Til afbenyttelse er os velvilligen overladt neden-
staaende skjønne Sang, der, rigtignok tildeels ved
sin Vittighed udenfor Sandhedens Gebeet, nylig skal
have opbygget en udsøgt Kreds ganske kosteligen:
         

          Silkeborg Nationalsang.
        Mel. Der var engang en tapper Mand.
     O, Silkeborg! Din Priis gaar vidt,
     Saa vidt som Bølger rulle;
     Du prises høit, Du prises tidt;
     Men aldrig dog tilfulde.
     I Dalens Favn, ved Søen reen,
     Vi trygt paa Sandet bygge,
     Og kom vi ei paa grønne Green,
     Vi dog boe i dens Skygge.

     Vi har en By, en lille reen,
     Med Tage lyserøde;
     Vi har en Gade, lagt med Steen,
     og fire deilig bløde,
     Og vi har Gas og vi har Vand
     Fra hele Søens længde,
     Og naar engang der raabes Brand,
     vi Spande har i Mængde.

     Og Rygter trives deilig her,
     Ja vi har og en Presse,
     Det er en Fælled, hvor Enhver
     kan frit faae lov at græsse.
     Den opfandt nys, det mindes vi
     (Derved dens Roes skal stige)
     Det ny slags Laan, det rentefri
     Og uopsigelige.*)

     Et Huus vi har til Lov og Dom
     I purpurfarvet Kjole,
     En Kirke har vi, som faldt om,
     Og saa en huusvild Skole;
     Men det forbittrer ei vort Liv,
     Derfor vi ei tør Klage)
     Vi har to ny - i Perspektiv,
     Og de er uden Mage.

Da et af vore Savn, nemlig Savnet af en "Natio-
nalsang" for Silkeborg, herved maaske kan afhjæl-
pes, have vi ei villet undlade at give den en større
Udbredelse, især da vor Virksomhed er bleven saa
venlig omtalt deri. Sangen har endnu to Vers,
men da det ikke skader Poemet at de udelades, sy-
nes vi, at Nationalsangen kan være lang nok for
det lille Silkeborg, og den er saaledes lettere at lære
udenad til Brug ved festlige Sammenkomster. Man
gav os Visen med de Ord af en bekjendt Æventyr-
comedie: "Er det ikke lampent, Hans?" - men vi 
kunde, efterat have gjort os bekjendt med Indholdet,
ikke frakjende den Gemytlighed. Vor Færd som
Journalist ligger jo aaben for Enhver, og vi maae 
finde os i, at ikke Alle og Enhver er saa gunstig
stemt; og da vi ynde Gemytlighed, skal vi, saavidt
det er os muligt, for Forfatterens Gemytligheds
Skyld, søge at dække de slemme Insinuationer med
den dristelige Kjærligheds Kaabe. Manden har maa-
ske ikke meent noget Ondt dermed, men kun villet
gjøre sig behagelig for en formaaende Velynder og
muligen tillige more en udsøgt Kreds.

     I Anledning heraf maa vi erklære, at vi nu, 
som altid, ville benytte den os tilkommende Ret, og
optage i eller udelukke fra vort Blad enhver Artikel,
eftersom vi finde den passende eller ei, enten ubetin-
get eller betingelsesviis med hensyn til Indhold eller
Tiden for sammes Optagelse; dog skal Bladet stedse
staae Aabent for Angreb paa os selv, naar disse ere
affattede i et Sprog, som vi tør byde Publicum,
og ikke antage mere Plads, end Bladets indskræn-
kede Rum tør offre dertil. - Forfatteren af "Na-
tionalsangen" har, om det behøvedes, viist os, at 
man ikke kan være vaersom nok i henseende til hvad
man skikker ud i Verden, enten det saa skeer ved
Pressen eller ved Pennen, thi begge kunne give sorte
Pletter. Vi ville nu korteligen tale om Rygterne, 
idet vi forholde os, muligen senere at tage en eller
anden Rygtesmed under Behandling. Skjøndt Ryg-
ter vistnok ikke "trives deiligere" her, end i de fleste
andre mindre Byer, kan det jo ikke negtes, at her
fødes og maaske man ogsaa kan sige døbes ad-
skillige, og vi have oftere, navnlig da Gasrygterne
havde gjort saa stor Alarm i de forskjellige Leire,
opfordret Vedkommende til at benytte Offentligheden
som det bedste og næste overalt anerkjendte Mid-
del til at nedslaae Rygter med. Og da det nylig
blev os fortalt, at en skjønne "Nationalsang", hvori
vi beskyldtes for gruelige Ting, i Afskrifter løb
Byen rundt, søgte vi strax at komme paa Spor
efter Sandheden; det lykkedes os snart fra en paa-
lidelig Haand at modtage en Afskrift af den veritable
Nationalsang og - vi have lagt den offentligen
frem for Verden, idet vi ikke frygte upartiske
Dommere. - Nu taler man somme Steder om,
at den gemytlige Forfatter vil sagsøge os, fordi vi
uden hans Tilladelse have offentliggjort de fire Vers
(de to sidste Vers angaae hverken os eller Offent-
ligheden); men dette Rygte finde vi dog virkelig
altfor - gemytligt.

     Under Gaarsdato have vi modtaget følgende
Skrivelse, som vi, om end den luttrede Smag kan 
finde et enkelt stødende Udtryk deri, ordret optage:
           "Hr. Redacteur!
     I Silkeborg Nationalsang, som er indrykket i 
sidste Avis, anføres, at Pressen er en Fælled, hvor
Enhver har Lov at græsse. De har negtet mig og 
Flere Adgang til at faae Noget indrykket, og bedes
derfor at optage disse Linier og igjennem Bladet at
besvare mig.
     Vil De for Fremtiden optage mine Inserater?
Har De Forandret Deres Princip efter egen Over-
veielse eller har Ariens Forfatter omvendt Dem?
I første Fald er jeg og Flere Dem og i sidste Fald
Forfatteren særdeles forbunden. Vil De ved samme
Leilighed føie et Par Vers til Nationalsangen, ere
vi Dem endnu mere forbundne. Bliver Svaret be-
negtende, er Ariens 3die vers jo noget Vrøvl.
     Silkeborg, den 22. Octbr. 1858.  Med Agtelse
                                                           L. Hertz.