- Kammerraad Drewsens Sønner, dHrr.
Christian og Carl* Drewsen, have for egen Reg-
ning forpagtet Silkeborg, hvor de efter Forlydende
ville anlægge en Papiirfabrik, for derfra at forsyne
Jylland og Hertugdømmerne med Papiir.
     * må være Michael Drewsen, en skrivefejl!!

          (Svar paa Gaars Nr. III.)
     Næst Drewsens Papirfabrikker maae vi af de
større nævne Ørholms Fabrik, men hverken af
denne eller af de mindre Fabrikker ere Prøver frem-
lagte. Imidlertid er det bekjendt, at Ørholms
Fabrik leverer et godt Fabrikat, og at baade denne
og alle de øvrige Fabrikker have rask Afsætning. Fa-
brikkerne ere alle i god Drift; og hvorfor skulde
de ikke være det, naar denne Industrigreen er saa
fortrinlig begunstiget, baade med Hensyn til Be-
skyttelsestolden paa det indførte fremmede Fabrikat,
og til Udførselstolden paa det raae Materiale?
Dersom nu denne Begunstigelse fører til det Re-
sultat, at Fabrikkerne levere et billigere Papir end
vi kunne forskaffe os det fra Udlandet uden den
høie Beskyttelses-Told, og at Fabrikkerne paa den
anden Side betalte det raae Materiale lige saa høit
som i Udlandet, da var det unægteligt et stort
Gode for Landet; men da dette ikke er Tilfældet,
saa er dette saa godt som et Monopol i Industrien,
en ligefrem Beskatning paa samtlige Danmarks
Beboere, en trykkende Skat, som ikke tilflyder Fi-
nantskassen, men en Skat, som paalægges Consu-
menterne [forbrugerne] til Fordeel for Fabrikanterne. Det er
desuden en Skat som fordyrer Papiret, og maa
have Indflydelse paa Literaturen og Culturen i
Almindelighed.
     I England indkomme idelig Begjæringer til
Regjeringen fra Boghandlere og Journalister om
at nedsætte eller at ophæve Consumtions-Afgiften [forbrugsafgift]
paa Papir og Journaler. Sagen har ogsaa været
Gjenstand for Discussioner i Parlamentet, men
Petitionerne [anmodninger] bleve altid forkastede, fordi Finantserne
ikke kunde undvære denne Indtægt. Dette er nu
ikke Tilfældet her, fordi Toldintraderne [toldindtægter] for Ind-
og Udførsel ikke ere væsentlige; men det Modsatte
vilde være Tilfældet, dersom f. Ex. Tolden blev
nedsat til 10 pCt. og en ringe Udførselstold lagt
paa Klude. — Forbrugen af Papir er overordentlig
stor. Vi ere for Øieblikket ikke i Besiddelse af de
fornødne Oplysninger til nøie at kunne angive hvilket
Qvantum vore Papirfabriker forarbeide, men
meget stort maa det være, da Productionen paa
Strandmøllen og paa Ørholm for omtrent 10 Aar
siden har været 130,000 Riis, foruden hvad der
blev produceret paa de mindre Fabrikker. Afdøde
Kammerraad Drewsen har ved Discussionen i de
roeskildske Stænder angivet den samtlige Production
paa hiin Tid til 250,000 Riis aarlig. Men siden den
Tid er der tilkommet den store Fabrik paa Silke-
borg m. fl., og vi kunne vel saaledes uden Over-
drivelse angive Productionen til 400,000 Riis,
hvortil der vil medgaae 600,000 Lpd. Klude. —
Den allerstørste Deel af Kludene samles i Landet
selv; thi vel indførtes i det sidste Qvinqvennium [5 år]
Klude fra Hertugdømmerne og nogle fra Udlandet,
men Qvantumet deraf udgjorde i Gjennemsnit ikke
meer end omtrent 25,000 Lpd. aarlig. Ved For-
budet af Udførselen gik altsaa det hele Qvantum
Klude tabt, som ikke blev anvendt til Fabrikkerne
her i Landet. Heraf kunne vi slutte os til det
aarlige Tab for Landet ved saadan urimelig og
upolitisk Beskyttelse. I Aaret 1825 var Forbru-
get af Klude til de indenlandske Fabrikker neppe
100,000 Lpd., thi hele Fabrikationen var efter en
for os liggende Optegnelse kun omtrent 60,000
Riis. For Tiden forbruges 600,000 Lpd. Klude.
Ved Forbudet har altsaa Landet tabt Værdien
af de 500,000 Lpd. Klude, som hvert Aar
gik til Spilde paa Grund af at samme ikke kunde
finde Kjøbere. Lad os nu anslaae Værdien til 3
Mk. Lpd., ja kun til 2 Mk., saa har Landet tabt
alene ved de ikke anvendte Klude over 150,000
Rbd. aarligt. Her er altsaa det meest slaaende
Beviis paa Skadeligheden af saadanne Forbud.
