fornyet Ansøgning fra Brødrene C.
      og M. Drewsen paa Silkeborg, om Bevilling
      til at drive Handel med Urtekram og Høker-
      varer ved de Fabrikker som de agte at anlægge 
      ved Silkeborg, at det maa have sit Forblivende
      ved den tidligere afgivne Bestemmelse, hvorefter
      det ansøgte ikke for Tiden kan bevilges;
d.) Samme Collegiums Skrivelse af 22de October
      dette Aar, som Communicerer et Kongeligt Re-
      script [svarskrivelse] af 21de næstforhen, hvorefter den under
      Litra c ommeldte Handel er bevilget Fabrikeierne
      Drewsen i 2 Aar, dog ikkun [kun] med Arbeiderne
      ved Fabrikkerne paa Silkeborg Hovedgaard, samt
      disse Arbeideres Familier;

     Kongl. Bevillinger. L. J. Cohn af Kolding med-
deelt Bevilling til at anlægge en Tøifabrik; Gaardmand
N. C. Winther i Vesterbrønderslev, Hjørring Amt, do.
til at anlægge et Jern- og Metalstøberi; Viseconsul og
Kbm. C. Nielsen i Hjørring til at anlægge en To-
baksfabrik; C. og M. Drewsen, under Firma: Drewsen
og Sønner, til et Papiirfabrik ved Silkeborg; P. Fin-
nerup til et Strømpevæveri i Horsens.

     - Strax efter at en Forening i Randers var sam-
mentraadt for at befordre [fremme] en Prambuxeerindretning paa Gu-
denaaen, og Beslutningen derom var kommen til offentlig Kund-
skab: Har Generaltoldkammerets Handels- og Canal-Sektion
henvendt sin Opmærksomhed herpaa og sendt Digeinspecteur
Petersen til Randers for at undersøge Localiteterne og 
sætte sig i Forbindelse med den sammentraadte Committee.
Det kan tilvisse kun glæde at see Collegiet saa umiddelbart
følge Impulsen til et saa almeennyttigt Foretagende og i det
Hele i den senere Tid med Iver at slutte sig til Bestræbel-
sen for Almeenforetagenders Fremme, der have Handelens og
den industrielle Virksomheds Opkomst til Hensigt. Denne
meer udviklede Stræben skyldes vel ogsaa Beslutningerne
med Hensyn til Glückstadts og Husums intenderede [planlagte] Havne-
anlæg og den ligeledes foretagende betydelige Havneudvidelse
ved Aarhuus efter den engang forkastede, men siden med al
Føie optagne større, Maalestok saaledes at Havneterrainet
kommer til at strække sig heelt til den saakaldte Skolebakke
og man ikke indskrænker sig til den mindre Plan, der aldeles
vilde forfeile Øiemedet [formålet]. Hvad Gudenaaen angaaer, da er det
forunderligt nok, at dens industrielle og commercielle Vigtig-
hed for det hele store Strøg, den beskyller, først nu er ble-
ven anerkjendt og paaskjønnet, navnlig siden Fabrikfliden [produktionen] ved 
det Drewsen'ske Anlæg paa Silkeborg har givet en saa
rigelig Beskjæftigelse. Hvor betydelig Farten er, paa dette Flod-
vand, kan ogsaa skjønnes deraf, at Gudenaaen og Nørre-
aaen allerede fortiden befares af c. 100 Pramme.

     Fra Kbhavn meldes i Thomsens Avis: De jydske
Kjøbstæders Antal vil snart kunne ventes forøget med
en ny, da det er paatænkt at give Silkeborg
Kjøbstadret. Egnen skal være bleven stærkt bebygget
i de senere Aar ved de flere Fabrikanlæg, der der 
ere oprettede, og Stedet vil sikkert, naar det bliver
ophøiet til Kjøbstad, snart hæve sig til en betydelig
Rang blandt de danske Kjøbstæder, da det har en 
fordeelagtig Beliggenhed.

     (Fortsat, see Gaards-Nr.)
     C. Angaaende de Handelspladsen tilliggende Gaardes
          Afbenyttelse, Bygningernes Indretning, de Ny-
          byggerne indrømmede Begunstigelser, m. v.
     Commissionen bemærkede i Henseende til dette Punkt
foreløbig, at det ved den med Brødrende Drewsen ind-
gaaede Contract var bestemt, at de af de dem i For-
pagtning paa 50 Aar overdragne Jorder skulde, efter
skeet Opsigelse til 1ste Mai eller 1ste November, afgive
til det nye Kjøbstadanlæg, imod at samme overtog den
derpaa hvilende Jordafgift af 32 Sk. pr. Td. Land og 
erstattede Engenes Forbedring, - foruden 50 Tdr. Land
Eng, Alt hvad der iøvrigt maatte ansees tjenligt til den 
nye Communes Brug. Med Hensyn i Særdeleshed til 
Engene gjordes opmærksom paa, at medens den ene, be-
liggende ved Lysbro og indeholdende omtrent 72 Tdr.
Land, er for langt fjernet fra Pladsen til at kunne af-
benyttes til Græsning, hvorimod den vil egne sig godt til
Høbjergning, grændser den anden, indeholdende 7 á 8
Tdr. Land, umiddelbart til den for Etablissementet udvalgte
Plads, og maatte især ønskes Nybyggerne forbeholdt, dog
under visse nærmere Betingelser med Hensyn paa Mu-
ligheden af en Udvidelse af Brødrene Drewsens Fabrik-
anlæg.
     Med Hensyn til Afbenyttelsen af selve Markjor-
derne, da maatte det erkjendes, at Adgang til Ager-
brug, vilde være nødvendig i det mindste for enkelte Ny-
byggere, og idet Commissionen derfor androg paa [forholdt sig til], at 
den saakaldte Vestermark, der udgjør et Areal af om-
trent 250 Tdr. Land, af hvilke imidlertid de Pladsen til-
grændende Jorder ere af en maadelig Bonitet, stilledes 
til Nybyggernes Disposition, troede den tillige at burde
anbefale, at dette skete paa en saadan Maade, at me-
dens Jordernes mulige Forbedring midlertidig derved 
blev bevirket, der dog ikke blev taget nogen definitiv Be-
stemmelse i Henseende til deres fremtidige Anvendelse,
men at det fornødne i denne Henseende forbeholdtes til 
endelig Afgjørelse, naar der i sin Tid opstod Spørgs-
maal om Pladsens Oprettelse til Kjøbstad.
     Hvad angaaer de Regler, som burde iagttages ved
Bygningernes Opførelse, da fandt Commissionen, at det 
maatte ønskes, at Pladsen strax erholdt [fik] et Kjøbstadsmæs-
sigt Udseende, og da Grundmuur, efter de locale For-
hold, antoges i Reglen dog at ville være den billigste
Bygningsmaade, blev det under Forhandlingerne paa Silke-
borg vedtaget, at det burde bestemmes, at Bygningerne 
skulde være solide og, i det mindste Forhusene, af Grund-
muur samt forsynes med Tegltag, og at den Deel af 
Grunden, der ikke blev indtaget af de respective Bygnin-
ger, der maatte anbringes med Facaden umiddelbart ud
til Gaden, skulde indhegnes med forsvarligt malet Sta-
kit eller Plankeværk.
     Iøvrigt troede Commissionen ikke at burde anbefale
Etablissementet til nogen betydelig og vedvarende Be-
gunstigelse, men da Beboerne dog i de første Aar, ind-
til Næringsbrugene havde fixeret [fæstnet] sig, kunde behøve nogen
Lettelse, saa anbefalede den, at de Nybyggere, der ned-
satte sig paa Pladsen, i de 5 Aar, fra den allerhøieste Re-
solutions Datum at regne, forundtes Fritagelse for at 
erlægge saavel Jordafgift af det Areal, der anvistes dem
til Byggeplads, m. v., som Bygningsafgift af de Byg-
ninger, som herpaa opførtes, hvorimod de, efter bemeldte
Tidsrums Forløb, vilde, foruden Bygningsafgift efter de 
for Kjøbstæderne gjældende Regler, have at svare en
passende Aarlig Leie til Statskassen, der imidlertid ikke
burde bestemmes lige for alle Pladse, men maatte variere
i Forhold til disses Beliggenhed og Afbenyttelse; kun
troede man, da det dog maatte være magtpaaliggende
for Nybyggerne at vide, hvad de gik ind paa, at der 
strax burde fastsættes et Maximum, som ikke burde over-
skrides, og foreslog derfor, at Grundleien i intet Til-
fælde maatte overskride 4 Sk. pr. 100 □ Alen. At
Pladsens Beboere i foranførte 5 Aar maatte fritages 
for Indførsels-Consumtion [afgift] og Formalingafgift [maling af korn] var alle-
rede en Følge deraf, at den endnu ikke var nogen egent-
lig Kjøbstad; men derimod formeentes det, at de Brænde-
viinsbrændere, der maatte erholde [få] Tilladelse til der at 
nedsætte sig, i Henseende til Control og Beskatning i det 
ommeldte Tidsrum kunde underkastes de for Landbrænde-
rierne gjældende Regler.
     Af Foranstaltninger, sigtende til Planens Fremme, og
hvis Udførelse maatte ansees for Paatrængende, udhævede
Commisionen Afstikningen af Hovedlandeveien, forsaavidt
den fører gjennem Byen, hvis Hovedgade den skulde
danne, og Udførelsen af det fornødne Jordarbeide ved
samme, om end Brolægning indtil videre blev stillet i 
Bero, og den androg [forholdt sig til] derfor paa, at Veivæsenet maatte 
bemyndiges til snarest muligt at foranstalte det i denne 
Henseende fornødne.
     Fremdeles gjorde Commissionen opmærksom paa, at 
der snarest muligt paa Stedet burde etableres et Told-
opsyn, og anbefalede derfor, at det paalagdes det konge-
lige General-Toldkammer og Commerce-Collegium at tage
denne Gjenstand under Overveielse, ligesom og hvad
der kunde være at foranstalte i Henseende til at den paa
Planen afsatte Ladepladses Inddæmning og Forsyning
med Bolværk, samt anbringelse af en Skibsbro eller 
Mole, og hvorledes de dermed forbundne Udgifter kunde
tilveiebringes og tækkes [smigres].
     Under Forhandlingerne paa Silkeborg blev det i Særde-
leshed udhævet, hvor yderst magtpaaliggende det vilde
være for Pladsens Opkomst og den derved tilsigtede gavn-
lige Indflydelse for Beboerne i det indre af Jylland,
at der blev truffet kraftige Foranstaltninger til yderligere
Forbedring af Farten [sejladsen] paa Gudenaa, og at der snarest
muligt begyndtes paa det paatænkte nye Hovedlandeveis-
Arbeide mellem Aarhuus og Ringkjøbing, og i Særde-
leshed paa den Deel, som fører fra Silkeborg til Ikast,
paa hvilken Strækning den nærværende Vei er besvær-
ligst, og da Commissionen ganske maatte dele denne An-
skuelse, androg [folholdt sig til] den paa, at det maatte paalægges det
kongelige General-Toldkammer- og Commerce-Collegium
og det kongelige Rentekammer at tage de ommeldte Gjen-
stande under Overveielse, og dernæst at nedlægge aller-
underdanigst Forestilling [vurdering] desangaaende.
     Endnu bemærkede Commissionen, som et i Forbindelse
hermed staaende Punkt, at det maatte ansees for særde-
les gavnligt, for at lette Communicationen mellem Han-
delspladsen og Districtet paa den anden Side af Langsø,
om der over samme blev anbragt en Bro, saaledes ind-
rettet, at den ikke blev til Hinder for Seiladsen. Dette
kan imidlertid ventes udført som privat Entreprise, og
der indløb allerede under Forhandlingerne et dertil sig-
tende Forslag, hvilket dog fandtes mindre tilfredsstillende,
og derfor blev stillet i Bero.
     Sluttelig tilføjede Commissionen, at det af alt For-
anførte fremgik, at den vel ikke fandt det usandsynligt,
at det paatænkte Etablissement ved Silkeborg vilde ud-
vikle sig til en saadan Betydenhed, at der omsider kunde
findes Anledning til at organisere samme som Kjøbstad,
men at man, for ikke i denne Henseende at gjøre noget
Misgreb og for ikke uden Nytte at forøge det allerede
for store Antal af ubetydelige Kjøbstæder i Landet, havde
troet, under Forventning af hvorledes Forholdene i Løbet
af nogle Aar maatte udvikle sig, foreløbig at burde ind-
skrænke sig til de foranførte Forslag. Men idet den
haabede, at det vilde vinde hans Majestæts Bifald, at 
den definitive Løsning af den Commissionen ved aller-
høieste Resolution af 17de Septbr. 1844 stillede Opgave
forbeholdtes til en senere Tid, der formeentes passende
at kunde bestemmes til Slutningen af Aaret 1849, troede
den at burde andrage [formelt] paa, at Commissionen indtil videre
maatte forblive i Function, og at det maatte overdrages
den, at træffe de Foranstaltninger og afgjøre de Spørgs-
maal, der maatte opstaae under det nye Etablissements
Fremspiren, forsaavidt samme efter deres Natur ikke
egnede sig til vedkommende Regjerings-Collegiers eller
Hans Majestæts egen allerhøieste Afgjørelse. Herved
vilde Commissionen, der under det nøie Bekjendskab
den nu har erhvervet til Forholdene, uden Vanskelighed
vilde kunne behandle disse Anliggender, bedst blive istand
til at vedligeholde Overblikket over Tingenes Stilling
og at opfatte de Momenter, som ved Sagens definitive
Regulering maatte komme i væsentlig Betragtning. 

     Hs. Maj. Kongen har under 8de Jan. allern. Resolveret [besluttet]
Følgende ang. et Kjøbstadanlæg ved Silkeborg:
     "Vi bifalde allernaadigst, at der ved Hovedgaarden Silke-
borg i Linaa Sogn, Gjern Herred, Skanderborg Amt, i Vort
Land Nørre-Jylland, maa oprettes en Handelsplads un-
der følgende Bestemmelser: I. Angaaende nærmere Beteg-
ning af Stedet, hvor Handelspladsen skal anlægges, dens
Størrelse, Inddeling m. v.: 1) Bemeldte Handelsplads bli-
ver at anlægge paa Hovedgaardens Vestermark og navnlig
paa den Deel af Samme, som grændser til Langsøen, saaledes at 
der ved Anlæget i det Væsentlige tages Hensyn til den af Ma-
jor Schlegel af Vort Ingenieurcorps udarbeidede Plan, hvil-
ken vi allernaadigst approbere [godkender]. 2) Medens ovennævnte Plads
vil komme til foreløbig at udgjøre Byens vestlige Deel, uden
at der dog endnu for Samme afstikkes bestemte Grændser, idet
Pladsens Udstrækning mod Vesten langs Langsøen forbeholdes,
skal Byens østlige Deel omfatte det drewsenske Fabrik-Anlæg,
saaledes som dette nu er opført eller i sin Tid yderligere maatte
vorde [blive] opbyggede til Beboelse for Fabrikkens Betjente og Ar-
beidere, som i Eet og Alt blive at indbefatte under Byen.
3) Da den nye Hovedlandevei, der ifølge vor allerhøieste Be-
stemmelse skal anlægges fra Aarhuus til Ringkjøbing over
Silkeborg, ved den under Nr. 1 bifaldte Plan er givet saadan
Retning, at den danner Byens Hovedgade, ville Vi have Vort
Ingenieurcorps paalagt at foranstalte, at det fornødne Jord-
arbeide paa denne Vei, forsaavidt den fører igjennem Byen,
snarest muligt vorde [blive] udført. II. Angaaende Betingelserne
for Nybyggernes Nedsættelse paa Pladsen: 4) Uagtet [selvom] der 
på bemeldte Handelsplads skal kunne udøves alle de samme
Næringsbrug, som ellers i Almindelighed ere Kjøbstæderne for-
beholdte, saa skulle dog de Næringsbrugere, som der attraae [ønsker]
at nedsætte sig, for at drive saadan Næring, saalænge Plad-
sen ikke endnu definitivt er organiseret som Kjøbstad, dertil er-
hverve Bevilling. Herfra undtages dog de enkelte Haandvær-
kere og andre Næringsbrugere med samme Frihed som andet-
steds paa Landet, saalænge Pladsen endnu ikke har erholdt [fået]
Kjøbstædernes sædvanlige Rettigheder; saalænge skulle ogsaa
de concessionerede [bevilgede] Laandhaandværkere frit kunne arbeide for Byens
Indvaanere [indbyggere]. 5) Bevillinger til Handel, Møllebrug, Krohold,
Fabrikdrift, Farveri o. s. v., der efter de sædvanlige Regler
erhverves i Vort danske Cancelli, Vort Rentekammer og Vort
General-Toldkammer og Commerce-Collegium af dem, der paa
slige [saadanne] Næringsbrug ville etablere sig paa Landet og som til-
deels ogsaa udfordres til Sammes Udøvelse i Kjøbstæderne,
ville ogsaa for Handelspladsens Vedkommende blive at ansøge
i det Regjerings-Collegium, under hvis Rescort samme hen-
hører; dog har vedkommende Collegium, forinden nogen saa-
dan Bevilling meddeles, hver Gang desangaaende at corre-
spondere [besvare] med den nedenfor nævnte Regulerings-Commission.
Derimod ville saadanne Bevillinger til Haandværks- og andet
Næringsbrug, som ellers henhøre under den locale Øvrigheds
Rescort, være at ansøge hos den af Os under 17de Septbr.
1844 for at gjøre Forslag til Pladsens Regulering nedsatte
Commission, der indtil videre skal forblive i Function. 7)
Med Hensyn til de personlige Qvalificationer, hvorefter de
Paagjældendes Adkomst til at meddeles en ansøgt Bevilling
bliver at bedømme, maa iagttages, at uagtet duelige Land-
haandværkere ikke derfra skulle udelukkes, ville dog solide Haand-
værkere, der allerede have været bosatte i en Kjøbstad eller i
alt Fald der ere oplærte, være at tage i fortrinlig Betragt-
ning, at de paagjældende have gjort Mesterstykke, enten den 
Laugsmæssige, eller i alt Fald et saadant, som fordres [fremmes] i Kjøb-
stæder, hvor der ikke er Laug, bliver vel at anse som en an-
befalende Omstændighed, men dog ikke som saa afgjørende, at 
Andre skulle udelukkes, der ei have erlagt saadan Prøve, naar
de paa andre Maader fyldestgjørende kunne legitimere deres
Duelighed og at deres oeconomiske Forfatning er af den Be-
skaffenhed, at de ikke lettelig ere udsatte for at falde det Offent-
lige til Byrde. Imidlertid ville dog ordentligviis alene de 
Haandværkere, som have erlagt Mesterprøve, være at meddele
Bevilling til at holde Svende og Drenge, med mindre der 
maatte findes Anledning til at meddele Een eller Anden blandt 
dem, som ikke ere i dette Tilfælde og som i Regelen kun er-
holde [får] Adgang til at arbeide med egne Hænder, særlig Bevil-
ling af samme Omfang. Da Hovedformaalet med Pladsens
oprettelse er at forskaffe Beboerne i det Indre af Jylland en 
lettere Adgang til Afsætning af deres Producter, bliver der ved
Meddelelse af Bevilling til at drive Handel sammesteds, at 
tage nøie Hensyn til at slige [saadanne] Bevillinger kun forundes solide
og dygtige Handelsmænd, helst saadanne der allerede tidligere
have siddet i en omfattende Virksomhed og navnlig beskjæftiget
sig med Producthandel. I ethvert Tilfælde vil der vil der ved Be-
villingernes Meddelelse være at tage væsentlig Hensyn til om
Vedkommende  ere villige og have Evne til at opføre de til 
deres Etablissementer fornødne Bygninger paa Pladsen. 7)
Naar en Nybygger ønsker at forlade Pladsen, eller ved Døden
afgaaer, vil han eller hans Bo, saalænge Pladsen endnu ikke
er oprettet til Kjøbstad, kunne forvente, at den ham meddeelte
Bevilling ombyttes med en anden, lydende paa den Person, til
hvem han afhænder sine Bygninger m. v., saafremt Kjøberen
iøvrigt findes qvalificeret til Udøvelsen af Næringsbrug. 8)
Ved Meddelelsen af de omhandlede Bevillinger, der maae ud-
leveres gratis og udfærdiges paa ustemplet Papiir, bliver or-
dentligviis at iagttage, at der indtil videre ikke udfærdiges
flere end Egnens og Pladsens Tarv udfordrer. De blive samt-
lige at clausulere [krævet] derhen, at de fortabes, saafremt det Nærings-
brug, paa hvilken Bevillingen lyder, ikke etableres inden en 
vis Tid efter sammes Udfærdigelse; i Almindelighed bliver
Fristen at bestemme til et Aar, dog kan der forundes en læn-
gere, hvis saadant efter Næringsbrugets Beskaffenhed eller andre
særlige Omstændigheder findes tilstrækkelig begrundet. (Sluttes.)

