Det af Regjeringen i Folkethinget forelagte
Lovudkast om Silkeborgs Oprettelse til Kjøb-
stad er uden Indsigelse vedtaget uforandret af
Landsthinget, og vil rimeligviis snart ligeledes
være vedtaget af det andet Thing. Lovforslaget
er i det Væsentlige saalydende: „Silkeborg
Handelsplads oprettes til Kjøbstad, ligesom
den derfor skal nyde alle Kjøbstadrettigheder,
skal den ogsaa overtage alle de Kjøbstæderne
paahvilende Byrder. De i Silkeborg, paa den
Tid nærværende Lov træder i Kraft, bosatte
Huusfæstere, Haandværkere og andre Nærings-
drivende blive berettigede til at fortsætte de af
dem hidtil udøvede Næringsbrug, hvilke de der-
hos maae drive i samme Udstrækning, som Næ-
ringsbrugerne i andre Kjøbstæder, ved hvilke
de kunne sættes i Klasse, dog at de, forsaavidt
Næringen iøvrigt dertil maatte egne sig, paa
samme have at tage Borgerskab. Med Hensyn
til den fremtidige Adgang til at drive Nærings-
brug paa Silkeborg forholdes i det Hele efter
de for Kjøbstæderne i Lovgivningen foreskrevne
Regler. Den nye Kjøbstads Grund begrændses
imod Nord af Langsøen, saaledes mod Vest
Matr. Nr. 105, Byens Kirkegaard samt det
saakaldte Læbælte, mod Syd Læbæltet og Tre-
kanten mellem Lodderne Matr. Nr. 225 og 110,
og begrændses mod Øst af en Linie, dragen
udenom Nr. 100 og 23 til 28, den saakaldte
Holdeplads, Silkeborg Hovedgaards nordre
Længe, Chausseebroen over Remstrup Aae og
Kanalen igjennem Papirfabriken og ud i
Langsø. Desuden henregnes til Kjøbstadgrund
alle til Papirfabriken hørende Bygninger og
Haver i S. og Ø. for den ovennævnte Kanal.
Som Kjøbstadens Jorder ansees de til Be-
boerne afhændede, tidligere under Silkeborgs
Hovedgaard hørende Mark- og Engjorder S.
og V. for Byen, dog at den i Frd. 18de Octbr.
1811 bestemte Afgift ikke skal kunne paalægges
disse Jorder, naar de afhændes til Udenbyes-
mænd. Derhos [desuden] vedbliver det i Regulativ for
Byens oeconomiske Bestyrelse af 20de Marts
1855 nærmere betegnede Landdistrict fremdeles
at staae i den der nævnte Forbindelse med Byen.
Iøvrigt bemyndiges Regjeringen til at iværk-
sætte en saadan Udvidelse baade af den egent-
lige Kjøbstadgrændse og af det med Kjøbstaden
forbundne Landdistrict, som efterhaanden maatte
ansees fornøden. De i Regulativ 20de Marts
1855 § 3 foreskrevne Betingelser for Valgret
og Valgbarhed til den deri anordnede Com-
munalrepræsentation, skulle ogsaa være gjældende
ved Valg af Borgerrepræsentanter i den nye
Kjøbstad. De nuværende Communalrepræsen-
tanter vedblive at fungere som Borgerrepræ-
sentanter, indtil et nyt Valg ved Udgangen af
1857 er foretaget. Denne Lov træder i Kraft
den 1ste Juli 1857.“
                    ——————————
     Hvad der i Særdeleshed har gjort Ønsket
om Handelspladsens Indfremmelse blandt Kjøb-
stæderne levende hos Beboerne, er, efter hvad
Communalbestyrelsen i saaHenseende har yttret,
den Vanskelighed, der hidtil har været forbun-
den med at opnaae Laan i Eiendomme samme-
steds. Nybyggerne have i Almindelighed været
nødsagede til at fyldestgjøre den dem ved Grun-
dens Overdragelse paalagte Byggeforpligtelse
ved paa Credit og Afbetalinger at opføre deres
Steder. Da Laan i faste Eiendomme tidligere
næsten ikke have været at erholde [få], have blotte
personlige Gjældsforpligtelser med de deraf Fly-
dende dyre og vexlende Omsætninger været al-
mindelige, og skjøndt heri for en Tid var ind-
traadt en Forandring til det Bedre, navnlig
derved, at Viborg Sparekasse begyndte at gjøre
Forretninger paa Handelspladsen, er det dog
langtfra, at billige Fordringer [krav] herved ere til-
fredsstillede, idet bemeldte Kasse her gjorde
sine Udlaan til 8 pCt., hvoraf 1 pCt. Afdrag
og 5 pCt. Renter. At der om disse Laan des-
uagtet [alligevel] var stærk Efterspørgsel, viser tilstrækkeligt
den tilstedeværende Pengetrang, og denne vil
efter Communalbestyrelsens Formening frem-
deles vedvare, saalænge umyndiges og offent-
lige Stiftelsers Midler alene efter en forud
dertil ervervet særlig Tillaldelse kunne erholdes [fås]
tillaans i Handelspladsens Eiendomme, og saa-
længe Beboerne derhos [desuden] nægtes Adgang til at
indtræde i den for Kjøbstadgrundeiere i Nørre-
Jylland oprettede Creditforening. Bliver Plad-
sen derimod Kjøbstad, og en tvungen Assurance [forsikring]
samt et organiseret Brandvæsen dermed ind-
føres, ville de nævnte Goder af sig selv til-
flyde Handelspladsen. — Hvad Næringsforhol-