     Alle Fordele ere for Tiden for Producenten, som
ikke mangler Afsætning, og jo større Afsætning, jo
mindre trænger Producenten til Beskyttelse. Det
er altsaa af det Foregaaende tilfulde godtgjort, at
Consumenten [forbrugeren] bliver betydelig beskattet til Fordeel
for Producenten, og vi ville derfor haabe, at
denne særdeles vigtige Sag vil komme under Be-
handling ved Revisionen af Toldloven, eller ogsaa
at en eller anden kyndig Rigsdagsmand vil bringe
denne upolitiske Protection [beskyttelse]under Discussion. Det
gjælder her ikke en ubetydelig Production, men en
Frembringelse af flere Tønder Gulds Værdi, af
hvilke Consumenten [forbrugeren] svarer en svær Skat. — Et
Beviis paa at Fabrikker ikke trænge til synderlig
Beskyttelse, naar disse arbeide med den fornødne
Driftscapital, og følge Tiden med Hensyn til nye
Maskinindretninger osv., afgive Sukkerraffina-
derierne. — I vort næste Afsnit skulle disse
være Gjenstand for vore Undersøgelser.

     Vi have gjort vore Læsere bekjendte med Fabrikan-
terne Drewsen & Søns Forsvar for Vedblivel-
sen af Tolden, baade for Indførselen af fremmed
Papir og af den trykkende Udførselsafgift paa Klude
som udføres til fremmede Lande. Dette Forsvar
er kun en Gjentagelse af hvad afdøde Kammerraad
Drewsen har anført i den roeskildske Stænder-
Forsamling for 1842, og en Gjentagelse af de
Grunde hvormed Hr. M. Drewsen i „Fædrel.“
for 1847 har søgt at forsvare Opretholdelsen af
dette Beskyttelsesvæsen. Forfatteren af Artiklerne
i „Fædrel.“ om Beskyttelsestolden i Almindelighed
har i dette Blad i Fredags med megen Sagkund-
skab drøftet og imødegaaet disse Grunde, og der-
ved tilfulde godtgjort Skadeligheden af at beskytte
Papirfabrikationen, især med Hensyn til den høie
Udførselstold, som maa ansees at være det Samme
som et Forbud mod Udførsel af Klude.
     Vi havde ventet, at dHrr. vilde have taget Hen-
syn til hvad der saaledes er bleven anført i denne
Afhandling, men istedet derfor give de os kun et
Oplag af hvad de for flere Aar siden have yttret,
og gaae denne Gang i deres Forsvar endog til den
Yderlighed, at paastaae Beskyttelsen som en lige-
frem erhvervet Ret, og at de derfor ansee det som
en Krænkelse af deres Eiendomsret, naar man vil
berøve dem den engang erhvervede Beskyttelse, ved
hvilken deres Virksomhed er bleven fremkaldt. I
Sandhed en saadan dristig Paastand vilde blive
høist farlig, hvis den toges til Følge; thi dersom
dette Princip, denne Handelspolitik skulde gjøres
gjældende og anvendes ved ethvert privat Fore-
tagende, være det ved et eller andet industrielt
Anlæg, eller ved en eller anden Handels-Entreprise,
som enkelt Mand foretog til egen Fordeel, da maa
ikke alene al Concurrence ophøre, men ethvert
Fremskridt, enhver Forbedring i hvilkensomhelst Ret-
ning, som bevirkes ved nye Opfindelser eller paa
anden Maade, maatte ved lignende Beskyttelse og
Indskrænkninger standses, til ubodelig Skade for
hele Folkets Velvære, og vi vilde aldrig komme
til at nyde Godt af nye Opfindelser og Forbedrin-
ger, som fremkomme i andre Lande, til Fordeel for
Agerdyrkning, Industri, Handel og Skibsfart, naar
man vil indrømme de af Drewsen forlangte evig-
varende Beskyttelser og Begunstigelser. - Nu for-
mene dHrr. D. & S. rigtignok, at en fri Con-
currence, Frihandelssystemet, ikke lader sig indføre
hos os, thi, hedder det i deres Forsvar:
          „det vilde være dristigt og uforsvarligt om det
          lille Danmark, der desværre har ladet vente paa sig,
          ja lader vente paa sig endnu med saamange Foran-
          staltninger, hvis Hensigtsmæssighed og Nytte har væ-
          ret prøvet og anerkjendt paa andre Steder - om det
          lille Danmark i det store vigtige Frihandels-Spørgs-
          maal som man endnu intet andet Sted (?) har vovet
          at afgjøre, vilde gaae foran.“
     Her see vi, hvorledes egen Interesse forvirrer
Begreberne. Saa længe der tales om Andres
Interesse, om virkelige Indgreb i Andres Eiendomsret,
som f. Ex. i Godseiernes Sager, hvor nu afdøde
Drewsen optraadte som Forkæmper for Bonde-
vennerne, da vare de forlangte Forandringer ikke
mere end billige og retfærdige Krav; men naar
man kommer Ens egen Pengepung for nær, saa
maa det „lille Danmark“ staae stille, saa maa det
„længe lade vente paa sig med at gjøre hensigts-
mæssige Foranstaltninger“, saa kan det være lige-
gyldigt, om de „skatteydende Borgere“ paalægges
en ligefrem Skat, for at opretholde private Mænds
Foretagende.