               II.
     Ved Silkeborg var der saa godt begyndt; private Mænd, kyndige Fa-
brikanter fik uden lang Nølen (allerede dette var en sjelden Heldighed),
fornøden Bevilling paa Anlæget af en Fabrik af samme Art, som den
de allerede længe med Held havde drevet; de udførte Anlæget i en
sjelden kort Tid, saa at Silkeborgs Papirfabrik alt nu staaer i Rang
med Landets første Fabrikker. Ved dette raske Foretagende blev Jern-
værksdrømmerierne foreløbig stillede i Baggrunden, og Silkeborgs
Omegn fik det første vigtige Stød fremad, Naturtrægheden var overvun-
den. Men ved det Foretagende havde det ogsaa viist sig, at det hele
Vandtræk af betydelige Søer, som strække sig i sydlig og vestlig Ret-
ning fra Silkeborg, i deres nærværende Skikkelse ikke ere brugelige til
Transportveie, men at de med ringe Offre kunne blive indrettede dertil
og saaledes lette Producthandlen for et betydelig, skjønt vel temmelig
magert Opland. Veiene, som paa disse Steder gjennemskære Landet
fra Øst til Vest, ere meget maadelige [ujævne], men heller ikke vanskelige at
forbedre. Gudenaaen Nord for Silkeborg er af Mangel paa Omhu
bleven til et temmelig besværligt Farvand; dens Beskaffenhed for
Dampfart er kun ufuldstændigen prøvet. Paa disse Omstændigheder
havde Regeringen kun behøvet at henvende sin Opmærksomhed, thi saa-
ledes som Forholdene efterhaanden have udviklet sig, var det umuligt,
at private Kræfter kunde strække til Udførelsen af alle de fornødne
Anlæg, men Benyttelsen af Anlægene og Arbeiderne kunde Regeringen
roligen have overladt til den private Industri. Vilde denne foretrække
at sætte sig fast paa flere Steder ved de nævnte Vanddrag, saasom
ved Ry Mølle, ved det sydvestlige Hjørne af Mossø, i Stedet for at
samle sig om Langsøen, hvi da formene den dette? Jo længere den
trænger mod vest, desbedre, og i Tim, Ry, Vrads og flere omlig-
gende Sogne er der allerede en ikke ringe Rørelse [bevægelse] tilstede. Fandt
Industrien sig derimod tjent med at samle sig ved Silkeborg, om den
store Fabrik, som ikke er urimeligt, saa burde man vistnok ikke hindre den
deri, men sige saa lidt monopolisere den paa dette Sted, ved at gjøre
det til en afsluttet Kjøbstad, for hvis Skyld det vestfor liggende
Land skal miste den Erhvervs-Frihed, som det, beskyttet af sin afson-
drede Beliggenhed, har tillistet sig. Langt nyttigere til at befordre det
gode Midtlands Opkomst, vilde det være, om man drog en Linie i
2 Mils Afstand vest for de østlige Kjøbstæder, og Vest for denne
Linie indrømmede Erhvervsfrihed, under den Betingelse, at Enhver,
som tiltog sig et Erhverv udenfor det egentlige Landvæsen, skattede
derfor i et vist Forhold. Havde man Stillet den forønskede Silkeborg
Kjøbstad under dets simple Vilkaar, saa havde man gjort en virkelig
Prøve og ikke bundet Hænderne paa sig i nogen Retning. At der
desuden maatte indrømmes Nybyggerne Adgang til passende afsatte
Byggepladse og den fornødne Jord, samt Ret til at danne en
egen Kommune, når den samboende Befolkling var steget til et pas-
sende Antal myndige Mænd, er en Selvfølge, som ogsaa, at der nu
strax maatte sørges for en egen Politimyndighed der paa Stedet, der
kunde paasee, at de for Anlæget fastsatte Betingelser ikke bleve over-
traadte, samt tage saadanne Forholdsregler Fattigvæsenet vedkommende,
at de større Fabrikanlæg kom til at bære deres Del deraf, og det
ikke kom til at hvile som en trykkende uoverkommelig Byrde paa den
nye Kommune eller paa det nuværende Sogn. Det er i denne Hen-
seende heldigt, at Hovedfrabriken eies af Mænd, der netop i Fattigvæ-
senssager medbringe saa fortrinlige Præcedenser [regler], Mænd, som det aldrig
kunde falde ind at gjøre sig Byrden let ved at vælte den over paa
Communen. En fornuftig ordnet gjensidig Pensions- og Forsørgels-
sesanstalt mellem Arbeiderne selv var vistnok det bedste Middel at
bringe i Forslag.
     Vi have saaledes i Almindelighed betragtet de Midler, som ere
anvendte, og de som forelaae til at oplive Omsætningen i Egnen om-
kring Silkeborg, der ligger i det østlige Kant af den jydske Hede,
midt paa det jydske Fastland Syd for Limfjorden, og ved det Ikke
ubetydelige Gudenaa Vandtræk. Førend vi nu indlade os paa de for
den nye Kjøbstad og dens Nybyggere opstillede særlige Betingelser,
ville vi et Øieblik henlede Læsernes Opmerksomhed paa Egnens Be-
skaffenhed, som man vil oplive, dens Fornødenhed og Trang.
     Vende vi os først til Gudenaa, der jo dog maa betragtes som
Hovedaaren i det nye Omsætningskredsløb, da er den nogenlunde
seilbar for Pramme af Middelstørrelse indtil Silkeborg, men Farten
er langsom paa dette mellem Randers og Silkeborg over 7½ Mil
lange bugtede, med Trækveie ufuldstændig forsynede Flodløb. Om-
trent 2 Mil, førend man ved at gaae op ad Gudenaaen kommer til
Silkeborg, finder man Ladepladsen ved Ands, Postskiftet paa Veien
mellem Aarhus og Viborg, netop hvor denne støder sammen med
Skanderborg-Viborg Veien, og hvor en ikke uvigtig Vei gaaer mod
Vest ud i Hedegnen imellem betydelige Tørvemoser. I Ands findes
en stor Kro, som kun nogenlunde vel bestyret maa give et ikke ringe
Overskud; her udøves en Handelsrettighed, findes oplagt noget Tøm-
mer, en Deel smaa Teglværker ligge heromkring, Bindeegnen er ikke
fjern, kort her findes mange Elementer til en Handelsplads. Dog
hidtil ere disse kun benyttede i en temmelig ringe Grad. En Deel
Tørv udskibes til Randers, men saavel Prisen som Fragterne [fragtpriserne] ere
temmelig høie. Tømmerhandelen, som man skulde synes maatte blomstre
i den skovløse Egn, er ringe og forsømt, og ikke et Pakhus findes
ved Ladepladsen til Opbevaring af de Producter, der ere bestemte til
Udskibning. I Nærheden af Ands har Gudenaaen Tilløb, ved hvilke
der alt findes Møller, og hvor der, til sparsommeligere Vandbrug,
ikke vilde findes ringe Vandkraft tilovers til Fabrikbrug, om et saa-
dant blev tilsigtet. Silkeborg har neppe fra Beliggenhedens Side
noget forud for Ands; hvor kan man da vente, at den, med ikke større
Frihed, skulde opblomstre med større Held? Aarsagerne, hvorfor
Produkthandelen saa lidt trives i denne Egn, ere, dels at dens Over-
skud af Frembringelser hidtil har været ringe, at det for en stor Deel
bestaaer i Kreaturer og Heste, som drives mod Syd gjennem Hede-
egnen; dels at Salget til Vesterlandet sædvanligvis er fordelagtigere
end til Østerlandet, og at Bonden rolig kan vente Kjøberen ved sin
Dør, hvorfor han ogsaa kun faa Gange aarlig søger de østlige Kjøb-
stæder for at besørge Husholdnings- og Luxusindkjøb.
     Silkeborgs Beliggenhed er, som sagt, i intet Væsenligt forskjel-
lig fra Ands (om Skjønheden er her jo ikke Tale), naar undtages,
at hint ligger i Udkanten af en betydelig Skovomgivelse, og at Gu-
denaaes egne mægtige Vanddrag her kunne benyttes til Vandvær-
kers Anlæg. Men Skovene ved Silkeborg ere ingenlunde urørte
Urskove, der have henstaaet i Aarhundreder og bugne af herlige Træer.
Disse Skove bære tvertimod Præget af en saa stærk og vilkaarlig
afbenyttelse, at den menneskelige Omhu i høieste Maade er fornøden [nødvendig]
for at holde dem vedlige. I de vestlige Udkanter have de skarpe vinde
anrettet store Ødelæggelser, mange af de høiere Aaser inde i Skovene
ere allerede afklædte; store Strækninger ere ryddede langt ind i Skov-
landet, og høie afsondret Skovene i mindre Pletter, hvilke man nu
igen ved Plantninger søge at klynge sammen og tætte. Af svære
træstammer findes i Forhold til Skovenes Omfang kun faa. Alt
tyder paa, at Træet her i Egnen har fundet en betydelig Anvendelse.
Denne bestaaer først og fornemmelig i Træskotilvirkningen, som drives
meget i denne Skovegn, især sydvest for Silkeborg; i Forfærdigelse [færdiggørelse]
af Hjultræ, Bødkertræ og forskjellige andre Træfornødenheder, som
især gaae til Vesterlandet, i lidt Kulbrænding og endelig i Salg af
Brændsel, Gjærderis osv., til det omliggende i 4 til 5 Mils Afstand
bare Land. Træskoene afsættes hele landet over, i Egnen selv findes Folk,
som alt for længe siden have fundet Veien til de fjernere Markeder,
Kjøbenhavn indbefattet, og naturligvis ogsaa udfundet Midler, afpas-
sede efter Omstændighederne, til at drive en Art Laane- og Banquier-
forretning med Tilvirkerne [iværksætterne] og omsætte nogen Tilbagefragt i de tilstø-
dende Egne. Ethvert Tvangsmiddel, hvorved denne Omsætning skulde
bringes ind under Kjøbstaden Silkeborg, vilde være lige saa skadeligt,
som det var ubliligt [urimelig].
     Trævarene, der tilvirkes [fremstilles] til Vesterlandet, ere en for disse Egne
saare vigtig, ja uundværlig Gjenstand; alt som Hedene opdyrkes,
voxer Trangen; ethvert Offer, Staten bringer, for at afdrage Skov-
producterne fra denne deres nærværende Anvendelse, maa ansees som
et trykkende Baand, lagt paa en for Befolkningen og Staten lige
vigtig Gjenstand. Prisen paa en Favn godt Bøgebrænde, bragt til
Afskibning paa Grenaa, kan vistnok nu neppe anslaaes til mindre
end 4 à 5 Rbd.; fra flere af Skovstrækningerne bliver den vist endog
langt dyrere; paa mange Steder er Prisen i Skoven for godt Træ
endog ligesaa høi. Tillægges nu Transportomkostningerne, indtil
Træet kommer til Brug i Østerlandet, eller bliver handelsvare i
Østerlandet, saa vil Enhver indsee, hvor nær Priserne paa Ved [træ] i
Silkeborgs Skove staae de gængse Priser i hele Landet. Gjøres der
Udgifter for at lette Pramføringen, og Transporten af Ved [træ] skulde
bære sin Deel heraf, da vilde dets Priser snarere stige end falde.
Søgningen fra Vesterlandet vilde desuden snart virke til at bringe
den saaledes i Veiret, at kun det Ved [træ], som voxede nærmest Vand-
veien, kunde udføres.

Med Undtagelse af de nye store Fabrikanlæg og de Udvidelser,
som disse nu kunne modtage langs Vanddraget og ved Faldene
mellem Søerne, har Silkeborg altsaa intet Væsenligt forud for
Ands som Omsætningsplads, dens Udvikling giver ikke større Forhaab-
ninger. For Fabrikkernes Skyld at lægge det hele omliggende Land
under Kjøbstadstvang er jo aldeles ikke nødvendigt; Fabrikkerne behøve
kun at faa Vandveien aabnet og Frihed indrømmet til enhver Art
Virksomhed. Udrustede med disse Midler, ville de nok vide at finde
den rette Vel til at tilveiebringe Liv og Rørelse paa Stedet og i
Omegnen. Hertil er det, der trænges, ikke til en konstig dannet
Kjøbstad.

               IV.
Vi have nu fulgt „Collegialtidenden“ j dens Oversigt over Silke¬
borg-Commissionens gyngende Bevægelser op og ned mellem Erkjen¬
delsen af Frihedens Nødvendighed for Vindskibelighedens [driftens] Opkomst og
Vedhængen ved de bestaaende fra Fortiden overleverede Ledebaands og
Tvangsforanstaltninger; vi komme nu til den paa en saa vaklende
Grundvold støttede Afgjørelse. Vi have fremhævet, at Commissions¬
arbeidet tydede paa en forud tagen Beslutning, at skabe en Kjøbstad,
og viste en vis Stræben herimod. Resolutionen synes at bekræfte
denne Anskuelse, thi, skjønt den vel ikke strax opretter Kjøbstaden, saa
tager den ogsaa kun lidet Hensyn til de af Commissionen fremsatte
vægtige Tvivl. Den væsenligste Indrømmelse, den har gjort disse,
er, at den har benævnt det nye Anlæg: Handelspladsen. Reſo¬
lutionen er delt i Afsnit; det første handler om nærmere Betegning
af Stedet, hvor Handelspladsen skal anlægges, dens Størrelse, Ind
beling m. v.
Det mærkeligste, som her forekommer, er, at denne Handels-
plads, som er bestemt til især at oplive det vestfor liggende Land, er
begrændset mod Vest, hvorimod den er ubegrændset mod Øst; thi her
beroer Begrændsningen paa den Udvidelse, som Dhrr. Drewsen,
sin Tid (hvor længe er det?) maatte ville give deres Fabrikan¬
læg, hvortil regnes „samtlige Vaaninger [huse], der ere eller maatte vorde [blive]
opbyggede til Beboelse for Fabrikkens Betjente og Arbeidere, som i
Eet og Alt blive at indbefatte i Byen“. Bygge Dhrr. D. et Klu¬
deskuer og bosætte en Klueeforvalter paa Silleborg-Aarhuusveien, tæt
udenfor denne sidste By, saa gaaer Handelspladsen Silkeborg mod
Øst hertil. Dersom dette ikke var udtrykt saa bestemt, saa skulde man
næsten ikke troe, det var saaledes ment; ogsaa følge senere nogle Ud¬
tryk, som lade formode, at den østlige Begrændsning er bundet til
det Landstykke, som Dbrr. D. have faaet i Arvefæste. Vi kunne i
hvert Tilfælde kun lykønske til denne Mangel paa Begrændsning.
Skade, at man ikke har indrømmet den i alle Retninger! Der tales
ogsaa i denne Afdeling om Byens Hovedgade. Man venter
sig altsaa dog en rask fremskriden.
     2det Capitel handler om Betingelserne for Nybyggernes Nedsættelse
paa Pladsen. Nybyggerne skulle kunne udøve alle de samme Næringsbrug,
som ellers i Almindelighed ere Kjøbstæderne forbeholdte. Saa¬
længe Pladsen ikke er Kjøbstad, skal dertil dog erhverves Berilling. Dog
fritages de Næringsarter herfor, som ellers frit kunne nedsætte sig
paa Landet. Denne Forret bestaaer kun, saalænge Handelspladsen ikke
har faaet Kjøbstadret; saalænge skulle ogsaa de tilladte Landhaandvær-
kere kunne arbeide for Byens Indvaanere [indbyggere]. Bevillingerne skulle søges
i de reſpective Collegier, som skulle correspondere derom med Regule-
ringscommissionen for Silkeborg Kjøbstad. De Haandværksbevillinger,
som ellers gives af de stedlige Myndigheder, skulle derimod udfærdiges
af Reguleringscommissionen. Landhaandværkere skulle vel ikke være
udelukkede fra at faae Bevillinger, men solide Kjøbstadhaandværkere
skulle tages i fortrinlig Betragtning [tages i betragtning]. Mesterstykket skal være en an¬
befalende Omstændighed, dog skal Duelighed ogsaa kunne godtgjøres
paa anden Maade. Den Paagjeldendes oekonomiske Forfatning skal
tages i Betragtning. Oedenligvis skulle kun saadanne Haandvær¬
kere, som have aflagt Mesterprøve, kunne faae Ret til at holde Svende
og Drenge, med mindre der maatte findes Anledning til at meddele
en og anden, som i Reglen kun burde erholde [få] Adgang til at arbeide
med egne Hænder, særlig Bevilling af samme Omfang. Da Hoved¬
hensigten er at skaffe Beboerne af det Indre af Jylland lettet Adgang
til Afsætning, saa maa Handelsbevilling kun meddeles til solide og
dygtige Handelsmænd, helst saadanne, der tidligere have siddet i en
omfattende Virksomhed. Væsenligt Hensyn bør tages til, om Vedkom¬
minde ere villige og have Evne til at opføre de til deres Etablissement
fornødne Bygninger. Nybyggere, som døe inden Handelspladsen bliver
Kjøbstad, kunne vente, at Bevillingen kan komme til at gaae i Kjøb med
Bygningen. Bevillingerne udfærdiges gratis og paa ustemplet Papir, dog
ikke til Flere, end Egnens Fornødenhed og Pladsens Tarv udfordrer. Frist
til at begynde et Næringsbrug gives almindeligvis 1 Aar, er det da
ikke 1 Drift, tabes Retten. Dog kan der efter Omſtændighederne zloes
Forlængelse.
     Dersom Læserne tvivle, om Resolutionen virkelig er saaledes be¬
skaffen, som her anført, saa bede vi dem læse efter. Vi have, saavidt
gjørligt, citeret ordret; vi have ikke tænkt paa at skrive en Kritik; vi
have kun gjort Udtog af en Anordning [bestemmelse]. I, solide, prøvede, veleta¬
blerede Haandværksmestere og dyglige Producthandlere, som eie Capital
nok til at bygge Hus og Gaard paa Silkeborg, iler med at søge Be¬
villinger til at nedsætte Eder paa denne Handelsplads, (der har Haab
om at blive Kjøbstad)! Bygger Eders Gaarde, maler Eders Stakitter,
og værer i Gang inden Aar og Dag, men i hvert Tilfælde holder Eder
gode Venner med Vedkommende, thi da kunne I efter Omstændighe¬
derne faae Lov til at gjøre næsten, hvad det skal være!
     De Nybyggere, som de forstjellige høie Collegier og Silkeborgs
Reguleringscommission have udvalgt og bevilget efter de i foregaaende
Capitel foreskrevne Regler, nyde de i følgende tredie Capitel indrøm¬
mede Begunstigelser, hvori ogsaa fastsættes om Bygningernes Indretning
m. v. Brødrene Drewsen skulle af det dem forpagtede Land aftræde
50 Tdr. Eng af den 250 Tdr. Land store Vestmark. Disse anvises,
indtil videre, til Afbenyttelse for Nybyggerne, deles i Lodder og
bertforpagtes til Nybyggerne af Reguleringscommissionen ved Auction
eller underhaanden [privat]. Naar Kjøbstadordningen engang inbtræder, skal
denne Sag endelig afgjøres. Dog forbeholdes ved Engenes Deling
den saakaldte Store-Mae til Bygninger for Brødrene Drewsen og til 
Vandledning fra Aaen, om en saadan bliver gravet til Anlæg af det
paatænkte Jernværk eller andet Fabrikanlæg. Der forbeholdes ogsaa
andre Stykker af den udlagte Eng til Byggeplads for Brødrene
Drewsen mod forholdsmæssig Godtgjørelſe andensteds. Denne Be⸗
stemmelse træder i Kraft, naar disse Herrer have benyttet de paa Gu¬
denaaens østlige Side beliggende, af dem arvefæstede Grundstykker*
Reguleringscommissionen har at ordne og bestemme Alt som ikke 
henhører under Collegiernes eller under allerhøieste Afgjørelse, navnlig
at besørge Udskiftning af Engene mellem Forpagterne og Communen
(hvilken Commune?), anvise Nybyggerne Byggepladse, udfærdige
Overdragelsesdocumenter og anvende Overskuddet af Forpagtnings¬
afgifterne, efter at Skatterne ere fradragne, til Bestridelse af Bekost¬
ninger paa offenlige Indretninger til Communens Tarv**). Ny-
byggerne paa Vestsiden af Gudenaa skulle i 5 Aar, fra Resolutions¬
datoen (8 Januar 1846), være fritagne for at erlægge Jordafgift
af det Areal, som anvises dem til Byggeplads (omtrent ¼ til ½ Td.
Land ringe boniteret Jord) og Bygningsafgift af de Bygninger, der
opføres paa samme (en aarlig Bygningsafgii) af 50 Rbd. forudsætter
allerede en temmelig stor og prægtig Gaard). Efter de 5 Aars Forløb
skulle af de silkeborgske Nybyggere svares sædvanlig Bygningsafgift
og en Grundleie, hvilken i intet Tilfælde maa overstige 4 Sk.
100 □ Alen. Foreløbig, saalænge Pladsen ikke organiseres som
Kjøbstad, bortfalder Erlæggelse af Consumtion [forbrug] og Forma-
lingsafgift [næringsafgift]. Brændevinsbrænderier sættes paa samme Fod som
Landbrænderier. Nybyggernes Huse skulle være folide, Forhuset af
Grundmur, samtlige Bygninger teglhængte, Vaaningshusene med Fa-
caden umiddelbart mod Gaden og den mod Gaden beliggende ubebyg-
gede Grund indhegnet med forsvarlig malet Stakit eller Plankeværk.
Til Reguleringscommissionen indsendes Tegninger over de Bygnin-
ger, som skulle opføres, og den confererer om deres Tilladelighed med
bygningskyndige Mænd. Tiden, inden hvilken de saaledes antagne
Bygningsforslag skulle være udførte, fastsættes under Straf af Ret-
tens Fortabelse. Generaltoldkammer- og Commercecollegiet skal tage
under Overveielse, hvorledes det fornødne Toldopsyn kan indrettes
paa Pladsen som og om Foranstaltning til Ladepladsens Inddæm-
og Bygning af en Skibsbro eller Mole (i Langsøen nemlig).
     Senest inden Udgangen af Aaret 1849 skal nedlægges allerun⸗
berdanigst Beretning om, hvorledes Forholdene paa Pladsen have ud¬
viklet sig og om der maatte være Anledning til at forunde Pladsen
de sædvanlige Kjøbstadrettigheder, under hvilken Forudsætning det er
en Selvfølge, at de,som tidligere have nedsat sig, maae underkaste sig
de dertil svarende Forpligtelser. Rentekammeret skal tage under Be¬
tænkning, hvorledes det paatænkte nye Hovedlandeveisanlæg fra Aarhus
til Ringkjøbing, navnlig gjennem Hammerum Herred, og fremfor Alt
fra Silkeborg til Ikast, snarest muligt kan fremmes. Generaltold¬
kammeret skal tage under nærmere Overveielse, hvilke Foranskaltninger
der kan være at træffe, for snarest mulig at give Farten [Sejladsen] paa
Gudenaa al den Forbedring****), som Omstændighederne tillade.
Cancelliet skal gjøre Forslag til Pladsens offenlige Indretninger, dens
communale Væsen og sammes Bestyrelse m. v.
     Vi have nu givet vore Læsere et Udtog af den Anordning, som
skal fremkalde en Kjødstad ved Langsøen ved Silkeborg, for derved at
udbrede sin oplivende Velsignelse over det jydske Indland. Enhver
solid Kjøbmand, især Producthandler, Industriel eller Haandværks⸗
mester, som andensteds sidder i en god Næring, kan have Haab om,
saafremt ikke for Mange ansøge, at faae Bevilling til at drive sin
Næring paa Handelspladsen Silkeborg, hvor han kan faae en Grund
udlagt af nogle Skpr. Land og Frihed for Bygningsafgift til 8de
Januar 1851, naar han inden Aaret efter Bevillingens Dato har
indleveret og faaet bifaldt en Tegning over et Hus, som i samme Aar
maa være færdig bvgget, Næringsdriften bragt i Gang og Stakittet
forsvarlig malet. Landhaandværkere kunne, i Mangel af Kjøbstad-
haandbærkere, som bør nyde Fortrinet, ogsaa faae Lov til at bygge grund¬
murede Huse efter antagen Tegning paa Silkeborg Handelsplads og der
at drive deres Næring, dog maae de ikke holde Svende og Drenge
1849 haaber man at kunne anbefale Pladsen til at blive Kjøbstad.
Rentekammeret skal imidlertid betænke sig paa Anlæget af en Landevei,
Generaltoldkammeret skal tænke paa Seiladsens Forbedring paa Gu-
denaa og Canciliet paa den nye Communes  offenlige Indretninger.
Al Bedrift skal indskrænkes efter Stedets og Egnens Trang.
     For uindviede Øine ligger der en Modsigelse i Ønsket om
allerede i 1849 at kunne give de ved Silkeborg samlede Nybygger-
anlæg Character af Kjøbstad og først nu i dette Aar at overgive
de vigtigste Betingelser for Nybyggernes Fremblomstren til de for-
skjellige Collegiers Betænkning. Som bekjendt behoves hertil
en ikke ganske kort Tid, selv hvor det gjelder langt mindre Gjen¬
stande. Man kan ogsaa med nogen Grund frygte for, at de store og
vistnok bekoſtelige Anlæg, som nu knyttes til Nicobarserne [dansk koloni], paa hvilke
man med Sikkerhed veed, at der er brevet Stenkul iland, kan træde
hæmmende i Veien for disse store indre Anlæg, hvilke, i hvor vigtige
de end maatte være, dog vel neppe burde forhindre den stadige Afbe¬
taling af Statens ikke ganske ubetydelige Gjæld. Mulig kunde og-
saa Generaltoldkammeret, ved at tænke over Seiladsens Forbedring
paa Gudenaaen, komme til at tænke paa, hvormeget mange af vore
Fjorde og vore mindre Kjøbstæders Havne, ja Kjøbenhavns egen
Havn, trænge til Forbedring, samt at Danmark, som har en hel
Orlogsflaade, endnu ikke eier en rigtig god hurtigvirkende Mudderma¬
skine med Tilbehør. En saadan Maskine kostede mindre og virkede
vist til større Nytte for Seiladsen end rimeligvis Nicobarcolonien [Frederiksøerne[.
     For, saavidt det staaer i vor Magt, at give Læserne Anledning
til at dømme om Værdien af Kjøbstadanlæget ved Silkeborg, bør vi
endnu anmærke, at der har ligget en Kjøbstad nær ved Silkeborg,
nemlig ved Ry, som i sin Tid var Klosterbyen til Øm Kloster.
Saalidt trivedes denne Kjøbstad eller Omegnen ved den, at den alt
for rum Tid siden er nedlagt. Skanderborg, som ikke just er nogen
gammel Kjøbstad, kan eiheller rose sig af sin Herlighed eller af den
Rørelse [bevægelse], som er udgaaet fra den. Vi slutte nu, som vi begyndte, idet 
vi yttre: skal det jvdske Indland vinde forøget Rørelse [bevægelse] og gjøre
Fremskridt, lig dem, som lignende Egne i andre Lande have gjort, f
Ex. i Holland, da giv det Frihed, og ikke indesluttede Kjøbstæder; ja
skulle de andre danske Kjøbstæder kunne hæve sig, da giv Frihed til
Rørelse [bevægelse] og Omsætning i hele Landet, og vedbliv ikke med at klemme
Udviklingen inde mellem tvungne privilegerede, fideicommissarisk [båndlagt formue] bundne
Jorddrotter [herremænd], og privilegerede, laugsbefatte Kjøbstæder! Det gjelder
her ikke om Theorier og Utopier, men om den simpleste Virkelighed,
saaledes som den er foregaaet i Europa, lige for vore Øine, tæt uden
for vore Skriverpulte.

*) Dette tyder, som ovenanført, paa en øftlig Begrændsning, medens den
forrige Afdeling lod Øſigrændſen ubeſtemt. Efter dette maa man an-
tage, at Handelspladsen (Kjøbstaden) Silkeborg mod Øst ikke tør ud-
strækkes længere end til det Land, som Brødrene Drewsen nu have faaet
Arvefæste.
**) Her findes altsaa en Commune. Om det er de nævnte 50 Tdr. Eng
Undtagelse af Store-Maen, eller de 250 Tdr. Vestmark, sem Com¬
munens offenlige Indretninger skulle nyde godt af, er ikke saa ganske
klart; dog var dette ikke uvigtigt at vide forud for de tilkommende Com¬
munemedlemmer, som jo vil komme til at bære deres Deel Commu-
nens offenlige Byrder.
***) Heri synes at ligge en Spaadem om Consumtionens [forbrugets] Vedligeholdelse.
****) Den Simpleste Maade at ophjelpe Farten [sejladsen] paa Gudenaa, vilde xxx
være at gjøre Farvandet mere farbart. Er dette meget kostbart, da
er det vel at tage under Overveielse, om ikke et Jerntrækspor an-
bragt paa Veien til Aarhus var langt billigere og nyttigere.

     Undertegnede, der forestaaer Dhrr. Drewsen
& Sønners Papir-Oplag her i Horsens, tilla-
der sig at bekjendtgjøre, at Oplaget, som er i 
Gaarden Nr. 103 paa Søndergade, nu er for-
synet med flere Sorter Skriv- og Pakpapirer
af fortrinlig Godhed, som udsælges til Fabrikpriser.
NB. Det bemærkes, at der sælges ikke min-
        dre end et enkelt Riis.
                                            C. C. Fischer.

kan strax faa stadigt Arbeide, til forhøiet Løn, paa Pa-
pirfabrikken i Silkeborg. Det Nærmere aftales med
                                                    Marcus G. Bech.

     Det tegner dog til, at den herværende Plads vil
udvikle sig til en Handelsby. Foruden den af dHrr.
Drewsen & Sønner her anlagte anselige Papirfabrik,
som foraarsager meget Røre og Liv, har Hr. Høltzer-
mann, efter at være hjemkommet fra Udlandet, i disse
Dage her etableret en Manufakturhandel baade for 
Herrer og Damer tillige med vesassorteret Galan-
teri og Kolonialhandel.