dene angaaer, og navnlig den egentlige Han-
delsvirksomhed, har Communalbestyrelsen anført,
at Pladsens tiltagende Udvikling har medført
en stadig Trang til Forøgelse af de Handlen-
des Antal paa samme Tid, som Concurrencen
om at opnaa de til en saadan Næringsbedrift
fornødne Bevillinger kun har været ringe, hvor-
imod der er Grund til at antage, at denne
Concurrence i alt Fald meget vil tiltage med
Pladsens Overgang til Kjøbstad. Vel er der
fra Kjøbmandsstandens Side yttret Frygt for,
at de Handlendes Antal muligt i saa fald
vilde tiltage saa betydeligt, at de nærværende
Kjøbmænd derved kunde underkastes et føleligt
Næringstab, hvorunder Pladsens Velfærd i det
Hele vil komme til at lide, og flere af de Hand-
lende havde derfor i et særskilt Andragende [ansøgning] ud-
talt sig for, at Retten til at drive Kjøbmands-
handel, selv om Handelspladsen i alt Øvrigt
overgik til at blive Kjøbstad, dog fremdeles i
Løbet af nogle Aar maatte vedblive at være
Bevillingssag. Communalbestyrelsen har imid-
lertid ikke kunnet dele denne Anskuelse. En saa
synderlig Undtagelse i en eventuel Lov om Plad-
sens Overgang til Kjøbstad vilde, efter Besty-
relsens Antagende, skaffe Pladsens Credit, idet
man ikke uden Grund derved kunde ledes til
den Formodning, at Pladsens Næring var af
en saa usikker Natur, at den ikke kunde taale
Concurrence. Den yttrede Frygt for Følgerne
af en fri Concurrence maa, efter Bestyrelsens
Formening, derhos [desuden] ogsaa ansees for overdreven.
I ethvert Fald er det, efter Communalbestyrel-
sens Formening, en saa alvorlig og paatræn-
gende Velfærdssag, at Handelspladsen snarest
muligt delagtiggjøres i de kun for Kjøbstæder
tilgængelige Goder, at en øieblikkelig Tilstrøm-
ning af Handlende, selv om den skulde blive
til Virkelighed, maatte betragtes som et mindre
Onde ligeoverfor Pladsens vedvarende udeluk-
kelse af hine goder. — Med Hensyn til den
Indflydelse, som Handelspladsens Overgang til
Kjøbstad kundehave for dens Haandværksstand,
har Communalbestyrelsen henvist til, at næsten
alle de der boende Haandværkere have under-
tegnet det til Ministeriet i sin Tid indgivne
Andragende [ansøgning] om denne Foranstaltnings Iværk-
sættelse, hvoraf det formeentlig allerede til-
strækkeligt fremgaaer, at de Fordele, som denne
Stand antages derved at ville opnaae, maatte
ansees for at være af en ikke ringe Betydning.
Den nuværende Tilstand er nemlig i flere Hen-
seender mislig [uheldig] for Pladsens Haandværkere,
navnlig paa Grund af den Frihed, der er ind-
rømmet Landhaandværkerne til at arbeide for
Pladsens Beboere. Om end den duelige Land-
haandværkers Adgang til at arbeide for Kjøb-
stadsbeboerne maa ansees for principrigtig i For-
brugernes Interesse, fordi den bidrager til at
holde Priserne paa deres naturlige Standpunkt,
maa der dog i alt Fald antages, at den Kjøb-
stæderne indrømmede Beskyttelse mod, at Land-
haandværkere arbeide for Byens Beboere, ogsaa
vilde blive Silkeborg til Deel, naar Byen blev
Kjøbstad, og Haandværksstanden vilde da utvivl-
somt herved opnaae en Fordeel, som langt maatte
opveie Tabet ved den frie Concurrence, hvis
det forøvrigt kan antages at ville medføre nogen
forøget Concurrence for den nuv. Haandværks-
stand, at Haandværkere nedsætte sig der efter
forud aflagte, af deres Jævnlige bedømte Prøve-
stykker, istedetfor som nu efter specielle Bevillinger.
                        ——————————
     Angaaende fornævnte Lovforslags Motivering
hedder det i „Avert. Tid.“: „Medens Handels-
standen fordrer, at der for det Tilfælde af Kjøb-
stadsrettighed skal lægges Hindringer iveien for
nye Handels-Etablissementer, fordi saadanne
vilde skade de fra tidligere Tid Etablerede, seer
Haandværkerklassen i Kjøbstadrettigheden et Værn
mod Landsbyhaandværkernes Concurrence. Og
særdeles betegnende er det, at de Næringsdri-
vende paa en Tid, da man arbeider paa at
hævee forældede Indskrænkninger i Adgangen til
frit Erhverv, kunne betragte Opnaaelsen af
Kjøbstadrettighed som et Middel til at faae
Indskrænkninger anerkjendte, der hidtil ikke have
bestaaet. Men da Staten og Communen kun
kunne tage Hensyn til det almindelige Tarv, saa
have Communalbestyrelsen og Ministeriet været
enige i, at Forbrugernes Interesse her maa
være afgjørende, og desaarsag [derfor] ikke vilde ind-
lade sig paa at give de etablerede Kjøbmænd
det forlangte Monopol.