     Naar dHrr. D. & S. ellers antage, at det
„lille Danmark“ ikke tør vove i en vigtig Handels-
politik, „at gaae foran“, da tage de mærkelig
feil; det er netop det lille Danmark, som i denne
Henseende er gaaet andre Lande foran, og Told-
forordningen af 1. Febr. 1797 afgiver det største
Beviis herfor. Nævn os et eneste Land, som i
denne Henseende for mere end 50 Aar tilbage har
givet saadant Exempel! Nævn os et eneste Land,
som liig det „lille Danmark“, til stor Lettelse for
alle Handelsomsætninger, har indført Creditoplags-
væsenet! Nævn os et eneste Land, hvor paa hiin
Tid og længere tilbage Toldloven er baseret paa
saa liberale Grundsætninger som netop hos os!
Hvor længe har ikke andre Lande i denne Retning
ladet vente paa sig, og lade endnu vente paa sig?
Hvad have alle de revolutionaire Omvæltninger i
Frankrig i de sidste 60 Aar frembragt i denne
Henseende? Hvilken trykkende og upolitisk Handels-
politik følger man ikke der? Hvor længe har ikke
England „ladet vente paa sig“ inden det indførte et
Frihandels-System, og hvor længe har det „lille
Danmark“ ventet paa den i England forandrede
Kornlov? og har den ikke bestaaet sin Prøve der?
Det „lille Danmark“ er ogsaa i Bondefriheden
og i Landbolove gaaet andre Lande forud eller
„foran“, og kun ved disse Love og en forbedret,
fornuftig Handelspolitik har det „lille Danmark“
bragt sig i den lykkelige Tilstand, hvori det nu
befinder sig; kun derved har det udvidet og for-
bedret sine Productioner til en utrolig Høide; kun
derved see vi Velstand og Tilfredshed i alle Bor-
gerclasser. Men her maae ogsaa disse Love con-
seqvent gjennemføres; vi maae holde fast ved den
Handelspolitik, og forandre de Love, som ikke har-
monere med denne Politik; vi ville ikke indslaae [fastslå]
andre Veie for at begunstige et eller andet enkelt
privat Foretagende paa Bekostning af hele Lan-
dets Beboere.
     Men lad os endog ville indrømme at industri-
euse Foretagender lig Papirfabrication kræver og
fortjener en eller anden Beskyttelse paa et vist An-
tal Aar, liig de Beskyttelser som man tilstaaer en
eller anden ny Opfindelse, da spørge vi: har da
ikke Papirfabricationen i fuldt Maal allerede høstet
store Goder af Protection ved de hidtil be-
staaende Love? Har man da ikke allerede bragt
Offere nok for at bringe Fabricationen paa det
nuværende heldige Standpunkt? og har ikke maa-
skee Statsklassen ved Pengemidler oprindeligen sat
Fabrikanten istand hertil? Vi mene at dersom
Dhrr. Dr. & Ss Krav er begrundet, da er dette
ved de hidtil indrømmede Beskyttelser fuldkommen
liquideret, ja endog med Renter og Renters-Ren-
ter, Landet har i Sandhed bragt Offere nok i denne
Henseende; thi ville vi først og fremmest spørge
hvor stor Capital er der ikke gaaet reent tabt,
ved Ikke-Afbenyttelse af de Klude, som ikke samledes
deels paa Grund af at, de ikke fandt Afsætning, og
deels at Prisen var saa lav, at selv den fattigste
Mand fandt det ikke Umagen værd at samle Kludene,
der da blev henkastede og ødelagte blandt Gjød-
ningen. Lad os først tale om uldne Klude, hvoraf
her altid fandtes stor Overflødighed; hvad betalte
man for disse Klude da Forbuddet udkom? Een
Mark, siger og skriver 1 Rbmk. for et Liispund.
Millioner Pund gik her tabt for Landet, hvor-
ved desuden mange Hundrede fattige Familier
kunde have havt et Udkomme, en Understøttelse —
Men, sige Dr. & S., man coqueterer [smigrer] altid med de
Fattige naar Talen er om Kludesamling — Hvor-
ledes „Coquettere“? Vi vide sandeligen ikke hvor-
med vi skulde stemple denne forkastelige Benævnelse,
men vi ville spørge: Er det ikke samme Grund som
Drewsen anfører til Forsvar for Opretholdelsen og
Beskyttelsen af Papirfabricationen, og forsvares
ikke andre industrieuse Foretagender og Oprethel-
delse deraf paa samme Maade? Hedder det ikke
altid, at man maa tage i Betragtning, at saa
mange Familier miste deres Levebrød, naar den
eller anden Entrepreneur bliver nødsaget til at
nedlægge sin Fabrik? Vi mene, at de fattige Klude-
samlere, der af Mangel paa Erhverv ere faldne
det Offentlige til Byrde, fortjene fuld saa megen
Opmærksomhed; og saadant kan man ikke, tør man
ikke benævne Coquetteri [smiger]. — Dog til Sagen.