     Hr. Redacteur! Jeg er voxet op med en af landets største gamle
Ruiner daglig for Øie, Synet af sammenstyrtende hundredaarige Mure,
hvorover Tidsler og Græs skyde frem, og som gjenlyde af Allikers og
Uglers Skrig, har derfor intet ræddeligt for mig; men jeg kan ikke
Andet end gribes af en bitter og uhyggelig Følelse ved at se endnu
nye Bygninger mærkede af Ødelæggelsens Spor, ved at se nylig
udførte, aldrig benyttede Anlæg synke sammen, enten fordi de ikke have
svaret til deres Hensigt, eller fordi stivsindet Fordom har modsat sig
deres nyttige Brug. En saadan kun 10 Aar gammel Ruin er jeg 
under min jydske Reise uventt stødt paa ved den 2 Mile Vest for 
Viborg liggende venlige Landsby Daugberg. Det er bekjendt, at her
og i Nabosognet Mønsted findes betydelige Kalklag; Beboerne bear-
beide disse paa deres egen Vis, uden al anden Kundskab om Reg-
lerne for slig Bedrift, end den, de have nedarvet fra deres Fædre;
enhver Bonde, som finder Kalk paa sin Mark, graver sig selv en
Grube, som han lader bearbeide af Husmænd eller sine Tjenestefolk,
og disse hugge sig frem gjennem høist uregelmæssige Gange, saalænge
indtil de støde paa Vand; da holde de op og begynde paa et nyt
Sted. Hvad der ligger under Vandet, om nye endnu bedre og
rigere Kalklag, eller Stenkul eller hvilketsomhelst andet Mineral, det
veed Ingen, thi Grubernes Eiere have ikke Raad til at foretage
Udpumpning eller til at bore sig dybere ned. Det var, synes mig,
altsaa Regeringen, der her skulde være kommet til Hjælp, og have
foranstaltet de fornødne Undersøgelser, men man fortalte mig paa
Stedet — skjønt jeg næsten ikke kan troe det forholder sig rigtigt —
at ingen Undersøgelse nogensinde har fundet Sted, ja at Gruberne
aldrig have været besøgte af nogen Geolog. Jeg skulde dog troe, at
det maatte interessere det Offentlige lige saa meget at komme til Kund-
skab om disse Egnes mineralske Beskaffenhed, som det har været det
magtpaaliggende at undersøge Islands og Færøernes. Kalken fra
Daugbjerg og Mønsted er i en viid Omegn bekjendt og søgt for sin
Godhed, den vil vistnok blive det end mere, naar Landeveienes For-
bedring tillader dens Transport længere bort, og ifald man virkelig
ikke kjender enten Lagenes Udstrækning, eller hvad der ligger under
dem, saa var det jo altid muligt, at disse Gruber engang i Tiden
kunde bringe et rigere Udbytte, end nu. Dog, jeg maa ikke sige, at
Regeringen Intet har gjort; den har i det mindste havt Villien der-
til, og Resultatet deraf er, som alt antyder, — en ny Ruin. Nord
for Byen Daugbjerg i en Huling mellem Bakkerne og i Randen af
et Egekrat, reiser sig en Bygning, der i det Fjerne seer ret impo-
sant ud, og som, naar man kommer til Stedet, viser sig at være en
sexkantet 3 Etager høi Kalkovn, efter et nyere System, opført for
en halv Snes Aar siden for Regeringens Regning af Hr. Kammer-
raad Kabell, for at træde i Stedet for de ufuldkomne brændselspil-
dende Ovne, Bønderne opføre sig selv. Men enten det nu forholder
sig, som disse paastaae, at Hr. Kabells Ovn er ubrugelig, fordi den
ikke vil trække, eller det kun er Vane og Fordom, som har for-
hindret dens Tagen i Brug, saa er det vist, at den kun staaer der
til Pynt for Egnen og til Spot for den gode Villie, der har spildt
8 à 10,000 Rbd. paa den. Lugerne hænge løse og klappre for Vin-
den, forsaavidt de ikke ere bortstjaalne til Brændsel eller nedfaldne
paa Jorden, fordi Hængslerne ere afbrækkede, Stormen river Tag-
stenene af og det indre Træværk vil snart raadne bort eller bortstjæ-
les; det for en Opsynsmand opførte Hus ved Siden af staaer lige-
saa øde; Dørene ere borttagne, Ruderne udslagne, Sprosser, Gulve
og Paneler overdragne med Skimmel og begyndte at raadne. Be-
fandt der sig en Røverbande i Nærheden, saa kunde den finde et yp-
perligt Skjul i disse Bygninger, som ligge afsides og vist saare sjel-
dent betrædes af nogen fremmed Fod. Hvorom nu Alting er, saa
forekommer det mig, at Regeringen havde gjort bedre at anvende den
Sum, denne Ovn har kostet, til at indrette et Pumpeværk for at
faae det Arbeidet hvert Øieblik standsende Vand ud af Gruberne, eller
at den, hvis den endelig vilde lære Bønderne en bedre Brændings-
methode, burde have ansat en sagkyndig Mand der, som kunde veilede
dem og praktisk overbevise dem om den nye Methodes Fortrin, men
at man har handlet meget besynderligt ved at foretage et efter Forhol-
dene ret kostbart Anlæg og saa overlade det, som man siger, til
Vind og Vove.
     Med Indtrykket af Ruinen ved Daugbjerg friskt ankom jeg til den
smilende Oase i den jydske Hedeeørk, Herregaarden Hald, der, som
bekjendt, ligger en Miilsvei Sydvest for Viborg, ved en betydelig Sø
og omgiven af Skove. Ogsaa her skulde der være en Ruin, og det
en gammel og ærværdig, af Ridder Bugges Slot; nu er den des-
værre ikke langt fra at være forsvunden, paa de mægtige Volde og
Grundvolden af et Planketaarn nær, thi de forefundne Masser af
Muursteen og tilhugne Qvadre have forlængst faaet al Slags nyttig
Anvendelse paa og om Gaarden. Jeg kan meget godt lide Driftighed
og holder af at see nye Bygninger, velholdte Gjærder og pyntelige
Terrasser, men jeg synes mindre godt om — maaskee er det en For-
dom, et Sværmeri — at Minder fra Fortiden, det være nu Lev-
ninger af gamle Bygninger, der have en Historie, eller blot Steen-
dysser paa Marken anvendes dertil. Noget er imidlertid nogenlunde
heelt, skjønt ogsaa i ramponeret Tilstand, tilovers af det gamle Slots
Minder; det er de mærkelige og i konstnerisk Henseende ikke alle vær-
diløse Portraiter af dets ældre Besiddere, som have givet Steen Bli-
cher Stoffet til en smuk Novelle. For deres Bevaring og Restaura-
tion antager jeg der nu vil blive sørget, thi nu er Hald med sit Til-
liggende af Skove, Jorder, Møller og Afbyggersteder, efter lang
Underhandling og megen Omtale, endelig bleven Regjeringens Eiendom;
Approbationen [godkendelse] paa Kjøbet ankom, just som jeg befandt mig der i Eg-
nen; Kjøbesummen er 67,000 Rbd. foruden nogle mindre Emolu-
menter [indtægter], som den forrige Eier har betinget sig. Jeg erindrer, at
denne Handel, da den første Gang var paa Bane, blev omtalt i
Deres Blad og Regjeringens Hensigt misbilliget og fraraadet, og
uagtet Eiendommen nu staaer Staten noget billigere end dengang, er
det vistnok tvivlsomt, om man ikke endnu maa give Dem Ret. Jeg
begriber vel, at Viborgs Indbyggere kunne glæde sig over, at see
Halds Skove gaae over i Regjeringens Haand og forbindes med de
Plantninger, der ere begyndte Syd for Byen, hvorved denne faaer
Udsigt til engang at see sin Hedeomgivelse forvandlet til en smuk Skov-
egn. Jeg maa ogsaa nu erkjende, at De, Hr. Redacteur! tidligere har
været mindre vel underrettet, naar De har kaldt Halds Skove for-
huggede, thi i det mindste i den sidste Snes Aar have de været saa
varsomt fredede, at de nu paa sine Steder kunne trænge til Udluft-
ning, og disse Skove, der indtage 600 Tdr. Land, ere altsaa, uagtet
Træerne ikke have nogen betydelig Størrelse, i denne skovløse Egn
en Gjenstand af Værdi. Jeg indrømmer endelig gjerne Priseligheden
af Regjeringens Stræben at konservere nogle større Skove i Jyl-
land og navnlig at beplante ødeliggende Sandbanker og Hedestræk-
ninger. Men med alt Dette troer jeg ikke, at det er rigtigt, at Sta-
ten anbringer betydelige Summer i nye Domainer, saalænge den har
saamange andre haardt savnede og ganske uundværlige Anlæg og Indret-
ninger at anvende sit, formedelst det stedse voxende Udgiftsbudget tarve-
lige og i Tidens Længde problematiske, Overskud til; jeg troer saa-
meget mindre dette, som det er vist, at Staten altid har mindre Ind-
tægt af sine Eiendomme, end disse i privat Besiddelse kunne yde, saa
at de i Domainer anlagte Capitaler ikke engang ere godt anlagte.
Jeg troer fremdeles, at, da de for Landmanden haarde Tider, der bevæ-
gede en stor Deel af de private Skoveiere til at slaae deres Skove
ned for Fode, forlængst ere forbi, og det tvertimod er vist, at ikke
blot de større Besiddere, men selv de mindre Lodseiere have lært, at
fornuftig bestyrede Skove ere en fordeelagtig Eiendom, og derfor baade
skaane denne Art Besiddelse og bestræbe sig for at forøge den, saa
behøver Staten nu ikke at sætte sig i Besiddelse af flere Skovstræk-
ninger, for at være vis paa deres Bevaring og fornuftig Behand-
ling; men der burde snarere være god Anledning til at bortsælge dem,
den alt er i Besiddelse af, idet Salget af de baadesgaardske Skove
paa Lolland, som er skeet for nylig, har viist, at Skove, der, saa-
længe de vare Statens, saa godt som slet Intet have indbragt i
aarlig Indtægt, af Privatmand kunne betales med c. 50,000 Rbd. Den
gjældende Lovbestemmelse — der, foreløbig bemærket, forekommer mig
at være en meget nærgaaende Indskrænkning i den private Eiendomsret
— at ingen privat Skoveier i de første 10 Aar af sin Besiddelsestid
tør hugge mere i sine Skove, end der udvises af den dertil ansatte
kgl. Forstembedsmand, en Bestemmelse, der i Jylland i det mindste,
saavidt mig bekjendt, omhyggelig overholdes, turde i alt Fald
være mere end tilstrækkelig til at forebygge Ødelæggelse af private
Skove. Jeg troer saaledes ikke, at Regjeringen burde have kjøbt
Hald; jeg troer, at man rolig kunde seet paa, at dens Skove gik
over i en privat Eiers Haand. Nu, da Kjøbet er sluttet, vil det
vel snart vise sig, om det ene er Skovene — det eneste Værdifulde
af Halds Tilliggende — man har villet sætte sig i Besiddelse af; thi
i saa Tilfælde vil det Øvrige af Eiendommen vistnok blive fraskilt og
bortsolgt igjen, samlet eller i mindre Dele. Jeg maa tilstaae, at jeg
efter flere Yttringer, jeg hørte, ikke troer ret derpaa, men er tilbøielig
til at nære den Formodning, at den bekjendte Localembedsmand, der
har været Regjeringens Commissionair ved denne Handel og har
drevet paa den med stor Iver, turde have Noget derunder. Mulig
kunde han finde det en passende Belønning for sin Tjenstiver i
denne og andre Retninger at erholde [få] Hald anvist til Sommerresidens;
thi det siges at være betydet den forrige Eier, som har betinget sig
fri Bolig for sin Levetid paa Gaarden, at han i paakommende Til-
fælde maatte finde sig i at flytte ud af Hovedbygningen og ind i et
til Bolig for ham opført nyt Hus. At nemlig enten Hs. Majestæt
selv skulde agte at indrette Hald til et kongeligt Lystslot, eller at
Staten skulde have noget andet særeget Brug for den ingenlunde
rummelige eller solide og langt fraliggende Bygning, synes uantageligt.
     Er det urimeligt, Hs. Majestæt skulde ville holde Hof paa 
Hald, saa er det vist, at Silkeborg Hovedbygning for Tiden ind-
rettes til denne Bestemmelse. Ingen kan fortænke Hs. Majestæt i
at Allerhøiestsamme finder dette Sted Smukt og kan have lyst til at
dvæle der nogle Sommerdage; det er ogsaa vist, at Hovedbygningen,
som den var, var uendelig slet [ringe] skikket [indrettet] til at være et kongeligt Op-
holdsted, og at deres Majestæters Følge under de tidligere Ophold
her have lidt de allerføleligste Savn på Bekvemmeligheder. Men 
mon der alligevel er nogen fornuftig Grund til at anvende, det være
nu 10 eller 16000 Rbd. - thi jeg har hørt begge Summer op-
give af paalidelige Folk - paa Silkeborgs Istandsættelse? Det er 
for det Første vist [sikkert og vist], at Anlæggerne af de silkeborgske Fabriker, Brø-
drene Drewsen, have andraget paa tilligemed Gaardens Jorder og
Ladegaardsbygninger ogsaa at sættes i Besiddelse af Hovedbygningen, 
med det Tilbud, at de vilde istandsætte og udvide samme og indrømme
Hs. Majestæt og Følge Bolig der, naar Allerhøiestsamme besøgte 
Stedet. Det er dernæst vist [sikkert og vist], at Silkeborg Hovedbygning - eet een-
etages Hus med en tre Fags Qvist midt paa og en toetages Pavillon
ved hver ende - ikke blot er saa lille, at den aldrig kan blive noget
beqvemt Opholdssted for et Hof, hvordan den saa indrettes; at den
er usolid, saa at dens Vedligeholdelse altid vil koste meget, og at den 
endelig er saa uanselig og ligger saa afsides nede i en Krog mellem 
de til Fabrikarbeiderboliger og Kludemagaziner indrettede Ladebygnin-
ger, at den ikke engang synes passende til en Kongebolig. Og hvad
er det saa, Hr. Statsraad Koch - der paa een Gang er Hoffets
Bygningskyndige Raadgiver og dets Bygningsentrepreneur, og som
sikkert maa kunne give Oplysning om de høist vigtige Grunde, der 
have talt for at anvende en betydelig Sum for at skaffe Hs. Majestæt
et Logis paa nogle Dage hvert 3die eller 4de Aar, et Logis, som 
var tilbudt Hs. Majestæt gratis - har faaet ud af dette gamle Hus
for 10 eller 16000 Rbd.? Det er nogle smaaværelser, der til Nød
kunne kaldes Dagligstuer for en borgerlig Familie, det er en Række
ved høilys Dag bælmørke Qvistceller, hvori formodenlig Hofbetjenin-
gen skal kukkelure, det er endelig en lille net Bedesal i Christiansfelter
Stil. En Bedesal! udbryder De, Hr. Redacteur, kan Hoffet da ikke
opholde sig et Par Dage paa Silkeborg midt i en yndig Naturs
store Gudshus, uden at skulle sukke og bede inden fire dertil hvidtede
Vægge? De gjør imidlertid Hoffet uret; Bedesalen indrettes ikke for
dets Gudsfrygt, men for den vordende [kommende] Kjøbstad Silkeborgs; og der 
enten er allerede ansat eller skal ansættes en Capellan pro loco [residerende] i det
Landsogn, hvori samme skal ligge, til at administrere Bedesalen. De
spørger vel altsaa fremdeles: men er der da en Kjøbstad? Det kan 
man egentlig ikke sige; der er rigtignok Noget, nemlig 5 færdige Huse,
5 eller 6 under Bygning, et Stykke brolagt Gade saa langt, som 
Amagertorv er bredt, og for Enden af samme nogle Rudera [ruiner] af
en Qvaderstens Bro over en Arm af Aaen, der er stillet i 
Bero, fordi man har manglet den Kalk, som man i Daugberg
ikke bryder sig om; men da jeg intetsteds har bemærket de grønt-
malede Stakitter, der, ifølge Anordningen [bekendtgørelsen] for Kjøbstadens Anlæg,
skulde udgjøre en af sammes characteriske Bestanddele, saa veed jeg
ikke rigtig, om jeg tør betragte disse Ting som dens Begyndelse. I
alt Fald, vil De svare, Hr. Red., tykkes det mig da, at man kunde
vente med Bedesal og Præst, til Byen fik Indbyggere. Fuldkommen
rigtigt, det er ogsaa min Mening: jeg vil betroe Dem, at, da jeg fra
Bedesalen gik tilbage over  nysomtalte brolagte Gade, ventede jeg der
at møde i det mindste Træskoene af en Vægter og Stokken af en Po-
litimester. Imidlertid kan der dog siges Noget for, at Bedesalens Anlæg
gaaer forud for de bedendes Ankomst, thi det er ikke usandsynligt,
at Silkeborg vil komme til at ligne Rom deri, at dens første Befolk-
ning størstendels kommer til at bestaae af Landstrygere, og saadanne
kunne naturligviis have godt af fra det første Øieblik af at vænnes
til Gudsfrygt og gode Sæder [traditioner]. Af Alt, hvad jeg saa her, glædede
kun Naturens Skjønhed og den drewsenske Fabrik mig; ved siden
af den sidste er alt en ny under Bygning, og Grunden er lagt til
en Bolig for Fabrikherren, der aldeles vil stille Kongeboligen i Skygge,
uagtet hin vel neppe koster mere at bygge end denne at indrette; men
Brødrene Drewsen have heller ikke Statsraad Koch til Bygmester.
     Hermed vil jeg, Hr. Redacteur, slutte denne Brevvexling; vel
har jeg endnu seet og hørt Et og Andet, der mulig turde være offen-
lig Meddelelse værdt, men jeg frygter for at falde deres Læsere be-
sværlig ved at udbrede mig længer over en Provinds, hvilken en stor
Del af dem ere vante til at betragte som et fjernt Siberien, eller dog
som et ligegyldigt Tilhængsel til det store kjøbenhavnske Rige. Maa-
skee hører De dog en anden Gang mere fra mig om jydske Forholde,
naar jeg tør antage denne Portion for fordøiet eller glemt. Jeg
vil endnu blot tilføie, at jeg besaae den nye Fængselsbygning ved
Horsens, men at den endnu ikke er saavidt fremmet, at jeg tør yttre
mig om dens Indretning, da Planen ikke er kommet mig for Øie;
saa vidt jeg kunde skjønne, vil den blive af behørig Soliditet, og
Stedet, der er høit og frit beliggende, synes mig godt valgt. — De
har maaskee læst i andre Blade, at Jylland i denne Tid er bleven
bereist af en Commission, bestaaende af Dhrr. Etatsraad Ussing,
Bygningsinspecteur Friis og Lægen Selmer, med det Hverv at
opsøge en beqvem Plads til Anlægget af en stor Daareanstalt. Efter
Forlydende har Commissionen fundet en saadan Plads tæt Norden
for Aarhus, og staaer nu i Underhandling om dens Erhvervelse. —
Høstberetninger vil De kunne have friskere og paalideligere fra Pro-
vindsaviserne, end fra mig. De Landmænd, jeg havde Leilighed til
at tale med, vare alle særdeles tilfredse med Rughøsten; derimod ven-
tede de mindre af Vaarkornet, navnlig af Byggen.
     Jeg har den Ære at forblive
                                                       Deres osv.

I "Fædrelandet" og den "Berlingske Tidende" findes tvende Ar-
tikler, hvori man er uenig, om det er Regeringens eller Stændernes
Skyld, at den hidtil bestaaende Udførselstold paa Klude er forbleven
uforandret; hvorimod man er enig i, at Kludetolden bør betydelig
nedsættes, eller returneres saaledes, at den ikke mere kan blive nogen
Beskyttelse for Fabrikerne.
     Naar Frihandelssystemet er blevet organiseret i de andre Stater,
kunde vi, for vort Vedkommende, naturligvis ei have Noget imod, at 
det ogsaa her træder i Kraft, men indtil den Tid maae vi som
Fabrikanter paa det bestemteste opponere [protestere] imod en Forholdsregel,
hvorved Fabrikvæsenet absolut maa tilintetgjøres. Fabrikanternes
Tal her i Landet er desto værre kun saare lidet, og ved Stænderne
ere de saa svagt repræsenterede, at det bliver en let Sag for den
større og lang kraftigere repræsenterede Handelsstand at undertrykke
Fabrikstanden, naar den ikkun vil varetage sin egen Interesse. Spørgs-
maalet bliver her, om Danmark skal vedblive selv at have Papirfabriker,
eller om Kludene, som et raat Materiale, skal gaae ud af Landet, og komme
tilbage som Fabriat; og som Følge deraf, om Danmark staaer sig
bedre ved at betale en Arbeidsløn til Udlandet, end ved selv at lade
Landets Befolkning have Fortjenesten ved denne Fabrikation. - Ind-
senderen af Artiklen i Nr. 256 af "Fædrelandet" godtgjør efter
Dieterici [forfatter], at Productionen for Danmark af Klude, beregnet til 
4 Pd. pr. Individ, udgjør 80,000 Centner [1 centn. = 50 kg] aarlig. Denne Bereg-
ning kan være meget rigtig for Preussen, men det ligger i Sa-
gen selv, at den ikke kan anvendes for alle Lande. I Jylland, som
er Danmarks største Provinds, gaaer den simplere Mand almindelig
kun i uldent og ligger kun paa Uldent. I denne Provinds vil 
Dieterici's Beregningsmaade ikke kunne holde Stik, og vi paastaae, at 
Danmark ikke frembringer flere Klude, end hvad dets Papirfabriker
selv kunne forbruge. Anslaae vi dette Forbrug til 60,000 Centner,
saa mener Indsenderen i "Fædrelandet", at Fabrikationen af disse
60,000 Centnerkoster Landet 173,000 Rbd. Udførte Danmark
derimod disse 60,000 Centner, og indførte dem igjen som Papir, saa
komme vi, Kludene beregnet til en Mellempris af 4 Mk. pr. Lpd.,
og Papiret til en Mellempris af 2 Rbd. pr. Ris, til følgende Re-
sultat:
     60,000 Centner Klude à 4 Mk. pr. Lpd.          250,000 Rbd.
   375,000 Ris Papir à 2 Rbd. pr. Ris                      750,000 Rdb.
Danmark vil altsaa komme til at betale til Udlandet for Fabrikationen
af sinde Klude 500,000 Rbd., og vi ville nu spørge Indsenderen i 
"Fædrelandet", hvad der vil  være det dyreste for Landet
     Hvad de 300 Rbd. angaaer, som hver Arbeider ved Papirfabri-
kerne aarlig skulde koste Landet, da er denne Paastand lige saa daarlig
baseret, som de øvrige Paastande mod "de beskyttede" Papirfabriker.
Her paa Silkeborg, hvor der kun er een Papirmaskine, leve 150
Individer, og da der i Danmark er 6 Papirmaskiner, ernæres der 
omtrent 900 mennersker ved disse.
     Med Hensyn til Artiklen i den "Berlingske Tidende", som 
mener, at Forhøielsen af Papirprisen og Nedsættelsen af Kludeprisen
er en Følge af, at den bestaaende Udførselstold paa Klude er bleven
uforandret, da ville vi gjøre Opmærksomme paa, at Forhøielsen kun
angaaer de hvide Trykpapirer med 2 Skilling pr. Pund. Disse Pa-
pirer ere i det sidste Aar blevne langt bedre og smukkere end forhen,
og det vil for Enhver være Indlysende, at en saadan Forbedring ikke 
kan skee uden en forøget Udgift for Fabrikanten; regner man hertil
den ved Dyrtiden foraarsagede høiere Arbeidsløn, saa vil man let
indsee Grunden til den omtalte ForHøielse. Hvad Nedsættelsen af 
Kludeprisen angaaer, da tillade vi os at spørge den "Berlingske Ti-
dende" om den troer, at Klude have en faststaaende Pris, og at disse
ei ligesom andre Handelsartikler er underkastede Conjunkturer, hvor-
ved Prisen snart er lavere, snart høiere.
     Dersom den "Berlingske Tidende" stadigen havde viist os den 
Opmærksomhed som nu, da vilde den have fundet, at dette ikke er den
første Gang, at der er sket Forandring i Kludepriserne.
     Silkeborg i November.                                           M. Drewsen.

     Til undertegnede Comitee er endvidere indkommet,
deels directe, deels igjennem Krigsministeriet:
(indsamling i forbindelse med krigen 1848 - kun beløb 
indsamlet i Silkeborg nævnes).

*Linaa og Dallerup Sogne, Papirfabrik-
personalet paa Silkeborg og Hr. M. 
Drewsen.                                                           566 Rbd.  55 Sk.

*Silkeborgs Handelsplads og nogle Bøn-
  der i Mollerup                                                    54 Rbd.  48 Sk.

     I denne for Fædrelandet trykkende Tid, er der for 
enhver god Borger dobbelt Opoffring til, hver i sin
Kreds, at bidrage sit til: at den fattige Arbeider ikke
lider Afbræk i sin vante Næring, der tarveligt nok
er ham meddelt, og oprørende vilde det vistnok
være, om en enkelt Mand, hvis Virksomhed griber
ind i talrige Familiers Existence, og hvis Velstand
er begrundet i en Toldsats, der gjelder lige med
Prohibation, vilde benytte sig af de forhaan-
denværende Omstændigheder, uden Hensyn til den
Elendighed, han derved fremkalder for den fat-
tige Classe. En saa vanærende Beskyldning, ville
vi opfordre Dhrr. Drewsen og & Sønner offentlig at
fralægge sig. Flere af de Commissionairer, der gjøre
Opkjøb af Klude for Dhr. Drewsen & Sønner, have
anmeldt for de mindre Samlere, at Dhr. D. & S.
have nedsat Kludene med omtrent en Treidedeel af
den for disse tidligere betalte Priis, og derved endnu
foreskrevet Betingelser for samme Betaling, som i og
for sig er ligesaa trykkende.
    Naar det nu er factisk beviselig, at Drewsen &
Sønner fra Begyndelsen af dette Aar har har forhøiet
Priserne paa deres Papir, at de kun have kunnet
gjøre dette paa Grund af den Begunstigelse, de finder
i den høie Toldsats for fremmed Papir, naar det
fremdeles er indlysende for Enhver, at ingen af de
Omstændigheder, der i vore nærværende Forhold
kunne indvirke Trykkende paa en Fabricata, kunne 
have havt nogen Indflydelse paa den, der her er Tale
om, saa er der vistnok stor Opfordring for Dhrr. til 
offentlig at fralægge sig denne Beskyldning, eller for 
Regjeringen, ved en provisorisk [midlertidig] Ophævelse af den be-
staaende Told for Udførsel af Klude, at bidrage sit
til at lette de Fattiges Kaar, for hvem Kludesamling
er det eneste Erhverv.