Kludene bleve ikke samlede, deels fordi Fabriken
ikke havde Brug for samme, og deels paa Grund
af den lave Priis. Men ikke saasnart var Becks
Oprivnings-Fabriken blev oprettet, da steg Priserne
meget, og der viste sig, hvilken uhyre Mængde af
uldne Klude der fandtes i Landet, som før aldeles gik
tilspilde, hvorved Landets aarlige Tab var ubereg-
neligt; man læse herom hvortil afdøde Drewsen
selv har anslaaet det (see Roeskildske Stænder for
1842 S. 1134). Der hedder det, at Beck, som i
Begyndelsen havde at kæmpe med mange Vanske-
ligheder, dog siden 1827 har frembragt 3 Millio-
ner Pund Kradsuld til et Beløb af 300,000 Rbd.,
foruden hvad Owen her har frembragt.
     Nu linnede Klude. Drewsen mener, at man
kan antage Samlingen efter Folketallet og anslaaer
for ethvert Menneske 3 ½ Pund. I Aaret 1825
udgjorde Folketallet omtrent 1,120,000 Mennesker,
altsaa kunne vi da, efter Drewsens egen Calcule
aarligen have samlet henved 4 Mill. Pd. Klude.
Men hele Fabricationen var paa den Tid ikke større
end 56,000 Riis aarligen, hvortil der neppe med-
gik mere end 8 eller 900,000 Pd., saa at følgeligen
de øvrige 3 Millioner Pund aarligen ere gaaet heelt
tabte for Landet, thi de bleve ikke afbenyttede i Landet
og kunde ikke udføres paa Grund af Forbuddet.
Hvormeget er nu hvert Aar blevet tabt? Lad os
kun regne 3 Mk. pr. Lpd. eller 3 Rbd. pr. Centner,
som vel var den laveste Priis i Udlandet, og der
gik hvert Aar tabt for Kongeriget 100,000 Rbd.
— Men nu 1833. Hele Fabricationen fra Be-
gyndelsen af Forbudet steeg i de 9 Aar kun 28,000
Riis, og det fandt kun Sted paa Drewsens Fabrik
paa Grund af den anskaffede nye Maskine. Folke-
tallet var den Gang 1,200,000 Mennesker, og det
Qvantum Klude, som kunde samles, var altsaa 4 ½
Mill. Pd.; men det Qvantum, som medgik til Fa-
brikationen, var neppe mere end 1 ½ eller 1 ¾ Mill.
Pd. Her er altsaa atter gaaet 3 Mill. Pd. Klude
spildte aarligt, og anslaaes disse til 3 Mk., saa
faae vi igjen et Resultat af et reent Tab af omtrent
100,000 Rbd., og alt dette skeete for at beskytte en
Fabrication, som den Gang ikke beløb sig til mere end
150 til 160,000 Rbd. aarligt!!! — Man klagede
paa hine Tider over Mangel af Klude, og Beskyt-
telsen var derfor nødvendig. Fabricationen har
siden den Tid tiltaget overordentlig meget, og endnu
findes her i Landet tilstrækkelige Klude. Men
hvad offrer Landet desuagtet [desuden] ved den høie Udfør-
selstold? Fabrikanten betaler til Hovedsamlerne 3
forskjellige Priser, 3 Mk., 4 Mk. og 6 Mk. pr. Lpd.
Disse Sorter Klude betales i England med 5 Mk.,
7 Mk. og 9 Mk. pr. Lpd. Forskjellen er altsaa
omtrent 3 Mk. pr. Lpd., som man i England faaer
mere end her.
     Drewsen angiver omtr. 60,000 Centner Klude,
som forarbeides i de i Kongeriget værende 5 Papiir-
maskiner. Lad os nu antage, at Kludene betales kun
med 2 Mk. pr. Lpd. høiere Priis end her, og det er i
Sandhed meget lavt anslaaet, saa gaaer der aarligt
tabt for Landet 120,000 Rbd., som komme
Fabrikanterne alene tilgode, uden at vi derfor
faae Papiret billigere, tvertimod er det hos os
langt dyrere end i Udlandet. Beviset herfor lig-
ger jo klart for os, thi vore Papiirhandlere eller
Andre finde deres Fordeel ved at indforskrive baade
Skriv- og Trykpapir, trods en Indførselstold af i
Gjennemsnit 20 a 25 pCt., trods Omkostninger fra
fjerntliggende Lande, og trods den Gevinst, som
Papiirhandlerne her naturligviis maa have. Læg
nu alt det tilsammen, saa faae vi en Difference af
i det mindste 40 pCt., som Fabrikanterne have,
uagtet det raae Materiale, Klude, er saameget bil-
ligere end i de fleste andre Lande. For at lette
Oversigten mere for dem af vore Læsere, som ikke
kunne gaae ind paa Beregninger eller Sligt, ville
vi blot anføre, at vi have seet Trykpapir fra Ud-
landet, som i Qvalitet i alle Henseender kan sæt-
tes ved Siden af Drewsens, og som paa Fabriks-
stedet ikke koster mere end omtrent 16 Rbs. pr.
Pd., hvilket calculerer sig med Told og samtlige
Omkostninger til 19 Rbs. pr. Pd., medens
Drewsen erholder for samme Papiir 24 Rbs pr.
Pd. Skrivpapiir koster paa Fabrikstedet 18 Rbs.
pr. Pd., Tolden herpaa er 4 Rbs eller incl.