               Hr. Redacteur!
     I Anledning af et Inferat i Deres Avis af Man-
dagen den 15de ds. anmode vi Dem om at give
nedenstaaende Bemærkninger Plads i Deres Blad.
     Den senere Tids foruroligende Begivenheder, der 
for os vare saameget mere truende som vor vigtigste
Fabrik er beliggende i en af Fjenden occuperet Pro-
vinds hvor vi daglig kunde vente et fjendtligt Over-
fald, maatte vel bringe os til at tænke paa at tage
Forholdsregler, for at imødegaae hvad de maatte
komme.
     Da al Communication over Randers til Silkeborg
for Øieblikket er standset, hvorved vi altsaa ere for-
hindrede fra at bringe de fornødne raae Materialier, 
Klude etc. derover, da endvidere Aftsætningen i Papir
ligeledes er indskrænket derved, at Holsteen, Slesvig
og Jylland ere occuperede af Fjenden, ved at Bogtryk-
kerierne i Kjøbenhavn kun arbeide lidet og at forre-
sten Enhver kun kjøber det Allernødvendigste, formene
vi, at det i et saadant vanskeligt Øieblik maa være
Fabrikanten saavelsom enhver anden Næringsdrivende
tilladt at tage de Forholdsregler, som han anseer ab-
solut nødvendige for at holde det Hele igang.
     Dersom vi vilde have gaaet den almindelige Vei
og taget de Forholdsregler, som i lignende Tilfælde
ere brugelige i andre Lande, da havde vi standset
med at arbeide, vi havde sat Fabriken i Stilstand,
suspenderet alt Indkjøb af raae Materialier og af-
skediget Arbdeiderne. Det er det, som dag skeer i
England, og endskjøndt denne Forholdsregel ikke kan 
billiges [bifaldes], maa man dog vel indrømme, at Fabrikanten
kun til en vis Tid kan vedblive at fabrikere uden at 
sælge. Men dette er ikke skeet hos os, Fabriken her
er nu som før i fuldt Arbeide Dag og Nat, ingen
af vore Folk ere afskedigede, og de faae deres sæd-
vanlige fulde Betaling. Det er især for at glæde
Hr. 14., hvem vi troe vort Vee og Vel særdeles lig- 
ger paa Hjertet, at vi have givet denne Oplysning.
     De Forholdsregler, som vi derimod have anseet for
nødvendige i en kort Tid at lade indtræde, bestaae
deri, at vi have tilskrevet samtlige de Folk, som vi 
staae i Forbindelse med, at de maae afvente vor nær-
mere Ordre, inden de igjen sende os Klude, og at de
maae beholde, hvad de have i Forraad, saalænge ind-
til vi igjen kunne seile til Randers, og indtil Papir-
handelen igjen kommer igang. Vi troe at dette er al-
mindelig Kjøbmands-Coutume, naar uforudstte Om-
stændigheder indtræffe, og da al Handel i dette Øie-
blik meer eller mindre lider under Tidsomstændig-
hederne, hvorledes skulde da Kludehandelen kunne
gaae Fri? Men vi maae aldeles benægte den Paa-
stand, at vi skulde have nedsat Priserne paa Klude,
for derved paa en uædel Maade at tilvende os en
Fordeel paa Fattiges Bekostning; denne Efterretning,
der er flydt af den samme urene Kilde som Hr. 14's
hele øvrige Inferat, er aldeles blottet for al Sand-
hed. Vor directe Forbindelse med de egentlige Klude-
samlere er saagodt som ingen; med Undtagelse af 
nogle faa her ude i Egnen have vi ingen Forbin-
delse paa første Haand, alt vort Indkjøb af Klude
er paa anden og treide Haand, og vore Priser ere 
aldeles uforandret de samme som de i længere Tid
have været. Maaske vil Hr. 14 gjøre os ansvarlig
for mere end vore egne handlinger, Noget hvorimod
vi dog maae protestere.
     Forøvrigt skulle vi ikke trætte Publicum videre ved
at omtale de noksom belyste Toldsatser paa Klude
og Papir, kun om de saakalte forhøiede Priser paa
vort Papir skulle vi endnu tillade os Følgende: -
Naar Fabrikanten saameget som muligt stræber efter
at forbedre sit Fabrikat, at give det de Egenskaber,
hvorved han ene sikkrer sig Afsætning og hvorved
han kan tage det op med fremmed Concurrence;
naar han for at komme dette Maal nær, anskaffer
Maskiner, tilegner sig nye Opfindelser og i det Hele
gaar frem med Tiden, ere vi af den Formening, at 
naar disse Bestræbelse lykkedes, naar han ved en Rast-
løs Stræben forvandler vort indenlandske raae Ma-
teriale, Kludene, der her er af saa ringe Qvalitet,
til gode brugelige Vare, er han berettiget til, efter-
haanden som hans vare blive bedre, at forlange en 
Priis, der staaer i forhold til deres Qvalitet. Det
er ikke andet end netop dette, der er skeet. Vi ville
her kun tale om vore Trykpapirer og navnlig om 
Aviserne Berlings Tidende, Fædrelandet, Adresse-
avisen, saaledes som disse nu udgaae og saaledes som de
kom blot for et Aar siden. Men af alle vore Skriv-,
Tryk- og Pakpapirer er der netop kun een Sort, nemlig
vort Trykpapir Nr. 1, som er hævet i Prisen; det 
er om denne ene Slags, at dette Rama-Skrig har
reist sig. Men vort Tryk Nr. 2 kan nu bruges
mange Steder, hvor der forhen brugtes Nr. 1.
     Ovenstaaende Bemærkninger have vi kun givet for 
at oplyse Publicum, men paa ingen Maade for at 
imødegaa saadanne ligesaa ubeføiede [uberettigede] som umotive-
rede Angreb af Hr. 14, og disse Ord ville derfor
ogsaa i denne Sag være de sidste fra vor Side.
     Strandmøllen den 18de Mai 1848.
                                       Drewsen & Sønner.

     Tolv arbeidsføre Fruentimmer kunne strax er-
holde [få] Arbeide ved Papirsfabriken paa Silkeborg;
man henvende sig desangaaende til Fabrikmester Da-
nielsen sammesteds.

Fortegnelsen over de Gjenstande, som ved Centralcomiteen for
Danmark ere afsendte til samme.
(kun indhold vedr. Silkeborg er tastet)
     Fra Papirfabrikanterne Drewsen & Sønners
Fabrik i Silkeborg. Prøver af Postpapir. Do. af
Søkortpapir. Det udstillede Papir er fabrikeret paa det
dem tilhørende Fabrik, Silkeborg i Jylland, og glittet
paa en af dem selv construeret Satineer-Maskine. Prø-
verne ere glittede i heel Længde. Fordelen herved er 
den, at man sparer en betydelig Arbeidskraft, idet man
paa denne Maskine med to Arbeidere udretter i den 
samme Tid det Dobbelte af det som udrettes med sex
Arbeidere ved at glitte paa den gamle Maade imellem
Plader. Hvad der endvidere maa ansees for en stor
Fordeel ved denne Satineer-Maskine er, at den frem-
bringer den største Glathed uden at beskadige Papiret,
medens derimod den haarde Glitning med Plader altid
gjør Papiret Transparent. Tillige er Fabrikanten fri
for at holde Lager af forskjellige Plader til forskjellige 
Papirsorter, da den her omhandlede Maskine glitter i 
alle Formater og kan, om man vil, bringes til at glitte
Papiret i samme Brede som Papirmaskinen leverer det,
uden først at være skaaren i Strimler.

     Til Silkeborg Papirfabrik indkjøbes alle Slags finere og 
grovere Lærreds-, Bomulds- og Hvergarns-Klude i Lispund
og Pundeviis, efter foresatter Priser; ligesom Kludesamlere,
efter Fabrikkens mig givne Fuldmagt, kan erholde [få] Pas til
Kludesamling paa Landet hos                S. Sørensen
     Viborg, den 30te Mai 1851.               Papirhandler,
                                                              paa Hjultorvet.

     Alle Slags Papirsorter, af Skriv-, Tryk- og Pakpapir fra 
Silkeborg Papirfabrik, udsælges saavel en detail som en gros,
i sidstnævnte Henseende til Fabrikpriis, fra min her etablerede
Papirhandel.                                           S. Sørensen,
     Viborg, den 30te Mai 1851.              paa Hjultorvet.

     - "Centralblatt für deutsche Papir Fabrication von Alwin
Reidel in Halle" indeholder følgende Anmeldelse af de Papir-
prøver, der af Firmaet "Drewsen og Sønner" ere sendte til 
den store Industriudstilling i London:
          "Fra Danmark er til Industriudstillingen i London frem-
     sendt af Drewsen & Sønner (Silkeborg, i Jylland)
     Mønstre af de i Fabriken fremvirkede og i deres oprinde-
     lige Længde glittede Papirer. Den til Glitningen benyttede
     Maskine gjør Papiret overordentlig glat, uden at beskadige 
     dette, og kan glitte Papir af forskjellig Størrelser, saa at 
     flere større og mindre Glitteplader bespares.
     "De udstillede Papirer ere glittede med den af os i Cen-
tralbladet tidligere anbefalede Satineermaskine og fremvises som 
en Prøve paa, hvad herved kan præsteres. De med denne Ma-
skine forbundne Fordele ere betydelige, thi, uden at tale om, at 
alle Zink- eller andre Metalplader eller Glandspapper spares, saa
er Betjeningen ved selve Maskinen ogsaa meget billig, idet der 
nu hertil kun udfordres 3 Mand, medens man tidligere maatte
anvendes 15 til 20 Fruentimmer. Maskinens egale [jævne] Arbeide har
fremdeles ogsaa den Fordel ved sig, at det intet Affald frem-
kommer ved Satineringen, at Papirerne paa alle Steder blive ens
satinerede [tilpasset], og at Farverne paa Brev- og fine Omslagspapirer
ikke blive trykkede, saa at der hist og her opstaar Pletter. Men
hvad der forekommer os at være den største Gevinst, er den ved
Satineermethoden frembragte større Holdbarhed ved alle limede
Papirer, hvilket ogsaa opnaaes ved det for Maskinen til Grund
liggende ejendommelige Princip.
     "Vi ansee dette nye Satineerapparat, uagtet de med An-
skaffelsen af samme forbundne Omkostninger, for en Nødven-
dighed i enhver Fabrik, hvor der tilvirkes fine Sorter, ja
selv hvor der kun fabrikeres Middelsorter, da man i den senere
Tid ikke godt kan sælge andre end satinerede Papirer.
     "Hvad selve Papirerne angaaer, da ere de hævede over al
Roes. Renhed og Nethed i Arbeidet, omhyggelig Behandling af
Stoffet, en smuk Hvidhed ved de ufarvede og en fin Farvefor-
deling ved de farvede Papirer, ikke at tale om den fortræffelige
Limning, ere Fortrin, der berettige dem til frit at kunne stilles
ved Siden af Udstillingens bedste Fabrikata."

(kun indhold vedr. Silkeborg er tastet)
     Foruden det officielle Catalog, der indeholder en
kort Beskrivelse af de ved den engelske Udstilling ud-
stillede Ting, har Commissionen foranstaltet en 
mere omfattende Beskrivelse med Træsnit og Bedøm-
melse af Sagkyndige, som have deeltaget i at for-
fatte dette interessante og indholdsrige Værk. Det
bestaaer af fem Dele, som nu alle ere udkomne.
Femte Del indeholder iblandt andet Beskrivelse af 
de fremstillede danske Gjenstande, samt Træsnit af 
følgende:   .....
     4. Drewsen & Sønner, Silkeborg i Jylland,
Fabrikanter, Prøver af Papir, som er glaseret i 
dets hele Længde ved en Maskine, der er constru-
eret af Opfinderne. Denne Maskine frembringer en
betydelige Besparelse i Forarbeidningen, da den, ved
Hjælp af to Mand, vil glasere det dobbelte af den 
Mængde Papir, som sex Mand i samme Tid paa 
den ældre Maade imellem Plader. Den frembrin-
ger stor Jævnhed, uden at beskadige Papiret, medens
Fremgangsmaaden med at anvende Plader gjør Pa-
piret gjennemsigtigt. Med denne Maskine kan ogsaa
glaseres Papir af alle Sorter i samme Form og 
Længde, hvormed det forlader Maskinen.
     Glasering af Papir i England frembringes ved at
lade det passere imellem vel polerede Staal-Valtser.
Naar disse ere ophedede siges Papiret at være varmt
valtset. Valtserne føres imod hinanden med Skruer
og Papiret underkastes derved et saa stærkt Tryk,
at det erholder [får] en meget Jævn og poleret Overflade.
I nogle Tilfælde anvende ikkun en Valtse af Staal
under Papiret medens den Valse, der frembringer
Glaseringen, bestaaer af en dreiet Cylinder af Pa-
pir. Denne Cylinder dannes af en meget stor
Mængde runde Skiver af tyndt, limet Papir, som
ere sammentrykkede ved en hydraulisk Presse og der-
efter afdreiede. Det udstillede Papir er formeentlig
glasseret ved et lignende Apparat.

(kun indhold vedr. Silkerborg er tastet)
….  Endvidere
bør udgaae 1000 Rbd., som er stillet til Disposi-
tion for den Silkeborgske Commission og endelig
kortes 1000 Rbd. til uforudseelige Udgifter. Udvalget
foreslaaer altsaa at istedetfor 13,140 Rbd. sættes
10,000 Rbd. Udvalget bemærker med Hensyn til 
Silkeborg, at Statskassens Bidrag til communale
Øiemed [formål] ere temmelig høie, og at det kunde være paa
Tiden, at man gjorde Ende herpaa, og  heri maae
vi give Udvalget Ret. Indenrigsministeren har be-
svaret Udvalgets Bemærkninger med at de 1000 Rbd.
til Silkeborg er nødvendig til askillige Anlæg som 
ere nødvendige: saaledes har man til Ex. paatænkt
at anlægge en Havn ved Silkeborg, og denne Com-
mune er endnu ikke af den Betydenhed, at den 
selv vil være istand til af afholde det Beløb, som 
hertil vil medgaae. Vi maae imidlertid dog her
gjøre opmærksom paa, at det her kommer an paa,
hvis egentlige Interesse det er, at der anlægges en
Havn ved Silkeborg, vi kjende ikke ganske nøie til
Localiteterne, og kunne ikke bestemt afgjøre, om ikke,
saaledes som vi formode, dette Havneanlæg er i
særlig Interesse for Fabrikeierne i Silkeborg. Er
dette Tilfældet, da kunde det dog vel antages, at
den lille Commune selv sørgede for en Havn, naar
Regjeringen ikke gjorde Anlægget for Statskassens
Regning. Industrien bør opmuntres, men Alt bør
dog have sine Grændser. Den Industrigreen vi
her sigter til, er Papirfabrikationen, og vi mene,
at ingen Deel af Industrien var og er endnu
saa høiligen begunstiget, baade men Hensyn til Ud-
og Indførsels-Tolden som netop Papirfabrikationen.
Her er ikke Stedet til at udvikle dette mere, nok, 
vi mene, at naar dette Havne-Anlæg særligen gjelder
den i Silkeborg anlagde Fabriks Tarv, da bør Com-
munen her ligesom paa mange andre Steder, selv
sørge for Havnevæsenet. - Udvalgets Forslag er
eenstemmigen blevet vedtaget med 74 St.

     Tirsdagen den 1ste Mai førstkommende, Eftermiddag KL. 
3, bliver ifølge Overeenskomst med Vedkommende Auctions-
directeur afholdt offentlig Licitation hos Gjæstgiver Schou
paa Silkeborg over Leverancen af circa 6000 Lpd.
Rughalm til Brug ved Fabriken hersteds. - Hvilket her-
ved til Lysthavendes Efterretning bekjendtgjøres.
     Silkeborg Papiirfabrik, den 28de April 1852.
                                               Drewsen og Sønner.

               III.
     Vi maa nu anføre en Industrigreen som er af 
særdeles Betydenhed, nemlig Papirfabrikatio-
nen. Fra Drewsen & Sønner er fremlagt
under Nr. 489 Prøver af alle Slags Papir, som
fabrikeres paa Strandmøllen og Silkeborg.
Vi maa erkjende, at denne Fabrik har saa at sige
gjort Kæmpefremskridt siden vi have seet de frem-
lagte Prøver i Aarende 1810 - 1815. Arbeidet er 
fortrinligt, og kan i alle henseender stilles ved 
siden af det udenlandske Papir, men Priserne ere
for høie, og Beviset herfor er, at Tilførselen
fra Udlandet ikke er ubetydelig, uagtet [selvom] denne Fabrik
er særdeles begunstiget og altid har været det 
fremfor andre Kunstfrembringelser. Hvad vi altsaa
i vore 2de foregaaende Afsnit have bemærket med
Hensyn til urimelige Begunstigelser, som man til-
staaer vore Fabriker, er i en endnu høiere Grad
at anvende paa Drewsens Papirfabriker. Allerede
i Christian den Sjettes Tid har den Fabrik været
til, men i hvilken ussel Tilstand denne maa have
været seer man Danmarks Bankhistorie. Det 
var nemlig bestemt, at Courantbanken skulde aabne
sin Virksomhed i Aaret 1736, men i Bankens
Journaler findes anført den Bemærkning, at dette 
kunde skee før i 1737, fordi "Papirmager
Drewers ei kunde faa Papiret til Sedlerne
færdigt."* Det Qvantum som skulde forfærdiges
maa dog have været ubetydeligt i Forhold til den
ubetydelige Summa udstedte Sedler. Fabriken
vedblev at arbeide, dog ikke med synderligt Held,
indtil man begyndte at arbeide med de ny opfundne
Maskiner. Ved Fdgn. af 26de Jan. 1825 blev 
Udførselen af Klude forbudt selv til Hertug-
dømmerne, hvor Udførselen var tilladt, og Ind-
førselstolden paa Papir bestemtes derhos [desuden] høit. -
Følgen af et saadant Forbud er indlysende; Klude-
priserne bleve underkastede Fabrikanternes Vilkaar-
lighed, og man betalte t. Ex. for uldne Klude 8
Rbsk. pr. Lpd.!!, en Priis som ikke lønnede Uma-
gen ved at samle. Et Tilfælde, nemlig Oprettelsen af 
andre Fabriker, forhøiede pludselig Priserne; det  
var navnlig Grosserer Owen her og Marcus
Beck i Aarhuus som efter engelsk Mønster oprettede
Fabriker, i hvilke Kludene ved Maskiner oprippes
til Uld. Pristen steg til 2 Mk. 8 Sk. pr. Lpd. (I
forbigaaende maa vi bemærke, at efter Beskyttelses-
systemet skulde man maaske forbyde Anlæggelsen
af sadanne Opripningsmaskiner; thi derved bliver
dog Ulden udført i en anden Form.
     I den roeskildske Stænderforsamling kom Klude-
udførselssagen under Discussion. Det blev nem-
lig foreslaaet at ophæve Forbudet, og istedet her-
for at paalægge en Udførselstold af 2 Rbdl. 80 Sk.
pr. 100 Lpd., eller omtrent 2 Mk. 12 Sk. pr. Lpd.
Man bestred dette Forslag og foreslog en Udfør-
selstold af kun 80 Rbsk., hvilket ligefrem ligner et 
Forbud. Men hvad er der ikke i mange Aar ble-
ven tabt ved an saadan Handelspolitik, hvorved 
Priserne til den indre Forbrug skulle holdes lave,
thi af de høie Priser i Udlandet kunde Landet ikke
drage nogen Fordeel, og Kludesamlere gjorde sig ikke
umage for at samle flere Klude end netop hvad Fa-
brikerne behøvede. Tabet er uendelig stort, man 
behøver jo blot at sammenligne den nuværende Fa-
brikation af Papir med den som før fandt Sted;
Kludesamlere forsyne jo nu som før Fabrikanterne 
med Materialet. Dog vi ville ikke følge denne 
Undersøgelse videre, som paa flere andre Steder
vidtløftigt er blevet afhandlet. Nok - Udførsels-
Tolden erlægges endnu med 2 Rbd. 80 Sk. pr.100
Pd., og ved Siden heraf svares en høi Indførsels-
told, som efter en af os foreliggende Calcule ud-
gjør med Tillæg af Transportomkostninger fra Ud-
landet: for Skrivpapir 30 pCt., Trykpapir 21
pCt., Carduspapir 29 og Makulator 20 pCt. - og
trods denne høie Beskyttelsestold, trods denne upoli-
tisk høie Udførselstold paa Klude, hvorved vore Fabri-
kanter faa Materialet billigere end de udenlandske
Fabrikanter, saa svarer det dog Regning for Pa-
piirhandlere at indforskrive Papiir fra Udlandet.
I Aaret 1850 har man saaledes fortoldet over
400,000 Pund forskjelligt Slags Papiir.

* Se Danmarks National- og Stats-Huusholdning,
2den omarbeidede Udgave. 1844 S. 11.

          (Svar paa Gaars Nr. III.)
     Næst Drewsens Papirfabrikker maae vi af de
større nævne Ørholms Fabrik, men hverken af
denne eller af de mindre Fabrikker ere Prøver frem-
lagte. Imidlertid er det bekjendt, at Ørholms
Fabrik leverer et godt Fabrikat, og at baade denne
og alle de øvrige Fabrikker have rask Afsætning. Fa-
brikkerne ere alle i god Drift; og hvorfor skulde
de ikke være det, naar denne Industrigreen er saa
fortrinlig begunstiget, baade med Hensyn til Be-
skyttelsestolden paa det indførte fremmede Fabrikat,
og til Udførselstolden paa det raae Materiale?
Dersom nu denne Begunstigelse fører til det Re-
sultat, at Fabrikkerne levere et billigere Papir end
vi kunne forskaffe os det fra Udlandet uden den
høie Beskyttelses-Told, og at Fabrikkerne paa den
anden Side betalte det raae Materiale lige saa høit
som i Udlandet, da var det unægteligt et stort
Gode for Landet; men da dette ikke er Tilfældet,
saa er dette saa godt som et Monopol i Industrien,
en ligefrem Beskatning paa samtlige Danmarks
Beboere, en trykkende Skat, som ikke tilflyder Fi-
nantskassen, men en Skat, som paalægges Consu-
menterne [forbrugerne] til Fordeel for Fabrikanterne. Det er
desuden en Skat som fordyrer Papiret, og maa
have Indflydelse paa Literaturen og Culturen i
Almindelighed.
     I England indkomme idelig Begjæringer til
Regjeringen fra Boghandlere og Journalister om
at nedsætte eller at ophæve Consumtions-Afgiften [forbrugsafgift]
paa Papir og Journaler. Sagen har ogsaa været
Gjenstand for Discussioner i Parlamentet, men
Petitionerne [anmodninger] bleve altid forkastede, fordi Finantserne
ikke kunde undvære denne Indtægt. Dette er nu
ikke Tilfældet her, fordi Toldintraderne [toldindtægter] for Ind-
og Udførsel ikke ere væsentlige; men det Modsatte
vilde være Tilfældet, dersom f. Ex. Tolden blev
nedsat til 10 pCt. og en ringe Udførselstold lagt
paa Klude. — Forbrugen af Papir er overordentlig
stor. Vi ere for Øieblikket ikke i Besiddelse af de
fornødne Oplysninger til nøie at kunne angive hvilket
Qvantum vore Papirfabriker forarbeide, men
meget stort maa det være, da Productionen paa
Strandmøllen og paa Ørholm for omtrent 10 Aar
siden har været 130,000 Riis, foruden hvad der
blev produceret paa de mindre Fabrikker. Afdøde
Kammerraad Drewsen har ved Discussionen i de
roeskildske Stænder angivet den samtlige Production
paa hiin Tid til 250,000 Riis aarlig. Men siden den
Tid er der tilkommet den store Fabrik paa Silke-
borg m. fl., og vi kunne vel saaledes uden Over-
drivelse angive Productionen til 400,000 Riis,
hvortil der vil medgaae 600,000 Lpd. Klude. —
Den allerstørste Deel af Kludene samles i Landet
selv; thi vel indførtes i det sidste Qvinqvennium [5 år]
Klude fra Hertugdømmerne og nogle fra Udlandet,
men Qvantumet deraf udgjorde i Gjennemsnit ikke
meer end omtrent 25,000 Lpd. aarlig. Ved For-
budet af Udførselen gik altsaa det hele Qvantum
Klude tabt, som ikke blev anvendt til Fabrikkerne
her i Landet. Heraf kunne vi slutte os til det
aarlige Tab for Landet ved saadan urimelig og
upolitisk Beskyttelse. I Aaret 1825 var Forbru-
get af Klude til de indenlandske Fabrikker neppe
100,000 Lpd., thi hele Fabrikationen var efter en
for os liggende Optegnelse kun omtrent 60,000
Riis. For Tiden forbruges 600,000 Lpd. Klude.
Ved Forbudet har altsaa Landet tabt Værdien
af de 500,000 Lpd. Klude, som hvert Aar
gik til Spilde paa Grund af at samme ikke kunde
finde Kjøbere. Lad os nu anslaae Værdien til 3
Mk. Lpd., ja kun til 2 Mk., saa har Landet tabt
alene ved de ikke anvendte Klude over 150,000
Rbd. aarligt. Her er altsaa det meest slaaende
Beviis paa Skadeligheden af saadanne Forbud.
     Alle Fordele ere for Tiden for Producenten, som
ikke mangler Afsætning, og jo større Afsætning, jo
mindre trænger Producenten til Beskyttelse. Det
er altsaa af det Foregaaende tilfulde godtgjort, at
Consumenten [forbrugeren] bliver betydelig beskattet til Fordeel
for Producenten, og vi ville derfor haabe, at
denne særdeles vigtige Sag vil komme under Be-
handling ved Revisionen af Toldloven, eller ogsaa
at en eller anden kyndig Rigsdagsmand vil bringe
denne upolitiske Protection [beskyttelse]under Discussion. Det
gjælder her ikke en ubetydelig Production, men en
Frembringelse af flere Tønder Gulds Værdi, af
hvilke Consumenten [forbrugeren] svarer en svær Skat. — Et
Beviis paa at Fabrikker ikke trænge til synderlig
Beskyttelse, naar disse arbeide med den fornødne
Driftscapital, og følge Tiden med Hensyn til nye
Maskinindretninger osv., afgive Sukkerraffina-
derierne. — I vort næste Afsnit skulle disse
være Gjenstand for vore Undersøgelser.

Det staaer tilbage at omtale Papirsfabrikerne, af 
hvilke Drewsens Anlæg ved Dyrehaven og ved Silke-
borg indtage den første Plads. Her møder os atter 
en Fabrikation, som er passende for Danmark. Landet
har Klude i saa stor Mængde, at det kan forsyne vore
Fabriker, det har tilstrækkelig Vandkraft til at drive disse;
der er til denne Fabrikflid dygtige, veloplærte Arbeidere,
og Fabrikanterne have anvendt al mulig Anstrængelse for
at anskaffe sig fortrinlige Maskiner; endelig ere de nævnte
Fabriker af temmelig betydeligt Omfang. Vi have altsaa
her til de naturlige Forhold passende Fabriker i fuldt 
Flor, og, naar der gives Beskyttelse for dem, er det enten
hensigtsløst og unyttigt, eller en Fordel, der, uden at
være nødvendig for Fabrikanterne, bliver disse, der lade
Forbrugerne betale dyrere, til Del. Naar der altsaa er 
tale om at tage Beskyttelse bort, og Fabrikanterne klage,
vil Ingen kunne afskrækkes derved, men maa med Gros-
serer A. Hansen udtale: "Jeg er overbevist om, at denne
Fabrikation har betalt sig overordentligt godt i de senere
Aar, og der er jo ogsaa Bevis nok herpaa i de store
Etablissementer af denne Art, som ere opstaaede ikke 
blot i Kongeriget men også i Hertugdømmerne. Jeg
kan derfor sige, at jeg uden den ringeste Bekymring for
denne Fabrikations Tilværelse har tiltraadet Comiteens An-
skuelse i denne Henseende, og at det ikke i mindste
Maade skal røre min Samvittighed, om Forslaget, som
jeg haaber, gaaer igjennem; thi jeg er overtydet om, at
vi her atter ville opleve der Selvsamme, som man har 
seet ved Sukkerraffinaderierne, der aldrig have floreret
mere, end efter at de bleve satte under Vilkaar, der af
Fabrikanterne ei ansaaes for at være beskyttende nok
(Roesk. St.-T. 1846 Side 2095-2096)". Vi ville derfor,
fuldkommen rolige for disse interessante Fabrikers Frem-
tid, prøve, hvori deres beskyttelse bestaar, og hvorvidt
den bør bevares.
     Vore Papirfabriker nyde for det første godt af 
Tolden paa Papir; denne er for Skrivpapir og hvad der-
med er stillet i Classe 25 Mk. pr. 100 Pd., paa Trykpapir
15 Mk. pr. 100 Pd., og disse ere de tvende [to] Sorter Papir,
som fornemmelig ere vigtige. En Ris Papir antages at 
veie c. 14 Pd. i Gjennemsnit; Tolden paa en Ris bliver
c. 3 Mk. 8 Sk. for det finere Papir og 2 Mk. 3 Sk. for 
Trykpapir, hvilket vel kan regnes til 15 à 25 pCt. af 
Papirets Værdi. Denne Told er temmelig høi for en Ar-
tikel som Papir. Et Land, som ved Portoreformen har
anerkjendt Betydning af, at Skrivpapiret bruges ret me-
get, og som, ved en udstrakt Virksomhed for Oplysnin-
gens Udbredelse, har anerkjendt Ønskeligheden af at
Trykpapiret gaaer i Mængde ud i Verden, kan umuligt
conseqvent sætte en høi Told paa Papir. Tolden burde
neppe overstige 10 pCt. af Værdien.
     Det er imidlertid den mindste Deel af Beskyttelsen.
Langt vigtigere er Udførselstolden paa Klude. Denne
har fra 1ste Januar 1842 (see Pl. [bekendtgørelse] 31te Decbr. 1841)
været 17 Mk. pr. Centner [50 kg], hvilken Told afløste Udførsels-
forbudet. I Holsten og Sønderjylland var denne Told 5 Mk. 
Regeringen foreslog i 1846 en nedsættelse til 9 Mk., og
Stænderne gik i det væsenlige ind paa Forslaget, men af 
Grunde, der for os ere en Gaade, blev Tolden af 17 Mk.
opretholdt, og den bestaaer endnu for Øieblikket. Denne 
Told er anslaaet til 40 à 562 pCt. (Roesk. St. T. 1842
Side 4094). Herved tilfalder en overordentlig stor og 
unødvendig Beskyttelse middelbart vore Papirfabriker, og
en umaadelig Skat paalægges, aldeles imod det ellers i
den danske Toldlovgivning gjennemførte Princip, Produ-
centerne, der i dette Tilfælde nærmest ere de fattige
Kludesamlere. Hvad enten man lægger den Beregning
til Grund, som et Udvalg i den Roesk. St. Tid. 1846 har
opstillet, hvorefter hele Riget kan levere 70,000 Centner
Klude om Aaret, eller en i "Fædrelandet" Nr. 256 for
1847 opstillet, hvorefter der bliver 88,000 Centner, kan 
det ansees som afgjort, at her er Klude nok til vore
Fabriker, der kunne antages at forbruge c. 60.000 Centner
(see den anførte Art. i "Fædrelandet" , jvfr. M. Drewsens
Svar i 276). Fabrikanterne kunne altsaa faa i Danmark
de Klude, de behøve, naar de ville betale deres Pris.
Thi hvad skulde bevæge Nogen til at have Uleilighed,
Omkostninger, Risico m. m. ved at udføre Klude, naar
vore Fabrikanter ville betale deres Værdi? Herom, og 
herom alene dreier Spørgsmaalet sig: Skulle Kludesæl-
gerne afhænde deres Varer til deres sande Værdi eller
under den? Bevirker Udførselstolden ingen Prisforrin-
gelse, er den unyttig for Fabrikanterne; bevirker den
derimod, at Prisen er lavere her end andetsteds for en
Artikel, hvoraf den Deel søges saa langt borte, at Drewsen endog
har kjøbt Klude i Italien (Roesk. St. T. 1842 S. 4132),
saa at Andre ogsaa kunde kjøbe hos os, er det jo klart
nok, at det er Sælgerne, der her skatte til Fabrikanten.
Man synes fra flere Sider enig om, at Tolder trykker
Priserne, og det meget betydeligt (see d. a. Art. i "Fdl."
og det roeskildske Stænderudvalgs Betænkning i Roes.
St. T. 1842 S. 4093). Det er da i egentlig Forstand
en Skat, den fattige betaler ikke til Staten, men til 
Fabrikanterne.
     Hvad anføres der nu for at bibeholde en slig una-
turlig Told? Kammerraad Drewsen har udtalt (Roesk.
St. T. 1842 S. 4130), "at Klude mangle i alle Lande";
men, hvorledes gaaer det da til, at vi dog Alle faae det
Papir, vi bruge? Korn mangler ogsaa i en vis Forstand
i alle Lande, og dog faae alle Brød. Tingen er, at der
findes enkelte Steder Overflod og andetsteds Mangel paa
Klude som paa Alt: hvor der er for faa, bliver Prisen
noget høiere; hvor der er mange, noget lavere. Men,
siges der: flere Lande forbyde Udførslen af Klude eller
sætte en høi Told derpaa. Dette kan vedrøre Prisen og 
ikke Andet. Den Danske, der betaler Kludenes Værdi,
vil utvivlsomt erholde [få] dem. Man gaaer videre, man siger:
Papirfabrikerne maa gaae til Grunde, naar der ikke er 
en høi Udførselstold, og Danmark taber da den Sum,
der medgaaer til at anskaffe sig Papiret. Hr. M. Drewsen
har anslaaet den Sum, der saaledes tabes, til 500,000
Rbd. ("Fædrelandet 1847 Nr. 276). Vi ville et Øieblik
gaae ud fra, at Toldens Ophævelse vilde ødelægge Fa-
brikerne, kan da denne Beregning staae fast? Er det 
Hr. Drewsens Alvor, at alle Arbeideres Gjerning er Intet
værd, hans egen indfbefattet, naar de ikke netop arbeide
paa en Papirfabrik? Og dog maa han gaae ud derfra,
dersom Beregningen skal være rigtig, ligesom han glem-
mer, at man ved Tolden beskatter Borgerne ved Sum-
mer, der aarlig gaae i hundrede Tusinder. Faren for
Ruin er foriøvrigt saare ringe. Hr. Kammerraad Drewsen,
hvem vi stedse nævne som Papirfabrikanternes dygtige 
Repræsentant, der i de sidste Aar blev afløst af sine
Sønner, har selv anerkjendt, at der ingen Fare er for at 
de grove Klude ville blive udførte (Roesk. St. T. 1842
S. 4135), da de ere altfor rumholdige til, at de kunne
bære Transportomkostningerne, selv om Priserne ere 
lavere her end andetsteds. Det dreier sig altsaa kun om
de finere Klude til fint Papir. Men, er det da værdt at 
opretholde en saa unaturlig Told for at have den For-
nøielse at faae finere Slags Papir af indenlandsk Fabrikat?
Hvad Erstatning kan det hele Folk opnaae for et saadant 
Offer? Drewsen udtalte engang paa en af Hørspinderiets
Generalforsamlinger paa en slaaende Maade, at Klogskab
bød os at tage tiltakke med de simplere Stoffer, indtil vi
vare konstfærdige nok til at producere og velhavende nok
til at betale de finere. Dette Princip kan passende an-
vendes paa Papir, saalænge vore Fabrikanter ikke kunne
betale de finere Klude. Og dog er Faren heller ikke
med Hensyn til den Slags Klude stor. Det er atter her 
et Prisspørgsmaal. Hvorfor kunne vore Fabrikanter, der 
endog kunne hente Klude i Italien, ikke betale vore egne
fine Klude med de Priser, Andre kunne betale? Skulde
det virkelig kunne lønne sig for Fremmede, at kjøbe
Klude her, bære Transport, og andre Omkostninger, og
derefter bære Transport og øvrige Omkostninger ved
Papirets Tilførsel, foruden den danske Indførselstold, i 
Concurrende med vore indenlandske fortrinlige Fabriker?
Disse, som have udvidet sig saa betydeligt i de senere 
Aar, navnlig ved Anlæget paa Silkeborg, - der have
leveret Papir til fremmede Steder, ja endog ere trængte
langt mod Syde dermed (Drewsen i Roesk. St. T. 1842
Side 4132), ville visselig baade kunne betale de samme 
Priser for Kludene som Andre, og forarbeide Papiret
ligesaa billigt som Andre. Kunde de ikke det, da maatte
Naturforholdene være ugunstige, medens de ere gunstige;
Arbeidslønnen maatte være høi, medens den er lav; Ar-
beiderne maatte have gjennemgaaet en slet Skole, medens
de have gjennemgaaet en god; Maskinerne maatte være
mindre gode, medens de ere fortrinlige; Fabrikerne
maatte drives uden Dygtighed, Kraft og Capital, medens
det Modsatte ere Tilfældet.
     Udførselstolden paa Klude maa saaledes kunne af-
skaffes. Dersom man, ifølge det Princip vor Lovegivning
i lignende Forhold saa ofte har fulgt, vil have en yder-
ligere Overgangstilstand, da kunde der endnu gives for
høiest 5 Aar en Udførselstold paa f. Ex. 5. Mk., der har 
været benyttet i Holsten og Sønderjylland, og som vilde
berede Veien til en fuldkommen Afskaffelse af Tolden.

     (Forinden vi fortsætte vore Betragtninger over
Udstillingen, meddele vi først nedenstaaende Be-
mærkninger af dHrr. Papirfabrikanter Drewsen &
Sønner i Anledning af vore Yttringer om Beskyt-
telsen af Papirfabrikationen.)
     Da vi til den almindelige Industri-Udstilling
indleverede Prøver af vore forskjellige Frembringel-
ser paa Strandmøllen og Silkeborg Papirfabrikker,
ventede vi ikke at disse Prøver, om hvilke man
begynder med den Indrømmelse, at de ere „for-
trinlige og i alle Henseender kunne staae
ved Siden af Udlandets,“ skulde fremkalde
de mangehaande Beskyldninger og Klager, man alt
tidligere ved forskjellige Leiligheder har troet sig
berettiget til at hæve mod Papirfabrikanternes
Stilling heri Landet. Dog findes der i „Berl.
Tid.“ Nr. 189 og 190 under Overskriften „In-
dustri-Udstillingen“ en Anmeldelse og dermed for-
bunden Kritik af den Natur, at, havde vort Pa-
pir istedetfor „fortrinligt“ osv. været slet og staaet
langt under hvad man frembringer i Udlandet, saa
kunde man ikke ret vel have gaaet os og vore Ret-
tigheder haardere tillivs.
     Uagtet slet ingen Priser ere opgivne eller ved-
føiede [tilføjede] de udstillede Sorter, erklærer Anmelderen
dog disse for at være „for høie“ og henter Be-
viiset herfor i den Omstændighed, at ikke ubetyde-
lige Tilførsler skee fra Udlandet; — han opgiver,
at der saaledes i 1851 er fortoldet 400,000 Pund.
Var det ikke ligesaa rimeligt at søge Grunden til
disse Tilførsler deri, at der heri Landet behøves
noget mere og stundom noget andet Papir, end
vore egne Fabriker ere istand til eller kunne være
tjente med at frembringe; hvorledes skal man ellers
bringe Anmelderens Bemærkning: „at alle vore
Papirfabriker have en rask Afsætning og
ere i god Drift“, i Harmoni med disse Til-
førsler?
     Der produceres heri Landet paa samtlige 7 Ma-
skiner med runde Tal 5 Millioner Pund Papir.
Hvad enten nu dette Qvantum er tilstrækkeligt eller
ikke til Landets Forbrug, saa er der og vil der
altid blive noget Papir, som af en eller anden
Grund indforskrives. Ikke at tale om at der gives
Folk, som altid foretrække det Fremmede, ville vi
nævne et Exempel paa et saadant Papir, som sta-
digen indforskrives [sendes bud efter], nemlig Honigs Bikube, et gam-
meldags, hollandsk Bøttepapir, som endnu bestan-
digt har sin Anvendelse og sine Velyndere. Til
igjen at optage den forældede Bøttefabrikation, for
at udelukke denne fremmede Sort, er der ingen
Anledning, hvilket vil være indlysende af den An-
meldelse, der ved Londoner-Udstillingen blev disse
Papirer tildeel: at man maatte antage, de vare
udstillede for at vise, hvor slet [dårlig] Papir man endnu
var istand til at gjøre i Holland. Kommer hertil
at man engang foretrækker Arbeidet i det Bedre
og lader en fremmed Fabrikant, som enten mang-
ler Arbeide eller frygter for at komme til at mangle
det, paatage sig en lidet fordeelagtig Leverance
heri Landet, hvilket i de senere Aar har været Til-
fældet med Papiret til den Berlingske Avis, som
for sin Deel alene maa have andraget c. 100,000
Pd. af det fortoldede Qvantum, da vil man nok
forstaae, at der til en Hjemmefabrikation af 5 Mil-
lioner Pd. letteligt og ganske naturligt kan behøves
en forholdsviis saa ringe Supplering fra Udlandet
som 400,000 Pd., uden at dette Tilskud derfor be-
viser, at vore indenlandske Papirer ere for dyre.
     Men selv om man fra Udlandet kunde erholde [få]
Papir, som var billigere end vort eget, da beviser
dette Intet, med mindre det tillige godtgjøres, at
de her indførte fremmede Sorter ikke staae ligesaa
langt under vore i Qvalitet som i Priis, — at
ikke deres hele Dyd er Priisbillighed, og at det
ikke er alene ved Hjælp af og i Forbindelse med
vor egen betydelige og gode Hjemmefabrikation at
disse Papirer finde Afsætning. Vi maae derfor
benegte at vore Fabrikspriser ere høie i Forhold
til Papirets Qvalitet, og uagtet de egentlige For-
brugere jo ikke erholde [får] deres Papir direkte fra os,
men paa 2den og 3die, ofte vel endog paa 4de og
5te Haand, troe vi dog det er den almindelige
Mening, at Papir herhjemme er billigt.
     Hvad angaaer de urimelige Begunstigel-
ser, som „Berl. Tid.“ mener der tilstaaes alle
danske Fabriker, men i en endnu høiere Grad
komme Papirfabrikerne tilgode, da skulle
vi ved nedenstaaende nøiagtige og authentiske Over-
sigt vise Publikum, hvorledes Papirfabrikerne i det
øvrige Europa ere stillede lige over for os, navn-
lig i Frankrig, Belgien og Holland, der ere de
Lande, med hvilke vi skulle udholde Concurrencen.
     Det vil tillige af denne Oversigt blive indly-
sende, at Papirfabrikanterne her i Landet ikke,
som „B. T.“ gjerne vilde have Folk til at troe,
paa Grund af Klude-Udførselstolden
kunne forskaffe sig Materialet billigere
end de Udenlandske Fabrikker, thi netop
i Belgien, Frankrig og Holland er Klu-
deudførslen aldeles forbuden.

Vi benytte denne Leilighed til at udtale som vor 
Overbeviisning, at den indbyrdes Concurrence 
mellem Fabrikkerne i hine Lande, ligesom her, hvor 
7 Maskiner ingenlunde er noget ringe Antal, 
(Sverrig og Norge have tilsammen kun ligesaa-
mange), altid tør antages at være tilstrækkelig til 
at sikkre Kludene en ordentlig Priis. 
Oversigt.                                     Udførselstold   Indførselstold
                                                       af Klude.                  af Papiir.
                                                                            Skriv=.  |  Tryk=.
                                                     pr. Centner.     pr. Centner.

                                                     Rbd.  |  ß.       Rb.  ß.  |  Rb.  ß.
Den tydske Toldforening
efter Tarif des Zollvereins,
gültig v. 1. October 51
an, Leipzig 1851 . . .                  4                      6  64          1   32 

Frankrig                                  
efter tarif officiel des dou-
anes de France,                       Udførsel
med fransk Skib                        forbuden.      26  54        26   54
med fremmed do.                   do.                   28  32        28   32 

England
efter Clements custom's
guide for 1849 & 50 .             fri                      18  19        18   19

Belgien
efter tarif belge des droits                              15 pro         Cent
d'entrée, de sortie & de        Udførsel          efter Gj       nmſpr.
transit . . . . . . . .                      forbuden.          4   -            3   48

Holland
efter Wel van d. 19. Juni        Udførsel   
1845 . . . . . . . . .                        forbuden.         3   -            3    3 

Sverrig                                                                   fra
efter sidste Tarif gjældende                              5  49
fra 1ste Januar 1852 .               1   10               til                 4   57
                                                                                 7  34
Norge
efter Tarif 1851, gjældende
til 1. Juli 1854, Chri-
stiania 1851 . . . . .                     1   64               10  -            3   32

Hannover
efter Zolltarif v. 4. Nvbr.
1845 (1846, 47 og 48),
fremdeles i Kraft . . .                  4     -                  6   64        1   42

Østerrig
efter Oesterreich. Zolltarif
1851 . . . . . . . . .                          3   26                 6   14       2   44

Rusland og Polen
Alg. Zolltarif des Russisch.
Reichs u. d. Königrchs.
Polen, Berlin 1851, efter                                       fra            til
den officielle Tarif . . .                2   57              25   91      43   24       