Sportler og Accise, 25 pCt. Hvad tager nu
Drewsen for saadant Papiir? Sagen maa nu
tages fra hvilket Standpunkt man vil, saa blive
Consumenterne paa den ene Side betydelig be-
skattede, og paa den anden Side lider Landet et
føleligt Tab, som ikke erstattes. Man bringer
rigtignok Arbeidslønnen i Anslag, men hvormeget
udgjør denne ved de 5 Maskiner? neppe 80,000 Rbd.
Men denne Summa kan ikke opveie det store Tab,
som Landet lider og som de fattige Kludesamlere
have.
     Vi bør agte og paaskjønne alle Bestræbelser som
kunne befordre Landets Industri, og vi maae ind-
rømme, at Drewsens Bestræbelser have med Hensyn
til Fabrikationen været meget heldige; men lad os
ikke glemme det gamle (endnu gjældende)
Ordsprog — man kan ogsaa betale G u l d
for dyrt.

     Om Papirfabrikationen. Naar dHerr.
Drewsen & Sønner troe at et dristigt og ho=
verende Sprog skulde afgjøre den omtvistede Sag,
da tage de mærkelig Feil. Det givne Svar (see
Løverdags-Nr.) svækker aldeles ikke det, hvad vi
have anført imod de urimelige og for Landet høist
skadelige Forrettigheder, hvormed man har begun-
stiget Papirfabrikationen; tværtimod indeholder Sva-
ret nye Beviser herfor, og vi skulle nu tydelig
godtgjøre det.
     Vi have paastaaet, at ved Forbuddet imod Ud-
førselen af Klude i Aaret 1825 har Landet Aar
for Aar havt betydeligt Tab. Beviset herfor maa
være indlysende for Enhver. Drewsen har selv
angivet, at Kludemængden maa beregnes efter Folke-
mængden; fremdeles har Drewsen selv anslaaet,
at den aarlige Samling kan anslaaes til 4 a 3½
Pund Klude for hvert Menneske. Efter Folke=
mængden 1825—1838 vilde man altsaa have kun=
net samle i Gjennemsnit omtrent aarligt 4½ Mill.
Pund. Dersom nu Papirfabrikationen er saa stor,
at den svarer til Forraadet af Kludene, da vil
Værdien deraf indvindes for Landet. Er Fabri=
kationen derimod ikke saa stor, og Forbrugen af
Klude ikke svarer til det indsamlede Qvantum, da
gaaer Værdien af de Klude tabt, som ikke tilvir=
kes i Fabrikerne, thi det overblivende Qvantum
kan ikke afbenyttes, fordi der er Forbud mod Ud=
førsel. Samlerne samle altsaa kun saameget, som
Fabrikkerne omtrent forbruge, Resten kastes bort,
som andet Snavs paa Møddingen. Nu har det
viist sig i Aarene 1825—38, at Fabrikationen
ikke synderlig har udvidet sig, og at man
efter Tabelværket og andre Optegnelser ikke
kan anslaae Gjennemsnits-Forbrugen høiere end
omtrent 1⅓ til 1½ Millioner Pund aarligt, thi
i Aaret 1825 var Fabrikationen kun 56,000 Riis
Papiir. I Aaret 1833 var den kun stegen
til 84,000 Riis, og i 1838 efter Tabelværket var
Fabrikationen af alle Slags Papiir 109,000 Riis.
Men lad os antage Kludeforbrugen til 1½ Mill.,
ja endog til 2 Millioner Pund, saa gik jo,
som ovenfor anført, aarligt tabt Værdien af 2
Millioner Pund Klude, som ikke kunde afbenyttes.
— Beregnes nu de linned Klude kun til 3
Mk. pr. Lpd., da har Landet i de 14 Aar (1825—
1838) tabt allermindst 900,000 Rigs=
bankdaler. Vi sige allermindst; thi for det
Første have vi anslaaet Forbrugen særdeles høit;
for det Andet anslaaet det samlede Qvantum for
hvert Menneske til 3½ Pund, skjøndt afdøde Drew=
sen antog, at man beregner 4 a 3½ Pund for hvert
Menneske, og endelig, hvad der er det allervigtigste,
ere disse 2 Millioner Pund Klude beregnede kun til
3 Mk. pr. Lpd., istedetfor Prisen, hvortil disse
Klude kunde være blevet solgt i Udlandet, naar

Udførselen var tilladt, og lad os kun antage 4 Mk.
8 ß pr. Lpd., saa kan man anslaae Tabet til 1½
Million Rbd. Man vil altsaa heraf see, at vi
aldeles ikke have overvurderet Tabet; tværtimod, vi
have langt undervurderet det. — Drewsen negter
heller ikke, at der tidligere kunde have været
samlet flere Klude, men tilføier da:
          »De ansee det for høist tvivlsomt om den frie
          Udførsel hurtigen havde fremkaldt den forøgede Sam=
          ling«.
     Men hvad Andet end ene og alene Forbudet er det,
som har formindsket Samlingen? Vi ville her an-
føre et Exempel. Forinden Creatur-Been havde
en Værdie, forinden Englænderne have anvendt
disse til Gjødning, har intet Menneske faldet paa
at samle Been her i Landet, men saasnart der
fandtes Kjøbere her til Benene, fremkom den ene
Samler efter den anden, og det samlede Qvantum
gik op til Millioner Pund aarligt; men lad der
udkomme Forbud mod Udførslen, saa vil Samlin-
gen falde bort, naar man ingen synderlig Forbrug
har for Benene her i Landet. — Man har til
Forsvar for Forbudet anført andre Lande, til Ex.
Belgien; men foruden at det „lille Danmark“ i Alt
ikke burde følge andre Landes Exempler, da hvert Land,
som vi før ofte have bemærket har sit Eiendomme-
lige, saa skal det jo tillige godtgjøres, at Bel-
gien ligesom Danmark ikke havde For-
brug for alle sine Klude; kan Drewsen give
os Oplysninger herom? Er det ikke snarere at an-
tage, at Belgien ved Siden af dette Forbud havde
endog Mangel paa Klude, og maaskee har indført flere
Qvantiteter fra Udlandet? Vi have her behandlet
Perioden fra 1825 til 1838. Fra det sidstnævnte
Aar indtil 1842, da Forbudet blev ophævet, har
Papirfabricationen tiltaget betydeligt, og Forbru-
gen af Klude tiltog i Forhold derefter; men her
føltes ingen Mangel paa Klude, Samlingen tiltog
naturligviis, da det ikke skortede paa Afsætning.
     Saavidt altsaa Forbuds-Perioden. Lad os nu
undersøge Perioden efter at Forbudet er bleven
hævet, og istedet paalagt en saa høi Udførselstold
paa Kludene, at Tolden er omtrent lige saa høi
som paa de ordinaire Klude nemlig 3 Mk. pr. Lpd.
Vi have opgjort en Beregning, hvori denne store
Begunstigelse bestaaer; Udførselstolden er nemlig
saa høi, at det ikke kan svare Regning [betale sig] at sende
Kludene til Udlandet, skjøndt Prisen der, navnlig
i England, er 75 til 50 pCt. høiere, end hvad
man betaler her. Nu paastaaer Drewsen for det
Første, at de betale for Kludene høiere Priser,
end vi have angivet, og for det Andet at For-
skjellen i Prisen er ikke synderlig, naar man tager
Hensyn til de Omkostninger, som ere forbundne
med Sorteringen og Forsendelsen til England.
Men naar Alt dette er Tilfældet, saa er jo den
overordentlig høie Udførselstold alde-
les overflødig, saa trænger Fabrikken
jo ikke til denne store Beskyttelse, og det
er netop det, hvad Minoriteten i den roeskildske For-
samling for 1842 har anført til Grund for sin Indstil-
ling. Udførselstolden kan altsaa enten aldeles falde
bort, eller ogsaa nedsættes til samme Told, hvortil den
før var ansat i begge Hertugdømmer, og nu er
ansat i Holsteen, nemlig 80 Rbß pr. 100 Pd.,
saaledes som det i sin Tid nedsatte Udvalg i den
roeskildske Stænderforsamling for 1842 har fore-
slaaet. Fabrikanterne kunde paa denne Maade efter de
af Drewsen opstillede Beregninger være tilstrækkelig
beskyttede for Klude-Udførselen til England, og
gjøre deres Indkjøb til de Priser som Drewsen &
Sønner angive. — Men Sagen stiller sig ganske ander-
ledes. Drewsen & Sønner og de øvrige Fabri-
kanter betale ikke i Gjennemsnit for Kludene 7 Mk.
4 ß til 5 Mk. og 3 Mk. 10 ß pr. Lpd., men kun
6 Mk., 4 Mk. og 3 Mk. pr. Lpd. Rigtignok kan
det være Tilfældet, at der iblandt den store Masse
af Klude, som nu forbruges (6 Millioner Pund)
kan forekomme et enkelt lille Parti af særdeles
fiin Qvalitet, for hvilket man betaler en noget
høiere Priis; men Saadant har aldeles ingen Ind-
flydelse paa Gjennemsnitsprisen. Herfor gjelder
følgende slaaende Beviis, taget af Drewsens egen
Anførsel. Der paastaaes nemlig, at de høieste Pri-
ser, 8 Mk., 6 Mk. og 4 Mk. betaltes for de slesvigske
Klude. Man skulde efter denne Anførsel slutte sig til,
at man fra det Slesvigske modtager en saa over-
ordentlig Mængde Klude, at dette Qvantum
kunde indvirke paa Gjennemsnitsprisen. Men
lad os nu see hvor stor Tilførselen af Klude har
været fra det Slesvigske. De officielle Lister give
os nærmere Oplysninger herom: I Aaret 1850
modtog Kongeriget fra Hertugdømmet Slesvig
186,000 Pund og i 1851 276,000 Pund.