     Danmark har en Udførselstold paa Klude af 2
Rbd. 80 ß pr. Centner, en Indførselstold paa 
Skrivpapir af 4 Rbd. 16 ß, paa Trykpapir af 2 
Rbd. 48 ß pr. Centner, hvilket gjør paa Skriv- 
og Trykpapir fra 10 til 15 pCt. Det af os om-
talte Honigs Bikube, som ofte indføres, koster paa 
Stedet 7 1/2 Gylden eller 5 Rbd. 4 Mk.; det veier 
16 Pd. og betaler altsaa i Told 4 Mk., hvilket bliver 
12 pCt. af Værdien. Paa blaat Sukkerpapir, 
graat Makulatur og Carduspapir er Tolden fra 4 
til 15 pCt. Hvorledes Anmelderen i „B. T.“ 
anslaaer Tolden paa Papir i Danmark, selv med 
Transport-Omkostninger til fra 20 til 30 pCt.,
forstaae vi ikke, og maae indtil vi blive oplyste om 
det Modsatte, antage hans Regning for urigtig. 
Af de 3 Lande, i hvilke Kludeudførslen er forbu- 
den, er Holland med Hensyn til Papir-Indførsels- 
tolden stillet omtrent næsten lige med Dan- 
mark (4 Rbd. 16 ß af Skriv- og 2 Rbd. 48 ß af 
Tryk-, bliver nemlig omtrent det samme som 3 
Rbd. paa Skriv- og Trykpapir). Derimod ere 
Belgien og Frankrig begge, foruden ved Kludefor- 
bud, endnu bedre beskyttede mod fremmede 
Papirer end vi: Belgien noget mere, men Frank- 
rig i en saadan Grad, at Indførsel af Papir er
umulig. I den tydske Toldforening, Hannover og
Østerrig er baade Klude-Udførselstolden og Papir-
indførselsafgiften høiere end vore. Vor Klude- 
told siger „B. T.“, er saagodtsom et Forbud. —
Den høiere, som gjælder i sidstnævnte 3 Lande, 
maa altsaa være det endnu mere, da det jo vil 
være aldeles mod „B. T.“s Udsagn at antage, at 
Kludepriserne skulde være saa meget lavere der 
end her, at det kunde svare Regning at erlægge 
Udførselstolden. Kun i Sverrig, Norge og Rus-
land har man en noget mindre Udførselstold paa 
Klude end her, man har der foretrukket at beskytte 
Papirfabrikationen ved at sætte en høi Indførselstold 
paa Papir; denne er i Sverrig og Norge det Dob- 
belte, i Rusland mere end 10 Gange saa høi som 
vor. — De Papirpriser, der herved sikkres Fabri-
kanten i hans Hjem, skulle nok holde Kludene i 
Landet. Udførselstolden paa Klude er i disse Lande 
overflødig, hvilket man da ogsaa har antaget i Eng-
land, det eneste Sted af de opgivne 10
Lande, hvor Kludeudførslen er fri, men 
hvor man tillige, efter det sidstnævnte Princip, har 
foretrukket at holde paa dem ved at sætte en Ind-
førselstold paa Papir der er 6 Gange saa stor som 
vor, hvorved Papirfabrikanterne sikkres Priser, der 
ere ukjendte andre Steder. Det vilde derfor og- 
saa efter al Sandsynlighed kun blive England, 
maaskee de Nordamerikanske Fristater, som, i Til-
fælde af vor Kludetolds Ophævelse, vilde tage vore 
Klude, thi de kunde paa Grund af deres særdeles 
høie Papirpriser hjemme, give mere for dem end 
vi, der skulle concurrere med Frankrig, Belgien og 
Holland, hvor Kludeudførslen, som opgivet, er for- 
buden. Paa samme Tid ere vi, som bogstavelig 
tilligemed Holland, have den laveste Indførselstold 
paa Papir, (i de nordamerikanske Fristater er denne 
30 pCt. af Værdien, altsaa omtrent 8 Rbd. pr. 
Centner) naturligviis Afløbsstedet for samtlige uden- 
landske Fabrikkers Overproduction.
     Man vil altsaa see, at Danmark er det Land,
der yder sine Papiirfabrikker den mindste Beskyt=
telse; — som den er, har den dog, understøttet af
Flid og Udholdenhed, været nogenlunde tilstrække=
lig ligeoverfor Udlandet. At Danmark heller ikke
har Ret til under nærværende Omstændigheder at
fratage sine Papiirfabrikanter Noget af denne Be=
skyttelse, ville vi i det Følgende tillade os at
godtgjøre.
     Da Regjeringen i 1825 forbød Udførslen af Klude
og satte en Indførselstold paa Papiir, skete dette
for at komme de indenlandske Papiirfabrikker til
Hjælp ved at sætte dem paa omtrent lige Fod med
deres udenlandske Concurrenter. Dette Forbud
mod Kludeudførslen blev senere forandret til en
Udførselstold af 2 Rbd. 80 ß pr. Centner. Det
var, i Tillid til denne Beskyttelse, — til denne
Retfærdighed i Betingelser ligeoverfor Udlandet at
den første Papiirmaskine i 1828 kom til Strand-
møllen. Det vil ikke være uden Interesse at er-
fare, at dette tillige var den første Papiirmaskine
i hele Skandinavien, og at der i Tydskland, saa-
vidt os er bekjendt, paa den Tid kun var en eneste,
nemlig i Berlin. Et Par Aar efter kom den anden
Maskine til Ørholm, i 1834 den tredie til Strand-
møllen, den fjerde nogle Aar efter i Oldeslohe, en
femte 1844 paa Silkeborg, i 1847 den sjette til
Flensborg og endelig i 1851 den syvende til Kjøge.
For at kunne forøge Productionen blev den Ma-
skine, som i 1828 opstilledes paa Strandmøllen,
i 1847 flyttet til Silkeborg. Kongeriget og Her-
tugdømmerne, hvor der, forinden Regjeringen gav
den Beskyttelse, ingen Papiirmaskine havde, — tælle
nu altsaa 7 Maskiner.
     Store Capitaler ere anvendte paa disse Fabrik=
ker, og man troede med saamegen meer Tryghed
at kunne gjøre dette, som der ei var nogen Grund
til at antage, at Regjeringen efter først at have
slaaet ind paa den Vei, som fulgtes af alle om=
liggende Lande, uden at nogen Forandring denne
Sag betræffende [vedrørende] var foregaaet der, — igjen vilde
forlade denne Vei, og saaledes omstyrte sin egen
Bygning, — ihjelslaae, hvad den selv havde skabt.
— Papiirfabrikanterne fandt sig imidlertid skuffede
i denne Forventning, idet Regjeringen forelagde
Stænderforsamlingen et Forslag til Kludetoldens
Nedsættelse fra 17 Mk. til 9 Mk. pr. Centner,
og følte de sig saa meget ubehageligere berørt som
deres Mening om denne Sag slet ikke var bleven
hørt. Det viste sig da ogsaa ved de forskjellige
Udfald, som denne Sag fik i de forskjellige For-
samlinger, at man havde manglet Sagkundskab.
Regjeringsforslaget gik som sagt ud paa en Ned-
sættelse fra 17 Mk. til 9 Mk. Den i Roeskilde
Stænderforsamling nedsatte Comitee meente, at
Tolden endogsaa burde nedsættes til 5 Mk. pr.
Centner. Den Viborgske Forsamling fandt, at
Tolden kun burde reduceres til 2 Rbd. 8 ß, hvor-
imod Stænderne i Slesvig kom til det Resultat,
at Papiirfabrikkerne aldeles ingen Nedsættelse kunde
taale, naar de skulde concurrere med Udlandet,
hvor Papiirfabrikanterne vare sikkrede enten ved
Forbud eller høi Udførselstold. Af disse 4 for-
skjellige udtalte Anskuelser sees i alle Tilfælde, at
man ikke har fundet det saa let, som "Berl.
Tid." at afgjøre hiint Spørgsmaal; man havde
vel heller ikke ganske glemt, at det var et Livs-
spørgsmaal for Papiirfabrikanterne af hvis Afgjø-
relse mange Familiers Vel og Vee maatte være
afhængig. Vi paastaae at saalænge Alt denne Sag
vedkommende er forblevet uforandret i Udlandet,
tør Papiirfabrikanten i Danmark ansee det som et
Indgreb i Eiendomsretten, naar man vil berøve
ham denne Beskyttelse.
     Bliver Frihandelsprincipet antaget og
fulgt i Udlandet, — lukker man op for
Kludenes Udførsel og Papirets Indfør-
sel overalt, — navnlig i Frankrig, Bel-
gien og Holland: da maa ogsaa vi stemme
for en Oplukning her; men indtil da er Be-
skyttelsen vor Eiendom, thi det er den, som har
bragt os til at anvende vore Midler, Penge og
Tid paa Papirfabrikationen og fratager man os
Beskyttelsen nu, saa berøver man os hvad vi ved
Flid og Utrættelighed i en Række af Aar have er-
hvervet, nemlig vore Fabrikker.
     Med Hensyn til de hemmende og tabforvoldende
Virkninger, som Klude-Udførselstolden skulde have
paa Kludesamlingen og Kludepriserne, skulle vi til-
lade os at erindre om Følgende:
     Det forholder sig ikke med Klude, som med de
raae Stoffer, hvilke det i Almindelighed er Fa-
brikkernes Opgave at forarbeide eller forædle. —
Behøver Klædesfabrikken mere Uld, saa skaffes mere;
det vil sige: Efterspørgslen vil snart foranledige
en større Produktion. Fattes det i Spinderierne
paa Bomuld, i Sukkeraffinaderierne paa raae
Sukkere, da vil denne Mangel strax virke paa
Frembringelsen, — der vil blive dyrket mere
Bomuld og mere Sukker, indtil Fornødenheden er
afhjulpen. Men det er ikke saaledes med Klude.
Af disse produceres kun et vist Qvantum, som i
det Høieste kan forøges i samme Forhold som Folke-
mængden, men over dette Qvantum ikke med een
eneste Klud. Man tør vel ogsaa nok antage, at
det er denne Begrændsning i Tilveiebringelsen af
Klude, der oprindeligen har foranlediget de for-
skjellige Lande til at holde fast hver paa sine, —
og da Alle behøvede Papir, blev derved Papir-
mageriet til en Industri, som hvert Land saa at
sige bestrider selv, meer eller mindre fuldstændigt
og tilstrækkeligt i Forhold til sine Betingelser. Hr.
Dieterici er kommet til det Resultat: at ethvert
Individ producerer 4 Pund Klude aarligen. Denne
Beregning er støttet paa andre Forhold end vore
og passer derfor ikke ganske paa vort Land, 
hvor man, som bekjendt, i mange Egne af Jylland,
vor største Provinds, endnu gaaer og ligger i Ul-
dent, — og uldne Klude bruges ikke til Papirfabri-
kationen. Man turde derfor vel ansee 3 Pund
som det Rigtigere, men vi ville tage Mellemstør-
relsen og antage Gjennemsnitsproductionen i vort
Land at være 3 1/2 Pund. Vi saae da det Resul-
tat, at Befolkningen i Danmark, 2,300,000, pro-
ducerer 80,000 Centner Klude. Nu bruger en
Papirmaskine mellem 10 og 12,000 Centner Klude
aarlig, saa man seer, at vore 7 Maskiner ikke alene
kunne forbruge, men ville behøve den hele Klude-
production, og at der efter enhver mulig og rime-
lig Beregning heller ingen Grund er til Frygt for,
at der skulde være Klude af nogen Betydenhed som
ikke blive samlede.
     Hvad nu Priserne paa vore Klude angaae, da
sammenligner man bestandig disse med Priserne i
Hamborg, fordi disse Priser ere saagodtsom de
eneste, man kjender; man maa derfor ikke glemme
ogsaa at sammenligne Kludene og Forholdene. I
Hamborg udbydes Kludene omhyggeligen rensede
og sorterede, pakkede eller skruede i Baller. De
Klude, som bruges til Papirfabrikationen, gaae i
Handelen under henved 10 Mærker efter Qvalite-
ten, hvoraf vore saakaldte „blegede“ alene udgjøre
4 Sorteringer. Som en Følge af den ufuldkomne
Sortering hos os betale vi naturligviis en bety-
delig Deel af vore ringere Sorter med den høieste
Priis. Forskjellem mellem vore og Hamborgerpris-
erne er derfor ikke saa stor, som den seer ud til,
ja reducerer sig maaskee til Intet, naar der læg-
ges tilbørlig Vægt paa den Omstændighed at vi
ere Kjøbere og Hamborgerne Sælgere. En-
hver vil jo kunne forstaae, at fordi Hamborgerne
ville sælge Klude til en vis Priis, ere de derfor
ikke villige til at kjøbe til samme Priis.
     I intet Tilfælde er der nogen Grund til at an-
tage at „den fattige Mand“, og med ham har
man virkelig coqvetteret [smigret for] hvergang Kludesagen kom
paa Bane, — vilde erholde [få] mere for sine Klude,
hvis de udførtes af Landet. Det er som bekjendt
ikke „den fattige Mand“ der gjør Export-Forret-
ninger, mindst den Stakkel, der bringer sine faae
Pund Klude til en Samler, som paa 3die eller
4de Haand staaer i Forbindelse med Fabrikken, og
faaer Bændler, Knappenaale, Forklædebaand, Hæg-
ter o. s. v. i Betaling af den Kræmmer, der atter
hos ham afhenter det sammenstræbede Læs for at
bringe det til Kjøbmanden. I mange Tilfælde vil
selv denne Kjøbmand ikke være istand til at udføre
Kludene. Er det da rimeligt, selv om vi antage,
at lidet meer kunde erholdes [fås] for de udførte
Klude, end der nu faaes for dem herhjemme, at
dette lidet meer vilde naae gjennem saa mange
Led ned til „den fattige Mand“? Er det ikke tvertimod
sandsynligere at hvis Kludene bleve Gjenstand for
Speculation, Udførsel og dermed forbundet Opkjøb,
altsaa for større og mindre Efterspørgsel, kort
sagt blev Gjenstand for Handelsconjuncturer, da
vilde „den fattige Mand“, ja Alle, hvis Omstæn-
digheder ikke tillode dem at samle til Bunke, og
som derfor nødsagedes til at sælge, være langt
mere trykkede i Prisen end nu, da Priserne ere
saa godt som staaende, og da Enhver, selv den
mindste Samler, veed, eller med Lethed kan faae
at vide, hvad der gives for Kludene paa Fabriken.
— Man forglemme heller ikke over „den fattige
Mand“ de mange hundrede Familier, som have
deres eneste og, i Sammenligning med Fabrikarbei-
dernes Lod i Udlandet, vistnok taalelige og gode
Udkomme ved Papirfabrikationen i Danmark.
     Vi give ogsaa kun nødig Slip paa den Tro, at
det maa være til større Fordeel for Landet, naar
de her producerede 80,000 Centner Klude forar-
bejdes herhjemme til 500,000 Riis Papir i Gjem-
nemsnit a 2 Rbd., hvilket beløber 1 Million Rbd.,
end naar dette Qvantum Klude udføres til en efter
Hamborger Noteringer reguleret Gjennemsnitsprins
af 6 Mk. 4 ß pr. Lpd. og kun udbringer Halv-
delen, saa at vi ved igjen at indføre vore Klude
som Papir, betale den anden Halvdeel eller 500,000
Rbd. til Udlandet.
     Ukjendt med den store Capital en Papirfabrik
beskjæftiger, som altsaa udfordrer store Omsætninger
og maa betinge store Indtægter, er man i Al-
mindelighed tilbøielig til at overvurdere Papirfabri-
kanternes Fortjeneste og er derved kommen til den
Slutning, at Kludetoldens Ophævelse blot vilde
gjøre en Indskrænkning i denne store Fortjeneste.
Men Papirfabrikantens Fordele ere ikke større end
de maae være, for at kunne forrente den store Ca-
pital og bringe de store Offere, der altid gjentage
sig for den Papirfabrikant, som vil følge med Fa-
brikationens Fremskridt. — Vi vide med os selv
at vi have gjort dette, og skjøndt „Berl.
Tid.“ villig nok indrømmer dette, vil man ikke finde
det ubeskedent, naar vi, i Betragtning af det lidet
Paalidelige der forøvrigt findes i „B. T.s“ Ar-
tikel, ved denne Leilighed omtale for dem, som ikke
vide det, at Comiteen for den store Udstilling i Lon-
don var af samme Mening som „B. T.“, og der-
for tilkjendte os en Præmie for de udstillede Pa-
pirer, omtrent de samme Sorter, der ere frem-
lagte paa vor Industri-Udstilling.
     Vi have nu forsøgt at vise, hvorledes man ikke
uden Krænkelse af vor Ret kan berøve os den Be-
skyttelse, der fremkaldte vor Virksomhed, saameget
mindre som vort Fabrikat baade i Godhed og Priis
kan maale sig med og staaer i Forhold til Udlan-
dets bedste Frembringelser, saa meget mindre som
Kludenes Udførsel, istedetfor Forarbeidning her i
Landet, snarere maa antages at skade end gavne
Landet og ”den fattige Mand”.
     Paa nogen Discussion om Frihandels-
Spørgsmaalet i det Hele taget, kunne vi
naturligviis ikke indlade os; men vi kunne
dog ikke tilbageholde den Bemærkning: at det vilde
være dristigt og uforsvarligt om det lille Danmark,
der desværre har ladet vente paa sig, ja lader
vente paa sig endnu med saa mangen Foranstalt-
ning, hvis Hensigtsmæssighed og Nytte har været
prøvet og anerkjendt paa andre Steder, — om det
lille Danmark i det store vigtige Frihandels-Spørgs-
maal, som man endnu intet andet Sted har vovet
at afgjøre, vilde gaae foran. Vi gjentage, at
det vilde være dristigt, — vi troe, det vilde være
uforsvarligt, og vi faae vist Medhold idetmindste
deri, at det for os og mange Andre vilde være
særdeles uheldigt. Vi haabe derfor sikkert, at denne
Sag, der har fundet Angribere nok, paa rette Sted
og til rette Tid vil finde sine Forsvarere, og at
de heri givne Oplysninger maatte være vor Sag
til Nytte ved en grundigere og retfærdigere Under-
søgelse end den, der er bleven samme til Deel i
dette Blad.                 Drewsen & Sønner.

     Vi have gjort vore Læsere bekjendte med Fabrikan-
terne Drewsen & Søns Forsvar for Vedblivel-
sen af Tolden, baade for Indførselen af fremmed
Papir og af den trykkende Udførselsafgift paa Klude
som udføres til fremmede Lande. Dette Forsvar
er kun en Gjentagelse af hvad afdøde Kammerraad
Drewsen har anført i den roeskildske Stænder-
Forsamling for 1842, og en Gjentagelse af de
Grunde hvormed Hr. M. Drewsen i „Fædrel.“
for 1847 har søgt at forsvare Opretholdelsen af
dette Beskyttelsesvæsen. Forfatteren af Artiklerne
i „Fædrel.“ om Beskyttelsestolden i Almindelighed
har i dette Blad i Fredags med megen Sagkund-
skab drøftet og imødegaaet disse Grunde, og der-
ved tilfulde godtgjort Skadeligheden af at beskytte
Papirfabrikationen, især med Hensyn til den høie
Udførselstold, som maa ansees at være det Samme
som et Forbud mod Udførsel af Klude.
     Vi havde ventet, at dHrr. vilde have taget Hen-
syn til hvad der saaledes er bleven anført i denne
Afhandling, men istedet derfor give de os kun et
Oplag af hvad de for flere Aar siden have yttret,
og gaae denne Gang i deres Forsvar endog til den
Yderlighed, at paastaae Beskyttelsen som en lige-
frem erhvervet Ret, og at de derfor ansee det som
en Krænkelse af deres Eiendomsret, naar man vil
berøve dem den engang erhvervede Beskyttelse, ved
hvilken deres Virksomhed er bleven fremkaldt. I
Sandhed en saadan dristig Paastand vilde blive
høist farlig, hvis den toges til Følge; thi dersom
dette Princip, denne Handelspolitik skulde gjøres
gjældende og anvendes ved ethvert privat Fore-
tagende, være det ved et eller andet industrielt
Anlæg, eller ved en eller anden Handels-Entreprise,
som enkelt Mand foretog til egen Fordeel, da maa
ikke alene al Concurrence ophøre, men ethvert
Fremskridt, enhver Forbedring i hvilkensomhelst Ret-
ning, som bevirkes ved nye Opfindelser eller paa
anden Maade, maatte ved lignende Beskyttelse og
Indskrænkninger standses, til ubodelig Skade for
hele Folkets Velvære, og vi vilde aldrig komme
til at nyde Godt af nye Opfindelser og Forbedrin-
ger, som fremkomme i andre Lande, til Fordeel for
Agerdyrkning, Industri, Handel og Skibsfart, naar
man vil indrømme de af Drewsen forlangte evig-
varende Beskyttelser og Begunstigelser. - Nu for-
mene dHrr. D. & S. rigtignok, at en fri Con-
currence, Frihandelssystemet, ikke lader sig indføre
hos os, thi, hedder det i deres Forsvar:
          „det vilde være dristigt og uforsvarligt om det
          lille Danmark, der desværre har ladet vente paa sig,
          ja lader vente paa sig endnu med saamange Foran-
          staltninger, hvis Hensigtsmæssighed og Nytte har væ-
          ret prøvet og anerkjendt paa andre Steder - om det
          lille Danmark i det store vigtige Frihandels-Spørgs-
          maal som man endnu intet andet Sted (?) har vovet
          at afgjøre, vilde gaae foran.“
     Her see vi, hvorledes egen Interesse forvirrer
Begreberne. Saa længe der tales om Andres
Interesse, om virkelige Indgreb i Andres Eiendomsret,
som f. Ex. i Godseiernes Sager, hvor nu afdøde
Drewsen optraadte som Forkæmper for Bonde-
vennerne, da vare de forlangte Forandringer ikke
mere end billige og retfærdige Krav; men naar
man kommer Ens egen Pengepung for nær, saa
maa det „lille Danmark“ staae stille, saa maa det
„længe lade vente paa sig med at gjøre hensigts-
mæssige Foranstaltninger“, saa kan det være lige-
gyldigt, om de „skatteydende Borgere“ paalægges
en ligefrem Skat, for at opretholde private Mænds
Foretagende.
     Naar dHrr. D. & S. ellers antage, at det
„lille Danmark“ ikke tør vove i en vigtig Handels-
politik, „at gaae foran“, da tage de mærkelig
feil; det er netop det lille Danmark, som i denne
Henseende er gaaet andre Lande foran, og Told-
forordningen af 1. Febr. 1797 afgiver det største
Beviis herfor. Nævn os et eneste Land, som i
denne Henseende for mere end 50 Aar tilbage har
givet saadant Exempel! Nævn os et eneste Land,
som liig det „lille Danmark“, til stor Lettelse for
alle Handelsomsætninger, har indført Creditoplags-
væsenet! Nævn os et eneste Land, hvor paa hiin
Tid og længere tilbage Toldloven er baseret paa
saa liberale Grundsætninger som netop hos os!
Hvor længe har ikke andre Lande i denne Retning
ladet vente paa sig, og lade endnu vente paa sig?
Hvad have alle de revolutionaire Omvæltninger i
Frankrig i de sidste 60 Aar frembragt i denne
Henseende? Hvilken trykkende og upolitisk Handels-
politik følger man ikke der? Hvor længe har ikke
England „ladet vente paa sig“ inden det indførte et
Frihandels-System, og hvor længe har det „lille
Danmark“ ventet paa den i England forandrede
Kornlov? og har den ikke bestaaet sin Prøve der?
Det „lille Danmark“ er ogsaa i Bondefriheden
og i Landbolove gaaet andre Lande forud eller
„foran“, og kun ved disse Love og en forbedret,
fornuftig Handelspolitik har det „lille Danmark“
bragt sig i den lykkelige Tilstand, hvori det nu
befinder sig; kun derved har det udvidet og for-
bedret sine Productioner til en utrolig Høide; kun
derved see vi Velstand og Tilfredshed i alle Bor-
gerclasser. Men her maae ogsaa disse Love con-
seqvent gjennemføres; vi maae holde fast ved den
Handelspolitik, og forandre de Love, som ikke har-
monere med denne Politik; vi ville ikke indslaae [fastslå]
andre Veie for at begunstige et eller andet enkelt
privat Foretagende paa Bekostning af hele Lan-
dets Beboere.
     Men lad os endog ville indrømme at industri-
euse Foretagender lig Papirfabrication kræver og
fortjener en eller anden Beskyttelse paa et vist An-
tal Aar, liig de Beskyttelser som man tilstaaer en
eller anden ny Opfindelse, da spørge vi: har da
ikke Papirfabricationen i fuldt Maal allerede høstet
store Goder af Protection ved de hidtil be-
staaende Love? Har man da ikke allerede bragt
Offere nok for at bringe Fabricationen paa det
nuværende heldige Standpunkt? og har ikke maa-
skee Statsklassen ved Pengemidler oprindeligen sat
Fabrikanten istand hertil? Vi mene at dersom
Dhrr. Dr. & Ss Krav er begrundet, da er dette
ved de hidtil indrømmede Beskyttelser fuldkommen
liquideret, ja endog med Renter og Renters-Ren-
ter, Landet har i Sandhed bragt Offere nok i denne
Henseende; thi ville vi først og fremmest spørge
hvor stor Capital er der ikke gaaet reent tabt,
ved Ikke-Afbenyttelse af de Klude, som ikke samledes
deels paa Grund af at, de ikke fandt Afsætning, og
deels at Prisen var saa lav, at selv den fattigste
Mand fandt det ikke Umagen værd at samle Kludene,
der da blev henkastede og ødelagte blandt Gjød-
ningen. Lad os først tale om uldne Klude, hvoraf
her altid fandtes stor Overflødighed; hvad betalte
man for disse Klude da Forbuddet udkom? Een
Mark, siger og skriver 1 Rbmk. for et Liispund.
Millioner Pund gik her tabt for Landet, hvor-
ved desuden mange Hundrede fattige Familier
kunde have havt et Udkomme, en Understøttelse —
Men, sige Dr. & S., man coqueterer [smigrer] altid med de
Fattige naar Talen er om Kludesamling — Hvor-
ledes „Coquettere“? Vi vide sandeligen ikke hvor-
med vi skulde stemple denne forkastelige Benævnelse,
men vi ville spørge: Er det ikke samme Grund som
Drewsen anfører til Forsvar for Opretholdelsen og
Beskyttelsen af Papirfabricationen, og forsvares
ikke andre industrieuse Foretagender og Oprethel-
delse deraf paa samme Maade? Hedder det ikke
altid, at man maa tage i Betragtning, at saa
mange Familier miste deres Levebrød, naar den
eller anden Entrepreneur bliver nødsaget til at
nedlægge sin Fabrik? Vi mene, at de fattige Klude-
samlere, der af Mangel paa Erhverv ere faldne
det Offentlige til Byrde, fortjene fuld saa megen
Opmærksomhed; og saadant kan man ikke, tør man
ikke benævne Coquetteri [smiger]. — Dog til Sagen.
Kludene bleve ikke samlede, deels fordi Fabriken
ikke havde Brug for samme, og deels paa Grund
af den lave Priis. Men ikke saasnart var Becks
Oprivnings-Fabriken blev oprettet, da steg Priserne
meget, og der viste sig, hvilken uhyre Mængde af
uldne Klude der fandtes i Landet, som før aldeles gik
tilspilde, hvorved Landets aarlige Tab var ubereg-
neligt; man læse herom hvortil afdøde Drewsen
selv har anslaaet det (see Roeskildske Stænder for
1842 S. 1134). Der hedder det, at Beck, som i
Begyndelsen havde at kæmpe med mange Vanske-
ligheder, dog siden 1827 har frembragt 3 Millio-
ner Pund Kradsuld til et Beløb af 300,000 Rbd.,
foruden hvad Owen her har frembragt.
     Nu linnede Klude. Drewsen mener, at man
kan antage Samlingen efter Folketallet og anslaaer
for ethvert Menneske 3 ½ Pund. I Aaret 1825
udgjorde Folketallet omtrent 1,120,000 Mennesker,
altsaa kunne vi da, efter Drewsens egen Calcule
aarligen have samlet henved 4 Mill. Pd. Klude.
Men hele Fabricationen var paa den Tid ikke større
end 56,000 Riis aarligen, hvortil der neppe med-
gik mere end 8 eller 900,000 Pd., saa at følgeligen
de øvrige 3 Millioner Pund aarligen ere gaaet heelt
tabte for Landet, thi de bleve ikke afbenyttede i Landet
og kunde ikke udføres paa Grund af Forbuddet.
Hvormeget er nu hvert Aar blevet tabt? Lad os
kun regne 3 Mk. pr. Lpd. eller 3 Rbd. pr. Centner,
som vel var den laveste Priis i Udlandet, og der
gik hvert Aar tabt for Kongeriget 100,000 Rbd.
— Men nu 1833. Hele Fabricationen fra Be-
gyndelsen af Forbudet steeg i de 9 Aar kun 28,000
Riis, og det fandt kun Sted paa Drewsens Fabrik
paa Grund af den anskaffede nye Maskine. Folke-
tallet var den Gang 1,200,000 Mennesker, og det
Qvantum Klude, som kunde samles, var altsaa 4 ½
Mill. Pd.; men det Qvantum, som medgik til Fa-
brikationen, var neppe mere end 1 ½ eller 1 ¾ Mill.
Pd. Her er altsaa atter gaaet 3 Mill. Pd. Klude
spildte aarligt, og anslaaes disse til 3 Mk., saa
faae vi igjen et Resultat af et reent Tab af omtrent
100,000 Rbd., og alt dette skeete for at beskytte en
Fabrication, som den Gang ikke beløb sig til mere end
150 til 160,000 Rbd. aarligt!!! — Man klagede
paa hine Tider over Mangel af Klude, og Beskyt-
telsen var derfor nødvendig. Fabricationen har
siden den Tid tiltaget overordentlig meget, og endnu
findes her i Landet tilstrækkelige Klude. Men
hvad offrer Landet desuagtet [desuden] ved den høie Udfør-
selstold? Fabrikanten betaler til Hovedsamlerne 3
forskjellige Priser, 3 Mk., 4 Mk. og 6 Mk. pr. Lpd.
Disse Sorter Klude betales i England med 5 Mk.,
7 Mk. og 9 Mk. pr. Lpd. Forskjellen er altsaa
omtrent 3 Mk. pr. Lpd., som man i England faaer
mere end her.
     Drewsen angiver omtr. 60,000 Centner Klude,
som forarbeides i de i Kongeriget værende 5 Papiir-
maskiner. Lad os nu antage, at Kludene betales kun
med 2 Mk. pr. Lpd. høiere Priis end her, og det er i
Sandhed meget lavt anslaaet, saa gaaer der aarligt
tabt for Landet 120,000 Rbd., som komme
Fabrikanterne alene tilgode, uden at vi derfor
faae Papiret billigere, tvertimod er det hos os
langt dyrere end i Udlandet. Beviset herfor lig-
ger jo klart for os, thi vore Papiirhandlere eller
Andre finde deres Fordeel ved at indforskrive baade
Skriv- og Trykpapir, trods en Indførselstold af i
Gjennemsnit 20 a 25 pCt., trods Omkostninger fra
fjerntliggende Lande, og trods den Gevinst, som
Papiirhandlerne her naturligviis maa have. Læg
nu alt det tilsammen, saa faae vi en Difference af
i det mindste 40 pCt., som Fabrikanterne have,
uagtet det raae Materiale, Klude, er saameget bil-
ligere end i de fleste andre Lande. For at lette
Oversigten mere for dem af vore Læsere, som ikke
kunne gaae ind paa Beregninger eller Sligt, ville
vi blot anføre, at vi have seet Trykpapir fra Ud-
landet, som i Qvalitet i alle Henseender kan sæt-
tes ved Siden af Drewsens, og som paa Fabriks-
stedet ikke koster mere end omtrent 16 Rbs. pr.
Pd., hvilket calculerer sig med Told og samtlige
Omkostninger til 19 Rbs. pr. Pd., medens
Drewsen erholder for samme Papiir 24 Rbs pr.
Pd. Skrivpapiir koster paa Fabrikstedet 18 Rbs.
pr. Pd., Tolden herpaa er 4 Rbs eller incl.
Sportler og Accise, 25 pCt. Hvad tager nu
Drewsen for saadant Papiir? Sagen maa nu
tages fra hvilket Standpunkt man vil, saa blive
Consumenterne paa den ene Side betydelig be-
skattede, og paa den anden Side lider Landet et
føleligt Tab, som ikke erstattes. Man bringer
rigtignok Arbeidslønnen i Anslag, men hvormeget
udgjør denne ved de 5 Maskiner? neppe 80,000 Rbd.
Men denne Summa kan ikke opveie det store Tab,
som Landet lider og som de fattige Kludesamlere
have.
     Vi bør agte og paaskjønne alle Bestræbelser som
kunne befordre Landets Industri, og vi maae ind-
rømme, at Drewsens Bestræbelser have med Hensyn
til Fabrikationen været meget heldige; men lad os
ikke glemme det gamle (endnu gjældende)
Ordsprog — man kan ogsaa betale G u l d
for dyrt.