Hvad synes nu vore Læsere om Drewsens grun-
dige Beviser? Fabrikerne bruge aarligt 6 Mil-
lioner Pund, og til dette Forbrug have vi i det
ene Aar modtaget fra Slesvig omtrent 1/30 Deel
og i det andet Aar omtrent 1/21 Deel, og saadanne
Ubetydeligheder ville D. & S. bilde os ind kunne ind-
virke paa Gjennemsnitsprisen, saa at Kludene komme
til at koste dem de anførte høie Priser. Men saa-
ledes gaaer det naar man vil forsvare en slet Sag,
og saaledes forholder det sig med alle de haltende
Beviser, som Drewsen anfører til Forsvar for Be-
skyttelsen. Tabet for Landet paa de aarligt for-
brugte Klude, som Drewsen selv anslaaer til 6 Mill.
Pund, er overordentligt stort, naar man
sammenligner de engelske Priser med vore, og om
denne Difference kun er 2 Mk. pr. Lpd., saa brin-
ges her et Offer af omtrent 150,000 Rbd. aar-
ligt. Det danske Folk faaer ikke Papiret billigere
i Forhold til de lave Priser paa Kludene, og den
fattige Kludesamler faaer kun en lav Priis for sine
Klude, i Forhold til Fabrikernes høie Priis paa
Papiret. Her seer man Følgerne af en urigtig
Handelspolitik, som staaer aldeles i Disharmoni
med vore ellers gjeldende liberale Toldlove.
     Hvad nu uldne Klude angaaer, da er Tabet og-
saa meget stort paa Grund af Forbudet, og naar
det, efter Drewsens Paastand, forholdt sig rig-
tigt, at uldne Klude ikke anvendes til Papirfabri-
kation, saa kunde man jo i Aaret 1825 med Hen-
syn til Forbudet, have gjort en Undtagelse med
uldne Klude. Men disse bleve især paa hiin Tid
anvendt til de meget ordinaire Papirer. *)
     Af det Foregaaende troe vi, at det er til-
fulde godtgjort, at dersom dHrr. Dr. & S. for-
mene at have Krav paa det „lille Danmark“, fordi
de til egen Fordeel have udvidet Papirfabrikationen,
saa er dette Krav med Rentes Renter fuldkommen
liquideret med den Begunstigelse, hvormed Lovgiv-
ningen har beskyttet Papirfabrikationen; Dr. & S.'s
udvidede Anlæg er endog oprindelig, saavidt vi
mindes, blevet understøttet med et stort Laan af
Statskassen, og dernæst begunstiget ved en høist
fordeelagtig Arvefæste-Contract ved Overta-
gelsen af Eiendommen paa Silkeborg (S. Budget-
tet for 1845, S. 19). Vi mene altsaa, at dHrr.
Dr. & S. kunde lade sig nøie med de Begunsti-
gelser, som det „lille Danmark“ har tilstaaet dem
til Opmuntring af Papirfabrikationens Udvidelse,
og at det nu var paa Tiden, at det danske Folk
selv nød Fordelen af Fabrikationens Fremskridt i
Almindelighed, samt at der nu bør indtræde en stor
Moderation baade med Hensyn til Ind- og Ud-
førsels-Tolden.
     Vi have Intet at tilføie med Hensyn til Hoved-
sagen, som vi hverken i nærværende Besvarelse
eller i de foregaaende Artikler (efter dHrr. Drew-
sen & Sønners Formening) have omgaaet; vi have
kun imødegaaet dHrr. D. & S.s Bemærkninger
Punkt for Punkt, og vi have ikke stiltiende kunnet lade
uændset hvad dHrr. D. & S. i en just ikke pas-
sende Tone har anført om hvad man kunde for-
lange af det „lille Danmark“. Med fuld Føie
have vi ogsaa afviist dHrr. D. & S.s Yttringer
om det, som vi og saa mange Andre med os have
anført i nærværende Sag til Fordeel for de
Fattige, der beskjæftige sig med Kludesamling.
Det er ikke værdigt (for ikke at stemple det med
en anden Benævnelse), at kalde saadant „Coquet-
tering“.

*) I Aaret 1825 forbrugtes paa Maglekildes Papirfabrik
omtrent 400 Skpd. uldne Klude, foruden Overgarn.

               Trindt om i Landets
forskjellige Egne har man høitideligholdt Grundlovens
5te Aarsdag, saaledes ogsaa paa Danmarks høieste
punct, Himmelbjerget. Til Festen havde indfun-
det sig en talrig Menneskemasse fra de nærmeste Byer,
Silkeborg, Randers, Aarhuus, Skanderborg og Hor-
sens, ligesom ogsaa fra de forskjellige Landsbyer og 
Herregaarde; heriblandt befandt sig en betydelig Mængde
Damer. Pladsen var prydet med en høi Pyramide,
hvorfra en Mængde Dannebrogsflag vaiede. Paa For-
siden stod Hs. Maj. Kongens Navnetræk og neden-
under hans Valgsprog: "Folkets Kjærlighed min
Styrke"; paa de øvrige Sider stode følgende Inskrip-
tioner: "Enighed gjør stærk", "Den 5te Juni", "Kon-
gens og Folkets fælleds Pagt Danmarks Lykke". I
nærheden af Pyramiden var opreist en Talerstol, læn-
gere borte var indrettet en Dandsesalon. En mængde
Telte forefandtes. - Hr. Fabrikeier Drewsen aab-
nede Festen en Tale til Priis for Grundlovens
høie Giver, Kong Frederik den Syvende, der, som 
han sagde, var den første Konge, der holdt hvad han
som Kronprinds havde lovet: at give det danske Folk
en fri Forfatning, og dette har han trofast holdt.
Deri at Hs. Majestæt saaledes af fri Magtfuldkom-
menhed har skjænket os Grundloven, maa man finde
tilstrækkeligt Borgen [garanti] for, at han ogsaa vil bevare den 
ukrænket. Fremdeles opfordrede han til at værne om
vort Klenodie, som har været udsat baade for udvor-
tes og indvortes Fjender, og som ingen Magt vil
kunne fravriste os, naar kun Kongen og Folket slut-
tede sig sammen. Til Slutning opfordrede han det 
forsamlede Folk til paa dette Danmarks høieste
Punct at nedbede Himmelens Velsignelse over Hs. 
Majestæt Kong Frederik den Syvende, og derpaa ud-
bragte han et "Længe Leve" for Kong Frederik den Sy-
vende, hvilket blev besvaret med et ni Gange gjen-
taget Hurra. Det tilstedeværende Musikcorps musice-
rede nu og følgende Sang blev afsungen:
     Bevar, o Danmark, dine stolte Minder!....

Hr. Lærer Kraiberg fra Aarhus optraadte der-
paa og sagde, at han af Festcomiteen var anmo-
det om at tage Ordet. Han mindede os om Dagens
Betydning; paa det samme Sted, hvor vi vare
forsamlede, havde frihedssindede Mænd alt tidligere
nedlagt den velsignelsesrige Sæd, men disse vare nu
gangne til Hvile. Han opfordrede Folket til at værne
Grundloven mod Intriguer og Cabaler. Det var ham
bekjendt, at der fra flere Mænd i Hovedstaden idag
udgik en Opfordring til Folket om at danne Grund-
lovs-Foreninger for at styrke Grundloven; hertil op-
fordrede han ogsaa. Han henvendte et Par Ord spe-
cielt til Damerne, der altid ville have et hjerte stort
nok til at rumme Kjærlighed til Konge, Frihed og Fø-
deland og hvis Kald det var at styrke Manden. Et
mange Gange gjentaget Hurra rungede for Danmarks
Grundlov. - Hr. Apotheker Kofoed fra Skander-
borg udbragte et Hurra for "Gamle Danmark"; Rigs-
dagsmand Schøller bragte os vore "Jenser" i Erin-
dring, som i Dag for 6 Aar siden tappert fægtede
paa Dyppelbankens Skandser; et "Hurra" gjenlød og 
endnu et til Ære for den Mand, som er Alle be-
kjendt, selv enhver Bonde, for hans utrættelige og fri
hedssindede Virksomhed, J. C. Drewsen. Følgende
Sang blev nu afsungen:
See - der staaet et deiligt Træ....

Hr. Drewsen tog atter Ordet og sagde, at der er 
sagt, at Folkets Repræsentanter, Rigsdagen, ikke en-
gang kjendte Folkets Mening, hvorledes skulde da Hs.
Maj. Kongen kunne kjende den. Derfor opfordrede 
han Forsamlingen til at indgaae med en Adresse [udtalelse] til
Kongen, men ikke med nogen Mistillids-Adresse til 
Ministeriet, især da det udtrykkelig var bleven forbudt,
og en saadan derfor vilde blive erklæret for ulovlig;
denne Adresse skulde indeholde følgende 4 Puncter:
vor Tak til Kongen, vor Tillid til ham, vore For-
ventninger og vore Ønsker. Denne Adresse ønskede han
maatte finde Underskrifter i Tusinde, ja i Hundrede
Tusindviis og her fra Jyllands Midte sprede sig til 
alle Rigets Dele. Forsamlingen erklærede sig beredt
hertil. Derpaa foreslog han at nedsætte en Comitee
for nærmere at udføre dette Hverv. Hr. Kreiberg
tog Ordet og foreslog, at man skulde overdrage det til 
Fest-Comiteen, der bestod af Mænd, til hvem man 
kunde fæste Lid. Forsamlingen samtykkede heri. Hr. 
Drewsen traadte op og takkede for den Tillid man 
viste dem og forsikkrede at de efter Evne skulde besørge
den omtalte Adresse udfærdiget. Han opfordrede Fol-
ket paa det Indstændigste [anmodning] til ikke at holde sig tilbage,
men talrigt at undertegne Adressen. Han udtalte det 
Ønske, at vi atter til næste Aar og fremdeles, ja om
man turde sige til Verdens Ende, skulde samles her
paa dette Sted for med Samdrægtighed [samhørighed] at værne om
Grundloven. Med Musik-Corpset i Spidsen marchere-
den den forsamlede Mængde ud til det yderste og høieste
Punct "Kolden", hvorfra Danneborg svævede høit i 
Luften over vore Hoveder, og her løde rungende Hur-
raraab for "gamle Dannebrog". Hen paa Aftenen
begyndte Dandsen, men den indrettede Salon var for 
lille til at rumme de Dandselystne, hvorfor man 
maatte indrette en anden uden for denne. Kl. 12 end-
tes Dandsen og med den Festen.