     Ifølge "Rand. Av." var det i Løverdags
Efterm. Kl. imellem 5 og 6 at der i et i Kjøb-
mand Westermanns Gaard værende Pak-
huus udbrød en voldsom Ild, der fandt rigelig Næ-
ring i det samme steds værende Oplag af Klude
og gammelt Tougværk, bestemt for d'Hrr. Drew-
sen & Sønners Papirfabrik paa Silkeborg.
Ilden maa sikkert have ulmet længe før den kom
til Udbrud, thi da dette skete, havde den alle-
rede grebet for vidt om sig, til at Pakhuset
kunne reddes. Imidlertid lykkedes det at holde
Ilden borte fra de tilstødende Bygninger. Endnu
i Søndags ulmede det i Ruinerne, og der maatte
jævnlig paasprøjtes Vand. Det brændte Oplag
af Klude og Tougværk skal have været forsikkret.

     — Vi have ikke taget i Betænkning at aabne
vore Spalter for den efterstaaende Artikel af dHrr.
Drewsen & Sønner, skjøndt disse deri fra-
kjende os næsten al Evne til at fælde en Dom om
Sagen. Denne Artikel giver os imidlertid en ønsket
Leilighed til end yderligere at udvikle vore Anskuel-
sers Rigtighed, og vi skulle, eftersom dHrr. Drewsen
& Sønner finde at vor forrige Artikel mangler Tyde-
lighed, i vor næste Artikel søge at gjøre Sagen saa
klar og tydelig som muligt for Publikum. For idag
skulle vi kun erklære, at vor Opgivelse om Priserne
paa Klude hertillands er correct, og naar dHrr.
D. & S. sige, at de betale 8 Mk. for blegede
Klude, da kan saadant vistnok gjerne være Tilfæl-
det for enkelte smaa Partier, der imidlertid ere
saa ubetydelige, at de ikke kunne medtages i Be-
regningen for at finde en Gjennemsnitspris.
     Artiklen fra dHrr. Drewsen & Sønner lyder
saaledes:
     Vore Oplysninger og Bemærkninger om Papir-
fabrikanternes Stilling heri Landet, i dette Blads
Nr. 201, have i s. Blads Torsdags Avis frem-
kaldt et Svar, i hvilket Forfatteren imidlertid gaaer
saa aldeles udenom Sagen, at denne Debat, hvis
vi fulgte hans Exempel, kun vanskelig vilde faae Ende.
     I vor Artikel have vi fornemmelig villet gjøre
det klart for Publikum: at de Begunstigelser, som
man paastaaer skulde komme Papirfabrikationen i
Danmark tilgode i en urimelig Grad, — ikke
ere mere urimelige, end at man saagodtsom
overalt i Europa, har beskyttet denne Industri
i en endnu høiere Grad, og høiest hos de Na-
tioner som man i Almindelighed antager for de
meest oplyste.
     Det var os ligeledes magtpaaliggende at bringe
til Publikums Kundskab, hvorledes man ikke kunde
antage, at Kludetolden sætter os istand til en bil-
ligere Anskaffelse af vort raa Materiale, Klude,
end vore Concurrenter, fordi netop hos disse
Klude-Udførslen er aldeles forbuden.
     Vi have derefter, saavidt det stod i vor Magt,
og ved de Midler og Oplysninger, vi havde til
vor Raadighed, søgt at godtgjøre, at vi kunne
behøve og forbruge alle de Klude som
produceres herhjemme, og at der heller ingen
rimelig Grund er til at befrygte, at der skulde
være Klude, i noget betydeligere Qvantum, her i
Landet, som ikke bleve samlede.
     Endelig gjorde vi opmærksom paa, at naar Ta-
len er om Kludepriser i Hamborg, med hvilke man
sammenligner vore, maa man tage Hensyn til de
respective Varers Forskjellighed, og til
den Omstændighed, at vi ere Kjøbere, Ham-
borgerne Sælgere til de respective Priser.
     Disse, til en retfærdig Bedømmelse af
vor Stilling, og en rigtig Vurdering af
de nævnte Begunstigelser, aldeles nød-
vendige Oplysninger og vigtige Kjends-
gjerninger, benegter eller imødegaaer
„B. T.“ ikke; derimod kommer den med en Be-
regning over det Tab, Landet skulde have lidt der-
ved, at der i en længst forløben Tid ikke er blevet
samlet saamange Klude som nu, og som der muligen
kunde have været tilveiebragt, og betragter Resul-
tatet, baade for uldne og linnede, som en virkelig
Skyld, vi staae i til Staten, og som kunde eqvi-
valere, med Renter og Renters Rente, hvad man
muligen kunde berøve os ved at ophæve den os
skjenkede Beskyttelse.
     Næst efter at protestere mod denne Regnemaa-
des Rigtighed, maae vi dog, uden at turde negte
at der vel kunde have været samlet flere Klude tid-
ligere, ansee det for høist tvivlsomt, om den frie
Udførsel hurtigere havde fremkaldt den forøgede
Samling, end den indenlandske Fabrikation har
gjort det, og tillige erindre om, at ikke alene den
stigende Folkemængde maa tages i Betragtning,
men ogsaa det overordentligt tiltagende Forbrug
af Papir, der naturligviis her som overalt, maa
have virket fordeelagtigt paa Samlingen af det
raa Materiale.
     Angaaende de uldne Klude, da maae vi gjentage,
at disse hverken have været brugte eller blive brugte
i Papirfabrikationen, og at de overalt, ligesom
her, kun havde en meget ringe Værdi, forin-
den Opkradsnings-Maskinerne opfandtes i England
og kort Tid efter kom igang her.
     Vi have i vor tidligere Artikel viist, hvorledes
England rimeligviis vilde blive det Sted hvorhen
vore Klude, i Tilfælde af Frigivelse, vilde gaae,
og nu oplyser „B. T.“ os om, hvad der er det
selvsamme, at Kludepriserne i England ere høiere
end her. Vore Priser angiver „B. T.“ forøvrigt
urigtigt til 6 Mk., 4 Mk. og 3 Mk. pr. Lpd.
Da vi altid maae bære Fragten samt Bro- og
Havnepenge tilligemed Indveinings-Omkostninger
af de os sendte Klude, bliver den Priis, som vi
betale for disse, leverede i Kjøbenhavn, paa Strand-
møllen eller Silkeborg, som følger:
     fra 8 Mk. til 6 Mk. 8 ß pr. Lpd. af blegede,
     — 6 Mk. til 4 Mk. 4 ß — — af halvbl.,
     — 4 Mk. til 3 Mk. 4 ß — — af grove.
Den høieste Priis er for de slesvigske, derefter
komme de svenske, saa de sjællandske, tilsidst de
jydske Klude. Dette gjør en ikke høit anslaaet
Gjennemsnitspriis af 7 Mk. 4 ß til 5 Mk. og 3
Mk. 10 ß — eller rigelig 20 pCt. mere
end „B. T.“ opgiver. Den Forskjel, som der-
efter vil blive mellem de af „B. T.“ nævnte Pri-
ser i England og vore, vilde efter vor Formening
ikke være tilstrækkelig til at dække Sortering, Svin-
ding i Vægt, Pakning, Emballering, Veining ind
og ud, Fragt derover, Assurance og Commissioner
her samt i England; thi vi maae erindre om, at
saaledes som Kludene leveres os, kunne de ikke af-
skibes eller udbydes i England. — Men denne vidt-
løftige, stor Svinding og Bekostning medførende
Rensning og Sortering, undgaaes ikke, fordi Klu-
dene blive i Landet, den er en Betingelse for at
kunne forvandle dem til Papir, og foretages af os
selv paa Fabriken; derfor maae vi ogsaa, naar
Talen er om Priserne paa vore Klude i Sammen-
ligning med hvad der forlanges og gives i Udlandet
for Klude som Handelsvare, regne os disse
Udgifter tilgode.
     Skjøndt det derefter af „B. T.“ opstillede Regne-
stykke, hvilket desuden i andre Henseender tør an-
sees som mangelfuldt, paa Grund af de meer end
20 pCt. for lavt angivne Priser paa Klude heri
Landet, naturligt ogsaa i sit Facit maa være urig-
tigt og uden Betydning, saa frembyder dette et
saa slaaende Exempel paa „B. T.s“ Mangel paa
Tydelighed, paa Grundighed i Raisonnement, men
ikke paa Dristighed i at gjentage ubeviiste — man
tør næsten sige beviist urigtige — Paastande, at
vi ikke kunne undlade at henlede Opmærksomheden
derpaa. Dette Facit lyder saaledes:
          „Læg nu Alt det tilsammen, saa faae vi en
          Differents af idetmindste 40 pCt., som Fa-
          brikanterne have, uagtet det raae Materiale,
          Klude, er saameget billigere her end i de fleste
          andre Lande.“
     At „faae en Differents“ naar man „lægger sam-
men“ er noget Nyt, heller ikke har man saa ganske
let ved at fatte det Fordeelagtige for en Fabrikant
i „at have en Differents af 40 pCt.“; men det,
man maa misbillige stærkest, er dog, at „B. T.“,
efter hvad vi have oplyst, uden yderligere Beviis
end hvad den i sit Svar, ubestemt nok, anfører om
Kludepriserne i England, tør gjentage: at Kludene
her ere saameget billigere end i de fleste andre
Lande. „Berl. Tidende“ har imidlertid selv havt
Frygt for at Regnestykket var for svært, og har
derfor, med stadigt Hensyn til Kludenes Priser her
og i England, „for at lette Oversigten mere for
dem, som ikke kunne gaae ind paa Beregninger
eller Sligt“ („B. T.“ egne Ord), givet en Sam-
menligning til Bedste, mellem Papirpriserne her
og i Udlandet. Her har nu atter „B. T.“ det
Uheld, at den ligesom ved Kludepriserne, har sav-
net eller ikke søgt paalidelig Underretning. Vor
Priis paa bedste Sorter Trykpapir er ikke 24 ß,
men 21 a 22 ß pr. Pd. Vi kunne jo ikke benægte
Muligheden af, at „B. T.“ har seet Trykpapir
fra Udlandet til 16 ß pr. Pd. — der calculerer sig
til 19 ß —, som i alle Henseender kan sættes ved
Siden af vort bedste; men vi tør ganske trygt
overlade til Publikums egen Afgjørelse, om det er
sandsynligt, at vi af vore Kunder, Papirhandlerne,
der tæller meget dygtige Kjøbmænd, skulde kunne
opnaae 21 a 22 ß, end sige 24 ß pr. Pd., naar
der kunde haves et lignende Fabrikat til 16 ß fra
Udlandet. Man være rolig, — den udenlandske
Concurrence gjør sig gjældende paa en ganske an-
den Maade! Det kan med Sikkerhed antages, at
nogen høiere Priis end den, hvortil det lignende
udenlandske Fabrikat kan haves, tilstaaer man os
saagodtsom aldrig; for det Meste faae vi vist min-
dre. Hvorledes skulde ogsaa ellers det i 1851 for-
toldede Qvantum Papir kun have andraget 400,000
Pund til en Hjemmefabrikation af omtrent 5 Mil-
lioner? Vi levere forøvrigt mange tusind Pund
Trykpapir, som maaskee i „B. T.s“ Øine vilde
see ligesaa godt ud som vort bedste, for hvilket vi
erholde [få] en langt ringere Priis. „B. T.“ siger
endvidere, at „Skrivpapir“ — hvilket jo Enhver
veed varierer i de allerforskjelligste Slags til de for-
skjelligste Priser — i Udlandet koster 18 ß, og
spørger til hvilken Priis vi levere dette. Vi kunne
hertil blot svare: at vi levere Skrivpapir endog
til 16 ß pr. Pd., og at vi for den Sort, som i Ud-
landet koster 18 ß, efter hvad vi foroven have op-
lyst, formodentlig faae noget mindre, end den vilde
koste her leveret, og at vort Papir til samme Priis
som det fra Udlandet i Reglen foretrækkes.
     Vi have kun tilbage at retfærdiggjøre et Udtryk,
som vi have benyttet, og over hvilket „B. T.“ for-
argrer sig i høi Grad, nemlig, at man i Klude-
sagen har coqvetteret [smigret] med den fattige Mand. Har
man ikke ved enhver Leilighed benyttet den fattige
Mands Fordeel, som gyldig Grund til at træffe
en Foranstaltning, om hvilken det dog maa ansees
for høist tvivlsomt, hvorvidt den i sine Følger vil
naae til den Fattige, og hvis den naaede, da hvor-
vidt det vilde blive til hans Gavn eller Skade; —
en Foranstaltning om hvilken man i alle Tilfælde
med Vished kunde vide, at den liden Nytte, der
muligen ved den kunde tilføres den fattige Mand,
dog ikke stod i Forhold til den store Skade, som
den maatte medføre for den i sin udbredte Virk-
somhed forstyrrede Fabrikant, — det store Afbræk,
som den vilde afstedkomme i en hidtil blomstrende
Industrigreen? Naar vi, efterat have viist, hvor
lidet rimeligt det vilde være at antage, at den fat-
tige Mand skulde vinde ved Kludetoldens Ophæ-
velse, umiddelbart og i Sammenhæng dermed have
tilføiet: man glemme heller ikke over ham de
mange hundrede Familier som have deres eneste,
men taalelig gode Udkomme ved Papirfabrikatio-
nen, saa have vi ikke, som „B. T.“ mener, gjort
os skyldige i samme Feil, thi det er jo tydeligt, at
vi uden det Ene, ikke vare fremkomne med det An-
det, men blot have forlangt, at, hvis man virkelig
antog denne Forandring for gavnlig i dens Følger
med Hensyn til den fattige Mand, saa var man
ogsaa forpligtet til at huske paa de fattige Fami-
lier, der først og haardest vilde rammes i Virknin-
gen af den samme Foranstaltning.
     Vi have bestræbt os for, saameget som muligt,
at holde os til Sagen, fordi vi af Erfaring vide
og af det Foreliggende indsee, at vi uden denne
Forsigtighed maae komme tilkort i en Avisdebat,
som vi hverken have Tid, Lyst eller Leilighed til
at fortsætte, og som det vilde være i vor Mod-
parts Interesse at faae bragt til et Punkt, hvor
hverken vi eller nogen Anden, — knap Modparten
selv, — meer kunde finde Rede paa Sagen.
                                    Drewsen & Sønner.

     Om Papirfabrikationen. Naar dHerr.
Drewsen & Sønner troe at et dristigt og ho=
verende Sprog skulde afgjøre den omtvistede Sag,
da tage de mærkelig Feil. Det givne Svar (see
Løverdags-Nr.) svækker aldeles ikke det, hvad vi
have anført imod de urimelige og for Landet høist
skadelige Forrettigheder, hvormed man har begun-
stiget Papirfabrikationen; tværtimod indeholder Sva-
ret nye Beviser herfor, og vi skulle nu tydelig
godtgjøre det.
     Vi have paastaaet, at ved Forbuddet imod Ud-
førselen af Klude i Aaret 1825 har Landet Aar
for Aar havt betydeligt Tab. Beviset herfor maa
være indlysende for Enhver. Drewsen har selv
angivet, at Kludemængden maa beregnes efter Folke-
mængden; fremdeles har Drewsen selv anslaaet,
at den aarlige Samling kan anslaaes til 4 a 3½
Pund Klude for hvert Menneske. Efter Folke=
mængden 1825—1838 vilde man altsaa have kun=
net samle i Gjennemsnit omtrent aarligt 4½ Mill.
Pund. Dersom nu Papirfabrikationen er saa stor,
at den svarer til Forraadet af Kludene, da vil
Værdien deraf indvindes for Landet. Er Fabri=
kationen derimod ikke saa stor, og Forbrugen af
Klude ikke svarer til det indsamlede Qvantum, da
gaaer Værdien af de Klude tabt, som ikke tilvir=
kes i Fabrikerne, thi det overblivende Qvantum
kan ikke afbenyttes, fordi der er Forbud mod Ud=
førsel. Samlerne samle altsaa kun saameget, som
Fabrikkerne omtrent forbruge, Resten kastes bort,
som andet Snavs paa Møddingen. Nu har det
viist sig i Aarene 1825—38, at Fabrikationen
ikke synderlig har udvidet sig, og at man
efter Tabelværket og andre Optegnelser ikke
kan anslaae Gjennemsnits-Forbrugen høiere end
omtrent 1⅓ til 1½ Millioner Pund aarligt, thi
i Aaret 1825 var Fabrikationen kun 56,000 Riis
Papiir. I Aaret 1833 var den kun stegen
til 84,000 Riis, og i 1838 efter Tabelværket var
Fabrikationen af alle Slags Papiir 109,000 Riis.
Men lad os antage Kludeforbrugen til 1½ Mill.,
ja endog til 2 Millioner Pund, saa gik jo,
som ovenfor anført, aarligt tabt Værdien af 2
Millioner Pund Klude, som ikke kunde afbenyttes.
— Beregnes nu de linned Klude kun til 3
Mk. pr. Lpd., da har Landet i de 14 Aar (1825—
1838) tabt allermindst 900,000 Rigs=
bankdaler. Vi sige allermindst; thi for det
Første have vi anslaaet Forbrugen særdeles høit;
for det Andet anslaaet det samlede Qvantum for
hvert Menneske til 3½ Pund, skjøndt afdøde Drew=
sen antog, at man beregner 4 a 3½ Pund for hvert
Menneske, og endelig, hvad der er det allervigtigste,
ere disse 2 Millioner Pund Klude beregnede kun til
3 Mk. pr. Lpd., istedetfor Prisen, hvortil disse
Klude kunde være blevet solgt i Udlandet, naar

Udførselen var tilladt, og lad os kun antage 4 Mk.
8 ß pr. Lpd., saa kan man anslaae Tabet til 1½
Million Rbd. Man vil altsaa heraf see, at vi
aldeles ikke have overvurderet Tabet; tværtimod, vi
have langt undervurderet det. — Drewsen negter
heller ikke, at der tidligere kunde have været
samlet flere Klude, men tilføier da:
          »De ansee det for høist tvivlsomt om den frie
          Udførsel hurtigen havde fremkaldt den forøgede Sam=
          ling«.
     Men hvad Andet end ene og alene Forbudet er det,
som har formindsket Samlingen? Vi ville her an-
føre et Exempel. Forinden Creatur-Been havde
en Værdie, forinden Englænderne have anvendt
disse til Gjødning, har intet Menneske faldet paa
at samle Been her i Landet, men saasnart der
fandtes Kjøbere her til Benene, fremkom den ene
Samler efter den anden, og det samlede Qvantum
gik op til Millioner Pund aarligt; men lad der
udkomme Forbud mod Udførslen, saa vil Samlin-
gen falde bort, naar man ingen synderlig Forbrug
har for Benene her i Landet. — Man har til
Forsvar for Forbudet anført andre Lande, til Ex.
Belgien; men foruden at det „lille Danmark“ i Alt
ikke burde følge andre Landes Exempler, da hvert Land,
som vi før ofte have bemærket har sit Eiendomme-
lige, saa skal det jo tillige godtgjøres, at Bel-
gien ligesom Danmark ikke havde For-
brug for alle sine Klude; kan Drewsen give
os Oplysninger herom? Er det ikke snarere at an-
tage, at Belgien ved Siden af dette Forbud havde
endog Mangel paa Klude, og maaskee har indført flere
Qvantiteter fra Udlandet? Vi have her behandlet
Perioden fra 1825 til 1838. Fra det sidstnævnte
Aar indtil 1842, da Forbudet blev ophævet, har
Papirfabricationen tiltaget betydeligt, og Forbru-
gen af Klude tiltog i Forhold derefter; men her
føltes ingen Mangel paa Klude, Samlingen tiltog
naturligviis, da det ikke skortede paa Afsætning.
     Saavidt altsaa Forbuds-Perioden. Lad os nu
undersøge Perioden efter at Forbudet er bleven
hævet, og istedet paalagt en saa høi Udførselstold
paa Kludene, at Tolden er omtrent lige saa høi
som paa de ordinaire Klude nemlig 3 Mk. pr. Lpd.
Vi have opgjort en Beregning, hvori denne store
Begunstigelse bestaaer; Udførselstolden er nemlig
saa høi, at det ikke kan svare Regning [betale sig] at sende
Kludene til Udlandet, skjøndt Prisen der, navnlig
i England, er 75 til 50 pCt. høiere, end hvad
man betaler her. Nu paastaaer Drewsen for det
Første, at de betale for Kludene høiere Priser,
end vi have angivet, og for det Andet at For-
skjellen i Prisen er ikke synderlig, naar man tager
Hensyn til de Omkostninger, som ere forbundne
med Sorteringen og Forsendelsen til England.
Men naar Alt dette er Tilfældet, saa er jo den
overordentlig høie Udførselstold alde-
les overflødig, saa trænger Fabrikken
jo ikke til denne store Beskyttelse, og det
er netop det, hvad Minoriteten i den roeskildske For-
samling for 1842 har anført til Grund for sin Indstil-
ling. Udførselstolden kan altsaa enten aldeles falde
bort, eller ogsaa nedsættes til samme Told, hvortil den
før var ansat i begge Hertugdømmer, og nu er
ansat i Holsteen, nemlig 80 Rbß pr. 100 Pd.,
saaledes som det i sin Tid nedsatte Udvalg i den
roeskildske Stænderforsamling for 1842 har fore-
slaaet. Fabrikanterne kunde paa denne Maade efter de
af Drewsen opstillede Beregninger være tilstrækkelig
beskyttede for Klude-Udførselen til England, og
gjøre deres Indkjøb til de Priser som Drewsen &
Sønner angive. — Men Sagen stiller sig ganske ander-
ledes. Drewsen & Sønner og de øvrige Fabri-
kanter betale ikke i Gjennemsnit for Kludene 7 Mk.
4 ß til 5 Mk. og 3 Mk. 10 ß pr. Lpd., men kun
6 Mk., 4 Mk. og 3 Mk. pr. Lpd. Rigtignok kan
det være Tilfældet, at der iblandt den store Masse
af Klude, som nu forbruges (6 Millioner Pund)
kan forekomme et enkelt lille Parti af særdeles
fiin Qvalitet, for hvilket man betaler en noget
høiere Priis; men Saadant har aldeles ingen Ind-
flydelse paa Gjennemsnitsprisen. Herfor gjelder
følgende slaaende Beviis, taget af Drewsens egen
Anførsel. Der paastaaes nemlig, at de høieste Pri-
ser, 8 Mk., 6 Mk. og 4 Mk. betaltes for de slesvigske
Klude. Man skulde efter denne Anførsel slutte sig til,
at man fra det Slesvigske modtager en saa over-
ordentlig Mængde Klude, at dette Qvantum
kunde indvirke paa Gjennemsnitsprisen. Men
lad os nu see hvor stor Tilførselen af Klude har
været fra det Slesvigske. De officielle Lister give
os nærmere Oplysninger herom: I Aaret 1850
modtog Kongeriget fra Hertugdømmet Slesvig
186,000 Pund og i 1851 276,000 Pund.
Hvad synes nu vore Læsere om Drewsens grun-
dige Beviser? Fabrikerne bruge aarligt 6 Mil-
lioner Pund, og til dette Forbrug have vi i det
ene Aar modtaget fra Slesvig omtrent 1/30 Deel
og i det andet Aar omtrent 1/21 Deel, og saadanne
Ubetydeligheder ville D. & S. bilde os ind kunne ind-
virke paa Gjennemsnitsprisen, saa at Kludene komme
til at koste dem de anførte høie Priser. Men saa-
ledes gaaer det naar man vil forsvare en slet Sag,
og saaledes forholder det sig med alle de haltende
Beviser, som Drewsen anfører til Forsvar for Be-
skyttelsen. Tabet for Landet paa de aarligt for-
brugte Klude, som Drewsen selv anslaaer til 6 Mill.
Pund, er overordentligt stort, naar man
sammenligner de engelske Priser med vore, og om
denne Difference kun er 2 Mk. pr. Lpd., saa brin-
ges her et Offer af omtrent 150,000 Rbd. aar-
ligt. Det danske Folk faaer ikke Papiret billigere
i Forhold til de lave Priser paa Kludene, og den
fattige Kludesamler faaer kun en lav Priis for sine
Klude, i Forhold til Fabrikernes høie Priis paa
Papiret. Her seer man Følgerne af en urigtig
Handelspolitik, som staaer aldeles i Disharmoni
med vore ellers gjeldende liberale Toldlove.
     Hvad nu uldne Klude angaaer, da er Tabet og-
saa meget stort paa Grund af Forbudet, og naar
det, efter Drewsens Paastand, forholdt sig rig-
tigt, at uldne Klude ikke anvendes til Papirfabri-
kation, saa kunde man jo i Aaret 1825 med Hen-
syn til Forbudet, have gjort en Undtagelse med
uldne Klude. Men disse bleve især paa hiin Tid
anvendt til de meget ordinaire Papirer. *)
     Af det Foregaaende troe vi, at det er til-
fulde godtgjort, at dersom dHrr. Dr. & S. for-
mene at have Krav paa det „lille Danmark“, fordi
de til egen Fordeel have udvidet Papirfabrikationen,
saa er dette Krav med Rentes Renter fuldkommen
liquideret med den Begunstigelse, hvormed Lovgiv-
ningen har beskyttet Papirfabrikationen; Dr. & S.'s
udvidede Anlæg er endog oprindelig, saavidt vi
mindes, blevet understøttet med et stort Laan af
Statskassen, og dernæst begunstiget ved en høist
fordeelagtig Arvefæste-Contract ved Overta-
gelsen af Eiendommen paa Silkeborg (S. Budget-
tet for 1845, S. 19). Vi mene altsaa, at dHrr.
Dr. & S. kunde lade sig nøie med de Begunsti-
gelser, som det „lille Danmark“ har tilstaaet dem
til Opmuntring af Papirfabrikationens Udvidelse,
og at det nu var paa Tiden, at det danske Folk
selv nød Fordelen af Fabrikationens Fremskridt i
Almindelighed, samt at der nu bør indtræde en stor
Moderation baade med Hensyn til Ind- og Ud-
førsels-Tolden.
     Vi have Intet at tilføie med Hensyn til Hoved-
sagen, som vi hverken i nærværende Besvarelse
eller i de foregaaende Artikler (efter dHrr. Drew-
sen & Sønners Formening) have omgaaet; vi have
kun imødegaaet dHrr. D. & S.s Bemærkninger
Punkt for Punkt, og vi have ikke stiltiende kunnet lade
uændset hvad dHrr. D. & S. i en just ikke pas-
sende Tone har anført om hvad man kunde for-
lange af det „lille Danmark“. Med fuld Føie
have vi ogsaa afviist dHrr. D. & S.s Yttringer
om det, som vi og saa mange Andre med os have
anført i nærværende Sag til Fordeel for de
Fattige, der beskjæftige sig med Kludesamling.
Det er ikke værdigt (for ikke at stemple det med
en anden Benævnelse), at kalde saadant „Coquet-
tering“.

*) I Aaret 1825 forbrugtes paa Maglekildes Papirfabrik
omtrent 400 Skpd. uldne Klude, foruden Overgarn.

     Mandagen den 25de October, Kl. 2, lader
dHrr. Drewsen & Sønner paa Silkeborg
afholde Licitation over Leverancen af 
     10 a 20,000 Lpd. Rughalm.
Licitationen afholdes hos Hr. Gjæstgiver Schou.
     Lysthavende indbydes.

kun tekst vedr. Silkeborg er tastet.
     Samtlige danske Deeltagere i Londoner Ud-
stillingen saavelsom Alle, der i Kbhvn. have
medvirket for Samme, have i disse Dage fra den 
kongelige Comittee i London erholdt [fået] et Præ-
sent-Exemplar af det pragtfuldt udstyrede Værk:
"Reports by the Juries......
     "at der kun var udstillet en sindrig Sættemaskine
(den Sørensen'ske) efter et aldeles nyt System", og
under Papirfabrication etc., at Drewsen &
Sønner i Silkeborg ere tilkjendte Priis medaillen for en 
Prøve af velassorteret Skrivpapir, samt at Holmblad
havde udstillet.....

     Fra Kiel hedder i "Bör-
senhalle": Næsten alle Papirfabrikanter og Uld-
kludskradsere i Hertugdømmerne Slesvig og Hol-
steen have for kort Tid siden været forsamlede i 
Kiel for at tage fælles Skridt mod Antagelsen af 
den Toldlov, som nu foreligger den danske Rigs-
dag til Discussion, forsaavidt samme angaaer Klude.
Sammenkomsten var foranlediget ved Eierne af de
store Papirmøller ved Silkeborg i Jylland og ved 
Kjøbenhavn, dHrr. Drewsen, af hvilke ogsaa den
Ene var personlig tilstede, medens den Anden ledede
en Forsamling af Papirfabrikanter og Kludekradsere
i Danmark, som i samme Øiemed [formål] blev afholdt i 
Kjøbenhavn. De omtalte Fabrikanter i Hertug-
dømmerne synes, hvor meget end den høie Udfør-
selstold stemmer med deres private Interesser, dog
kun tildeels at være gaaet ind på de danske Fa-
brikanters Andragender [ansøgninger], og ville, om de end, saa-
ledes som det blev besluttet, hver i sin Omgivelse
tilveibringe Petitioner [anmodninger] til Finants-Ministeriet om
en forhøiet Udførselstold, kun for en Deel slutte 
sig til de danske. I Danmark var Udførselen af 
Klude forbudt indtil 1842, men fra den Tid til 
nu tilladt mod en Udførselstold af 5 Mk. 7 Sk. Con-
tant pr. 100 Pd. Hvor hemmende denne Told 
har virket paa Udførselen, fremgaar deraf, at der 
i de sidste Aar i Danmark i Gjennemsnit aarlig
ikke er blevet udført noget større Qvantum, end
omtrent 10,000 Pd., hvorfor der i Udførselstold
er erlagt [betalt] c. 50 Mk. I Hertugdømmerne betød
Toldsatsen for Klude, med Undtagelse af Tiden fra 
1844 til 1849 kun c. 27 Sk. Crt. pr. 100 Pd., og
Stemmer fuldkomment med Landets Interesser, da
den yder Fabrikanterne en passende Beskyttelse, og
derhos [desuden] dog ikke forhindrer Udførselen af Klude.
Medens der i Holsteen i 1847 blev udført circa
46,800 Pd. Klude og i 1845 c. 15,000 Pd. for-
toldede, beløb Udførselen i 1850 sig til c. 838,000
Pund. Der ere i Hertugdømmerne foruden flere
smaa Papirmøller to store Papirfabriker, nemlig i 
Flensborg og i Oldesloe, som udmærke sig ved
Omfanget og Qvaliteten af deres Fabrikat; Shobby-
Møllerne ere først af nyere Oprindelse, men føre
dog allerede nu aarlig et ikke ubetydeligt Qvantum
kradset Uld til England. Nedsættelsen af den danske
Toldsats (87 Sk. Crt.) til den nu Holsteen gjel-
dende (27 Sk. Crt.) skal bane Veien for Gjenopret-
telsen af Toldeenheden mellem Danmark og Holsteen.

foranledigede ved de indenlandske Papirfabrikanters
navnlig dHrr. Drewsen & Sønners
Andragender til Rigsdagen.
Med en Udførselstold af 5 Mk. kunne vi
ikke holde paa vore Klude.
(dHrr. Drewsens Andragende Pag. 10.)

     Da Finantsministeren forelagde Folkethinget Re-
gjeringens Lovforslag om Toldgrændsens Forlæg-
gelse [henlæggelse], var det at vente, at den deri foreslaaede Ned-
sættelse af Udførselstolden paa Klude, der hitil
havde udgjort 17 Mk. eller med Tillæg af 6%
Sportler, over 3 Rbd. pr. 100 Pd.; hvilket om-
trent er disses nærværende Priis her i Landet, til
5 Mk. (ligeledes med 6%), vilde fremkalde et Ra-
maskrig ifra vore Papirfabrikanter. I en Række
af henved 30 Aar, begunstigede paa den ene Side
deels ved directe Forbud mod Kludenes Udførsel,
deels ved en saa høi Udførselstold, at den virkede
som et Forbud; paa den anden Side ved en høi
Indførselstold paa Papir, havde de saaledes væn-
net sig til en Lyksalighedstilstand, at de ikke troede
at denne kunde ophøre. Dette Skrig lod ei hel-
ler længe vente paa sig; thi dHrr. Drewsen og
Sønner have i et Andragende til Rigsdagen, „som
har det i sin Haand ved et Bud at fælde det Træ,
som den lovgivende Magt selv har plantet og om
hvilket de have fredet“, søgt at vise det Forfær-
delige i Regjeringens Lovforslag. Vi sige, søgt
at vise; thi naar man ikke er villig til at tage
blotte Paastande for Beviser, eller naar man selv
vil undersøge de af dem opstillede Data, vil man
vistnok med os være enige i, at det ikke er lykke-
des dem at svække det i Regjeringens Motiver An-
førte; ligesaa lidt have deres Allierede fra Kieler-
Klude-Congressen, der have forsøgt sig i samme
Retning, været synderlig heldigere i deres Bestræbelser.
     DHrr Drewsen & Sønner anføre, at de ikke
troe at kunne beskyldes for Ubesindighed, fordi de
offrede deres Tid, Kræfter og Capitaler paa Pa-
pirfabricationen. Vi ere fuldkommen enige med
dem i denne Tro; thi den nævnte Beskyttelse, af
hvilken Papirfabrikanterne i en saa lang Aarrække
have høstet Frugter, har vistnok været tilstrækkelig
til at erstatte dem dette Offer og lønne dem for
den „Tillid“, de viste Regjeringen; men vi kunne
ikke fritage dem for Beskyldning for Kortsynethed,
naar de have troet, at disse Forhold skulde vare
evindeligen. Ved Placaten [bekendtgørelsen] af 26de Januar 1825
besluttedes nemlig ikke, at „Danmark skulde fabri-
kere selv“, men ved den besluttedes at lægge en
tung Skat „til den indenlandske Papirfabrikations
Fremme“ paa Kludesamlerne, een af de meest træn-
gende Klasser af Befolkningen, og paa Papircon-
sumtionen [papirforbruget], og Ingen af dem, der skulde
bære Skatten, blev hørt.
     De Første maatte nøies med de Priser, de faa
indenlandske Fabriker tilbøde dem, de Sidste vare
ved deres Forbrug næsten afhængige af de inden-
landske Fabriker, da en høi Beskyttelsestold vanske-
liggjorde Indførselen af fremmed Papir. Disse
Forhold have som sagt nu vedvaret i henved 30
Aar; kunde man da ikke med Grund vente og
fordre, at dette Misforhold skulde hæves?
     Et Misforhold vil vist, med Undtagelse af nogle
Papirfabrikanter, (thi selv blandt disse findes upaa-
tvivlelig Folk, der ere fornuftige og uegennyttige
nok til at billige Regjeringens Forslag) Enhver er-
kjende det at være, at et Udførselsforbud som det
nævnte, eller en Udførselstold, der har fuldkom-
men den samme Virkning, hviler paa et Materiale,
hvis Indsamling saa godt som udelukkende iværk-
sættes af den fattigste Deel af Befolkningen, af
Folk, der ere uduelige til ethvert andet Erhverv.
Dette Misforhold bliver større i et Land, hvis
Regjering ikke anerkjender Beskyttelsestold-Systemet,
men hvor alle andre Raaproducter eller Materia-
lier kunne udføres enten uden Told eller dog med
en Told, hvis Størrelse endnu gjør Udførselen mu-
lig, ligesom Indførselen af alle Fabrikata er til-
ladt og det mod en Told, hvis Princip er en ri-
melig Procent-Størrelse af Værdien.
     Dhrr. Drewsen & Sønner anføre vel nogle
Toldsatser fra Udlandet for at vise, „at Udlandet
enten ved Forbud og høiere Toldsatser end vore,
hvad Kludeudførselen angaaer, eller ved meget høi
Indførselstold paa fremmed Papiir, tager sine Fa-
briker ganske anderledes under Armene, end Til-
fældet er her i Landet“; men de glemme at for-
tælle, at i de Lande, de omtale, findes paa andre
Artikler i det Hele taget „høi Indførselstold“,
hvilket bevirker, at man der ikke beklager sig over
en høi Told paa Papiir, naar f. Ex. Bogtrykkeren
er beskyttet ved en høi Told paa trykte Sager,
eller Bogbinderen ved en lignende paa hans Fa-
brikat o. s. v., medens dette heldigviis ikke er Til-
fældet her. Det er ikke tilladt saaledes at rive et
Blad ud af en Bog og alene derefter at bedømme
dens Indhold.
     Men selv om der skulde gives Nogen her i Lan-
det, der maatte ønske vore Fabrikers Velstand paa
det øvrige Lands Bekostning, bede vi disse ikke
ganske i deres Betragtninger at gaae ud fra Dhrr.
Drewsen & Sønners opgivne Data, der, saavidt
vi have havt Leilighed til at undersøge dem, ikke
høre til de heldigst fremsatte. Dhrr. søge at op-
lyse Papirtoldens Størrelse i de forskjellige Lande;
men hvorfor anføre de kun Tolden paa Skriv- og
Trykpapir? Forbruges der da ikke andre Papir-
sorter?
     Vi kunne supplere disse Angivelser lidt. I Bel-
gien er der en Told af 15 pCt. paa de to først-
nævnte Papirsorter: dette anføre dHrr.; men de
have lagt urigtige Gjennemsnitspriser til Grund
for deres Beregninger, og faae derved en fingeret
Toldsats af resp. 4 Rbd. og 3 Rbd. 48 ß, medens
denne i Virkeligheden er 15 pCt. af en Værdi,
der er ca. 33 pCt. lavere end dHrr.s Pri-
ser, og saaledes bliver resp. 2 Rbd. 63 ß og 2
Rbd. 38 ß, idet de rette Gjennemsnitspriser, der
i et af Bogtrykkere, Boghandlere og Papiirhand-
lere m. Fl. til Rigsdagen indgivet Andragende
findes opgivne, ere resp. 17 Rbd. 68 ß og 15
Rbd. 30 ß. Det fortjener vel ogsaa at bemærkes,
at Pap-, Spillekort-, Maculatur- og couleurt Pa-
piir i det nævnte Land kun ere beskattede med 3
pCt. Er det dog ikke ligesaa vigtigt for Rigsda-
gen, „for at faae et klart Blik paa de særegne
Forhold“, at lære denne Toldansættelse at kjende,
som de øvrige? England har, som af dHrr.
Drewsen & Sønner er anført, en Told paa frem-
med Papiir af ca. 18 Rbd.; men de omtale ikke,
at ogsaa indenlandsk Papiir der er beskattet med
circa 6 Rbd. 20 ß pr. Centner. I Danmark
er Tolden paa Trykpapiir ikke, som
dHrr. anføre, 2 Rbd. 8 ß, men 2 Rbd. 48
ß, eller, med Tillæg af Sportler [gebyrer] og Ac-
cise [afgifter], ca. 2 Rbd. 68 ß. Vi troe, at de anførte
Exempler berettige os til at sige, at dHrr. ikke
have været heldige i deres Opgivelser.
     Det samme Uheld følger dHrr., naar de f. Ex.
paastaae, at alle Klude, der produceres i Dan-
mark, „alle anvendes i de syv Maskiner“, eller de
mene, at „naar en saa volumineux Artikel, som
Klude, unddrages Toldvæsenets Control, da maa
dette absolut antages at være Tilfældet i en endnu
betydeligere Grad og med mangfoldige andre Varer,
som ved en høi Indførselstold opfordre til Smug-
ling“, eller naar de antage, at det ikke er et Tab,
naar „de sidste Rester af forhen værdifulde Lege-
mer“, ikke „komme til nogen væsentlig eller over-
veiende Nytte“, eller med andre Ord: ikke alle
Klude samles.
     Disse Punkter skulle vi tillade os nærmere at
belyse, og vi ville saaledes først see, hvortil dHrr.s
Andragende egentlig sigter. „Med en Udfør-
selstold af 5 Mk. ville vi ikke være i
Stand til at holde paa vore Klude“, ere
dHrr.s „Overbeviisning“, hvilken de udtale
(Pag. 10). „At den danske Rigsdag,
hvis den ikke maatte finde det hen-
sigtsmæssigt at lade den hidtilværende
Kludeudførselstold vedvare, vil varetage
vort Tarv saaledes, at denne ikke ned-
sættes mere end til 2 Rbd. pr. Centner“,
er deres Andragende. (Pag. 22). Sammenholde
vi nu deres „Overbeviisning“ med deres „Andra-
gende“, forekommer det os rimeligt, at den i det
Sidste foreslaaede Told af 2 Rbdlr. af
dem ansees tilstrækkelig til „at holde paa
Kludene“; thi de ere jo misfornøiede med den
af Regjeringen foreslaaede, fordi man ved den ikke
kan holde „paa vore Klude“. Med andre Ord
her foreslaaes et indirecte Udførels-
forbud. (Sluttes.)

     Da, som vi erfare, det af Hr. Drewsen
og øvrige Beboere i Silkeborg udstedte, af Hr. 
Westermann til Underskrift her i Byen omsendte
Andragende [ansøgning] til Rigsdagen, om at standse med de
paabegyndte Arbeider til Gudenaaens bedre Seil-
bargiørelse, er blevet tiltraadt af de fleste Hand-
lende her i Byen og allerede indsendt til Rigs-
dagen, saa vilde det være ønskeligt, at de Mænd,
der have undertegnet det nævnte Andragende [ansøgning] og
som nu maatte finde, at dette let vil kunne skade
en for Byen og Omegnen vigtig Sag, ville ind-
give et nyt, særskilt Andragende [ansøgning], hvori dette ud-
tales. For nøiere at gjøre det indlysende, hvad
det vilde koste at skaffe Hr. Drewsen og de øvrige
Beboere paa Silkeborg en regelmæssig Damp-
skibsfart til Silkeborg, maa vi gjøre opmærksom 
paa, at Gudenaaen fra Silkeborg til Bjerring
har et Fald af 60 Fod, at der derfor, for at 
Vandstanden skal kunne blive saaledes, at en 
Dampbugseerbaad af mindst 30 Hestes Kraft - 
som er nødvendig, naar Trækveiene skulle cas-
seres - med nytte skal kunne gaae til Silkeborg,
vel maa anlægges 15 Sluser paa denne Stræk-
ning, og at hver Sluse vel vilde koste 15,000
Rbd. For at forebygge Oversvømmelse, som
Vandets Sammenstuvning paa mange Steder
vilde fremkalde, maatte store Værker anlægges,
Dosseringer foretages o. s. v., som sikkert vilde koste
mere end Sluserne. Det hele Anlæg vilde Saa-
ledes vel mindst koste ½ Million. Men hermed
er Sagen ikke klaret. Ved de 15 Sluser maatte
der bestandig vel mindst være 30 Oppassere; til-
lige vilde Værkerne udkræve Reparationer. Alle
disse aarlige Udgifter maatte lægges paa Pram-
farten, selv naar Staten vilde offerere den halve
Million! Og hvem skulde endelig anskaffe Damp-
skibet og betale det aarlige Tilskud til Samme?
Det vil heraf forhaabentlig indsees, at man, i 
alt Fald fra Randers, næppe bør modarbeide
Iværksættelse af de Arbeider til Gudenaaens be-
dre Seilbargjørelse, som Vandbygningsinspecteuren
har foreslaaet og som Staten vil bekoste.

Navnet Silkeborg, som for 10 Aar tilbage
kun var lidet bekjendt, er nu i Alles Munde, og
det er kun Faa, som gjøre en længere Reise i
Jylland, uden at en Tour til Silkeborg er op-
taget i deres Reiseplan. Og et Besøg der løn-
ner sig i Sandhed godt; Egnen er henrivende
skjøn og af en Charakteer, som hertillands er
saare sjelden: de høie, romantiske Bakker, de
store, alvorlige Skove, de mange venlige Ind-
søer danne tilsammen et beundringsværdigt Hele.
Men Egnen er dog ikke det, som mest lægger
Beslag paa den Reisendes Interesse. Silkeborg
er fremfor Alt mærkeligt ved den Hurtighed,
hvormed der fra et Intet er fremvoxet, og endnu
stadig voxer, en høi Grad af Liv og Virksomhed;
Silkeborg minder om hine amerikanske Nybygder,
til hvis Historie vi sindige Europæere lytte med
undrende Studsen, fordi man i den ligesom seer
Hjulene i det økonomiske Maskineri, de Kræfter,
som vi i vort alderstegne Samfund spore Virk-
ningerne af, men ikke kunne gribe med Hænderne,
afslørede for vore Øine. En kort Beskrivelse af
Silkeborg tør derfor i dobbelt Henseende gjøre
Regning paa almindelig Interesse, og jeg skal
derfor meddele Dem og Deres Læsere en saadan,
støttet paa Oplysninger, der ere hentede paa
Stedet selv og velvillig meddeelte mig af for-
skjellige Beboere, navnlig Forvalter Bindesbøll
og Fabrikeier M. Drewsen.
     Silkeborg ligger i Gjerns Herred paa den
østlige Høideryg af Jylland (56° 12' N. B. og
3° V. L. fra Kbhvn.) ved Gudenaaens Udløb i
Langsø, omgivet af Skove, Søer og Bakker.
Navnet, der oprindelig kun tilkom en enkelt Byg-
ning, har efter Sagnet sin Oprindelse derfra,
at en Biskop paa en Reise blev greben af Be-
undring over Egnens Skjønhed og kastede sin Silke-
hue i Vandet med det Løfte at reise en Borg
eller et Kloster der, hvor den flød iland. Silke-
borg Kloster omtales ikke meget i Historien, men
der findes endnu i den saakaldte Gammelhave
Ruiner, som tilskrives Klosterbygningen. Da
Klosteret forsvandt, reiste sig i dets Sted en
Hovedgaard, og denne med sit Underliggende:
hele Them Sogn, Byerne Haarup, Skjellerup,
Laven, en Deel af Mollerup og Linaa, Alt un-
der Linaa Sogn, hørte i Begyndelsen af det
18de Aarhundrede til det saakaldte Ryttergods;
Jordene laae øde og udyrkede, i det Høieste be-
nyttedes de til Græsning for Rytterheste, og
Gaarden geraadede mere og mere i Forfald. I
1769 blev den af Kronen afhændet til Ritme-
ster Hans Hoff, hvis Navn endnu ved et uhygge-
ligt Sagn om Gjengangere med Hovedet under
Armen er knyttet til Gaarden; denne Eier op-
førte de Bygninger, der endnu staae, og efterat
en Ildebrand i 1777 havde tilintetgjort en Bin-
dingsværks Ladebygning, opførtes en ny af
Grundmuur. Ritmester Hoff overdrog i 1790
Eiendommen til sin Søn, Landsdommer H. M.
Hoff, som begyndte at afhænde Bøndergodset og
derpaa i 1804 solgte den for 200,000 Rbd. D.
C. til Overkrigscommissair Ingerslev og Rit-
mester Halling til Friisholt, hvilken Sidste kort
derefter udløstes for 25,000 Rbd. D. C. Ti
Aar derefter, i 1814, kjøbte Krigsraad Aastrup
i Randers Eiendommen for 300,000 Rbd. Sølv
og 300,000 Rbd. Sedler; men da han var ude
af Stand til at erlægge denne Sum, gik Kjøbet
tilbage, og Ingerslev beholdt som Erstatning de
120,000 Rbd. Sedler, som vare udbetalte. Men
allerede i 1821 maatte Staten overtage Eien-
dommen for 191,000 Rbd. prioriteret Gjæld,
og den gik da ind under Domainerne. Avls-
bruget bortforpagtedes for en ringe Afgift, den
store Vandkraft, der gjør Silkeborg til saa vig-
tigt et Punkt, benyttedes alene til at drive en
ussel Meelmølle, det rige Aalefiskeri indbragte
aarlig høist en 4 á 500 Rbd., og Produktet fra
de umaadelige Skove var næsten værdiløst eller
dog af uforholdsmæssig ringe Værdi, da der
manglede Afsætning paa Stedet, og Communika-
tionen var overordentlig vanskelig.
     Regeringen havde længe ønsket at bringe en
Forandring i denne Sagernes Stilling, men det
var ikke endnu kommet til et alvorligt Forsøg,
og efter den Langsomhed, der udmærkede alle
Regeringsforanstaltninger, vilde det efter al Ri-
melighed have været meget længe, før dette Ønske
var fremtraadt i Handling. Det var forbeholdt
Andre at løse den Steen, som var de Styreende
for tung. Fabrikanterne Drewsen & Sønner,
som altid have udmærket sig ved megen Forret-
ningsaand og praktisk Dygtighed, vare blevne
opmærksomme paa Silkeborg, og efter den første
Himmelbjerg-Fest, som afholdtes i Sommeren
1843, besøgte de Stedet for at komme til nær-
mere Kundskab om Forholdene. De opdagede
hurtig, af hvor stor Betydning de der givne na-
turlige Betingelser kunde blive, naar de benyttedes
paa den rette Maade, og allerede i Eftersomme-
ren samme Aar indgave Brødrene C. & M.
Drewsen et Andragende [ansøgning] til Regeringen om at
erholde [få] Vandkraften og endeel af Terrainet over-
draget som Arvefæste. Som det var at vente,
forhalede Rentekammeret, den Autoritet, under
hvilken Silkeborg som Domaine dengang sorterede,
sig ikke med Sagen, og Afgjørelsen vilde sagtens
paa sædvanlig Maade med Betænkninger og Er-
klæringer være bleven forhalet i det Uendelige,
dersom ikke Christian den Ottende, som personlig
interesserede sig for Sagen, havde paaskyndet
den. Den 16de Februar 1844 overdroges da
til Brødrene C. & M. Drewsen i Arvefæste
mod en stigende aarlig Afgift, hvilken det første
Aar var 840 Rbd. og fra 1864 og senere vil
være 2500 Rbd., hele Vandkraften, dog med et
ringe Forbehold, samt henved 70 Tdr. Land,
med Forpligtelse til inden en vis Tid at have
Anlæget færdigt, og tillige i Forpagtning Herre-
gaardens Jorder, dog med Forpligtelse til even-
tuelt at afstaae endeel af disse til Anlæget af en
Kjøbstad eller Handelsplads, og tre af dens Læn-
ger. — Fra nu af skred Sagen frem med Kjæmpe-
skridt. 3 April Maaned indrettede Brødrene
Drewsen Boliger til deres Arbeidere. 3 Mai blev
Grunden lagt til Fabrikbygningen, som var fuldfær-
dig allerede i Efteraaret. Maskinerne, der vare be-
stilte i England, lode noget vente paa sig, men saa-
snart de vare ankomne, sidst i November, bleve de
opstillede, og allerede den 1ste Januar 1845, 10
Maaneder efter Overdragelsen, var Fabriken i
Gang. — I 1845 byggede M. Drewsen, som
var den, der ledede hele Anlæget, et Gjæstgiveri,
hvor-til der allerede viste sig stærk Trang, et Ba-
geri, et Bryggeri samt et Teglbrænderi. Det
følgende Aar indrettedes endnu flere Arbeider-
boliger, og 1847 opførtes paa den gamle Kloster-
grund endnu en Fabrikbygning, det ligesaa smukke
som bekvemme Vaaningshuus [beboelse], Smede- og Tøm-
merværksted osv. samt de sidste Boliger for Ar-
beidere. I mindre end 4 Aar var saaledes hele
Anlæget i den Skikkelse, som det endnu har, til-
endebragt, og det maa herved ikke glemmes, hvor
mange Vanskeligheder, Hindringer og Forsinkelser,
der bleve lagte fra oven og maatte overvindes,
hvortil fordredes hele den varme Interesse, som
Kongen og Kronprindsen følte for Sagen.
     I de tvende indbyrdes forbundne Fabrikbyg-
ninger gaae nu Nat og Dag tvende Papiermaskiner,
der uden Spørgsmaal høre til de bedste og fuldkom-
neste, som man selv i Udlandet har at opvise. Til
disses Drift benyttes udelukkende Vandkraft, der
kan anslaaes til c. 120 Hestes Kraft. Hver af
Maskinerne leverer c. 2400 Pd. om Dagen, og
hele Fabriken leverer saaledes aarlig over 1,500,000
Pd. Papir af fortrinlig Beskaffenhed. En Mængde
Arbeidere af begge Kjøn finde Beskæftigelse ved
Fabriken, som direkte skaffer henved 300 Menne-
sker deres rundelige [flotte] Livsophold.